Den anonyme Indehaver af dette Accessit besluttede dog at opsøge sine Dommere, gøre deres Bekendtskab og navngive sig for dem.
Jeg gik først til Hauch[I] , der dengang havde Bolig paa Frederiksberg Slot i høje, lyse Rum. Hauch[II] forekom mig urimeligt forekommende; den da mer end 70aarige Mand sagde mig unge Menneske den ene Artighed efter den anden. Afhandlingen var »overordenlig god«; det havde gjort dem meget ondt ikke at kunne give mig Prisen; men jeg maatte ikke bære Nag til dem derfor; de havde handlet efter deres Samvittighed. Paa en halvanden Aar vilde jeg kunne tage Magisterkonferensen i Æstetik; den gamle Digter[III] troede at kunne spaa mig en god Eksamen. Han undrede sig over sin Gæsts Ungdom, »begreb næsten ikke, at jeg i saa ung en Alder kunde have læst og tænkt saa meget«, gav mig gode Raad for Studiernes Fortsættelse.
Sibbern[IV] var lige saa hjertelig som Hauch[V] havde været høflig og varsom. Meget pudsigt var det, at medens Hauch[VI] bemærkede, han selv havde ønsket at tildele mig Prisen med et uagtet i Censuren, men Sibbern[VII] havde sat sig derimod, paastod Sibbern[VIII] lige det Modsatte; han havde været for trods alle Mangler at give Medaljen, men Hauch[IX] havde udtalt sig imod det. De havde øjensynligt misforstaaet hinanden; men Resultatet var i ethvert Tilfælde retfærdigt, saa der var Intet at beklage sig over.
|137| Sibbern[X] indlod sig paa Enkeltheder i Afhandlingen og var strengere end Hauch[XI] . Han ankede over, at der fattedes det egenlige Afsnit; Præmisserne var altfor vidtløftigt affattede. Han raadede til et mere historisk, mindre filosofisk Studium af Literatur og Kunst. Han var tilfreds ved at høre om mit nære Forhold til Brøchner[XII] , medens Hauch[XIII] hellere havde set mig knyttet til Rasmus Nielsen[XIV] , hvem han skemtende betegnede som »en rigtig Rugbrødsnatur«. Da Afhandlingen blev tilbageleveret, viste det sig at den var forsynet med rammende og lærerige Randgloser, der skyldtes Sibberns[XV] Haand.
Saa lidet der var vundet ved denne mislykkede Deltagelse i en Prisæskning, og saa utvetydigt Samtalen med den praktiske Sibbern[XVI] havde vist mig, at en Plads som Lærer i Modersmaalet ved en lærd Skole var Alt, hvad Magisterkonferensen i Æstetik sandsynligvis kunde bringe mig, der fra Barnealderen var bestemt paa ikke at ville være Skolelærer, saa modnede dog denne Samtale den Beslutning hos mig at opgive det juridiske Studium, vel at mærke saasnart jeg ved sejrrig Deltagelse i næste Aars Konkurrence havde godtgjort min endnu tvetydige Evne.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.