Den 18. November var Feberen i Byen paa sit højeste. Fra om Morgenen af var der tykt af Mennesker paa Slotspladsen. Orla Lehmann[I], daværende Minister, traadte ud af |160| Slotsporten, banede sig Vej gennem Mængden og raabte atter og atter til begge Sider: Han har underskrevet! Han har underskrevet! – han sagde ikke: Kongen[II].
Der fulgte nu syv Uger igennem for Befolkningen en uafbrudt Vekslen og kalejdoskopisk Forandring af den politiske Situation. Forholdet til alle udenlandske Magter og det til Sverig-Norge frembød for den danske Almenhed hver Uge et forskelligartet Aasyn. Sverigs Tilbagevigen gjorde et meget bittert Indtryk; man havde indbildt Offenligheden, at en Alliance var sluttet. Saa paafulgte »Pressionen« i Kjøbenhavn af alle Magters Sendebud, for at Regeringen skulde tage Novemberforfatningen tilbage, dernæst Kejseren af Ruslands[III] Brev til Hertugen af Augustenborg[IV], endelig Holstens Besættelse af tyske Tropper med al den Last og Skam, som den danske Hær derved maatte lide, idet Holsten blev rømmet uden Kamp, og Hertugen[V] under Haan og Spot over de Danske hyldedes i alle holstenske Byer.
Juleaften kom Budskabet om Rigsraadets Sammenkaldelse samtidigt med Ministerskiftet, der stillede Monrad[VI] i Landets Spidse, og i Forbindelse hermed et Rygte om, at det 21aarige Mandskab skulde indkaldes straks. Dette viste sig at være urigtigt, og uophørligt vekslede nu i de Unges Sind Fattethed paa Krig og Begejstring for Krig med Tro paa, at der ingen Krig blev af. I de første Dage af Januar nærede man paa Grund af Rygtet om, at den sidste engelske Note skulde have tilsagt Hjælp, ifald Ejderen overskredes, Haab om, at Krigen kunde forebygges, ligesom man ogsaa satte sin Lid til Monrads[VII] Diktatur.
Frederik Nutzhorn[VIII], der ikke troede paa Krig, foretog en Romerrejse; Jens Paludan-Müller[IX], der var indkaldt, laa i Rendsborg, indtil de tyske Tropper rykkede ind; Julius Lange[X], der som nyforlovet nødigt vilde se sit Arbejde afbrudt og sine Fremtidsudsigter skudte ud ved Krigen, var |161| taget til Iselingen, hvor han i sin Tid havde lært sin Forlovede at kende. Under disse Forhold søgte jeg som 21aarig Student, der havde endt mine Universitetsstudier, at faa min Eksamen fra Haanden hurtigst muligt. Jeg skrev i Slutningen af 1863 til min Lærer, Professor Brøchner[XI], der havde lovet mig en kort filosofisk Oversigt som Forberedelse til Universitetsprøven: »Jeg indstiller mig under de aller ugunstigste Omstændigheder, eftersom mit Hoved nu i mere end en Maaned har været saa optaget af Dagens Begivenheder, at jeg hverken har kunnet læse eller tænke, og selve Eksamenstiden synes at ville blive endnu uroligere. Dog tør jeg nu ikke vige tilbage, da jeg ellers risikerer – hvad mulig alligevel sker – at blive forhindret fra Eksamen ved Session og Indkaldelse, og saaledes maaske kommer til at ligge i min Grav som studiosus istedenfor som candidatus magisterii, hvilket sidste dog tager sig ulige stateligere ud og er mere tilfredsstillende for et ærekært Menneske som Deres ærbødige og inderligt hengivne osv.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
