Jeg fik mine første Bladartikler trykte i Fædrelandet og i Illustreret Tidende; den allerførste var en Anmeldelse |175| af Paludan-Müllers[I] Ungdomskilden[0001], i hvilken jeg havde sammenpakket Indholdet af en tre, fire Foredrag; saa kom vistnok en bestilt Artikel om Dante[II], der var uden Værd. Men det var en Oplevelse, første Gang at se sit Navn trykt i en Avis, og min Moder[III] saa det ikke uden Sindsbevægelse.
Det var det Tidspunkt, hvor Henrik Ibsens[IV] første Bøger faldt i mine Hænder og hvor min Opmærksomhed blev vakt for denne opdukkende Digter, som i den ledende danske Kritik mødtes med et Forbehold, der daarligt dækkede over Uviljen. Jeg anskaffede mig fra Norge Ibsens[V] ældste, der udkomne Skuespil.
Frederik Algreen-Ussing[VI] henvendte sig til mig for at hverve mig til Medarbejderskab paa et stort Biografisk Leksikon, som Ussing[VII] længe havde planlagt og forberedt og angaaende hvilket han nu havde sluttet Kontrakt med Datidens største danske Forlag. En Yngling, der afskyede den konservative Augustforening og al dens Gerning, kunde ikke andet end føle Betænkeligheder ved at indlade sig paa Samarbejden med dens Stifter. Men Algreen-Ussing[VIII] forstod at overvinde dem, idet han fraskrev sig Retten til Censur og overlod til Enhver, til hvem han henvendte sig, under eget Ansvar at skrive som han vilde. Og han var fuldstændigt loyal i sin Given af dette Løfte. Her var jo desuden kun Tale om Literatur, ikke om Politik.
Da de danske Forfattere skulde behandles i Bogstavordenen, var den Artikel, som det straks gjaldt om at skrive, den, der skulde fremstille den eneste danske Digter, hvis Navn begyndte med Aa. Saaledes gik det til, at Emil Aarestrup[IX] blev den første danske Fortidsdigter, som jeg kom til at skildre. Gennem F. L. Liebenberg[X] havde jeg lært Pietro Krohn[XI] og Peter Købke[XII] at kende, og gennem dem erfor jeg Eksistensen af en Samling utrykte Breve fra Aarestrup[XIII] til dennes Ven, Urtekræmmer Petersen[XIV], der i høj Grad kom |176| mit Essay til Gode. Derimod bragte et Besøg, jeg aflagde hos Digterens Enke[XV], ikke ringeste Resultat. Det var forunderligt at træffe den af Aarestrup[XVI] i hans unge Dage saa entusiastisk Besungne som en mut og ængstelig gammel Kone uden Spor af fordums Skønhed, der erklærede, ingen Breve at have fra sin Mand og ingen Oplysning at kunne give om ham. – Først en Menneskealder senere kom hans Breve til hende i mine Hænder.
I September 1865 blev Artiklen om Aarestrup[XVII] færdig.† . Det var Meningen, at den hurtigt skulde følges af andre om de øvrige danske Forfattere paa A. Men det var den eneste, som blev skrevet; thi Algreen-Ussings[XVIII] tilsyneladende saa vel grundede Foretagende blev pludselig bragt til Standsning. De nationalliberale Bladudgivere erklærede, saasnart de hørte om Planen, at de paa ingen Maade vilde finde sig i dens Udførelse ved en Mand, der indtog en saadan »reaktionær« Stilling i dansk Politik som Ussing[XIX], og overfor deres Trusel om at ville tilintetgøre Foretagendet, vovede Forlæggerne, der var aldeles afhængige af disse Blades Holdning, ikke at trodse. De erklærede Algreen-Ussing[XX], at de saa sig nødsagede til at fragaa Kontrakten, men var villige til at betale ham den paa Forhaand vedtagne Skadeserstatning for dens Misligholdelse. Han kæmpede længe for at faa sit Foretagende gennemført; da det viste sig frugtesløst, gav han af Stolthed Afkald paa enhver Affindelsessum og saa med Bitterhed mange Aars Arbejde og lang Tids Møje fuldstændig spildt. Kort derefter blev han bortrevet af Sygdom.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
