Det ualmindeligt gunstige Udfald af denne Magisterkonferens henledede i akademiske og andre Krese Opmærksomheden paa mig. Karakteren admissus cum præcipua laude var yderst sjældent tidligere bleven givet. Hauch[I] lagde i sit Hjem sin Tilfredshed for Dagen i de stærkeste Udtryk. Konferensraadinde Hauch[II] stansede min Farfar[III] paa Gaden og meddelte denne, at hans Sønnesøn var det dygtigste og kundskabsrigeste unge Menneske, hendes Mand[IV] havde lært at kende under sin Universitetspraksis. Ved et Takkebesøg, som jeg aflagde den gamle Digter[V] efter Eksamen, sagde denne ordlydende: »Jeg er en gammel Mand og maa snart dø; De skal være min Efterfølger ved Universitetet; jeg skal |167| sige det til mange; ja, jeg skal sige det endnu paa min Dødsseng.«
Forunderligt nok sagde og dikterede han det virkelig syv Aar efter paa sit Dødsleje, ganske som han lovede det da.
Ogsaa i Brøchners[VI] Hus var der megen Tale om, at jeg skulde være Professor. Jeg selv var mismodig derved, tænkte kun paa Krigen, nærede blot det Ønske at du til Soldat. Hauch[VII] billigede, at jeg gerne vilde være Soldat: Det er bravt af Dem, naar De blot kan taale det. Da Hauch[VIII] fik bekræftet, at jeg kun var 22 Aar (han selv var 73) gjorde han et Hop i Stolen og sagde: »Ja, det er utroligt, at De i den Alder kan være saa vidt.« – Af Professorerne var Rasmus Nielsen[IX] den eneste, der ikke underholdt mig med akademiske Fremtidsudsigter; men han var den, der gik videst i Anerkendelse: Efter vor enstemmige Anskuelse, sagde han, er De den første af alle de Yngre.
Saa meget mere besluttet var jeg paa, ikke pur ung at lade mig levende begrave i en Professorpost uden at have levet og aandet frit. – Jeg kunde have sparet mig al min Bekymring.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.