Kort forinden havde jeg for første Gang besøgt Professor Rasmus Nielsen[I]. Denne var højst forekommende, kendte mig, som han maaske huskede at have eksamineret, skænkede mig en hel Times Samtale. Han var som altid vakt og fyrig, fuldkomment fri for Blaserthed, men med et lille Stænk af Charlataneri. Hans Samtale var livfuld og springende som hans Forelæsninger; der var noget fortryllende ved de klare, grønne Øjnes Blik, et genialt Skær over dette Ansigt. Han talte længe om Herbart[II], hvis Æstetik han iøvrigt røbede ringe Kendskab til, dernæst om Hegel[III], Heiberg[IV], Kierkegaard[V]. Til min højeste Forundring aabnede han, i Strid med de Anskuelser, han offenlig havde forfægtet, |162| en Udsigt til, at Videnskaben, »naar Analyserne engang var førte saa vidt«, kunde komme til Muligheden af Miraklet. Paa dette Punkt stødte han an mod mit Allerhelligste.
Nielsen[VI] havde da nylig fra Katedret forkyndt Opgivelsen af sit længe hævdede Kierkegaardske Standpunkt, med den Vending, at »det Kierkegaardske ikke lod sig gennemføre«; han havde maaske under nogen Paavirkning af Bekendtskabet med Enkedronningen[VII], der i hin Tid jævnlig indbød ham sammen med Grundtvig[VIII], nærmet sig grundtvigianske Synsmaader – som Brøchner[IX] spydigt sagde om ham: »længere borte fra Kierkegaard[X] og nærmere ved Enkedronningen[XI].«
Midt under de sidste Eksamensforberedelser tumlede jeg efter Vane med mine Forsøg paa at komme til Klarhed over Livssyn og Pligt, og studsede ved den ubeskrivelige Ironi i Ordet Himmelspræt, naar jeg opfattede mine sædeligt religiøse Bestræbelser under denne Betegnelse.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
