Jeg havde levet saa lidt med Naturen. Foraaret 1865, det første Foraar jeg tilbragte paa Landet, om end i umiddelbar Nærhed af Kjøbenhavn, bragte mig en Fylde af Naturindtryk, jeg aldrig glemte, en lang Kæde af de allerskønneste Foraarsøjeblikke. Jeg fornam som ingensinde før den ethvert Menneske medfødte Kærlighed til det Jomfruelige, Friske, Uberørte, Uudsprungne, just som dette vil gaa over til sin Modenhedstilstand. Det var i sidste Halvdel af Maj. Jeg opsøgte Anemoner og Violer, som endnu ikke var befrugtede. Bøgeløvet i dets Kræmmerhustilstand, Sølvpoplen med dens skinnende Blade, Ahornen med dens Blomster bevægede mig, hensatte mig i Vaarglæde. Jeg kunde ligge længe paa Skovbunden med Blikket fæstet paa en lysegrøn Gren, gennem hvilken Solen skinnede og som ført af Vinden fik Lys fra forskellige Sider og svævede blinkende som forsølvet. Jeg saa Avnerne falde i Hundredtusindvis for Blæsten. Jeg fulgte Vandløbene i Skoven. En Tid lang sivede Bækken langsomt afsted. Saa havde den et Fald, og nu begyndte den at tale, klukke, risle; men kun paa dette Sted, og her syntes den mig at svare til Menneskets Tyveaarsalder. Naar jeg, der i mine Drengeaar havde botaniseret med Læreren og Kammerater, nu fordybede mig i alle Planter fra de største til de mindste uden at ville ordne |172| eller bestemme dem, var det mig, som om nu først en uendelig Visdom i Naturen aabenbarede sig for mig.
Saa nær Kjøbenhavn som i Søndermarken stod Bøgen med sine buklede Blade og de sorte Fløjelsknapper i Silketrøjen. I Haverne ved Frederiksberg Allé duftede Hylden, men var snart forbi; Hvidtjørnen sprang ud i sin fulde Pragt. Kastanieblomsternes Dejlighed slog mig. Naar Kirsebærtræernes Blomster visnede, stod Syringerne udsprungne, og Æble- og Pæretræerne prangede i fuld Mundering.
Jeg interesserede mig for, hvorledes Farven snart angav Formen, snart dannede Mønstre uafhængigt af den. Jeg dvælede i Haverne ved den yndefulde Sammenlægning af Rhabarberstilkenes Blade ikke mindre end ved Yppigheden af deres Blomster, og Chorzenerrøddernes Blade vakte min Opmærksomhed, fordi de laa i ét Plan, men var svajede som Spyd.
Og efter min Vane filosoferede jeg over det Sete og Tilegnede, idet jeg stræbte at begribe, hvori Skønheden bestod. Jeg overvejede Forholdet mellem Skønhed og Liv: hvorfor stod eftergjorte Blomster, eftergjort Nattergalesang saa langt tilbage? Hvad var Forskellen paa Skønheden hos den virkelige, den lavede og den malte Blomst? Havde Herbarts Form-Æstetik ikke Uret? Selve Formerne kunde jo være ganske ens i og udenfor Naturen, i Tøjrosen som i Rosen. Og jeg overvejede Forholdet mellem Artens og Enkeltvæsenets Skønhed. Om en Lilje er en smuk Blomst, kan jeg sige uden at have set Liljer før, men ikke om det er en smuk Lilje. Enkeltvæsenet kunde kun kaldes smukt, naar det havde mere Lighed end Ulighed med Artens Ideal. Og jeg grublede over Skønhedsbegrebets Overførelse paa Handlinger og aandelige Tilstande. Var Sokrates’s[I] Død ikke skønnere end hans Forsvar for Alkibiades[II] i Slaget, der dog var en Handling, som havde sin Skønhed.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
