Den 15. November 1863 om Formiddagen gik jeg med Julius Lange[I] ud at ønske Frederik Nutzhorn[II] til Lykke, hvis Fødselsdag det var. Husets elskværdige Døtre tog mig imod med sædvanlig Munterhed. Men Faderen[III], den gamle Læge, sagde, idet jeg traadte ind: »De kommer ogsaa med Alvor«, thi Uroen i Anledning af Frederik VII’s[IV] Helbredstilstand spejlede sig paa mit Ansigt. Der var god Grund til Bekymring i Anledning af alle de Fremtidsbegivenheder, hvortil en ugunstig Vending af Sygdommen kunde blive Signalet.
Jeg fulgtes hjem med Julius Lange[V], der oplæste for mig nogle vilde Brudstykker af sit »System«. Det drejede sig om Modsætningerne Kontemplation og Sympati, svarende til Ind- og Udaanden; Aandedrættets Hvilepunkt var det egenlige Bevidsthedspunkt osv., altsammen ungt, sært og uklart.
Om Eftermiddagen kom Efterretningen om Kongens[VI] Død. Om Aftenen var der i Studenterforeningen stor Bevægelse og stærk Bekymring. Der gik Rygter om Ministerskifte, om et Ministerium Bluhme[VII]-David[VIII]-Ussing[IX], og om at den nye Konge[X] ikke vilde underskrive Grundlovsudkastet, af hvilket man barnagtigt ventede sig Slesvigs endelige Sammensmeltning med Danmark. Den Aften lærte jeg Digteren Christian Richardt[XI] at kende, som sagde, at han havde lagt Mærke til mit Ansigt, før han kendte mit Navn. Julius |157| Lange[XII] var i højeste Grad forstemt og forbitret. Ploug[XIII] gik ned ad Trapperne med en Mine som en Mand, hvis Forhaabninger var styrtede sammen og hvem Slaget havde truffet uforberedt. Hans Blad havde haardnakket udstrøet Mistillid til Prinsen[XIV] af Danmark.
Hyldingen skulde finde Sted foran Christiansborg Slot den 16. November Kl. 11. Jeg blev hentet til den af en jævnaldrende Student, nuværende Biskop Frederik Nielsen[XV]. Denne havde gjort mit Bekendtskab som ungdommelig Fritænker, men lagde lykkeligvis allerede faa Aar derefter sine Vildfarelser af og skrev senere som tapper Teolog Artikler og Flyveskrifter mod den Kætter, han oprindeligt havde søgt som Meningsfælle. Der er i Danmark næsten Ingen, som fremturer i en Vildfarelse; man aflægger den i Tide, før man tager Skade paa sin Sjæl; undertiden endog saa betids, at den heller ikke verdsligt bliver en Hindring paa Løbebanen.
Paa Slotspladsen var der sort af Mennesker, som for et Flertals Vedkommende befandt sig i ikke ringe Ophidselse. Hall[XVI], som da var Førsteminister, traadte alvorlig og rank ud paa Slottets Altan og sagde først staaende med Ryggen mod Slottet, saa til højre og til venstre Side disse Ord: Kong Frederik den Syvende[XVII] er død. Længe leve Kong Christian den Niende[XVIII]!
Derpaa traadte Kongen[XIX] frem. Der lød stærke Raab, vistnok adskillige Leveraab, men dog endnu flere og mere højrøstede Raab: Leve Grundloven! der ingenlunde var mente som Hyldest. I Afstand, oppe fra Slotsaltanen, kunde selvfølgelig de enkelte Raab ikke skelnes. Da Kongen[XX] opfattede dem som Leveraab for sig, bukkede han gentagne Gange artigt, og da Raabene blev ved, kastede han Fingerkys ud til begge Sider. Virkningen deraf blev ikke den tilsigtede. Man forstod ikke denne Bevægelse som et tro|158|skyldigt Udtryk for ren Velvilje. Man var vant til en anden Holdning fra sin Konges Side. Med alle sine Svagheder og Skavanker var Frederik VII[XXI] i sin Optræden altid Faderen; huldsalig fra oven nedad; knejsende og mavefør, naadigt og hjerteligt slaaende ud med Haanden: Tak, Børn, Tak, gaa nu hjem og hils Jeres Koner og Børn fra Kongen[XXII]! – Det var utænkeligt, at Frederik VII[XXIII] kunde bukke for Folket, endsige kysse paa Fingeren til det.
Der holdtes et stormende Møde i Studenterforeningen om Aftenen. Vilhelm Rode[XXIV] holdt Hovedtalen og betonede hvast, at der skulde mere til for at vinde det danske Folks Hjerter end »et Fingerkys og et Paradebuk«. Det ny Dynasti, hvis Hoved i aarevis var blevet lagt for Had i den nationalliberale Presse, særligt i Fædrelandet, der mistænkeliggjorde Tronfølgeren[XXV] som tysksindet, var endnu saa svagt, at ingen af Studenterne ansaa det for nødvendigt at tage skyldigt Hensyn til det skete Tronskifte. Dels var man fra Frederik den Syvendes[XXVI] Tid vant til at føre et hensynsløst Frisprog angaaende Kongens Person – det var Tonen og var uden Betydning, da han var afholdt af den store Befolkning – dels opfattede man ikke det Skete som uigenkaldeligt. Alt stod paa, om Kongen[XXVII] vilde underskrive Grundlovsudkastet, og selv de Besindigste og mest Konservative, der ansaa en saadan Underskrift for ulykkesvanger, betragtede det som muligt, at Christian den Niende[XXVIII] blev forjaget, ifald han ikke skrev Udkastet under. Man kan da gøre sig en Forestilling om, hvorledes Hedsporerne talte. Hele Byen var i Febertilstand, og det hed sig, at Prins Oscar[XXIX] laa ovre i Skaane, beredt til at komme over Sundet ved første Vink og lade sig hylde paa Kong Carl den XV.s[XXX] Vegne. De skandinavisk Sindede ønskede denne Løsning, hvorved de tre Riger blev samlede uden Sværdslag.
Under Mødet indløb en Hilsen fra Politidirektøren, |159| Crone[XXXI], der overbragtes mundtligt i den utroligt formløse Form, at Politimesteren var saa god en Skandinav som nogen, men han bad Studenterne for deres egen Skyld afholde sig fra enhversomhelst Gade-Uorden, der maatte nøde ham til at skride ind.
Jeg, der stod paa Slotspladsen, fortabt i Mængden, og om Aftenen ved Studentermødet var Tilhører til de lidenskabelige Udtalelser, der faldt, følte mig vel heftigt bevæget i Stemninger, men var ganske usikker med Hensyn til det politiske Spørgsmaal, hvis Rækkevidde jeg ikke kunde overskue. Jeg nærede Bekymring for de fremmede Magters truende Holdning, ifald Udkastet underskreves. Den gamle C. N. David[XXXII] havde sagt i sit Hjem, at hvis det skulde komme til at bero paa ham, hvad han dog ikke vilde haabe, saa tillod han ikke, at Udkastet blev underskrevet, end ikke om han var den Eneste i Danmark, der tænkte saadan, eftersom vi da havde mistet Garantien for vor Bestaaen og faaet to Fjender for en, Rusland foruden Tyskland.
Samme Aften skrev jeg for mig selv: Ved saadanne Lejligheder fornemmer man ret, hvor vanskeligt det er at føre en egenlig moralsk Eksistens. Jeg er ikke skarpsynet nok til at indse Følgerne af det, der synes mig ønskeligt, og man kan ikke med god Samvittighed blande sig i, hvad man ikke forstaar. Ikke desmindre var jeg, da jeg stod paa Pladsen foran Slottet, saa ophidset, at jeg endog sporede en Tilbøjelighed til at optræde som politisk Taler, Grønskolling, som jeg er.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
