Det juridiske Studium blev fortsat med jævn Udholdenhed, og efterhaanden naaede jeg efter at have sat mig ind i Civilprocessen gennem det hele juridiske System, Romerretten undtagen. Men den herpaa anvendte Flid var kun mekanisk. Med Lyst drev jeg derimod mine andre Studier, forsøgte ogsaa selv at frembringe Noget, og udarbejdede i de sidste Maaneder af 1862 en meget stor Afhandling om Shakespeares[I] Romeo og Julie[0001], der væsenlig |153| drejede sig om Tragediens Grundproblemer, som de opfattedes i Datidens Æstetik; den er gaaet tabt, som saa meget Andet fra disse Aar. Jeg sendte den til Professor Brøchner[II] og udbad mig dennes Dom.
Samtidigt begyndte jeg Udarbejdelsen af en Afhandling om Skæbne-Ideen i den græske Tragedie som Svar paa Universitetets Prisspørgsmaal for Aaret 1862-63, og var 31. December 1862 til Ende med Indledningen, der først henved seks Aar senere blev offenliggjort, og under Titlen Begrebet: Den tragiske Skæbne[0002] findes i 12te Bind af mine Samlede Skrifter[0003]. Til den sluttede sig et Flidsarbejde, en Gennemgaaen af alle de os levnede græske Tragedier med Hensyn til de i dem nedlagte Skæbneforestillinger. Det optog Størstedelen af det næste Halvaar.
Den offenliggjorte Indledning giver et tro Billede af mit Udviklingsstade da, dels fordi den udviser Maaden, hvorpaa jeg havde forarbejdet Paavirkningerne udenfra, Kierkegaardske Tanker og Hegelsk Metode, dels fordi den med ikke ringe Bestemthed røber en Grundejendommelighed i mit Væsen og en Grundretning i min Aand, da den helt igennem er en Indsigelse mod Pligtlærernes Opfattelse af Poesien og giver en Paavisning af, hvorledes de moralske Begreber ved at indgaa i et kunstnerisk Hele taber deres Særpræg og omformes.
I November 1862 blev jeg Medlem af et nystiftet meget stort Selskab af Studerende, der samledes engang hver fjortende Dag paa Borchs Kollegium for at høre paa Foredrag og drøfte dem i Forening. Det rummede vistnok et halvhundrede Medlemmer og blandt dem de fleste senere bekendte Personligheder af dette Slægtled i Danmark. Octavius Hansen[III] var Mødernes Ordstyrer og var allerede da som skabt til dette Hverv. Ingen havde en parlamentarisk Holdning som han. Han var ikke for intet halv Engelsk|154|mand. Han tog sig udmærket ud paa Talerstolen med sit rolige Ansigt, sine smukke Øjne og det brune Skæg, der krøllede sig som Perikles’s[IV] paa de græske Byster. Han var godlidende, retsindig og kundskabsrig. Af de talrige Medlemmer var Filologen Vilhelm Thomsen[V] vistnok den mest fremragende og den eneste, der senere fik Betydning for mig, en rent personlig Betydning; thi Thomsen[VI] formaaede i dagligt Samkvem kun nu og da at meddele af sit saa særegne Kundskabsforraad. En Dag, da Talen var om Kileskriftstudiet, sagde den unge Filolog halvt i Spøg, halvt for Alvor: »Om der faldt en Sten ned fra Solen med en Indskrift af ukendte Skrifttegn i et ukendt Sprog, skulde vi nok forstaa at tyde den« – jeg maatte mindes Ytringen, da Thomsen[VII] mangfoldige Aar derefter læste de gammel-tyrkiske Indskrifter paa de sibiriske Bjerge.
Der blev holdt talrige politiske Foredrag. Jeg holdt et om Heibergs[VIII] Æstetik.
Første Januar 1863 modtog jeg et Nytaarsbrev fra Brøchner[IX], hvori denne skrev, at Afhandlingen om Romeo og Julie[0004] havde gjort et stærkt Indtryk paa ham, og at efter hans Mening kunde umuligt Nogen gøre mig Rangen stridig med Hensyn til det Professorat i Æstetik, der efter Sagens Natur snart maatte blive ledigt, da Hauch[X] i sin høje Alder ikke kunde beklæde Lærestolen ret længe.
Saaledes indlededes af min ivrige Beskytter det en Menneskealder igennem fortsatte Vrøvl om mit Forhold til et Embede, der efterhaanden i mit Liv blev hvad Franskmændene kalder une scie, et irriterende Veksérspil, hvori jeg selv ikke havde ringeste Del, men som klæbede ved mit Navn.
Hint Brev satte mig i Sindsbevægelse; ikke fordi der i saa ung en Alder stilledes mig en ærefuld Samfundsstilling i Udsigt af en Mand, der havde Sagkundskab til Bedøm|155|melse af min Adkomst til den, men fordi denne smilende Udsigt til et Embede i mine Øjne var en Fælde, der kunde fange mig saaledes, at jeg ikke kom til at gaa ad den Forsagelsens Vej, der ene syntes mig at føre til mit Livsmaal. Jeg følte mig som en Apostel; men Afstanden var stor fra en Apostel til en Professor. Jeg mindedes ganske vist, at Apostelen Paulus[XI] havde været Teltmager. Men jeg frygtede for som ansat Mand at tabe den ideale Maalestok for mit Liv og synke ned i Ideløshed. Kom jeg først bort fra Vejen, saa kom jeg ikke let ind paa den igen. Det var vanskeligere at nedlægge et Professorat end aldrig at overtage det. Og var man først Professor, blev man snart gift og bosat Borger i Staten, ude af Stand til at vove. At anlægge sit Liv efter Brøchners[XII] Opfordring var som at sælge sin Sjæl til Fanden.
Jeg svarte da kortelig, at jeg holdt for meget af Hauch[XIII] til at kunne eller ville spekulere i hans Død. Dog hertil indvendte Brøchner[XIV] meget logisk: Jeg spekulerer ikke i hans Død, men i hans Liv, thi jo længer han lever, des bedre er De forberedt til at blive hans Efterfølger.
I Midten af Juni 1863 var Prisafhandlingen renskreven. I September faldt Censuren; Guldmedaljen blev mig tilkendt med en hædrende Dom. Foruden af mig blev den vunden af min Ven Jens Paludan-Müller[XV] for et historisk Arbejde, og i Oktober fik vi ved Universitetets aarlige Højtidelighed den tynde Medalje med Atheneskikkelsen overleveret, som jeg for min Del af Trang til en Vinterfrakke solgte Dagen efter. Rektoren, Clausen[XVI], den lille Mand med det regelrette, lukkede Ansigt og det glatte hvide Haar, sagde til os, at han haabede, dette maatte blive Førstegrøden af en omfattende Virksomhed i dansk Literatur. Dog gladere var jeg over, at jeg ved den Lejlighed fik et Haandtryk af Monrad[XVII], der som Kultusminister var tilstede. Skønt |156| Clausen[XVIII] havde Navn baade som Teolog og som betydelig Nationalliberal, var han mig ligegyldig. Men af Monrads[XIX] Haandtryk var jeg lidt stolt; thi af dennes politiske Frisind og især af hans umaadelige Arbejdskraft stod der Respekt, og fra hans smukke Ansigt med Tænker- og Herskerpanden lyste overlegen Evne.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
