I Juli Maaned foretog jeg en Fodtur gennem Jylland, hvis Natur jeg ikke før havde set, rejste ogsaa nu og da med de gamle† Diligencer, var i Skanderborg, der for mig var omstraalt af middelalderlig Romantik, vandrede til Silkeborg, indladende mig med en Mangfoldighed af Folk, Bønder, Bondedrenge, smaa smukke Bondepiger, hvis Mundart ikke altid var let at forstaa. Jeg granskede deres Jysk og morede mig over deres Vid. De landlige Hoteller var tidt overfyldte, saa jeg maatte sove paa Gulvet; Vandringen var ofte noget anstrengende, da det stadig var Bygevejr, og Natteregn havde opblødt Vejene. Jeg kørte med en Bonde til Mariager for at besøge min Ven Emil Petersen[I], som var ansat der paa Herredsfogedkontoret, og blev et Par Dage boende hos ham, der havde sit Hjem hos sin Svoger og sin meget smukke Søster. Jeg gjorde her Bekendtskab med en ganske lille dansk By, som laa udenfor Samfærdselen. Et interessant og forunderligt Par var Præsten[II] og Præstefruen. Præsten, den ovennævnte Pastor Ussing[III], spinkel, nervøs, intelligent, uverdslig, var en from Sværmer, hvis Religiøsitet var helt rationalistisk. Renan’s[IV] da nys udgivne Jesu Liv[0001] havde saa lidet forarget ham, at Bogen forekom ham i alt Væsenligt at være paa rette Spor. Han havde opholdt sig i dansk Vestindien og vistnok der gjort sin Frues Bekendtskab, en Dame, der havde selskabelige Triumfer bag sig, og hvis Fortrin han ikke blev træt af at beundre. Blot Maaden, hvorpaa hun satte sin Hat paa Hovedet eller kastede et Sjal om sine Skuldre, kunde henrykke ham, om han end ytrede sin Glæde over hende i halvt skemtsomme Udtryk. Dette Par viste mig den hjerteligste Velvilje; men for deres uøvede, provinsielle Blik tog jeg mig ud som Typen paa en ung Hovedstads-Verdensmand, og de forbausede mig ved deres |174| Forudsætning af, at jeg førte op paa alle Baller, var en Løve i Selskabslivet o. s. v. Jeg mindedes Studentens Ord i Hostrups[V] Vaudeville: »Herregud! hvor maa hun være uskyldig for at finde mig lapset!« og forsikrede dem forgæves, at jeg i Kjøbenhavn levede et yderst upaaagtet Liv og endnu aldrig havde ført noget Bal op.
Præsten[VI] bad os unge Mænd overvære hans Søndagspræken og lovede os, at vi vilde føle os tilfredse med den. Vi gik til Kirken i nogen Spænding, og visselig var denne Præken af højst ualmindelig Art. Den holdtes med stor Grebethed, efter at Præsten[VII] havde samlet sig nogen Tid i Taushed med Hovedet i sine foldede Hænder. Med stærk Alvor henvendte han sig til sine Tilhørere og spurgte dem, efter at have fremstilt nogle af de som Undergerninger lovpriste Helbredelser i det Ny Testamente, om de turde paastaa, at disse saakaldte Mirakler ikke kunde være foregaaede efter Naturens Love. Og naar han indtrængende udraabte: Vover du med din begrænsede Menneskeforstand at sige: »Dette kan ikke gaa naturligt til«?, saa skete det i ganske samme Tone og Stil, hvori en anden Præst vilde have udraabt: Vover du med din svage Menneskeforstand at negte Miraklet? Bønderne opfattede tydelig nok hans Ord ganske paa denne Maade, forstod slet ikke Forskellen og Modsætningen, men dømte omtrent som en Hund, man tiltaler vredt med kærlige Ord eller kærligt med stygge Ord, alene efter Tonen, og Talerens Tone som hans Minespil var begejstret. De mærkede ikke til noget Kætteri og følte sig ikke mindre opbyggede af Talen end de to unge Kandidater fra Kjøbenhavn.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
