I Begyndelsen af Aaret 1866 døde pludselig i Rom Ludvig David[I], revet bort af en Tyfusfeber. Hans sørgende Forældre[II] stiftede til Erindring om ham et Legat for juridiske Studenter, der bærer og bevarer hans Navn. Til de første Bestyrere derfor udnævnte de foruden hans nærmeste Ven to juridiske Kandidater, Emil Petersen[III] og Emil Bruun[IV], der begge havde staaet den Afdøde nær. Den sidste, der ikke tidligere er nævnt paa disse Blade, var en paafaldende smuk og velbegavet ung Mand, Broder til nuværende Fru Anna Bissen[V] og til Kontreadmiral Bruun[VI]. Han udmærkede sig ved rolig og overlegen Humor, var i høj Grad selvbevidst og mandig. Hans Forhold til Ludvig David[VII] i den tidlige Ungdom havde været lidt af en beskyttende Kammerats. Ulykkeligvis blev han alvorlig saaret ved Tyskernes |181| første Storm paa Dybbøl Skanser; en Kugle kvæstede en af Hvirvlerne i hans Rygrad; efterhaanden medførte Saaret Lungesvindsot, og han døde ung.
Ludvig Davids[VIII] Død var et Tab for hans Venner. Han havde ikke blot Hjerte for deres Vel og Ve, men gode Anlæg for Historie og Matematik og fra Hjemmet af et Begreb om Statssager, der laa temmelig højt over de Flestes Synskres. Egen for ham var en Forening af skarp, opløsende Forstand og Hang til sammenfattende, afrundende Gengivelse. Han havde i det offenlige Liv stærke Antipatier. Efter hans Opfattelse havde de Fredsaar, der fulgte paa den første slesvigske Krig, virket afslappende; Talerne og Journalisterne var traadte i de tapre Mænds Sted; mangt et Løsen, som først var udtalt med Begejstring, var i den Tid stivnet til Floskel. Han fandt adskillige af Liberalismens ledende Mænd overfladiske og karakterløse, og beskyldte dem med Ungdommens Ubarmhjertighed for Ordskvalder. Paavirket som han var af Kierkegaard[IX] maatte en Mand som Bille[X] blive den stadige Genstand for hans Uvilje. Han mente, – halvvejs med Urette – at Bille[XI] drapperede sig med usand Alvor.
Selv havde han en dyb og virksom Menneskekærlighed, en ikke almindelig Drift til at lindre og hjælpe. Selskabslivet var ham forhadt; det var ham en Tidsspilde og en Pine at skulle gøre Figur i en Balsal; han var meget ubekymret for sit Udvortes og ingen sirlig Mand i sin Paaklædning. Derimod følte han sig lykkelig under tvangløst Samkvem med de Kammerater, han satte Pris paa, ved en lystig Passiar eller i et overgivent Lag, og under fortrolig Samtale lagde hans inderste Væsen sig for Dagen i en beskeden Fordringsløshed, i godmodigt Lune, rettet mod ham selv som mod andre, og i et forstandigt og medfølende Blik paa Omverdenen. Hans varmeste Udbrud havde gerne et lille Anstrøg af Spot eller Drilleri; det var, som gengav han |182| snarere halvt skelmsk en Andens Følelser, end som udtalte han uforbeholdent sine egne. Men der kom da let et inderligt, trofast Blik i hans smukke, mørke Øjne.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
