Faa Dage efter, d. 10. Maj, sluttedes paa en Maaned den Vaabenstilstand, som efter den almindelige Opfattelse maatte danne Overgangen til Fred, ifald denne kunde opnaas paa taalelige Vilkaar. Det hed sig og bekræftedes snart, at der paa Londonerkonferencen tilbødes Danmark Nordslesvig.
Til al Ulykke afslog Danmark Tilbudet. 26. Juni brød Krigen ud paany; to Dage derefter var Als tabt. Da det unge Mandskab nu kaldtes til Session, blev jeg »paa Grund af |168| for spinkel Legemsbygning« anset til næste Aar. Skulde Folkekrigen, hvorom der taltes, blusse op, var jeg besluttet paa alligevel at gaa med.
Men Ministeriet Bluhme[I]-David[II] afløste Monrads[III] og sluttede den tunge Fred.
Det var langtfra, at denne Fred stod for mig som Afgørelsen; dertil var jeg for uerfaren. Jeg forudsaa rigtigt, at i en nær Fremtid de europæiske Forhold vilde give Anledning til nye Krige; men jeg sluttede deraf urigtigt, at ny Kamp om Slesvig eller i ethvert Tilfælde dets Tilbagegivelse til Danmark vilde blive Følgen.
Foreløbig aabnede Freden, saa nedslaaende den end var, Muligheden for nyt, uforstyrret Studereliv, ny Fordybelse i videnskabelige Sysler.
Da jeg efter Universitetsstudiernes Afslutning maatte være betænkt paa at fortjene mit Brød, gav jeg ikke blot som før private Undervisningstimer; jeg lod mig hverve som Foredragsholder først af én Kres, i hvilken jeg foredrog nordisk og græsk Mytologi, saa af en anden i det Davidske[IV] Hus, hvor jeg udviklede den moderne Literaturs Sjælehistorie for opvakte Tilhørere, deriblandt unge smukke Piger. Endelig lod jeg mig af min gamle Regnelærer fra Skoletiden, Hr. Femmer[V], fæste som Lærer i Dansk Grammatik og Sprog ved hans Kursus i Gotersgade for Almueskolelærerinder. Undervisningen kedede mig grundigt; men den havde det Pikante, at Læreren var tre Aar yngre end de yngste af sine Elever; thi disse skulde være fyldte 25 Aar, var altsaa i mine Øjne ret gamle, selv naar de var yngst. Men der var iblandt dem meget ældre Piger, ja endog en Præste- eller Skolelærer-Enke paa mer end halvhundrede Aar, en Stakkel, der i den Alder skulde begynde forfra, endda hun var grumme ubegavet. Det var ikke ganske let for en Lærer, som endnu ikke havde et eneste |169| Knurhaar i Ansigtet, her at sætte sig i Respekt. Men det lykkedes, da Eleverne var saa skikkelige.
Et spændende Tidspunkt var det, naar disse mine Elever indstillede sig til Almueskolelærerinde-Eksamen og jeg selv var tilstede som Tilhører. I et Brev fra mig til en Ven hedder det om en saadan Eksamen:
Mine Damer har været oppe og bestod ypperligt; de fik alle første Karakter undtagen en; men det var ogsaa den bedste af dem alle, hende, den geniale, jeg har omtalt for dig. Og saa er hun desuden smuk – de Fæhoveder! Du skulde for Resten have hørt Holbechs[VI] [Skoledirektørens] Overhøring. Hans folies dramatiques maa nødvendigvis stikke de franske. Han spørger f. Eks.: Hvad er det for en Digter, vi læser saa meget, at vi af den Grund læser mindre af Ewald[VII]? – Fremdeles mellem hinanden: Naar bruger man Parenteser? Og hvad udmærker især Christian Winthers[VIII] Poesi? Svaret paa det Første skulde være: Naar man vil skjule sine Tanker. Han mente rimeligvis ikke Parenteser, men Tankestreger. Angaaende Christian Winthers[IX] Poesi var Svaret det kostelige: Han er Lyriker. – Der blev, kan du tro, æstetiseret ved den Overhøring. Men det var meget sjældent, at Holbech[X] analyserede en Sætning rigtigt.
Jeg forblev Lærer ved dette Kursus lige til Efteraaret 1866. Da jeg tog Afsked, havde jeg den Tilfredsstillelse, at en af Damerne rejste sig og takkede mig for den gode Undervisning i en lille Tale.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
