En ung Mand, der i Begyndelsen af Tredserne i Danmark fordybede sig i filosofiske Studier og særligt var optaget af Grænseforholdet mellem Filosofi og Religion, maatte nødvendigt komme til det Resultat, at der ikke kunde blive |177| noget af det filosofiske Liv paa dansk Grund, før en stor aandelig Fejde blev indledet, under hvilken de uensartede Synsmaader, som endnu aldrig var traadte fuldt udtalte frem, blev aabenbare og kom til at brydes saaledes med hverandre, at det blev klart, hvilke Standpunkter der maatte opgives og hvilke der lod sig hævde. Selv om han nærede en varm Hengivenhed for begge de to Professorer i Filosofi, R. Nielsen[I] og Brøchner[II]† , maatte han nære Haabet om at faa en Drøftelse af de Grundspørgsmaal, som sysselsatte ham, i Stand dem imellem. Som Brøchners[III] Lærling talte jeg lidt med denne derom, men kunde ikke overtale ham til at begynde. Jeg bad saa Gabriel Sibbern[IV] levere en grundig Kritik af Nielsens[V] Bøger; men denne undslog sig. En Tvivl greb mig, om det vilde lykkes mig at faa de Ældre til at tage Ordet.
En Anmeldelse i Fædrelandet af Nielsens[VI] Grundideernes Logik[0001], første Del, oprørte mig. Den gik stik imod, hvad jeg ansaa for uigendrivelig sandt, og var skrevet i den Stil og med de Billeder, som Bladets literære Bedømmelser havde bragt i Mode, en Stil, der var mig en Gru ved sine forlorent digteriske eller meningsløst platte Udtryk (»Materien er det Hammerslag, Ideen behøver« – »Umiddelbarheden er som den Mad, der én Gang er spist«).
I et elleve Siders Brev til Brøchner[VII] samlede jeg saa Alt, hvad jeg i disse første Ungdomsaar havde tænkt om det filosofiske Studium ved Universitetet, og viste i saa skarpe Vendinger, jeg formaaede, at det var Brøchners[VIII] Pligt mod de Ideer, hvis Talsmand han var, at optræde, og en Dumhed, ja en Forsyndelse at lade det være. Jeg vidste ret vel, at jeg satte mit gode Forhold til Brøchner[IX], der var mig saa dyrebart, paa Spil; men jeg vilde vove dette. Jeg ventede ingen umiddelbar Virkning af mit Brev, men tænkte mig, at det skulde ligge og gære og engang i Fremtiden |178| have Følger. Udfaldet blev forsaavidt over Forventning, som Brøchner[X] blev bevæget af mit Brev, ikke alene sagde mig den varmeste Tak for de dristige Ord, men uden Betænkning gik til Nielsen[XI] og erklærede denne, at han nu vilde skrive en Bog om hans hele filosofiske Virksomhed og Betydning. Nielsen[XII] gjorde gode Miner til slet Spil.
Da Brøchner[XIII] imidlertid straks derefter mistede sin unge Hustru[XIV], og derpaa angrebes af den snigende Svindsot, der ti Aar igennem udtærede ham, blev Virkeliggørelsen af det fattede Forsæt foreløbig skudt ud i flere Aar.
Jeg følte da, at jeg selv maatte vove mig frem, og til en Begyndelse skrev jeg sammen med Julius Lange[XV] en humoristisk Artikel om R. Schmidts[XVI] Anmeldelse af Grundideernes Logik[0002], hvilken Lange[XVII] skulde anbringe i Dagbladet, til hvilket han havde Adgang. Tre Dage efter at Artiklen var færdig, kom saa Lange[XVIII] og meddelte, at den til hans Forfærdelse – var bleven borte. Det lignede ham saa ganske, at jeg blev fuldt saa fornøjet derover, som havde han meddelt, at Artiklen var bleven trykt. Man hengav sig i nogen Tid til Haabet om, at den kunde ligge paa Langes[XIX] Bord; thi han havde Dagen forud sagt: »Jeg er ingen nysgerrig Natur, men jeg gad dog vide, hvad der egenlig ligger paa det Bord«. Den var og blev imidlertid forsvunden.
Jeg optraadte da paa egen Haand med en Del mindre Artikler, som det lykkedes mig at faa optagne i Fædrelandet. Da jeg første Gang traadte ind til Ploug[XX] i dennes lillebitte Kontor højt oppe i et Baghus paa Højbroplads, tog den barske Mand mig ikke uvenligt imod. Studsende ved den Indtrædendes unge Udseende, udbrød han blot: Hvor gammel er De? Og efter Svaret: »23½ Aar«, sagde han smilende: Glem ikke det halve!
Den første Artikel blev liggende i Maaneder; de næste blev optagne uden saa lang Tids Venten. Men Ploug[XXI] var |179| noget urolig over deres Indhold og bemærkede forsigtigt, at der ikke maatte »drives Spot med Religionen«, hvad der heller ingenlunde med Sandhed kunde siges at være sket i dem. Men der var jo rørt ved Dogmetroen, og det var nok. Senere foresvævede det Ploug[XXII], at han, som han engang har skrevet, havde udelukket mig fra Bladet, saasnart han fik Øje paa min Retnings Skadelighed. Dette beroede paa Fejlhuskning; Anledningen til, at jeg forlod Bladet, var en anden, og jeg gik frivilligt min Vej.
Saa djærv og but, saa mandig og paalidelig Ploug[XXIII] syntes, kunde man dog i journalistiske Anliggender daarligt bygge paa hans Ord. Hans Nærmeste indrømmede dette; han gav sit Tilsagn; glemte det eller tog det tilbage. Intet er jo mere almindeligt; men det gjorde et overvældende Indtryk paa en i Livet ganske uerfaren Begynder som mig.
Jeg havde, da Ibsens[XXIV] Brand[0003] kom ud og vakte ualmindelig Opsigt, anmodet Ploug[XXV] om at turde anmelde denne Bog og havde faaet hans bestemte Ja, skrev da med ikke ringe Flid min Artikel, men modtoges ved Overbringelsen til min Forbauselse med de Ord, at Bladet nu lige havde faaet en anden fra dets faste Anmelder, hvem Ploug[XXVI] dog »ikke kunde sparke til Side«. Ploug[XXVII] havde da øjensynlig givet sit Løfte ud i Luften. Jeg gik min Vej med min Artikel, fast besluttet paa aldrig mere at komme igen.
Fra 1866-1870 søgte og fandt jeg Optagelse for mine (ikke mange) Bladartikler i Bille’s[XXVIII] Dagbladet, der paa sin Side lukkede sig for mig efter min første Forelæsningsrække paa Kjøbenhavns Universitet. Bille[XXIX] var som Redaktør elskværdig; vel lidt nedladende, men høflig og altid ved godt Humør. Han modtog i Reglen sine Medarbejdere liggende udstrakt paa sin Sofa med det smukt skaarne Hoved hvilende mod en Pude og den lille velhavende Spidsmave i Vejret. Han var neppe middelhøj af Skikkelse, hurtig i al |180| sin Gerning, meget klar, lidt flad; meget veltalende, lidt udvortes; glad ved den store Yndest, han i det kjøbenhavnske Borgerskab nød. Traadte han en Aften ind i Tivolis Koncertsal, løb paa én Gang alle Opvarterne som Kakelaker. De ilede til for at erfare, hvad han ønskede, hentede Stole til ham og hans. I ethvert Selskab var han den smidige, øvede og muntre Bordtaler. Paa sit Redaktionskontor var han artig, bestemt, ordholdende; lod sig ikke skræmme af Smaating. Da Bjørnson[XXX] angreb mig, som dengang var hans yngste Medarbejder, forhøjede han uden Anmodning mit Honorar.
Det gode Forhold fik sit første Skaar, da jeg i 1869 udgav en Oversættelse af Mill’s[XXXI] Bog om Kvindesagen. Denne Bog vakte Billes[XXXII] Forbitrelse og Uvilje. Han forbød, at den maatte anmeldes i Bladet, negtede mig at forsvare den deri, ja vilde end ikke taale Bogen i sit Hus, saa hans Nærmeste maatte læse den i Smug som et farligt og fordærveligt Skrift.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
