Af de mange gode Kammeratskabsforhold, hvori jeg stod, havde ét, Forholdet til Julius Lange[I], udviklet sig til Venskab, og dette Venskab atter antaget en Lidenskabs Karakter. Af Kammeraterne var vi de to, der passede helt for hinanden, fuldstændiggjorde hinanden. Grundigt ulige som vi var, kunde vi uafbrudt lære hinanden noget. Vi blev hinanden uundværlige; der gik Aar igennem sjældent en Dag, hvor vi ikke saas. Dog har Omgangen med den yngre Studiefælle umuligt kunnet volde Julius Lange[II] en Glæde svarende til den, som Langes Selskab beredte mig. Aandeligt jævnbyrdige havde vi stik modsat Temperament. Optagne af den samme Kærlighed til Kunst og den samme Begejstring for Kunsten, kun at den ene heldede mere til Billedets Form, den anden til Ordets, kunde vi bestandig berige hinanden med Tanker og Kundskabsmeddelelse. Grundigt uenige i vort Forhold til den religiøse Overlevering blev vi under jævnlige Sammenstød hver for sig stadigt opfordrede til kritisk Gennemsyn af vort aandelige Bo. Men det var mig, som var den forelskede af os to.
Da Julius Lange[III] d. 17. December 1861, efter to Gange at have søgt mig forgæves, tredie Gang traf mig og med|128|delte mig: jeg har faaet en Indbydelse, rejser til Italien paa Lørdag og bliver fem Maaneder borte, glædede jeg mig i min Overraskelse vel stærkt paa Vennens Vegne, men følte det samtidigt, som havde jeg faaet et Slag for Panden: Hvad skulde der nu blive af mig, ikke blot i denne Mellemtid, men sidenhen; hvem vidste, om Lange[IV] kom tilbage og om han ikke kom forandret hjem. Hvorledes skulde jeg selv udholde Livet! Jeg maatte arbejde umaadeligt, hvis jeg skulde kunne bære det Savn. Jeg begreb næsten ikke, hvordan jeg skulde kunne leve, naar jeg ikke mere Aften efter Aften kunde snige mig op paa Vennens lille Kammer og sidde der i stille Glæde, seende Billeder og udvekslende Tanker! Det var, som blev en Nerve skaaret over i mig. Nu følte jeg det først med fuld Tydelighed, at saaledes havde jeg aldrig elsket nogen Mand. Jeg havde havt fire Øjne; nu havde jeg kun to igen; jeg havde havt to Hjerner; nu havde jeg kun en; jeg havde i mit Hjerte følt to Menneskers Glæde; nu havde jeg kun en Enkelts Mismod tilbage.
Der var ikke paa Kjøbenhavns Gallerier og Museer et Maleri, en Tegning, en Billedstøtte eller et Relief, som vi ikke havde studeret i Fællesskab og hvoraf vi ikke havde sammenlignet vore Indtryk. Sammen havde vi besøgt Thorvaldsens Museum, sammen gik vi i Bissens Atelier, hvor jeg i November 1861 saa mine senere Venner Vilhelm Bissen[V] og Walter Runeberg[VI] for første Gang. Erindringen om Julius Lange[VII] var for mig sammenknyttet med hvert Maleri af Hobbema[VIII], Dubbels[IX] eller Ruysdael[X], Rembrandt[XI] eller Rubens[XII], hver en Gengivelse af italiensk Renæssancekunst, ethvert Fotografi af Kirker eller Slotte. Og jeg selv elskede Billedkunsten med endnu heftigere Gløden end Poesien. Jeg sammenlignede gerne mit Forhold til Literaturen med Kærligheden til et Væsen af samme Køn; min Lidenskab |129| for den bildende Kunst med Ynglingens stormende Følelse for en Kvinde. Vel sandt, jeg forstod mig langt mindre godt paa Billedkunst end paa Digtning; men det gjorde Intet til Sagen. Mine Yndlingskunstnere omfattede jeg med et heftigere Sværmeri end nogen Yndlingsforfatter. Og selve Kærligheden til bildende Kunst var et Baand mellem mig og Vennen. Sad vi sammen paa mit Værelse og der indfandt sig endnu en Gæst, led jeg formelig under, at en saa nydelsesrig Time blev forstyrret for mig, og naar Lange[XIII] da rejste sig og gik, havde jeg en Fornemmelse som blev et Vindue smækket til og frisk Luft mig berøvet.
Længe havde jeg drevet mine ikke-juridiske Studier, som jeg kunde bedst uden Vejledning af nogensomhelst Lærer. Men jeg havde følt Savnet af en saadan. Og da en nyansat Docent ved Universitetet, Professor H. Brøchner[XIV], tilbød Vejledning i Studiet af Filosofi til hvem der vilde indfinde sig hos ham paa visse opgivne Tider, havde jeg følt mig stærkt fristet til at benytte mig deraf. Jeg havde havt Betænkeligheder derved, thi jeg vilde nødigt opgive det mindste af min dyrebare Frihed; jeg nød min tilbagetrukne Tilstand, mit beskedne Studielivs Hemmelighedsfuldhed; men paa den anden Side vilde jeg ikke kunne give mig i Kast med Plato[XV] og Aristoteles[XVI] uden Vink af en kyndig Haand om hvad og hvorledes.
Jeg var da i stor Spænding. Jeg havde hørt Professor Brøchner[XVII] tale om Psykologi; men Foredraget var behandlet med en saa ængstelig Omhu, var saa ensformigt og fremmedlydende, at det ikke kunde andet end skræmme. Alene Professorens fornemme Skønhed tiltrak, især de store sorgfulde Øjne med det dejlige Blik, der saa ud som havde de forsket og grædt.
|130| Nu besluttede jeg at vove mig op til Brøchner[XVIII]. Men jeg havde ikke Mod til forud at tale derom til min Moder for ikke at forskrække mig selv ved at nævne det; saa urolig var jeg ved Skridtet. Da Dagen kom, jeg havde bestemt til Besøget – det var den 2. September 1861 – gik jeg flere Gange op og ned foran Huset, førend jeg kunde bestemme mig til at gaa op ad Trappen; jeg søgte forud at beregne, hvad Professoren[XIX] vel vilde sige og hvad jeg da rettest skulde svare, i det Uendelige.
Den høje, smukke Mand, der lignede en spansk Ridder, lukkede selv Døren op og modtog venligt det unge Menneske, der snart skulde blive hans nærmeste Elev. Han vidste til min Forundring, straks han hørte mit Navn, fra hvilken Skole jeg var udgaaet og at jeg nylig var bleven Student. Han fraraadede energisk en Gennemgaaen af Plato[XX] og Aristoteles[XXI] som altfor anstrengende – sagde eller antydede, at jeg burde forskaanes for den besværlige Vej, han selv havde tilbagelagt, og skitserede en Studieplan for nyere Filosofi og Æstetik. Hans Holdning indgav Mod og efterlod det Hovedindtryk, at han vilde spare Begynderen enhver unyttig Anstrengelse. Jeg følte mig med mine unge Kræfter lige fuldt, da jeg gik hjem, en Smule skuffet ved ikke at skulle tage fat paa Filosofiens Historie forfra.
Besøget gentoges snart, og hurtigt udspandt der sig mellem Lærer og Elev det inderligste Forhold, fra den ældres Side et faderligt Velviljesforhold, som den yngre endnu ikke havde kendt, under hvilket Læreren, undervisende og praktisk vejledende, uafbrudt havde Opmærksomheden henvendt paa Alt, hvad der kunde fremme Lærlingens Vel og sikre hans Fremtid; fra den yngres Side et Ærbødigheds- og Hengivenhedsforhold, en dyb Taknemmelighed for den Omsorg, hvis Genstand han var.
Jeg følte vel nu og da overfor denne Lærers store |131| Grundighed og hans Dygtighed til at tumle de vanskeligste Tanker en pinlig Mistillid til mine egne Evner og min egen Aandskraft i Sammenligning med hans. Jeg følte mig heller ikke sjældent ilde berørt ved, at der ligesom kom noget Skævt ind i vort Forhold, naar Brøchner[XXII] tiltrods for de Tvivl og Indvendinger, jeg fremsatte, altid tog som givet, at jeg maatte dele hans panteistiske Grundanskuelse, uden Blik for, at jeg endnu omtumledes i Tvivl og famlede efter et Fodfæste. Men det fortrolige Forhold til den modnede Mand havde en Tiltrækning, som Forholdet til de usikre eller ungdommeligt indskrænkede Kammerater nødvendigvis maatte mangle: han havde et Livs Erfaring bag sig, han saa fra oven nedad paa et ungt Menneskes Sympatier og Antipatier.
For mig stod f. Eks. dengang endnu Plougs[XXIII] Fædrelandet som Danmarks intelligente Organ, medens Billes[XXIV] Dagbladet var mig ledt, især paa Grund af den Overfladiskhed og den affærdigende Tone, der betegnede Bladets literære Kritik. Brøchner[XXV], der med blandet Velvilje og uden at gøre synderlig Forskel saa ned paa begge disse den dannede Almenheds Blade, fandt i sin unge Lærlings Forbitrelse paa den trivielle og dog nyttige Avis kun et Kendetegn paa hans Sjælsbeskaffenhed. Men blot den Maade, paa hvilken Brøchner[XXVI] en Dag med et Smil bemærkede: De læser nok af Princip ikke Dagbladet, fik mig til i et Glimt at indse det Komiske i min Harme over en Hjerrilds Artikler. Min Synskres var jo endnu snever nok til at Forholdene i Kjøbenhavn i og for sig syntes mig at have Betydning. Selv fandt jeg min Synskres omfattende. En Dag, da jeg gjorde mit indre Regnskab op, skrev jeg som nittenaarig naivt: »Mine gode Egenskaber, de, der vil konstituere min Personlighed, hvis jeg bliver til noget, er en vældig og glødende Begejstring, en dygtig Myndighed i Sandhedens Tjeneste, en vid Syns|132|kres og en filosofisk dannet Tænkning. Det maa forsone med min Mangel paa Humor og Lethed.«
I væsenlig Overensstemmelse med Hans Brøchner[XXVII] følte jeg mig først flere Aar efter Bekendtskabets Stiftelse. Men da havde et Studium af Ludwig Feuerbachs[XXVIII] Skrifter henrevet mig; thi Feuerbach[XXIX] var den første Tænker, hos hvem jeg fandt Gudsideens Opstaaen i det menneskelige Sind fyldestgørende forklaret. Hos Feuerbach[XXX] mødte der mig endelig en Fremstilling uden Omsvøb og uden den tyske Filosofis sædvanlige tunge Formler, en sejrrig Klarhed, som virkede højst velgørende paa mit eget Tankesæt og gav mig Tryghed. Havde jeg i flere Aar følt mig betydeligt tilhøjre for min Ven og Lærer, saa kom der nu en Tid, hvor jeg følte mig adskilligt tilvenstre for ham med hans hemmelighedsfulde Leven i det evige Aandsrige, af hvilket han følte sig som Led.
Jeg havde ikke dyrket Jurisprudensen stort mer end et Aar, før Studiet begyndte at trykke mig haardt. Blot den lange Række af Schou’s Forordninger, der fyldte Rygsiden af mit Skrivebord i hele dets Længde, var en daglig Kilde til Forstemthed. Jeg følte det tit, som kunde jeg ikke blive glad, før Forordningerne var fejede ned af mit Bord. Og Forelæsningerne var stadigt saa kedsommelige, at de formelig fik Tanken paa Selvmord til at dukke op hos mig, den livstørstige, som sidste Udvej til at slippe ud af Kvalen. Saa lidet følte jeg mig egnet til Juraen, at jeg stadigt spildte Tid med Hamletske Overvejelser over, hvorledes jeg vel skulde kunne opgive Studiet uden at fremkalde mine Forældres Misbilligelse og uden at staa ganske udsigtsløs overfor |133| min Fremtid. Og disse Grublerier red efterhaanden et godt Aar igennem mit Sind som en Mare.
Jeg havde læsset vel meget Arbejde paa mig; jeg gav dagligt Undervisningstimer for at have lidt Indtægt, tog selv Undervisning i flere Fag, og fordybede mig ikke sjældent i filosofiske Fortidsarbejder, der i Virkeligheden var for vanskelige for mig, saaledes Hovedværker af Kant[XXXI]. Under disse Omstændigheder begyndte jeg, kun nitten Aar gammel, at føle mig svækket. Jeg led af Ildebefindender, blev nervøs, havde en Fornemmelse som kunde jeg ikke aande dybt, og da jeg var fyldt tyve Aar, reagerede min Natur heftigt mod Overanstrengelsen. Under Studiet af Kants[XXXII] Kritik der Urtheilskraft[0001] følte jeg mig en Dag saa svag, at jeg maatte søge Læge. Denne anbefalede Legemsøvelser og Brug af kolde Doucher.
Badene gjorde mig godt, og jeg vænnede mig saaledes til dem, at jeg vedblev at tage dem hele Resten af mit Liv. Gymnastiske Øvelser gjorde jeg hos en Svensker ved Navn Nycander[XXXIII], der havde oprettet en Anstalt for svensk Gymnastik i Kjøbenhavn.
Hos ham traf jeg blandt andre den bekendte islandske Digter og Diplomat Grimur Thomsen[XXXIV], der førte Titlen Legationsraad. Hans Landsmænd var stolte af ham. Islandske Studenter paastod, at »Grimurr ejede tolv Mánsjetskjorter, tre Par lákrede Støvler og havde favnet en Márquise i Páris«. Ved Gymnastiken viste Grimur Thomsen[XXXV] sig djærv, ikke sjældent raa i hvad han sagde og antydede. Rigtignok var jeg paa Grund af min store Ungdom let saarbar, og tog Anstød af Ting, en Ældre havde hørt uden at forarges.
Legemligt vedblev jeg at være ret svag. Aandeligt arbejdede jeg ufortrødent. Det Middel til at opnaa en Afgørelse med Hensyn til Studiespørgsmaalet, som efter langvarig Grublen syntes mig hensigtstjenligst, var dette: jeg vilde forsøge at besvare en af Universitetets Prisopgaver, den æstetiske eller den filosofiske, og hvis jeg saa vandt Guldmedaljen, vilde mine Forældre og andre deraf kunne se, det ikke var af Dovenskab, jeg brød med Juraen, men at jeg havde virkelige Anlæg i anden Retning.
Allerede i 1860 havde jeg derfor kastet langlige Blikke til de udsatte Prisopgaver, som hang opslaaede i Universitetets Forhal. Men de indeholdt ingen, som passede for mig. I 1861 var jeg besluttet paa at forsøge Besvarelsen, selv om Opgaverne i sig selv ikke skulde friste.
Der var iblandt dem en, der spurgte om det rette Forhold mellem Digtekunst og Historie i den historiske Roman. Æmnet i og for sig fængslede mig ikke synderligt; men Spørgsmaalet var mig ikke fremmed, og det lod sig se i en stor Sammenhæng, Stoffets Ret overfor Kunstnerfantasien i Almindelighed. Jeg mente, at som Menneskeskikkelsen ikke i Billedhuggerkunsten burde fremstilles bevinget, men dens Artsbegreb agtes, saaledes burde den forgangne Tidsalders Grundvæsen lades uanfægtet i historisk Poesi. Gennem talrige og gennemførte Abstraktioner, der strakte sig over en 120 Foliosider, og i hvilke jeg tilstræbte videnskabelig Skarphed, søgte jeg at give en grundigt underbygget Lære om Grænserne for Digterens Frihed i den historiske Roman. Underbygningen var rigtignok saa omhyggelig, at den optog Afhandlingens større Halvdel.
Ganske bortset fra dette Begynderarbejdes øvrige Mangler havde det i Forhold til de Mænd, der skulde bedømme det, |135| den, at deri hyldedes og pristes en æstetisk Grundretning, der var dem begge imod. Hegel[XXXVI] omtaltes her som »Æstetikens Ypperste, hvis imponerende Storhed det gør Sindet godt at bøje sig for.« Hans frigjorte Elev Fr. Th. Vischer[XXXVII] fulgtes og forsvaredes. Af danske Tænkere drøftedes næsten kun J. L. Heiberg[XXXVIII] og S. Kierkegaard[XXXIX]. Heiberg[XL] kritiseredes vel uafbrudt, men behandledes med dyb Ærbødighed og som den, hvis mindste Ytring havde Vægt; derimod var Sibberns[XLI] kunstfilosofiske Forskning ganske overset, ja undertiden rostes Vischer[XLII] som første Ophavsmand til psykologiske Udviklinger, hvilke Sibbern[XLIII] havde givet mange Aar før ham. Jeg havde overhovedet langtfra tilstrækkeligt sat mig ind i Sibberns[XLIV] Forskning, der dels ikke var mig systematisk nok, dels havde frastødt mig ved sin sære Sprogform. Heller ikke Hauch[XLV] kunde den Dyrkelse af Heiberg[XLVI] tiltale, der utvivlsomt skimtedes gennem alle Paavisninger af Ufuldkommenheder og Selvmodsigelser hos ham.
Naar hertil kommer, at Arbejdet var ungdommelig doktrinært, sprogligt ufrisk og i sin skeletagtige Magerhed formeligt ranglende af Begrebsbestemmelser, var det intet Under, at det ikke vandt Prisen. I Bedømmelsen sagdes omtrent, at Afhandlingen var i sin Art grundig, at den vilde være bleven belønnet med Medaljen, ifald det havde gjældt om at bestemme Forholdet mellem Historie og Poesi i Almindelighed, men at den nu, da den dvælede altfor kort ved Romanen, kun fandtes værdig til »et meget hæderlig Accessit«.
Saa lidet ubilligt dette Udfald var, saa var det dog et Slag for mig, der havde gjort min Livsplan for de følgende Aar afhængig af, om jeg vandt Prisen eller ikke. Julius Lange[XLVII], der en Aften bankede paa min Dør for at sige mig Resultatet, blev Vidne til min Skuffelse. Jeg forstaar, sagde han, at du nu udbryder: Oleum et operam perdidi! Men du bør ikke opgive Haabet for saa lidt. En Lykke er det, |136| at du har forbudt Navneseddelens Aabning, ifald Afhandlingen ikke vandt Prisen, thi Ingen vilde bryde sig om den hædrende Censur, og et Accessit vilde i Omgivelsernes Øjne gøre dig Skade; det vilde stemple dig med Middelmaadighedens Mærke.
Den anonyme Indehaver af dette Accessit besluttede dog at opsøge sine Dommere, gøre deres Bekendtskab og navngive sig for dem.
Jeg gik først til Hauch[XLVIII], der dengang havde Bolig paa Frederiksberg Slot i høje, lyse Rum. Hauch[XLIX] forekom mig urimeligt forekommende; den da mer end 70aarige Mand sagde mig unge Menneske den ene Artighed efter den anden. Afhandlingen var »overordenlig god«; det havde gjort dem meget ondt ikke at kunne give mig Prisen; men jeg maatte ikke bære Nag til dem derfor; de havde handlet efter deres Samvittighed. Paa en halvanden Aar vilde jeg kunne tage Magisterkonferensen i Æstetik; den gamle Digter[L] troede at kunne spaa mig en god Eksamen. Han undrede sig over sin Gæsts Ungdom, »begreb næsten ikke, at jeg i saa ung en Alder kunde have læst og tænkt saa meget«, gav mig gode Raad for Studiernes Fortsættelse.
Sibbern[LI] var lige saa hjertelig som Hauch[LII] havde været høflig og varsom. Meget pudsigt var det, at medens Hauch[LIII] bemærkede, han selv havde ønsket at tildele mig Prisen med et uagtet i Censuren, men Sibbern[LIV] havde sat sig derimod, paastod Sibbern[LV] lige det Modsatte; han havde været for trods alle Mangler at give Medaljen, men Hauch[LVI] havde udtalt sig imod det. De havde øjensynligt misforstaaet hinanden; men Resultatet var i ethvert Tilfælde retfærdigt, saa der var Intet at beklage sig over.
|137| Sibbern[LVII] indlod sig paa Enkeltheder i Afhandlingen og var strengere end Hauch[LVIII]. Han ankede over, at der fattedes det egenlige Afsnit; Præmisserne var altfor vidtløftigt affattede. Han raadede til et mere historisk, mindre filosofisk Studium af Literatur og Kunst. Han var tilfreds ved at høre om mit nære Forhold til Brøchner[LIX], medens Hauch[LX] hellere havde set mig knyttet til Rasmus Nielsen[LXI], hvem han skemtende betegnede som »en rigtig Rugbrødsnatur«. Da Afhandlingen blev tilbageleveret, viste det sig at den var forsynet med rammende og lærerige Randgloser, der skyldtes Sibberns[LXII] Haand.
Saa lidet der var vundet ved denne mislykkede Deltagelse i en Prisæskning, og saa utvetydigt Samtalen med den praktiske Sibbern[LXIII] havde vist mig, at en Plads som Lærer i Modersmaalet ved en lærd Skole var Alt, hvad Magisterkonferensen i Æstetik sandsynligvis kunde bringe mig, der fra Barnealderen var bestemt paa ikke at ville være Skolelærer, saa modnede dog denne Samtale den Beslutning hos mig at opgive det juridiske Studium, vel at mærke saasnart jeg ved sejrrig Deltagelse i næste Aars Konkurrence havde godtgjort min endnu tvetydige Evne.
Det nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn i Juni 1862 gav min Tyveaarsalder dens skandinaviske Indvielse. Som hele den studerende Ungdom da var jeg af Hjertet Skandinav, og Mødets Apparat var vel egnet til at sætte ungdommelige Stemninger i Bevægelse. Skønt jeg som uanselig dansk Student ikke kom med til den især for Gæsterne foranstaltede Udflugt til Nordsjælland, altsaa heller ikke til den af Regnskyl afbrudte Frokost, Kong Frederik VII[LXIV] gav |138| Studenterne i Nordmandsdalen ved Fredensborg, fik jeg dog et stærkt Indtryk af Mødet.
Det var et smukt Skue, da Studenterne fra de tre andre skandinaviske Universiteter kom sejlende til Kjøbenhavn over Sundet fra Malmø. Særligt virkede Nordmændene, høje, ranke, med smalle Ansigter under Duskehuerne som en Skov af unge Grantræer; Nationalitetspræget hos dem var saa stærkt, at jeg i første Øjeblik neppe kunde se Forskel paa dem indbyrdes.
Der var for mig tre skønne Øjeblikke under Festerne.
Det første, da ved alle Studenternes Møde paa Frue Plads efter Ankomsten Metropolitanskolens Elever fyldende Bygningens Vinduer hilste dem med et Jubelskrig. Der var en saadan Friskhed og barnlig Begejstring deri, at Enkelte fik vaade Øjne derved. Det var som om den endnu fjerne Fremtid hyldede den Ungdom, der nu stod i Brud, og tilsagde den Medgang og Sejr.
Det næste var, da Indvielsen og Overrækkelsen af de fire nye Faner, danske Kvinder havde broderet til Studenterne, fandt Sted. Clausens[LXV] Tale var pompøs, henvendt ikke til Modtagerne men til Fanerne som levende Væsner: Du drager over Østersøen til Helligdommen ved Fyrisaaen… Du drager over Kattegat til Klippelandet…… og Tiltalen til hver af Fanerne sluttede: Dig følge Held og Hæder! Stærkere endnu virkede Plougs[LXVI] smukke Sang om de paa Fanerne afbildede Guder, en af hans bedste, »Aandesyn fra gamle Dage, Valhals Guder, kom tilbage![0002]«, en Strofe som denne især:
Aftenen efter Faneindvielsens Dag var der Festforestilling for Mødets Deltagere i det kongelige Teater, hvor Fru Heiberg[LXVII], straalende som altid, hilset med fortjent Henrykkelse, spillede Sophie[lxviii] i Nej[0003] med en Roset i skandinaviske Farver ved Beltet. Her bragte Paludan-Müllers[LXIX] »Prolog[0004]«, fremsagt af den af dansk Ungdom forgudede Michael Wiehe[LXX], det tredie gribende Øjeblik. Jeg, der fra en daarlig Plads i Baggrunden af anden Etage sad lyttende til Digterens Ord, var neppe den eneste, som følte sig selsomt bevæget, da Wiehe[LXXI], ladende sine Øjne glide rundt i Salen, sagde:
Man saa sig uvilkaarligt om, søgte med Blikket efter den, om hvem der af Digteren blev varslet.
Man har kaldt Stemningen paa dette Studentermøde mat i Sammenligning med den paa tidligere Møder. Af de unge Deltagere blev den ikke fornummet saaledes. Der gik et skandinavisk Pust gennem alle Sind; man følte sig som baaren af en historisk Strømning. Det var som en ond Drøm, at Nordens Folk saa mange Aarhundreder igennem |140| havde ødelagt og nedbrudt hinanden, tappet hinanden for Blod og Guld, umuliggjort Nordens Selvhævdelse og Udvidelse i Europa.
Ganske svagt kunde det føles ved Mødet, at Svenske og Norske dengang egenlig havde mere Glæde af hverandre og i højere Grad betragtede sig som sammenhørende, end de hver for sig ansaa sig for sammenhørende med de Danske, som jo stod udenfor det politiske Forbund. Jeg var maaske den eneste af de Danske, der troede at spore det; men da jeg meddelte min formentlige Iagttagelse til en ung begavet Nordmand, indlod denne sig saa lidet paa Imødegaaen, at han blot svarte: Har ogsaa De bemærket det?
Ligefuldt kom under Mødet fra forskellige Sider uafbrudt den Forvisning til Orde, at dersom – hvad Ingen tvivlede paa – Tyskland snart vilde paaføre Danmark Krig, saa vilde Svenskere og Nordmænd visselig ikke lade de Danske i Stikken. Løftet blev langt oftere givet end krævet. Kun var det selvfølgelig en Barnlighed af Deltagerne at opfatte slige Løfter, givne af Studenterførere og Studenter i Feststemning, som bindende for Folkeslagene og deres Statsmænd.
Aandeligt berigende Bekendtskaber skaffede Mødet mig ikke, endda jeg var Vært for to Upsalastudenter; men ingen af disse interesserede mig. Derimod sluttede jeg paa Videnskabens Vegne Kammeratskab med den senere bekendte Forfatter Carl von Bergen[LXXII], der ligesom jeg dyrkede Filosofi og haabede at medvirke til aandeligt Fremskridt. Carl von Bergen[LXXIII] var en selvsikker, højtidelig Svensker, der havde læst saare mange Bøger. Han var dengang Nyrationalist og frembød herved et Berøringspunkt; men han var Tilhænger af den Bostrømske Filosofi, som da beherskede Sverigs Aandsliv, og som saadan ivrig Teist. Her stødte han sammen med mig, hvis Forskning og Grublen stedse |141| mere fjernede mig fra Troen paa en Gud udenfor Verden, og efter Mødet vekslede da Carl von Bergen[LXXIV] og jeg Breve om Teisme og Panteisme, der antog Afhandlingers Bredde og Tykkelse. I en lang Aarrække vedblev den svenske Essayist og jeg at staa i venskabelig om end svag Forbindelse med hinanden. Imidlertid bevægede von Bergen[LXXV], til hvis Fortrin hverken Karakter eller Oprindelighed hørte, sig med Aarene i aandelig Henseende stedse mere til højre, og var, en fyrretyve Aar gammel, naaet til at dyrke hvad han havde afskyet, og afsky hvad han havde dyrket. Hans Forfængelighed antog samtidigt overordenlige Forhold. I en folkelig Sag-Ordbog, som han overtog, da Bogstavet B skulde behandles, og pudsigt nok snart derefter afhændede, blev Rubriken von Bergen[LXXVI] ikke afhandlet med ringere Vidtløftighed end Rubriken Bonaparte[LXXVII]. Han leverede Feltslag mod enkelte af Sverigs bedste Kvinder og Mænd som Ellen Key[LXXVIII] og Knut Wicksell[LXXIX], der ikke blev ham Svar skyldige. Da i 1889 hans gamle Ven fra Studentermødet holdt nogle Foredrag om Goethe[LXXX] i Stockholm, rettede han straks derefter nogle tarvelige Modforedrag imod dem, der ikke fortjente og ikke fik noget Svar. Det var da overhovedet blevet hans Særfag at holde »Modforedrag«. Da han ikke mange Aar derefter døde, var hvad han har skrevet glemt med det samme.
Der var en anden ung svensk Student, hvem jeg første Gang skimtede her ved Studentermødet, til hvem i Aarenes Løb mit Hjerte skulde drage mig og som blev mig en Ven. Det var den unge Gudernes Yndling Carl Snoilsky[LXXXI]. Ved en Fest i Rosenborghave blev der blandt Sangene uddelt en, som begyndte:
og som jeg med min kritiske Sporsans bed Mærke i. Den var af den da endnu aldeles ubekendte unge Grev Snoilsky[LXXXII], |142| og den havde langtfra endnu de sjældne Egenskaber af Fynd og Plastik, som snart skulde udmærke hans Poesi; men det var et Digterværk, en Trubadursang til den danske Kvindes Ære, smeltende sød, og han, som havde skrevet den, var en Yngling med adelig Holdning, regelret skønne Træk, glat brunt Haar, en Adonis[lxxxiii]. Aaret efter kom han igen, knyttet som han var til Christian Winthers[LXXXIV] Hjem, elskende den gamle Digter som en Søn, som Swinburne[LXXXV] elskede Victor Hugo[LXXXVI], siddende ved Fru Julie Winthers[LXXXVII] Fødder i kærlig Beundring og halv Forelskelse, skønt hun var halvhundred Aar gammel og behandlede ham som en Moder sit Yndlingsbarn.
Dog gik der flere Aar før et egenligt Venskab mellem den svenske Digter[LXXXVIII] og mig kom i Stand. Denne søgte mig en Dag paa mit Værelse i Kjøbenhavn, og tog sig saare dejlig ud i en tætsluttende Vams af blaa vatteret Silke. Han var da i den svensk-norske Gesandts Fraværelse Chargé d’affaires i Kjøbenhavn, efter i sin Egenskab af Gesandtskabsattaché at have opholdt sig rundt omkring i Verden, blandt andet længe i Paris. Han kunde ikke have en varmere Beundrer af sine første Sange end mig, og ret jævnlig tilbragte vi nu vore Aftener sammen paa Bauers Vinstue i Tordenskjoldsgade, samtalende om alt det i nordisk, engelsk og fransk Literatur, som vi begge havde læst med Sværmeri og Kritik. I mangt og meget faldt vore Domme sammen.
Der var da en Pause i Snoilskys[LXXXIX] Frembringen; hans Sind var trykket. Det hed sig almindeligt, skønt det klang usandsynligt, at han havde maattet love sin Hustrus Slægt at ophøre med al Udgiven af Vers, da den betragtede Sligt som en Adelsmand uværdigt. I ethvert Tilfælde var han da forpint i et Ægteskab, der for ham betydede Tabet af den Frihed, uden hvilken det var ham umuligt at skrive. Han talte dog aldrig om disse strengt personlige Forhold. Men |143| en Aften, da vi sad sammen, blev Snoilsky[XC] saa overvældet af Forestillingen om sin Ufrihed, at Taarerne pludselig løb ham ned af Kinderne. Han kunde næsten ikke samle sig igen, og da vi ud paa Natten gik hjem sammen, udgød han sig i en Strøm af vemodige, halvt fortvivlede Ytringer.
Vel en halvanden Aar senere saas vi paany i Stockholm; Snoilsky[XCI] var da rolig og værdig. Men jeg maatte ofte tænke paa hin Aften, da nogle Aar derefter den saakaldte offenlige Mening i Sverig begyndte at rase mod Digteren, fordi han var bleven grebet af den Lidenskab for hans anden Hustru, der saa længe gjorde ham til en Landflygtig.
Med Aarene blev han i sin ydre Holdning stedse mere forbeholden og en Smule stiv, men inderst inde var han den samme, og Ingen, der havde kendt ham i hans straalende Ungdom, kunde ophøre at have ham kær.
En Maaned efter Studentermødet tilbragte jeg paa Opfordring af Vennen Jens Paludan-Müller[XCII] et Par Uger i dennes Hjem hos Forældrene i Nykjøbing paa Falster, hvor Historikeren Caspar Paludan-Müller[XCIII] dengang var Rektor ved den lærde Skole. Det var smukke og rige Uger, som jeg altid senere mindedes med Taknemmelighed.
Den gamle strenge Fader med sit Løvehoved og de umaadelige Bryn imponerede ved sin Alvor og sin Skarpsindighed, noget afsondret fra Verden som han var ved en Tunghørhed, der var Familiearv. Husets værdige Frue[XCIV] tilhørte, ogsaa hun, en Familie, der havde gjort sit Navn bekendt i dansk Literatur; hun var født Rosenstand-Gøiske. Jens[XCV] var en hjertelig, opmærksom Vært, Døtrene hver for sig sjældne Mennesker med Præget af at tilhøre en Familie, |144| som sad inde med Landets højeste Kultur; den ældste var kvindeligt fin, den næstældste havde med sit Romerinde-Præg og sit Broncehoved skøn og udpræget Ejendommelighed; den yngste var endnu kun en elskværdig ung Pige. Den kvindelige Ungdom i Familien ønskede sig bort fra Provinslivets Enstonighed, og Befrielsen kom for den, da Faderen udnævntes til Professor ved Universitetet i Kjøbenhavn. Over hele Familien var der udbredt Hygge og et Skær af sjælelig Fornemhed. I Huset opdroges to unge, vakre Grever Reventlow[XCVI], der dog endnu kun var halvvoksne Drenge, men som begge senere skulde gøre deres Navne hæderligt bekendte. Mer end fyrretyve Aar derefter har den ene af dem, Udgiveren af Stammemoderens Papirer, holdt Forbindelsen med Gæsten i det Paludan-Müllerske Hjem vedlige.
Ofte kom i Huset en ung Dansk fra Caracas i Venezuela, Styrup[XCVII] ved Navn, af sjælden, næsten kvindelig Skønhed, med Øjne, hvorom man kunde drømme. Han spilte meget smukt, var indtagende blid og følelsesfuld. Efter nogle Aars Ophold i Danmark vendte han tilbage til sin Fødeby. Hyppige Gæster i Ferien var den ovennævnte Grønbek[XCVIII] med sin smukke Søster og anden Ungdom fra Byen, og Dagene gik hen med Ringspil og Fjerboldtspil, Enkeleg, Musik, Vandringer i Haven og fornøjelige Skovture.
Fra mange Sider traadte Skønhed i forskellige Skikkelser mig i Møde. En Dag sagde jeg til Jens[XCIX]: Een Skønhed er Skæret, som Ungdommens Sol kaster over Skikkelsen; den forsvinder, saasnart den Sol synker. En anden er indenfra udpræget Form, Aandens Værk; den bliver, saa længe Aanden holder sig kraftig. Men den højeste Skønhed er Samklang af de to Rytmer, der strides om Tilværelsen. I denne højeste Skønheds Brudenat smelter Aand og Natur sammen til Et.
|145| Faa Aar derefter maatte den gamle Historiker[C] udgive den lille Bog om Gulland med det dertil knyttede korte Levnedsløb som Minde om sin ved Sankelmark faldne eneste Søn[CI], og atter faa Aar efter udgive Frederik Nutzhorns[CII] Oversættelse af Apuleius som Minde om Sønnens Ven, den ældste Datters Forlovede. Ved Udgivelsen af begge disse Smaabøger var han traadt i nærmere Forhold til mig, og Forholdet var uanfægtet venskabeligt indtil i Februar Maaned 1872 en Ytring i en af mine Forsvarsartikler trykte ham Pennen i Haanden imod mig. Ytringen gik ud paa, at jeg havde Meningsfæller endog blandt Præsterne i Folkekirken. Caspar Paludan-Müller[CIII] erklærede det offenlig for min Pligt at nævne, hvem jeg her havde tænkt paa, da en saadan Forræder ikke burde taales i Kirkens Skød. Da jeg naturligvis ikke vilde optræde som Angiver, nødtes jeg til ved min Tavshed at paadrage mig Skinnet af at have ført løs Tale. Dengang var den danske Mand, jeg havde havt i mine Tanker og som havde meddelt mig sin Livsanskuelse, nemlig endnu i Live. Det var afdøde Provst Ussing[CIV], i sin Tid Præst i Mariager, en udmærket fin og elskværdig Natur, en i al Stilhed overbevist Tilhænger af Ernest Renan[CV]. En norsk Præst, der er Meningsfrænde af ham, lever endnu.
I August 1863 indførte Julius Lange[CVI] mig paa en Fodtur i Nordsjælland hos sin anden, berømte Morbroder, Frederik Paludan-Müller[CVII], som havde Sommerbolig i Fredensborg. Han var af en fra Broderen Caspar[CVIII] ikke lidet forskellig ydre Type. Den enes Særkende var Vælde, den andens Adel. For Frederik Paludan-Müller[CIX] som Digter nærede jeg den dybeste Beundring. Han hørte til de sande Store i dansk Literatur, og hans Værker havde saaledes næret og formet |146| mit Sjæleliv, at jeg neppe vilde været ganske den samme uden at have læst dem. Det var en ren Lykke at have Adgang til hans Hus og turde nyde godt af hans Omgang. Det føltes som en Udmærkelse at være blandt de faa, han værdigedes at indlade sig med, og blandt de færre, hvis Fremtid han interesserede sig for. Mon Ungdommen nutildags i Danmark beundrer frembringende Aander, som disse af enkelte beundredes da? Det er forsaavidt neppe muligt, som der ikke for Tiden gives nogen nordisk Kunstner med et saadant Præg af udsøgt Finhed, som Frederik Paludan-Müller[CX] besad.
De Unge, som kom til ham, havde ønsket ham en yngre, smukkere Hustru og fandt ikke Fru Charite[CXI], som hun pudsigt nok hed, Digteren[CXII] ganske værdig. Med Urette, da han selv var fuldt tilfreds med hende og øjensynlig helt gik op i et Ægteskab, der havde bidraget sit til at isolere ham fra Verden. Hans Hustru var end mere teologisk sindet end han og optraadte anonymt – uden at nogen anede det – som religiøs Forfatterinde. Dog var hun uden Hensyn til Livsanskuelser saare elskværdig mod Enhver, der havde fundet Naade for Digterens Øjne.
Den lille gamle tørre Dame[CXIII] var den eneste af sit Køn, med hvem Paludan-Müller[CXIV] var intim. Paa alle andre, nok saa unge og skønne, Kvinder saa han blot som paa Kunstværker. Men hans Glæde ved dem klædte ham netop fordi den var saa usanselig. En Aften, da han gav et lille Gilde til Ære for den svenske Malerinde, Frøken Ribbing[CXV], en sjælden Skønhed, opfordrede han hende til at stille sig ved Siden af Bysten af Venus fra Milo for at Ligheden, der virkelig forefandtes, kunde blive øjensynlig. Hans uskyldige, begejstrede Glæde over denne Lighed var hjertevindende.
To andre berømte Personligheder, med hvem jeg en Smule senere for første Gang traf sammen, var Bjørnstjerne Bjørnson[CXVI] og Magdalene Thoresen[CXVII].
Bjørnson[CXVIII] lærte jeg at kende i det Nutzhornske Hus, hvor Sønnen Ditlev[CXIX] var en lidenskabelig Beundrer af ham. Hans Kong Sverre[0005] fra Aaret 1861 havde beredt en Skuffelse; men hans Sigurd Slembe[0006] fra det følgende Aar betog Ungdommens Sind ved ny og stor Poesi. Bjørnson[CXX] var selskabeligt som i Literaturen en Kraftskikkelse, selvsikker, højrøstet, aabenmundet, meget ejendommelig i alle sine Udtalelser og ved den Vægt, han forstod at give det Sagte. Hans Væsen skurrede en Smule mod den mere dæmpede Stil i Kjøbenhavn; han gjorde Indtryk af et stort, hærdebredt, meget forkælet Barn. I Pressen blev alt, hvad han skrev og foretog, udbasunet af Datidens ledende Kritiker[CXXI], der havde en egen, udæskende Maade at rose Bjørnson[CXXII] paa, endskønt dennes Evne ikke for Alvor bestredes af Nogen. De nationalliberale Førere, Alfred Hage[CXXIII], Carl Ploug[CXXIV] osv., havde aabnet ham deres Huse og Hjerter. Det hed sig, at Heiberg[CXXV] i sin Tid havde holdt sig tilbage; den gamle fine Mand skulde, lidt forfærdet over det unge Genis noget støjende Væsen, overfor Krieger[CXXVI] have ytret Betænkelighed ved at indbyde ham. Paa Kriegers[CXXVII] spøgende Bemærkning: »Ih hvad! det er en ung Mand; han skal løbe Hornene af sig«, sagdes Heiberg[CXXVIII] at have svaret: »Rigtigt! det skal han! men ikke i min Dagligstue. Det er ikke et Sted, hvor man løber noget af sig.« Nu var Fru Heiberg[CXXIX] imidlertid fuld af Beundring for ham og vistnok stærkt indtaget i ham.
I en Kres af Yngre forstod Bjørnson[CXXX] bedre at tale end at samtale. Han kom undertiden med vel raske, affærdigende Udtalelser, f. Eks. haarde Domme over dansk Musik, Heyses[CXXXI] |148| fraregnet, Domme, der ikke var baarne af tilstrækkelig Sagkundskab. Men meget af, hvad han sagde, røbede den aandelige Magthaver, hvis Selvfølelse vel nu og da kunde tirre, men i Grunden var hjemlet. Han fortalte ualmindelig godt, med maleriske Tillægsord, der huskedes i det korrekte Kjøbenhavn, talte om Ulves gule Hyl og deslige. Alt i Alt var hans Holdning en Sejrherres.
Han hævdede en Poesi, der var Syn og Sag, vurderede derfor lidet en Poesi, der som Paludan-Müllers[CXXXII] var Tanke- og Formkunst, misbilligede djærvt hos mig Beundringen for den.
Det var ogsaa gennem Frederik Nutzhorn[CXXXIII], at jeg som ung Begynder i Livets vanskelige Kunst lærte Fru Magdalene Thoresen[CXXXIV] at kende. Vor første Samtale fandt Sted en Sommerdag under aaben Himmel ude paa Klampenborg Badeanstalt. Skønt Fru Thoresen[CXXXV] da var vel 46 Aar gammel, kunde hendes brunlige, varme Hudfarve godt taale at ses i Dagens stærkeste Lys. Hendes Hoved med det svære mørke Haar var sydlandsk smukt, hendes Mund saa frisk som en ganske ung Kvindes; hun havde straalende, usædvanlige Øjne. Legemet var lidt svært, Gangen lidt tung, Holdning og Bevægelser ungdommeligt livfulde.
Hun var mærkeligt meddelsom, aaben og hjertelig, tilbøjelig til ikke ringe Overspændthed i sin Tale. Hun havde da, oprindeligt tilskyndet af de Bjørnsonske Bondenoveller, udgivet sine første Fortællinger, Studenten[0007] og Signes Historie[0008], der halvvejs tilhørte den norske, halvvejs den danske Literatur og var blevne modtagne med Velvilje. Hun var en Fiskerdatter fra Fredericia, der efter at have gennemgaaet haarde og blide Skæbner, staaet mange betydelige Mænd og Kvinder |148| nær, nu hørte til Samtidens anerkendte Personligheder. Ogsaa hun var saare vel optaget og meget paaskønnet i Fru Heibergs[CXXXVI] Kres.
I Forhold til hende som Kvinde maatte jeg kaldes boglærd og kundskabsrig. Hendes egen Dannelse var saare spredt. Min Ungdom interesserede hende, og hun knyttede mig ved sin varme Interesse til sig for hele det næste Femaar, i hvilket hun opholdt sig i Danmark. Snart skænkede hun mig sin Fortrolighed, og var denne end ikke en ubetinget, saa havde dog aldrig før en Kvinde saaledes meddelt sig til mig, mindst en moden og højtbegavet. Denne Kvinde havde følt stærkt og grublet meget; hun havde levet et rigt og bevæget Liv; men Alt, hvad hun havde oplevet, havde hun romantiseret. Hendes digteriske Anlæg gik ud paa det Sublime. Hun var helt sanddru, vilde egenlig ikke besmykke, men hun saa dels af Stolthed, dels af Fantasteri, Alt fra det Største til det Mindste under skøntfarvende og forstørrende Glar, saa en Oversættelse af hendes Meddelelser til Hverdagslivets Sprog blev saare vanskelig, og naar Hverdagen anedes gennem Meddelelsen, kunde man ikke gengive denne i Hverdagslys og med Hverdagsmaalestok uden at saare Fremstillerinden[CXXXVII] paa det Føleligste. Af den Aarsag vovede jeg aldrig blandt mine Essays at optage en lille Levnedstegning af hende, nedskrevet ganske som hun selv havde idealiseret Hændelserne for mig, en af de første Artikler jeg lod trykke.
Hun saa stærke Naturer, rige og dybe Naturer i tarvelige eller forfejlede Eksistenser. Hun saa omvendt paa Grund af manglende Skarpsyn stundom lutter Utilstrækkelighed hos Væsener med omfattende Aandsgaver; saaledes fandt hun paa dette Tidspunkt sin Svigersøn Henrik Ibsen[CXXXVIII], der endnu ikke dengang var kendt og berømt, ufuldkomment begavet som Digter. Hvad han skriver, er fladt som en Tegning, |150| sagde hun. Eller hun sagde: Han burde være mer end Kierkegaards[CXXXIX] Medarbejder. Først langt senere opdagede hun hans Geni. Til Gengæld dyrkede hun Bjørnson[CXL] med forelsket Begejstring, og det var hende en Sorg, at han netop da havde trukket sig stærkt tilbage fra hende.
Uklare Følelser frastødte hende ikke, men al skarp og spids Forstand. Hun var helt og holdent en romantisk Sjæl. Franskhed var hende imod; den franske Klarhed syntes hende overfladisk; hun fandt Dybden i det nordiske, særligt i det norske, sluttede og ordknappe Væsen. Længe havde hun famlet sig frem uden at kunne gøre sig Rede for sine Evners Beskaffenhed. Hendes Mand[CXLI], der havde gjort Alt, hvad han formaaede, for hendes Uddannelse, havde endog en Tid lang indbildt sig og maaske hende, at hendes Evner gik i Retning af Baggesens[CXLII]. Nu havde hun fundet sit Kald og sin Vej i Literaturen.
I alle Spørgsmaal om rene Tanketing var hun umaadeligt uklar. Hun var Kristen og Hedning med lige Oprigtighed, Kristen af et fuldt Hjerte og med ærligt Hang til at tro, Hedning i sin Uvilje mod nogensomhelst Livs- eller Natur-Fornegtelse. Hun sagde gerne, at hun elskede Kristus og Eros lige højt, eller vel endog, at de for hende betydede et og det samme. For hende var Kristendommen det Ny, det Moderne, i Modsætning til en ældre Tids Rationalisme, saa Kristendom og moderne Livsanskuelse overhovedet for hende smeltede sammen til Enhed.
Hun var en dybtkvindelig Natur, hvori der var Grøde. I sit Væsens Frugtbarhed var hun fri for Selvovervurdering. En smuk og sund Selvfølelse lagde hun kun for Dagen, naar hun forestilte sig, at Nogen vilde give sig til at dømme og miskende hende for Handlinger eller Begivenheder i hendes Liv, med Hensyn til hvilke hun selv alene følte sig som Dommer. Da kunde hun i stærke Udtryk hævde, at hun ved |151| egen Kraft havde hævet sig fra en ringe og udsat Stilling til Jævnhøjde med Samtidens bedste Mænd og Kvinder. Selv overstrømmende i sit Følelsesliv og ædelt anlagt trængte hun til Kærlighed og Velvilje og gav mangefold igen hvad hun modtog. Følte hun sig som Genstand for kolde og stikkende Iagttagerblikke, blev hun ulykkelig og stum; men var hun tryg og mødte hun ingen Kulde, var hun lutter Varme og Sværmeri, dog ikke saaledes, at selve Sværmeriet var uden Kritik.
Hun kunde overvurdere og undervurdere, men var lige fuldt en fin, næsten genial Sjælekender, der stundom overraskede ved de træffende Ting, hun sagde, og forbavsede ved sit rigtige Skøn i vanskelige, psykologiske Tilfælde. Hun forstod f. Ex. som faa den store Kunstnerinde, den fine Kokette og den gamle Jomfru i Fru Heiberg[CXLIII].
Hun havde ingen moralske Fordomme; havde skrevet Signes Historie[0009] som en Protest mod vedtagen Moral; men ikke desmindre var hun helt gennemtrængt af kristligt-humane Sædelighedsbegreber, og der laa intet Oprørsk i hendes Natur.
Iøvrigt var hun langt mere Kvinde end Forfatterinde. Hendes Natur var tropisk i Sammenligning med Fru Charite[CXLIV] Paludan-Müllers[CXLV] Nordpolsnatur. Hun levede ikke i virkelighedsfjerne Forestillinger, men i Følelse og Lidenskab, optagen af Kærlighed og Beundring, Skinsyge og Uvilje. Som Kvinde var hun lykkelig ved enhver Ytring af Glæde over en af hendes Bøger, der kom hende for Øje eller Øre, og saa gerne Hundreder af Ligesindede bag den enkelte unge Mand, der ukendt sendte hende et begejstret Takkebrev. Som Kvinde var hun ogsaa smertelig berørt af Ligegyldighed, der dog sjældent mødte hendes varme Sind.
Overfor denne rigtudrustede Kvinde blev jeg mig forsaavidt ny, som jeg under Samtalerne med min halvt moder|152|lige Veninde kom til at fornemme mig som et forholdsvis koldt Væsen, der ved Sammenligningen tog sig lidt tørt, ufrugtbart og fantasiløst ud, et Væsen med tilslebne Tanker.
Fru Thoresen[CXLVI] jævnførte mig en Dag med en uantændt Glas-Lysekrone, der hængende mellem flere andre, hvis Lys alle var tændte, havde Ildskæret paa sine Krystallers talrige Facetter, skønt den selv bestod af lutter kolde, glatte, blanke, slebne Prismer.
Saaledes kom jeg under Omgangen med Magdalene Thoresen[CXLVII] til at se mig selv i et nyt Lys, naar jeg saa mig med hendes Øjne, og mer end nogensinde følte jeg mig slaaet af, hvor uensartede Dommene over mig vilde lyde, ifald mine forskellige Venner og Bekendte hver for sig skulde skildre mig, som de saa mig. For Fru Thoresen[CXLVIII] var jeg Forstandsmenneske, for andre Lidenskabsmenneske, for atter andre Viljesmenneske. Hos Nutzhorns gik jeg under Navnet: den beskedne B., andensteds gjaldt jeg for ærgerrig af Selvfølelse; nogle opfattede mig som et blødt Gemyt, andre saa i mig en stridigt Vantro.
I alt dette laa en Opfordring til selv at naa fuld Klarhed over mit virkelige Væsen. Frugterne af mit Arbejde maatte vise mig, hvad og hvorledes jeg var.
Det juridiske Studium blev fortsat med jævn Udholdenhed, og efterhaanden naaede jeg efter at have sat mig ind i Civilprocessen gennem det hele juridiske System, Romerretten undtagen. Men den herpaa anvendte Flid var kun mekanisk. Med Lyst drev jeg derimod mine andre Studier, forsøgte ogsaa selv at frembringe Noget, og udarbejdede i de sidste Maaneder af 1862 en meget stor Afhandling om Shakespeares[CXLIX] Romeo og Julie[0010], der væsenlig |153| drejede sig om Tragediens Grundproblemer, som de opfattedes i Datidens Æstetik; den er gaaet tabt, som saa meget Andet fra disse Aar. Jeg sendte den til Professor Brøchner[CL] og udbad mig dennes Dom.
Samtidigt begyndte jeg Udarbejdelsen af en Afhandling om Skæbne-Ideen i den græske Tragedie som Svar paa Universitetets Prisspørgsmaal for Aaret 1862-63, og var 31. December 1862 til Ende med Indledningen, der først henved seks Aar senere blev offenliggjort, og under Titlen Begrebet: Den tragiske Skæbne[0011] findes i 12te Bind af mine Samlede Skrifter[0012]. Til den sluttede sig et Flidsarbejde, en Gennemgaaen af alle de os levnede græske Tragedier med Hensyn til de i dem nedlagte Skæbneforestillinger. Det optog Størstedelen af det næste Halvaar.
Den offenliggjorte Indledning giver et tro Billede af mit Udviklingsstade da, dels fordi den udviser Maaden, hvorpaa jeg havde forarbejdet Paavirkningerne udenfra, Kierkegaardske Tanker og Hegelsk Metode, dels fordi den med ikke ringe Bestemthed røber en Grundejendommelighed i mit Væsen og en Grundretning i min Aand, da den helt igennem er en Indsigelse mod Pligtlærernes Opfattelse af Poesien og giver en Paavisning af, hvorledes de moralske Begreber ved at indgaa i et kunstnerisk Hele taber deres Særpræg og omformes.
I November 1862 blev jeg Medlem af et nystiftet meget stort Selskab af Studerende, der samledes engang hver fjortende Dag paa Borchs Kollegium for at høre paa Foredrag og drøfte dem i Forening. Det rummede vistnok et halvhundrede Medlemmer og blandt dem de fleste senere bekendte Personligheder af dette Slægtled i Danmark. Octavius Hansen[CLI] var Mødernes Ordstyrer og var allerede da som skabt til dette Hverv. Ingen havde en parlamentarisk Holdning som han. Han var ikke for intet halv Engelsk|154|mand. Han tog sig udmærket ud paa Talerstolen med sit rolige Ansigt, sine smukke Øjne og det brune Skæg, der krøllede sig som Perikles’s[CLII] paa de græske Byster. Han var godlidende, retsindig og kundskabsrig. Af de talrige Medlemmer var Filologen Vilhelm Thomsen[CLIII] vistnok den mest fremragende og den eneste, der senere fik Betydning for mig, en rent personlig Betydning; thi Thomsen[CLIV] formaaede i dagligt Samkvem kun nu og da at meddele af sit saa særegne Kundskabsforraad. En Dag, da Talen var om Kileskriftstudiet, sagde den unge Filolog halvt i Spøg, halvt for Alvor: »Om der faldt en Sten ned fra Solen med en Indskrift af ukendte Skrifttegn i et ukendt Sprog, skulde vi nok forstaa at tyde den« – jeg maatte mindes Ytringen, da Thomsen[CLV] mangfoldige Aar derefter læste de gammel-tyrkiske Indskrifter paa de sibiriske Bjerge.
Der blev holdt talrige politiske Foredrag. Jeg holdt et om Heibergs[CLVI] Æstetik.
Første Januar 1863 modtog jeg et Nytaarsbrev fra Brøchner[CLVII], hvori denne skrev, at Afhandlingen om Romeo og Julie[0013] havde gjort et stærkt Indtryk paa ham, og at efter hans Mening kunde umuligt Nogen gøre mig Rangen stridig med Hensyn til det Professorat i Æstetik, der efter Sagens Natur snart maatte blive ledigt, da Hauch[CLVIII] i sin høje Alder ikke kunde beklæde Lærestolen ret længe.
Saaledes indlededes af min ivrige Beskytter det en Menneskealder igennem fortsatte Vrøvl om mit Forhold til et Embede, der efterhaanden i mit Liv blev hvad Franskmændene kalder une scie, et irriterende Veksérspil, hvori jeg selv ikke havde ringeste Del, men som klæbede ved mit Navn.
Hint Brev satte mig i Sindsbevægelse; ikke fordi der i saa ung en Alder stilledes mig en ærefuld Samfundsstilling i Udsigt af en Mand, der havde Sagkundskab til Bedøm|155|melse af min Adkomst til den, men fordi denne smilende Udsigt til et Embede i mine Øjne var en Fælde, der kunde fange mig saaledes, at jeg ikke kom til at gaa ad den Forsagelsens Vej, der ene syntes mig at føre til mit Livsmaal. Jeg følte mig som en Apostel; men Afstanden var stor fra en Apostel til en Professor. Jeg mindedes ganske vist, at Apostelen Paulus[CLIX] havde været Teltmager. Men jeg frygtede for som ansat Mand at tabe den ideale Maalestok for mit Liv og synke ned i Ideløshed. Kom jeg først bort fra Vejen, saa kom jeg ikke let ind paa den igen. Det var vanskeligere at nedlægge et Professorat end aldrig at overtage det. Og var man først Professor, blev man snart gift og bosat Borger i Staten, ude af Stand til at vove. At anlægge sit Liv efter Brøchners[CLX] Opfordring var som at sælge sin Sjæl til Fanden.
Jeg svarte da kortelig, at jeg holdt for meget af Hauch[CLXI] til at kunne eller ville spekulere i hans Død. Dog hertil indvendte Brøchner[CLXII] meget logisk: Jeg spekulerer ikke i hans Død, men i hans Liv, thi jo længer han lever, des bedre er De forberedt til at blive hans Efterfølger.
I Midten af Juni 1863 var Prisafhandlingen renskreven. I September faldt Censuren; Guldmedaljen blev mig tilkendt med en hædrende Dom. Foruden af mig blev den vunden af min Ven Jens Paludan-Müller[CLXIII] for et historisk Arbejde, og i Oktober fik vi ved Universitetets aarlige Højtidelighed den tynde Medalje med Atheneskikkelsen overleveret, som jeg for min Del af Trang til en Vinterfrakke solgte Dagen efter. Rektoren, Clausen[CLXIV], den lille Mand med det regelrette, lukkede Ansigt og det glatte hvide Haar, sagde til os, at han haabede, dette maatte blive Førstegrøden af en omfattende Virksomhed i dansk Literatur. Dog gladere var jeg over, at jeg ved den Lejlighed fik et Haandtryk af Monrad[CLXV], der som Kultusminister var tilstede. Skønt |156| Clausen[CLXVI] havde Navn baade som Teolog og som betydelig Nationalliberal, var han mig ligegyldig. Men af Monrads[CLXVII] Haandtryk var jeg lidt stolt; thi af dennes politiske Frisind og især af hans umaadelige Arbejdskraft stod der Respekt, og fra hans smukke Ansigt med Tænker- og Herskerpanden lyste overlegen Evne.
Den 15. November 1863 om Formiddagen gik jeg med Julius Lange[CLXVIII] ud at ønske Frederik Nutzhorn[CLXIX] til Lykke, hvis Fødselsdag det var. Husets elskværdige Døtre tog mig imod med sædvanlig Munterhed. Men Faderen[CLXX], den gamle Læge, sagde, idet jeg traadte ind: »De kommer ogsaa med Alvor«, thi Uroen i Anledning af Frederik VII’s[CLXXI] Helbredstilstand spejlede sig paa mit Ansigt. Der var god Grund til Bekymring i Anledning af alle de Fremtidsbegivenheder, hvortil en ugunstig Vending af Sygdommen kunde blive Signalet.
Jeg fulgtes hjem med Julius Lange[CLXXII], der oplæste for mig nogle vilde Brudstykker af sit »System«. Det drejede sig om Modsætningerne Kontemplation og Sympati, svarende til Ind- og Udaanden; Aandedrættets Hvilepunkt var det egenlige Bevidsthedspunkt osv., altsammen ungt, sært og uklart.
Om Eftermiddagen kom Efterretningen om Kongens[CLXXIII] Død. Om Aftenen var der i Studenterforeningen stor Bevægelse og stærk Bekymring. Der gik Rygter om Ministerskifte, om et Ministerium Bluhme[CLXXIV]-David[CLXXV]-Ussing[CLXXVI], og om at den nye Konge[CLXXVII] ikke vilde underskrive Grundlovsudkastet, af hvilket man barnagtigt ventede sig Slesvigs endelige Sammensmeltning med Danmark. Den Aften lærte jeg Digteren Christian Richardt[CLXXVIII] at kende, som sagde, at han havde lagt Mærke til mit Ansigt, før han kendte mit Navn. Julius |157| Lange[CLXXIX] var i højeste Grad forstemt og forbitret. Ploug[CLXXX] gik ned ad Trapperne med en Mine som en Mand, hvis Forhaabninger var styrtede sammen og hvem Slaget havde truffet uforberedt. Hans Blad havde haardnakket udstrøet Mistillid til Prinsen[CLXXXI] af Danmark.
Hyldingen skulde finde Sted foran Christiansborg Slot den 16. November Kl. 11. Jeg blev hentet til den af en jævnaldrende Student, nuværende Biskop Frederik Nielsen[CLXXXII]. Denne havde gjort mit Bekendtskab som ungdommelig Fritænker, men lagde lykkeligvis allerede faa Aar derefter sine Vildfarelser af og skrev senere som tapper Teolog Artikler og Flyveskrifter mod den Kætter, han oprindeligt havde søgt som Meningsfælle. Der er i Danmark næsten Ingen, som fremturer i en Vildfarelse; man aflægger den i Tide, før man tager Skade paa sin Sjæl; undertiden endog saa betids, at den heller ikke verdsligt bliver en Hindring paa Løbebanen.
Paa Slotspladsen var der sort af Mennesker, som for et Flertals Vedkommende befandt sig i ikke ringe Ophidselse. Hall[CLXXXIII], som da var Førsteminister, traadte alvorlig og rank ud paa Slottets Altan og sagde først staaende med Ryggen mod Slottet, saa til højre og til venstre Side disse Ord: Kong Frederik den Syvende[CLXXXIV] er død. Længe leve Kong Christian den Niende[CLXXXV]!
Derpaa traadte Kongen[CLXXXVI] frem. Der lød stærke Raab, vistnok adskillige Leveraab, men dog endnu flere og mere højrøstede Raab: Leve Grundloven! der ingenlunde var mente som Hyldest. I Afstand, oppe fra Slotsaltanen, kunde selvfølgelig de enkelte Raab ikke skelnes. Da Kongen[CLXXXVII] opfattede dem som Leveraab for sig, bukkede han gentagne Gange artigt, og da Raabene blev ved, kastede han Fingerkys ud til begge Sider. Virkningen deraf blev ikke den tilsigtede. Man forstod ikke denne Bevægelse som et tro|158|skyldigt Udtryk for ren Velvilje. Man var vant til en anden Holdning fra sin Konges Side. Med alle sine Svagheder og Skavanker var Frederik VII[CLXXXVIII] i sin Optræden altid Faderen; huldsalig fra oven nedad; knejsende og mavefør, naadigt og hjerteligt slaaende ud med Haanden: Tak, Børn, Tak, gaa nu hjem og hils Jeres Koner og Børn fra Kongen[CLXXXIX]! – Det var utænkeligt, at Frederik VII[CXC] kunde bukke for Folket, endsige kysse paa Fingeren til det.
Der holdtes et stormende Møde i Studenterforeningen om Aftenen. Vilhelm Rode[CXCI] holdt Hovedtalen og betonede hvast, at der skulde mere til for at vinde det danske Folks Hjerter end »et Fingerkys og et Paradebuk«. Det ny Dynasti, hvis Hoved i aarevis var blevet lagt for Had i den nationalliberale Presse, særligt i Fædrelandet, der mistænkeliggjorde Tronfølgeren[CXCII] som tysksindet, var endnu saa svagt, at ingen af Studenterne ansaa det for nødvendigt at tage skyldigt Hensyn til det skete Tronskifte. Dels var man fra Frederik den Syvendes[CXCIII] Tid vant til at føre et hensynsløst Frisprog angaaende Kongens Person – det var Tonen og var uden Betydning, da han var afholdt af den store Befolkning – dels opfattede man ikke det Skete som uigenkaldeligt. Alt stod paa, om Kongen[CXCIV] vilde underskrive Grundlovsudkastet, og selv de Besindigste og mest Konservative, der ansaa en saadan Underskrift for ulykkesvanger, betragtede det som muligt, at Christian den Niende[CXCV] blev forjaget, ifald han ikke skrev Udkastet under. Man kan da gøre sig en Forestilling om, hvorledes Hedsporerne talte. Hele Byen var i Febertilstand, og det hed sig, at Prins Oscar[CXCVI] laa ovre i Skaane, beredt til at komme over Sundet ved første Vink og lade sig hylde paa Kong Carl den XV.s[CXCVII] Vegne. De skandinavisk Sindede ønskede denne Løsning, hvorved de tre Riger blev samlede uden Sværdslag.
Under Mødet indløb en Hilsen fra Politidirektøren, |159| Crone[CXCVIII], der overbragtes mundtligt i den utroligt formløse Form, at Politimesteren var saa god en Skandinav som nogen, men han bad Studenterne for deres egen Skyld afholde sig fra enhversomhelst Gade-Uorden, der maatte nøde ham til at skride ind.
Jeg, der stod paa Slotspladsen, fortabt i Mængden, og om Aftenen ved Studentermødet var Tilhører til de lidenskabelige Udtalelser, der faldt, følte mig vel heftigt bevæget i Stemninger, men var ganske usikker med Hensyn til det politiske Spørgsmaal, hvis Rækkevidde jeg ikke kunde overskue. Jeg nærede Bekymring for de fremmede Magters truende Holdning, ifald Udkastet underskreves. Den gamle C. N. David[CXCIX] havde sagt i sit Hjem, at hvis det skulde komme til at bero paa ham, hvad han dog ikke vilde haabe, saa tillod han ikke, at Udkastet blev underskrevet, end ikke om han var den Eneste i Danmark, der tænkte saadan, eftersom vi da havde mistet Garantien for vor Bestaaen og faaet to Fjender for en, Rusland foruden Tyskland.
Samme Aften skrev jeg for mig selv: Ved saadanne Lejligheder fornemmer man ret, hvor vanskeligt det er at føre en egenlig moralsk Eksistens. Jeg er ikke skarpsynet nok til at indse Følgerne af det, der synes mig ønskeligt, og man kan ikke med god Samvittighed blande sig i, hvad man ikke forstaar. Ikke desmindre var jeg, da jeg stod paa Pladsen foran Slottet, saa ophidset, at jeg endog sporede en Tilbøjelighed til at optræde som politisk Taler, Grønskolling, som jeg er.
Den 18. November var Feberen i Byen paa sit højeste. Fra om Morgenen af var der tykt af Mennesker paa Slotspladsen. Orla Lehmann[CC], daværende Minister, traadte ud af |160| Slotsporten, banede sig Vej gennem Mængden og raabte atter og atter til begge Sider: Han har underskrevet! Han har underskrevet! – han sagde ikke: Kongen[CCI].
Der fulgte nu syv Uger igennem for Befolkningen en uafbrudt Vekslen og kalejdoskopisk Forandring af den politiske Situation. Forholdet til alle udenlandske Magter og det til Sverig-Norge frembød for den danske Almenhed hver Uge et forskelligartet Aasyn. Sverigs Tilbagevigen gjorde et meget bittert Indtryk; man havde indbildt Offenligheden, at en Alliance var sluttet. Saa paafulgte »Pressionen« i Kjøbenhavn af alle Magters Sendebud, for at Regeringen skulde tage Novemberforfatningen tilbage, dernæst Kejseren af Ruslands[CCII] Brev til Hertugen af Augustenborg[CCIII], endelig Holstens Besættelse af tyske Tropper med al den Last og Skam, som den danske Hær derved maatte lide, idet Holsten blev rømmet uden Kamp, og Hertugen[CCIV] under Haan og Spot over de Danske hyldedes i alle holstenske Byer.
Juleaften kom Budskabet om Rigsraadets Sammenkaldelse samtidigt med Ministerskiftet, der stillede Monrad[CCV] i Landets Spidse, og i Forbindelse hermed et Rygte om, at det 21aarige Mandskab skulde indkaldes straks. Dette viste sig at være urigtigt, og uophørligt vekslede nu i de Unges Sind Fattethed paa Krig og Begejstring for Krig med Tro paa, at der ingen Krig blev af. I de første Dage af Januar nærede man paa Grund af Rygtet om, at den sidste engelske Note skulde have tilsagt Hjælp, ifald Ejderen overskredes, Haab om, at Krigen kunde forebygges, ligesom man ogsaa satte sin Lid til Monrads[CCVI] Diktatur.
Frederik Nutzhorn[CCVII], der ikke troede paa Krig, foretog en Romerrejse; Jens Paludan-Müller[CCVIII], der var indkaldt, laa i Rendsborg, indtil de tyske Tropper rykkede ind; Julius Lange[CCIX], der som nyforlovet nødigt vilde se sit Arbejde afbrudt og sine Fremtidsudsigter skudte ud ved Krigen, var |161| taget til Iselingen, hvor han i sin Tid havde lært sin Forlovede at kende. Under disse Forhold søgte jeg som 21aarig Student, der havde endt mine Universitetsstudier, at faa min Eksamen fra Haanden hurtigst muligt. Jeg skrev i Slutningen af 1863 til min Lærer, Professor Brøchner[CCX], der havde lovet mig en kort filosofisk Oversigt som Forberedelse til Universitetsprøven: »Jeg indstiller mig under de aller ugunstigste Omstændigheder, eftersom mit Hoved nu i mere end en Maaned har været saa optaget af Dagens Begivenheder, at jeg hverken har kunnet læse eller tænke, og selve Eksamenstiden synes at ville blive endnu uroligere. Dog tør jeg nu ikke vige tilbage, da jeg ellers risikerer – hvad mulig alligevel sker – at blive forhindret fra Eksamen ved Session og Indkaldelse, og saaledes maaske kommer til at ligge i min Grav som studiosus istedenfor som candidatus magisterii, hvilket sidste dog tager sig ulige stateligere ud og er mere tilfredsstillende for et ærekært Menneske som Deres ærbødige og inderligt hengivne osv.«
Kort forinden havde jeg for første Gang besøgt Professor Rasmus Nielsen[CCXI]. Denne var højst forekommende, kendte mig, som han maaske huskede at have eksamineret, skænkede mig en hel Times Samtale. Han var som altid vakt og fyrig, fuldkomment fri for Blaserthed, men med et lille Stænk af Charlataneri. Hans Samtale var livfuld og springende som hans Forelæsninger; der var noget fortryllende ved de klare, grønne Øjnes Blik, et genialt Skær over dette Ansigt. Han talte længe om Herbart[CCXII], hvis Æstetik han iøvrigt røbede ringe Kendskab til, dernæst om Hegel[CCXIII], Heiberg[CCXIV], Kierkegaard[CCXV]. Til min højeste Forundring aabnede han, i Strid med de Anskuelser, han offenlig havde forfægtet, |162| en Udsigt til, at Videnskaben, »naar Analyserne engang var førte saa vidt«, kunde komme til Muligheden af Miraklet. Paa dette Punkt stødte han an mod mit Allerhelligste.
Nielsen[CCXVI] havde da nylig fra Katedret forkyndt Opgivelsen af sit længe hævdede Kierkegaardske Standpunkt, med den Vending, at »det Kierkegaardske ikke lod sig gennemføre«; han havde maaske under nogen Paavirkning af Bekendtskabet med Enkedronningen[CCXVII], der i hin Tid jævnlig indbød ham sammen med Grundtvig[CCXVIII], nærmet sig grundtvigianske Synsmaader – som Brøchner[CCXIX] spydigt sagde om ham: »længere borte fra Kierkegaard[CCXX] og nærmere ved Enkedronningen[CCXXI].«
Midt under de sidste Eksamensforberedelser tumlede jeg efter Vane med mine Forsøg paa at komme til Klarhed over Livssyn og Pligt, og studsede ved den ubeskrivelige Ironi i Ordet Himmelspræt, naar jeg opfattede mine sædeligt religiøse Bestræbelser under denne Betegnelse.
Jeg indgav da min Ansøgning om at turde underkaste mig en Magisterkonferens; den utrættelige Brøchner[CCXXII] havde allerede omtalt Sagen for Dekanus, der vidste Besked om Alt og om, hvor megen Hast Eksaminanden havde. Paa Grund af Universitetets langsomme Forretningsgang fik jeg imidlertid først nogle Uger derefter min Hovedopgave, der til min Forfærdelse var saaledes affattet: »At bestemme Vekselforholdet mellem det Patetiske og det Symbolske i Almindelighed, for derigennem at belyse Modsætningen mellem Shakespeares[CCXXIII] Tragedier og Dantes[CCXXIV] Divina Commedia[0014] samt de mulige Afveje, der maatte fremkomme ved en ensidig Overvægt af et af hine to Elementer.«
Denne Opgave, der var givet af R. Nielsen[CCXXV], er beteg|163|nende for den mod al Historie ligegyldige, rent spekulative Maade, hvorpaa Æstetiken i hin Tid blev drevet ved Kjøbenhavns Universitet. Den var desuden formuleret med utilgivelig Skødesløshed; det var umuligt af den at se, hvad der skulde forstaas ved det Vekselforhold, hvorfra der blev gaaet ud, og som forudsattes givet. Endog en saa spekulativ Grubler som Frederik Paludan-Müller[CCXXVI] kaldte Opgaven rent ud meningsløs. Det saa ud som forestilte dens Ophavsmand sig Shakespeares[CCXXVII] Dramer og Dantes[CCXXVIII] Epos opstaaede ved en Art kunstrigtig Blanding af patetiske Elementer med symbolske, og som vilde han gøre opmærksom paa Farerne ved at ombytte det rette Forhold, saa f. Eks. Symbolet fik Overvægten i Tragedien, Patos i Epopeen, eller paa Farerne ved at overdrive dette Forhold, saa der blev for megen tragisk Patos, for megen episk Symbolik. Men der fattedes jo ganske en videnskabelig Begrebsbestemmelse af Udtrykkene. Jeg maatte anvende et helt Kapitel til Undersøgelse af, hvad Meningen var med det Problem, som blev mig stillet.
Afhandlingen, til hvis Udarbejdelse der var indrømmet seks Uger, blev, 188 Foliosider stor, afleveret i rette Tid. Den blev paa Grund af selve Spørgsmaalets Urimelighed aldrig offenliggjort.
I en Efterskrift hed det: »Jeg beder mine højtærede Dommere betænke, i hvilken Tid denne Afhandling er udarbejdet, en Tid saa bevæget, som ingen Yngre har oplevet nogen, og hvori jeg for min Del ofte flere Dage igennem har været ude af Stand til at arbejde, og vilde have skammet mig ved at kunne det.«
Til Forklaring heraf følgende Optegnelse paa et Blad Papir fra hine Dage:
Søndag d. 17. Januar. Idag fik jeg Brev om, at jeg kunde hente min Hovedopgave imorgen Kl. 5.
|164| Mandag d. 1. Februar. Idag fik vi Efterretning om, at Tyskerne er gaaede over Ejderen og at de første Skud er vekslede.
Lørdag d. 6. Februar. Idag fik vi den rædsomme, uforstaaelige, men kun altfor visse Efterretning, at Danevirke er opgivet uden Sværdslag. Dette Indtryk er ubeskriveligt, overvældende.
Torsdag d. 18. Februar. Det maa vel nu desværre betragtes som vist, at Jens Paludan-Müller[CCXXIX], min kære Ven, er falden ved Oversø, den 5. Februar.
Den 28. Februar. I Dag fik vi Vished. – Nat 1½ færdig med Afhandlingen.
Alle mine Tanker optoges i denne Tid af Ønsket om at kunne blive en god Soldat for mit Land. Intet vilde jeg heller; men jeg følte mig legemligt meget svag. Da de første Efterretninger om Kampene ved Midsunde og Bustrup kom, fornam jeg stærk Drift til at følge Julius Lange[CCXXX] ud paa Reserveofficersskolen. Ved Efterretningen om Danevirkes Rømning sank Begejstringen; det var mig, som saa jeg Krigens Udsigtsløshed for mig. Imidlertid, jeg havde jo ikke Langes[CCXXXI] Vemod ved at skulle i Krig. Jeg var løs og ledig, og det stod for mig som en Fryd at komme lige fra Eksamensbordet over i et Feltliv, og fra læsegal Student at blive Løjtnant. Mest drev mig Lysten til dagligt Samkvem med Lange[CCXXXII] paa Officersskolen som i Felten. Men Kammeraterne forklarede mig, at selv om jeg og Lange[CCXXXIII] kom sammen ud af Skolen, behøvede vi slet ikke at komme til samme Afdeling, og hvad det gjaldt om for en Officer, var jo desuden den ubetingede Selvstændighed. De foreholdt mig ogsaa Usandsynligheden af at jeg kunde gøre ringeste Nytte eller havde mindste Udsigt til andet end til hurtigt at komme paa et Lazaret. Jeg selv troede i Grunden ikke at kunne udholde Strabadserne, da Aspiranterne som Underofficerer gik over til Hæren med en Oppakning, jeg neppe vilde kunne bære. |165| Menig kunde jeg paa Grund af min spinkle Legemsbygning umuligt tro, man ved Sessionen vilde tage mig til; men hver Dag ventede jeg, som alle Andre, at det vilde komme til Session for min Aldersklasse.
Foreløbig arbejdede jeg da af al Magt paa at udvikle mine legemlige Kræfter og Færdigheder. Jeg gik daglig til Huggeøvelser, ogsaa til saadanne med Rytterpalasker; jeg tog Undervisning i Bajonetfægtning, og jeg deltog om Eftermiddagen i de af Officerer ledede Skydeøvelser – med de gamle Forladningsgeværer, der jo endnu var Hærens Vaaben. Meget lykkelig var jeg, da en Dag Fægtelæreren Hr. Hagemeister[CCXXXIV], en af de mange fortræffelige gamle holstenske Underofficerer med Løjtnantsrang, tillagde mig »Talent for Hugning«.
Imidlertid gik Eksamen sin Gang. Som virkelige Kuriosa meddeles her de Opgaver, der blev mig stillede. De tre til skriftlige Udarbejdelser lød:
Hvorvidt kan Poesien kaldes den ideale Historie?Paa hvilken Maade maa Spinozas og Fichtes filosofiske Grundanskuelse føre til Miskendelse af Skønhedsideen?I hvilket Forhold staar det Komiske til sine Grænser og forskellige Modsætninger?De tre Spørgsmaal, der skulde besvares ved Universitetsforelæsninger, var saaledes affattede:
Gennem Digterværker i vor Literatur at oplyse, hvorvidt Poesien tør sætte sig den Opgave at fremstille Ideen i en Form, der falder sammen med den filosofiske Forstaaelse?At paavise de ejendommelige Bidrag til en filosofisk Bestemmelse af Ideen, som Æstetiken særlig yder.|166|Hvilke ere Fortrinene og Manglerne ved den Schillerske Tragedie?Disse Opgaver tør vel i Forening med Hovedopgaven kaldes et Stykke Tidshistorie; de tegner bestemt den datidige Videnskabeligheds Art med dens særegne filosofiske Sprogbrug. Der er neppe mere end en eller højst to af dem, som kunde tænkes stillede i vore Dage.
Efter den sidste (og bedste) Forelæsning om Schiller[CCXXXVII], der blev holdt med seks Timers Varsel d. 25. April, raadslog Dommerne, Hauch[CCXXXVIII], Nielsen[CCXXXIX] og Brøchner[CCXL], en ti Minutters Tid, hvorpaa Tilhørerne blev kaldte ind og R. Nielsen[CCXLI] oplæste følgende Kendelse:
»Kandidaten har saavel ved sin større Afhandling som ved de mindre skriftlige Prøver og de mundtlige Forelæsninger lagt en saadan Sagkundskab, Aandsmodenhed og Originalitet i Behandlingen af sine Æmner for Dagen, at vi med Hensyn hertil enstemmig have tilkendt ham Karakteren admissus cum laude præcipua«.
Det ualmindeligt gunstige Udfald af denne Magisterkonferens henledede i akademiske og andre Krese Opmærksomheden paa mig. Karakteren admissus cum præcipua laude var yderst sjældent tidligere bleven givet. Hauch[CCXLII] lagde i sit Hjem sin Tilfredshed for Dagen i de stærkeste Udtryk. Konferensraadinde Hauch[CCXLIII] stansede min Farfar[CCXLIV] paa Gaden og meddelte denne, at hans Sønnesøn var det dygtigste og kundskabsrigeste unge Menneske, hendes Mand[CCXLV] havde lært at kende under sin Universitetspraksis. Ved et Takkebesøg, som jeg aflagde den gamle Digter[CCXLVI] efter Eksamen, sagde denne ordlydende: »Jeg er en gammel Mand og maa snart dø; De skal være min Efterfølger ved Universitetet; jeg skal |167| sige det til mange; ja, jeg skal sige det endnu paa min Dødsseng.«
Forunderligt nok sagde og dikterede han det virkelig syv Aar efter paa sit Dødsleje, ganske som han lovede det da.
Ogsaa i Brøchners[CCXLVII] Hus var der megen Tale om, at jeg skulde være Professor. Jeg selv var mismodig derved, tænkte kun paa Krigen, nærede blot det Ønske at du til Soldat. Hauch[CCXLVIII] billigede, at jeg gerne vilde være Soldat: Det er bravt af Dem, naar De blot kan taale det. Da Hauch[CCXLIX] fik bekræftet, at jeg kun var 22 Aar (han selv var 73) gjorde han et Hop i Stolen og sagde: »Ja, det er utroligt, at De i den Alder kan være saa vidt.« – Af Professorerne var Rasmus Nielsen[CCL] den eneste, der ikke underholdt mig med akademiske Fremtidsudsigter; men han var den, der gik videst i Anerkendelse: Efter vor enstemmige Anskuelse, sagde han, er De den første af alle de Yngre.
Saa meget mere besluttet var jeg paa, ikke pur ung at lade mig levende begrave i en Professorpost uden at have levet og aandet frit. – Jeg kunde have sparet mig al min Bekymring.
Faa Dage efter, d. 10. Maj, sluttedes paa en Maaned den Vaabenstilstand, som efter den almindelige Opfattelse maatte danne Overgangen til Fred, ifald denne kunde opnaas paa taalelige Vilkaar. Det hed sig og bekræftedes snart, at der paa Londonerkonferencen tilbødes Danmark Nordslesvig.
Til al Ulykke afslog Danmark Tilbudet. 26. Juni brød Krigen ud paany; to Dage derefter var Als tabt. Da det unge Mandskab nu kaldtes til Session, blev jeg »paa Grund af |168| for spinkel Legemsbygning« anset til næste Aar. Skulde Folkekrigen, hvorom der taltes, blusse op, var jeg besluttet paa alligevel at gaa med.
Men Ministeriet Bluhme[CCLI]-David[CCLII] afløste Monrads[CCLIII] og sluttede den tunge Fred.
Det var langtfra, at denne Fred stod for mig som Afgørelsen; dertil var jeg for uerfaren. Jeg forudsaa rigtigt, at i en nær Fremtid de europæiske Forhold vilde give Anledning til nye Krige; men jeg sluttede deraf urigtigt, at ny Kamp om Slesvig eller i ethvert Tilfælde dets Tilbagegivelse til Danmark vilde blive Følgen.
Foreløbig aabnede Freden, saa nedslaaende den end var, Muligheden for nyt, uforstyrret Studereliv, ny Fordybelse i videnskabelige Sysler.
Da jeg efter Universitetsstudiernes Afslutning maatte være betænkt paa at fortjene mit Brød, gav jeg ikke blot som før private Undervisningstimer; jeg lod mig hverve som Foredragsholder først af én Kres, i hvilken jeg foredrog nordisk og græsk Mytologi, saa af en anden i det Davidske[CCLIV] Hus, hvor jeg udviklede den moderne Literaturs Sjælehistorie for opvakte Tilhørere, deriblandt unge smukke Piger. Endelig lod jeg mig af min gamle Regnelærer fra Skoletiden, Hr. Femmer[CCLV], fæste som Lærer i Dansk Grammatik og Sprog ved hans Kursus i Gotersgade for Almueskolelærerinder. Undervisningen kedede mig grundigt; men den havde det Pikante, at Læreren var tre Aar yngre end de yngste af sine Elever; thi disse skulde være fyldte 25 Aar, var altsaa i mine Øjne ret gamle, selv naar de var yngst. Men der var iblandt dem meget ældre Piger, ja endog en Præste- eller Skolelærer-Enke paa mer end halvhundrede Aar, en Stakkel, der i den Alder skulde begynde forfra, endda hun var grumme ubegavet. Det var ikke ganske let for en Lærer, som endnu ikke havde et eneste |169| Knurhaar i Ansigtet, her at sætte sig i Respekt. Men det lykkedes, da Eleverne var saa skikkelige.
Et spændende Tidspunkt var det, naar disse mine Elever indstillede sig til Almueskolelærerinde-Eksamen og jeg selv var tilstede som Tilhører. I et Brev fra mig til en Ven hedder det om en saadan Eksamen:
Mine Damer har været oppe og bestod ypperligt; de fik alle første Karakter undtagen en; men det var ogsaa den bedste af dem alle, hende, den geniale, jeg har omtalt for dig. Og saa er hun desuden smuk – de Fæhoveder! Du skulde for Resten have hørt Holbechs[CCLVI] [Skoledirektørens] Overhøring. Hans folies dramatiques maa nødvendigvis stikke de franske. Han spørger f. Eks.: Hvad er det for en Digter, vi læser saa meget, at vi af den Grund læser mindre af Ewald[CCLVII]? – Fremdeles mellem hinanden: Naar bruger man Parenteser? Og hvad udmærker især Christian Winthers[CCLVIII] Poesi? Svaret paa det Første skulde være: Naar man vil skjule sine Tanker. Han mente rimeligvis ikke Parenteser, men Tankestreger. Angaaende Christian Winthers[CCLIX] Poesi var Svaret det kostelige: Han er Lyriker. – Der blev, kan du tro, æstetiseret ved den Overhøring. Men det var meget sjældent, at Holbech[CCLX] analyserede en Sætning rigtigt.
Jeg forblev Lærer ved dette Kursus lige til Efteraaret 1866. Da jeg tog Afsked, havde jeg den Tilfredsstillelse, at en af Damerne rejste sig og takkede mig for den gode Undervisning i en lille Tale.
Iøvrigt drev jeg mine Studier med Liv og Lyst, læste store Masser af Skønliteratur og fortsatte min Sysselsættelse med tysk Filosofi, idet jeg nu især, dog uden synderligt Udbytte, fordybede mig i Trendelenburg[CCLXI]. Langt flere Tanker satte Gabriel Sibbern[CCLXII] i Bevægelse hos mig ved sin gennemførte Tvivlsaand. Netop i de Dage gjorde jeg dennes Bekendtskab. Gammel før Tiden, skaldet ved Fyrretyveaarsalderen, plaget af Podagra, skønt han altid havde ført det mest afholdende Liv, var Gabriel Sibbern[CCLXIII] med sit klare |170| Ansigt, de kloge Øjne og de selvstændige Tanker et frigørende Fænomen. Han havde viklet sig ud af alle danske Fordomme. »Der er endnu meget Flogiston i vor Filosofi«, sagde han gerne. – –
Længe havde jeg ønsket at naa til videnskabelig Klarhed over Sprogets musikalske Element. Jeg havde syslet meget med Metrik. Brückes[CCLXIV] Undersøgelser var jo dengang endnu ikke til; men jeg fængsledes af Apels[CCLXV] Forsøg paa at anvende Noder (Fjerdedels-, Ottendedels-, punkterede Ottendedels og Sekstendedels-Noder) som metriske Tegn og af J. L. Heibergs[CCLXVI] Bestræbelser for at bringe dette System til Anvendelse paa danske Vers. Men Systemet var for vilkaarligt til at der kunde bygges derpaa. Og jeg besluttede da, fra først af for at naa til dybere Indsigt i Versets Væsen, at sætte mig ind i Musikens Teori, der forekom mig at maatte aabne nye Horisonter for Opfattelsen af Sprogets Harmonier.
Med Bistand af en ung Musiker, den senere som Komponist og Koncertmester bekendte Victor Bendix[CCLXVII], fordybede jeg mig i Generalbassens Mysterier, ja nedskrev den hele Harmonilære. Jeg lærte at udtrykke mig i Musikernes barbariske Sprog, at tale om scala-egne Femklange i Moll, at forstaa hvad enharmonisk Flertydighed vil sige; jeg granskede Stemmeføring, tilladelige og utilladelige Oktaver; men fandt ikke, hvad jeg ventede at finde. Jeg komponerede nogle smaa Melodier, som jeg selv fandt meget smukke, men for hvilke min unge Lærer med god Grund lo mig ud, og af hvilke denne med overstadigt Lune ved Klaveret en Aften parodierede en for et større Selskab. Det var et flovt Øjeblik for Melodiens Ophavsmand.
Nogen Sammenhæng mellem Metrik og Generalbas lod sig ikke finde. Og lige saa lidt fandtes i Generalbassen ubrydelige Love. Den Ukyndige tror, at han i Harmoni|171|læren vil træffe ganske bestemte Regler, der ikke tør overtrædes. Men han gør atter og atter den Opdagelse, at det efter den almene Regel Forbudne under visse Omstændigheder alligevel er ganske tilladeligt.
Han erfarer saaledes, at i Musiken ingen Regel er bindende for Geniet. Og han spørger sig maaske, om der paa andre Omraader er Regler, der binder det.
Jeg havde levet saa lidt med Naturen. Foraaret 1865, det første Foraar jeg tilbragte paa Landet, om end i umiddelbar Nærhed af Kjøbenhavn, bragte mig en Fylde af Naturindtryk, jeg aldrig glemte, en lang Kæde af de allerskønneste Foraarsøjeblikke. Jeg fornam som ingensinde før den ethvert Menneske medfødte Kærlighed til det Jomfruelige, Friske, Uberørte, Uudsprungne, just som dette vil gaa over til sin Modenhedstilstand. Det var i sidste Halvdel af Maj. Jeg opsøgte Anemoner og Violer, som endnu ikke var befrugtede. Bøgeløvet i dets Kræmmerhustilstand, Sølvpoplen med dens skinnende Blade, Ahornen med dens Blomster bevægede mig, hensatte mig i Vaarglæde. Jeg kunde ligge længe paa Skovbunden med Blikket fæstet paa en lysegrøn Gren, gennem hvilken Solen skinnede og som ført af Vinden fik Lys fra forskellige Sider og svævede blinkende som forsølvet. Jeg saa Avnerne falde i Hundredtusindvis for Blæsten. Jeg fulgte Vandløbene i Skoven. En Tid lang sivede Bækken langsomt afsted. Saa havde den et Fald, og nu begyndte den at tale, klukke, risle; men kun paa dette Sted, og her syntes den mig at svare til Menneskets Tyveaarsalder. Naar jeg, der i mine Drengeaar havde botaniseret med Læreren og Kammerater, nu fordybede mig i alle Planter fra de største til de mindste uden at ville ordne |172| eller bestemme dem, var det mig, som om nu først en uendelig Visdom i Naturen aabenbarede sig for mig.
Saa nær Kjøbenhavn som i Søndermarken stod Bøgen med sine buklede Blade og de sorte Fløjelsknapper i Silketrøjen. I Haverne ved Frederiksberg Allé duftede Hylden, men var snart forbi; Hvidtjørnen sprang ud i sin fulde Pragt. Kastanieblomsternes Dejlighed slog mig. Naar Kirsebærtræernes Blomster visnede, stod Syringerne udsprungne, og Æble- og Pæretræerne prangede i fuld Mundering.
Jeg interesserede mig for, hvorledes Farven snart angav Formen, snart dannede Mønstre uafhængigt af den. Jeg dvælede i Haverne ved den yndefulde Sammenlægning af Rhabarberstilkenes Blade ikke mindre end ved Yppigheden af deres Blomster, og Chorzenerrøddernes Blade vakte min Opmærksomhed, fordi de laa i ét Plan, men var svajede som Spyd.
Og efter min Vane filosoferede jeg over det Sete og Tilegnede, idet jeg stræbte at begribe, hvori Skønheden bestod. Jeg overvejede Forholdet mellem Skønhed og Liv: hvorfor stod eftergjorte Blomster, eftergjort Nattergalesang saa langt tilbage? Hvad var Forskellen paa Skønheden hos den virkelige, den lavede og den malte Blomst? Havde Herbarts Form-Æstetik ikke Uret? Selve Formerne kunde jo være ganske ens i og udenfor Naturen, i Tøjrosen som i Rosen. Og jeg overvejede Forholdet mellem Artens og Enkeltvæsenets Skønhed. Om en Lilje er en smuk Blomst, kan jeg sige uden at have set Liljer før, men ikke om det er en smuk Lilje. Enkeltvæsenet kunde kun kaldes smukt, naar det havde mere Lighed end Ulighed med Artens Ideal. Og jeg grublede over Skønhedsbegrebets Overførelse paa Handlinger og aandelige Tilstande. Var Sokrates’s[CCLXVIII] Død ikke skønnere end hans Forsvar for Alkibiades[CCLXIX] i Slaget, der dog var en Handling, som havde sin Skønhed.
I Juli Maaned foretog jeg en Fodtur gennem Jylland, hvis Natur jeg ikke før havde set, rejste ogsaa nu og da med de gamle† Diligencer, var i Skanderborg, der for mig var omstraalt af middelalderlig Romantik, vandrede til Silkeborg, indladende mig med en Mangfoldighed af Folk, Bønder, Bondedrenge, smaa smukke Bondepiger, hvis Mundart ikke altid var let at forstaa. Jeg granskede deres Jysk og morede mig over deres Vid. De landlige Hoteller var tidt overfyldte, saa jeg maatte sove paa Gulvet; Vandringen var ofte noget anstrengende, da det stadig var Bygevejr, og Natteregn havde opblødt Vejene. Jeg kørte med en Bonde til Mariager for at besøge min Ven Emil Petersen[CCLXX], som var ansat der paa Herredsfogedkontoret, og blev et Par Dage boende hos ham, der havde sit Hjem hos sin Svoger og sin meget smukke Søster. Jeg gjorde her Bekendtskab med en ganske lille dansk By, som laa udenfor Samfærdselen. Et interessant og forunderligt Par var Præsten[CCLXXI] og Præstefruen. Præsten, den ovennævnte Pastor Ussing[CCLXXII], spinkel, nervøs, intelligent, uverdslig, var en from Sværmer, hvis Religiøsitet var helt rationalistisk. Renan’s[CCLXXIII] da nys udgivne Jesu Liv[0015] havde saa lidet forarget ham, at Bogen forekom ham i alt Væsenligt at være paa rette Spor. Han havde opholdt sig i dansk Vestindien og vistnok der gjort sin Frues Bekendtskab, en Dame, der havde selskabelige Triumfer bag sig, og hvis Fortrin han ikke blev træt af at beundre. Blot Maaden, hvorpaa hun satte sin Hat paa Hovedet eller kastede et Sjal om sine Skuldre, kunde henrykke ham, om han end ytrede sin Glæde over hende i halvt skemtsomme Udtryk. Dette Par viste mig den hjerteligste Velvilje; men for deres uøvede, provinsielle Blik tog jeg mig ud som Typen paa en ung Hovedstads-Verdensmand, og de forbausede mig ved deres |174| Forudsætning af, at jeg førte op paa alle Baller, var en Løve i Selskabslivet o. s. v. Jeg mindedes Studentens Ord i Hostrups[CCLXXIV] Vaudeville: »Herregud! hvor maa hun være uskyldig for at finde mig lapset!« og forsikrede dem forgæves, at jeg i Kjøbenhavn levede et yderst upaaagtet Liv og endnu aldrig havde ført noget Bal op.
Præsten[CCLXXV] bad os unge Mænd overvære hans Søndagspræken og lovede os, at vi vilde føle os tilfredse med den. Vi gik til Kirken i nogen Spænding, og visselig var denne Præken af højst ualmindelig Art. Den holdtes med stor Grebethed, efter at Præsten[CCLXXVI] havde samlet sig nogen Tid i Taushed med Hovedet i sine foldede Hænder. Med stærk Alvor henvendte han sig til sine Tilhørere og spurgte dem, efter at have fremstilt nogle af de som Undergerninger lovpriste Helbredelser i det Ny Testamente, om de turde paastaa, at disse saakaldte Mirakler ikke kunde være foregaaede efter Naturens Love. Og naar han indtrængende udraabte: Vover du med din begrænsede Menneskeforstand at sige: »Dette kan ikke gaa naturligt til«?, saa skete det i ganske samme Tone og Stil, hvori en anden Præst vilde have udraabt: Vover du med din svage Menneskeforstand at negte Miraklet? Bønderne opfattede tydelig nok hans Ord ganske paa denne Maade, forstod slet ikke Forskellen og Modsætningen, men dømte omtrent som en Hund, man tiltaler vredt med kærlige Ord eller kærligt med stygge Ord, alene efter Tonen, og Talerens Tone som hans Minespil var begejstret. De mærkede ikke til noget Kætteri og følte sig ikke mindre opbyggede af Talen end de to unge Kandidater fra Kjøbenhavn.
Jeg fik mine første Bladartikler trykte i Fædrelandet og i Illustreret Tidende; den allerførste var en Anmeldelse |175| af Paludan-Müllers[CCLXXVII] Ungdomskilden[0016], i hvilken jeg havde sammenpakket Indholdet af en tre, fire Foredrag; saa kom vistnok en bestilt Artikel om Dante[CCLXXVIII], der var uden Værd. Men det var en Oplevelse, første Gang at se sit Navn trykt i en Avis, og min Moder[CCLXXIX] saa det ikke uden Sindsbevægelse.
Det var det Tidspunkt, hvor Henrik Ibsens[CCLXXX] første Bøger faldt i mine Hænder og hvor min Opmærksomhed blev vakt for denne opdukkende Digter, som i den ledende danske Kritik mødtes med et Forbehold, der daarligt dækkede over Uviljen. Jeg anskaffede mig fra Norge Ibsens[CCLXXXI] ældste, der udkomne Skuespil.
Frederik Algreen-Ussing[CCLXXXII] henvendte sig til mig for at hverve mig til Medarbejderskab paa et stort Biografisk Leksikon, som Ussing[CCLXXXIII] længe havde planlagt og forberedt og angaaende hvilket han nu havde sluttet Kontrakt med Datidens største danske Forlag. En Yngling, der afskyede den konservative Augustforening og al dens Gerning, kunde ikke andet end føle Betænkeligheder ved at indlade sig paa Samarbejden med dens Stifter. Men Algreen-Ussing[CCLXXXIV] forstod at overvinde dem, idet han fraskrev sig Retten til Censur og overlod til Enhver, til hvem han henvendte sig, under eget Ansvar at skrive som han vilde. Og han var fuldstændigt loyal i sin Given af dette Løfte. Her var jo desuden kun Tale om Literatur, ikke om Politik.
Da de danske Forfattere skulde behandles i Bogstavordenen, var den Artikel, som det straks gjaldt om at skrive, den, der skulde fremstille den eneste danske Digter, hvis Navn begyndte med Aa. Saaledes gik det til, at Emil Aarestrup[CCLXXXV] blev den første danske Fortidsdigter, som jeg kom til at skildre. Gennem F. L. Liebenberg[CCLXXXVI] havde jeg lært Pietro Krohn[CCLXXXVII] og Peter Købke[CCLXXXVIII] at kende, og gennem dem erfor jeg Eksistensen af en Samling utrykte Breve fra Aarestrup[CCLXXXIX] til dennes Ven, Urtekræmmer Petersen[CCXC], der i høj Grad kom |176| mit Essay til Gode. Derimod bragte et Besøg, jeg aflagde hos Digterens Enke[CCXCI], ikke ringeste Resultat. Det var forunderligt at træffe den af Aarestrup[CCXCII] i hans unge Dage saa entusiastisk Besungne som en mut og ængstelig gammel Kone uden Spor af fordums Skønhed, der erklærede, ingen Breve at have fra sin Mand og ingen Oplysning at kunne give om ham. – Først en Menneskealder senere kom hans Breve til hende i mine Hænder.
I September 1865 blev Artiklen om Aarestrup[CCXCIII] færdig.† . Det var Meningen, at den hurtigt skulde følges af andre om de øvrige danske Forfattere paa A. Men det var den eneste, som blev skrevet; thi Algreen-Ussings[CCXCIV] tilsyneladende saa vel grundede Foretagende blev pludselig bragt til Standsning. De nationalliberale Bladudgivere erklærede, saasnart de hørte om Planen, at de paa ingen Maade vilde finde sig i dens Udførelse ved en Mand, der indtog en saadan »reaktionær« Stilling i dansk Politik som Ussing[CCXCV], og overfor deres Trusel om at ville tilintetgøre Foretagendet, vovede Forlæggerne, der var aldeles afhængige af disse Blades Holdning, ikke at trodse. De erklærede Algreen-Ussing[CCXCVI], at de saa sig nødsagede til at fragaa Kontrakten, men var villige til at betale ham den paa Forhaand vedtagne Skadeserstatning for dens Misligholdelse. Han kæmpede længe for at faa sit Foretagende gennemført; da det viste sig frugtesløst, gav han af Stolthed Afkald paa enhver Affindelsessum og saa med Bitterhed mange Aars Arbejde og lang Tids Møje fuldstændig spildt. Kort derefter blev han bortrevet af Sygdom.
En ung Mand, der i Begyndelsen af Tredserne i Danmark fordybede sig i filosofiske Studier og særligt var optaget af Grænseforholdet mellem Filosofi og Religion, maatte nødvendigt komme til det Resultat, at der ikke kunde blive |177| noget af det filosofiske Liv paa dansk Grund, før en stor aandelig Fejde blev indledet, under hvilken de uensartede Synsmaader, som endnu aldrig var traadte fuldt udtalte frem, blev aabenbare og kom til at brydes saaledes med hverandre, at det blev klart, hvilke Standpunkter der maatte opgives og hvilke der lod sig hævde. Selv om han nærede en varm Hengivenhed for begge de to Professorer i Filosofi, R. Nielsen[CCXCVII] og Brøchner[CCXCVIII]† , maatte han nære Haabet om at faa en Drøftelse af de Grundspørgsmaal, som sysselsatte ham, i Stand dem imellem. Som Brøchners[CCXCIX] Lærling talte jeg lidt med denne derom, men kunde ikke overtale ham til at begynde. Jeg bad saa Gabriel Sibbern[CCC] levere en grundig Kritik af Nielsens[CCCI] Bøger; men denne undslog sig. En Tvivl greb mig, om det vilde lykkes mig at faa de Ældre til at tage Ordet.
En Anmeldelse i Fædrelandet af Nielsens[CCCII] Grundideernes Logik[0017], første Del, oprørte mig. Den gik stik imod, hvad jeg ansaa for uigendrivelig sandt, og var skrevet i den Stil og med de Billeder, som Bladets literære Bedømmelser havde bragt i Mode, en Stil, der var mig en Gru ved sine forlorent digteriske eller meningsløst platte Udtryk (»Materien er det Hammerslag, Ideen behøver« – »Umiddelbarheden er som den Mad, der én Gang er spist«).
I et elleve Siders Brev til Brøchner[CCCIII] samlede jeg saa Alt, hvad jeg i disse første Ungdomsaar havde tænkt om det filosofiske Studium ved Universitetet, og viste i saa skarpe Vendinger, jeg formaaede, at det var Brøchners[CCCIV] Pligt mod de Ideer, hvis Talsmand han var, at optræde, og en Dumhed, ja en Forsyndelse at lade det være. Jeg vidste ret vel, at jeg satte mit gode Forhold til Brøchner[CCCV], der var mig saa dyrebart, paa Spil; men jeg vilde vove dette. Jeg ventede ingen umiddelbar Virkning af mit Brev, men tænkte mig, at det skulde ligge og gære og engang i Fremtiden |178| have Følger. Udfaldet blev forsaavidt over Forventning, som Brøchner[CCCVI] blev bevæget af mit Brev, ikke alene sagde mig den varmeste Tak for de dristige Ord, men uden Betænkning gik til Nielsen[CCCVII] og erklærede denne, at han nu vilde skrive en Bog om hans hele filosofiske Virksomhed og Betydning. Nielsen[CCCVIII] gjorde gode Miner til slet Spil.
Da Brøchner[CCCIX] imidlertid straks derefter mistede sin unge Hustru[CCCX], og derpaa angrebes af den snigende Svindsot, der ti Aar igennem udtærede ham, blev Virkeliggørelsen af det fattede Forsæt foreløbig skudt ud i flere Aar.
Jeg følte da, at jeg selv maatte vove mig frem, og til en Begyndelse skrev jeg sammen med Julius Lange[CCCXI] en humoristisk Artikel om R. Schmidts[CCCXII] Anmeldelse af Grundideernes Logik[0018], hvilken Lange[CCCXIII] skulde anbringe i Dagbladet, til hvilket han havde Adgang. Tre Dage efter at Artiklen var færdig, kom saa Lange[CCCXIV] og meddelte, at den til hans Forfærdelse – var bleven borte. Det lignede ham saa ganske, at jeg blev fuldt saa fornøjet derover, som havde han meddelt, at Artiklen var bleven trykt. Man hengav sig i nogen Tid til Haabet om, at den kunde ligge paa Langes[CCCXV] Bord; thi han havde Dagen forud sagt: »Jeg er ingen nysgerrig Natur, men jeg gad dog vide, hvad der egenlig ligger paa det Bord«. Den var og blev imidlertid forsvunden.
Jeg optraadte da paa egen Haand med en Del mindre Artikler, som det lykkedes mig at faa optagne i Fædrelandet. Da jeg første Gang traadte ind til Ploug[CCCXVI] i dennes lillebitte Kontor højt oppe i et Baghus paa Højbroplads, tog den barske Mand mig ikke uvenligt imod. Studsende ved den Indtrædendes unge Udseende, udbrød han blot: Hvor gammel er De? Og efter Svaret: »23½ Aar«, sagde han smilende: Glem ikke det halve!
Den første Artikel blev liggende i Maaneder; de næste blev optagne uden saa lang Tids Venten. Men Ploug[CCCXVII] var |179| noget urolig over deres Indhold og bemærkede forsigtigt, at der ikke maatte »drives Spot med Religionen«, hvad der heller ingenlunde med Sandhed kunde siges at være sket i dem. Men der var jo rørt ved Dogmetroen, og det var nok. Senere foresvævede det Ploug[CCCXVIII], at han, som han engang har skrevet, havde udelukket mig fra Bladet, saasnart han fik Øje paa min Retnings Skadelighed. Dette beroede paa Fejlhuskning; Anledningen til, at jeg forlod Bladet, var en anden, og jeg gik frivilligt min Vej.
Saa djærv og but, saa mandig og paalidelig Ploug[CCCXIX] syntes, kunde man dog i journalistiske Anliggender daarligt bygge paa hans Ord. Hans Nærmeste indrømmede dette; han gav sit Tilsagn; glemte det eller tog det tilbage. Intet er jo mere almindeligt; men det gjorde et overvældende Indtryk paa en i Livet ganske uerfaren Begynder som mig.
Jeg havde, da Ibsens[CCCXX] Brand[0019] kom ud og vakte ualmindelig Opsigt, anmodet Ploug[CCCXXI] om at turde anmelde denne Bog og havde faaet hans bestemte Ja, skrev da med ikke ringe Flid min Artikel, men modtoges ved Overbringelsen til min Forbauselse med de Ord, at Bladet nu lige havde faaet en anden fra dets faste Anmelder, hvem Ploug[CCCXXII] dog »ikke kunde sparke til Side«. Ploug[CCCXXIII] havde da øjensynlig givet sit Løfte ud i Luften. Jeg gik min Vej med min Artikel, fast besluttet paa aldrig mere at komme igen.
Fra 1866-1870 søgte og fandt jeg Optagelse for mine (ikke mange) Bladartikler i Bille’s[CCCXXIV] Dagbladet, der paa sin Side lukkede sig for mig efter min første Forelæsningsrække paa Kjøbenhavns Universitet. Bille[CCCXXV] var som Redaktør elskværdig; vel lidt nedladende, men høflig og altid ved godt Humør. Han modtog i Reglen sine Medarbejdere liggende udstrakt paa sin Sofa med det smukt skaarne Hoved hvilende mod en Pude og den lille velhavende Spidsmave i Vejret. Han var neppe middelhøj af Skikkelse, hurtig i al |180| sin Gerning, meget klar, lidt flad; meget veltalende, lidt udvortes; glad ved den store Yndest, han i det kjøbenhavnske Borgerskab nød. Traadte han en Aften ind i Tivolis Koncertsal, løb paa én Gang alle Opvarterne som Kakelaker. De ilede til for at erfare, hvad han ønskede, hentede Stole til ham og hans. I ethvert Selskab var han den smidige, øvede og muntre Bordtaler. Paa sit Redaktionskontor var han artig, bestemt, ordholdende; lod sig ikke skræmme af Smaating. Da Bjørnson[CCCXXVI] angreb mig, som dengang var hans yngste Medarbejder, forhøjede han uden Anmodning mit Honorar.
Det gode Forhold fik sit første Skaar, da jeg i 1869 udgav en Oversættelse af Mill’s[CCCXXVII] Bog om Kvindesagen. Denne Bog vakte Billes[CCCXXVIII] Forbitrelse og Uvilje. Han forbød, at den maatte anmeldes i Bladet, negtede mig at forsvare den deri, ja vilde end ikke taale Bogen i sit Hus, saa hans Nærmeste maatte læse den i Smug som et farligt og fordærveligt Skrift.
I Begyndelsen af Aaret 1866 døde pludselig i Rom Ludvig David[CCCXXIX], revet bort af en Tyfusfeber. Hans sørgende Forældre[CCCXXX] stiftede til Erindring om ham et Legat for juridiske Studenter, der bærer og bevarer hans Navn. Til de første Bestyrere derfor udnævnte de foruden hans nærmeste Ven to juridiske Kandidater, Emil Petersen[CCCXXXI] og Emil Bruun[CCCXXXII], der begge havde staaet den Afdøde nær. Den sidste, der ikke tidligere er nævnt paa disse Blade, var en paafaldende smuk og velbegavet ung Mand, Broder til nuværende Fru Anna Bissen[CCCXXXIII] og til Kontreadmiral Bruun[CCCXXXIV]. Han udmærkede sig ved rolig og overlegen Humor, var i høj Grad selvbevidst og mandig. Hans Forhold til Ludvig David[CCCXXXV] i den tidlige Ungdom havde været lidt af en beskyttende Kammerats. Ulykkeligvis blev han alvorlig saaret ved Tyskernes |181| første Storm paa Dybbøl Skanser; en Kugle kvæstede en af Hvirvlerne i hans Rygrad; efterhaanden medførte Saaret Lungesvindsot, og han døde ung.
Ludvig Davids[CCCXXXVI] Død var et Tab for hans Venner. Han havde ikke blot Hjerte for deres Vel og Ve, men gode Anlæg for Historie og Matematik og fra Hjemmet af et Begreb om Statssager, der laa temmelig højt over de Flestes Synskres. Egen for ham var en Forening af skarp, opløsende Forstand og Hang til sammenfattende, afrundende Gengivelse. Han havde i det offenlige Liv stærke Antipatier. Efter hans Opfattelse havde de Fredsaar, der fulgte paa den første slesvigske Krig, virket afslappende; Talerne og Journalisterne var traadte i de tapre Mænds Sted; mangt et Løsen, som først var udtalt med Begejstring, var i den Tid stivnet til Floskel. Han fandt adskillige af Liberalismens ledende Mænd overfladiske og karakterløse, og beskyldte dem med Ungdommens Ubarmhjertighed for Ordskvalder. Paavirket som han var af Kierkegaard[CCCXXXVII] maatte en Mand som Bille[CCCXXXVIII] blive den stadige Genstand for hans Uvilje. Han mente, – halvvejs med Urette – at Bille[CCCXXXIX] drapperede sig med usand Alvor.
Selv havde han en dyb og virksom Menneskekærlighed, en ikke almindelig Drift til at lindre og hjælpe. Selskabslivet var ham forhadt; det var ham en Tidsspilde og en Pine at skulle gøre Figur i en Balsal; han var meget ubekymret for sit Udvortes og ingen sirlig Mand i sin Paaklædning. Derimod følte han sig lykkelig under tvangløst Samkvem med de Kammerater, han satte Pris paa, ved en lystig Passiar eller i et overgivent Lag, og under fortrolig Samtale lagde hans inderste Væsen sig for Dagen i en beskeden Fordringsløshed, i godmodigt Lune, rettet mod ham selv som mod andre, og i et forstandigt og medfølende Blik paa Omverdenen. Hans varmeste Udbrud havde gerne et lille Anstrøg af Spot eller Drilleri; det var, som gengav han |182| snarere halvt skelmsk en Andens Følelser, end som udtalte han uforbeholdent sine egne. Men der kom da let et inderligt, trofast Blik i hans smukke, mørke Øjne.
Hans Død efterlod en stor Tomhed i Forældrenes[CCCXL] Hjem. Den gamle Fader[CCCXLI] sagde en Dag til mig: »Forunderligt, man ender, som man begyndte. Jeg har ikke skrevet Vers siden min tidlige Ungdom, og nu har jeg skrevet et Digt om min Sorg over Ludvig[CCCXLII]. Jeg vil læse det for Dem.«
Den Sommer var der en Industri- og Kunst-Udstilling i Stockholm, som Konferensraad David[CCCXLIII] vilde se. Da han ikke gad gøre Rejsen alene, medtog han mig i Sønnens[CCCXLIV] Sted.
Det blev min første Rejse til en fremmed Hovedstad og som saadan fornøjelig og udbytterig. Vel havde jeg ikke mere det drengebløde Gemyt med dets umaadelige Modtagelighed, som da jeg syv Aar tidligere for første Gang havde været i Sverig. Thi selv det Ubetydeligste var dengang en Oplevelse. Jeg havde da i Göteborg boet i Huset hos en Veninde af min Moder, hvis tolvaarige Datter ved Navn Bluma-Alida[CCCXLV], et lille Vidunder af Ynde, for Spøg var blevet bestemt til Brud for mig af de to Veninder lige fra Barnets Fødsel. Og jeg havde dengang tilegnet mig ethvert Indtryk af Natur og Mennesker med en glubsk Appetit, der gjorde disse Indtryk uudslettelige for Livet. Min Fantasi havde i hin Sommermaaned gjort ethvert Sammentræf med en ung Pige til et Æventyr og bemægtiget sig ethvert Landskabsbillede med en Inderlighed som den, Landskabsmaleren i Reglen kun besidder overfor en Egn, hvori han særlig er hjemme. Dengang havde jeg en Maaned igennem deltaget i Göteborgsk Familie- og Selskabsliv. Nu rejste jeg blot som Turist, som en højtanset gammel Mands Følgesvend.
|183| Jeg glædede mig i Stockholm mindre over Industriudstillingen end over Nationalmuseet og det kongelige Teater, hvor Skuespillerinden Fru Hvasser[CCCXLVI] indtog mig ved sit smukke Ydre og sit Spils skarpe Energi. Jeg kom til ret at holde af Stockholm, denne den skønnest beliggende af Nordens Hovedstæder, og saa med Andagt de Steder, til hvilke Bellmans[CCCXLVII] Navn er knyttet. Jeg fulgte ogsaa Konferensraaden[CCCXLVIII] til Ulriksdal, hvor den svenske Enkedronning[CCCXLIX] ventede ham til Audiens. Mer end en Time, før man naaede Slottet, kastede Konferensraaden[CCCL] sin Cigar. »Jeg er en gammel Hofmand«, sagde han. Han havde altid staaet det danske Kongehus nær; i lang Tid kom Kronprinsen[CCCLI] jævnligt til ham i hans Lejlighed i Dronningens Tværgade for af ham at vejledes i Statsøkonomi. Han var da vant til Hofskik.
Smukke var disse Sommerdage, dejlige de lyse Nætter i Stockholm.
En Erindring fra disse Uger knytter sig til en Nat, da Himlen var overtrukket. Jeg var vandret rundt i Byen før jeg vilde lægge mig til Ro, og følte etsteds paa en stor Plads, idet jeg greb ned i min Lomme, denne fuld af Papirslapper; huskede ikke, hvorledes de var komne der, og kastede dem fra mig paa Pladsen. Da jeg næsten havde naaet Hotellet, gik det op for mig, at det var lutter smaa svenske Pengesedler – Alt, hvad jeg havde tilbyttet mig til Opholdet i Stockholm – som jeg havde baaret løst paa mig i Lommen og saa letsindigt kastet bort. Med Møje fandt jeg efter længere Omflakken Pladsen paany, men naturligvis ikke noget Spor af den Rigdom, jeg i utilgivelig Glemsomhed havde spredt for alle Vinde. Jeg nødtes til at laane den Summa seks Rigsdaler af min gamle Beskytter. At mine Krav til Livet ikke var store, viser sig i, at denne Sum forslog.
Den danske Gesandt var paa det Tidspunkt fraværende |184| fra Stockholm, og Legationens chargé d’affaires maatte modtage den danske Eksminister[CCCLII] i hans Sted. Han viste sig opmærksom og indførte de Rejsende overalt, hvor Konferensraad David[CCCLIII] ønskede sit Komme kendt. Selv var han imidlertid en yderst uheldig Repræsentant for det danske Diplomati, en af grimme Udsvævelser opløst Personlighed, hvis Samtalemaade var raa og hvis Væsen var saa brutalt, at han sparkede Smaabørn til Side med sin Fod, naar de gik foran ham paa Gaden. Kønslig Abnormitet medførte ikke længe efter hans Afskedigelse og Forvisning til en lille dansk Ø.
Denne Mand gav en større Festmiddag for Konferensraad David[CCCLIV], til hvilken blandt andre alle de svenske Ministre og de norske Ministre i Stockholm mødte. Den holdtes paa Hasselbakken, og det ydre Udstyr var prægtigt. Men hvad der i høj Grad forbausede mig, der jo i Grunden ikke passede ind i en saadan Kres, var den Tone, der efterhaanden ansloges i Samtalerne ved Bordet, og især disses slibrige Indhold. Det var dog ikke de tilstedeværende Ministre og Diplomater, men en dansk Levemand, Professor i Fysik, der gav Underholdningen denne Vending. Han fortalte Anekdoter, som kunde bringe Matroser til at rødme. Hverken Grev Manderström[CCCLV] eller nogen af de andre Ministre, hverken Malmgren[CCCLVI] eller den statelige og smukke norske Statsminister Bretteville[CCCLVII], syntes dog at tage Anstød deraf. Derimod forandredes Manderströms[CCCLVIII] Ansigtsudtryk kendeligt, da Professoren tillod sig nogle spydige Hentydninger til Sverigs og særligt hans egen personlige Holdning før og under den dansk-tyske Krig. Han lod med Et, som han aldeles ikke forstod, og førte Talen over til et andet Æmne.
Et overmaade pinligt Indtryk gjorde det desuden paa mig, at ikke blot den danske Chargé d’affaires, men øjen|185|synligt adskillige af disse fine Herrer, havde besluttet at skaffe sig en ekstra Morskab ved at drikke mig fuld. Det hele Bordselskab kappedes om at drikke Glas med mig, og man lod mig vide, at Anstanden krævede, jeg hver Gang tømte mit Glas til Bunden; det Modsatte vilde være Brud paa god Tone. Da jeg hurtigt gennemskuede Hensigten, slap jeg ud af Vanskeligheden ved at anmode en Opvarter om et ganske lille Glas. Naar jeg tømte dette, kunde jeg uden Skade for min Holdning gøre alle de Tilstedeværende Besked.
Men jeg havde – næsten for første Gang i mit Liv – da man rejste sig fra Bordet, det Indtryk at have været i rigtig daarligt Selskab, og en Væmmelse for de formelt højest staaende Krese, der kunde svare saa lidet til det Ry, som gik af dem, og den Glans, man tillagde dem, holdt sig i flere Aar derefter hos mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
