20.

Det var mig trods Alt en haard Tale, at for den panteistiske Livsbetragtning traadte den Enkeltes Opsugelse i det store Hele istedenfor den fortsatte personlige Eksistens, som attraaedes af Selvet. Dog hvad der end mere skræmmede mig tilbage, var dette. Den guddommelige Alnatur lod sig hverken røre eller omstemme ved Bønner. Men bede maatte jeg. Fra min tidligste Barndom af havde jeg i Angst og Nød været vant til at vende mit Sind mod en højere Magt, først formende mine Savn og Ønsker i Ord, senere uden Ord samlende mig i Andagt. Det var en fra Forfædre i mange hundrede Led nedarvet Trang, den at anraabe om Hjælp og Trøst. Sletternes Nomader, Ørkenens Beduiner, jernklædte Krigere, fromme Præster, farende Sømænd, rejsende Købmænd, Borgeren i Byen som Bonden paa Landet, alle havde de i Aartusinder bedet, og fra Urtiden af havde Kvinderne, de Hundrede og atter Hundrede af Kvinder, fra hvilke jeg nedstammede, samlet hele deres Væsen i Bøn. Det var rædselsfuldt, aldrig mere at kunne bede…

Aldrig at kunne folde sine Hænder, aldrig at kunne rette Blikket opad, men leve, tilmuret foroven, ene i Verdensaltet!

|126| Var der intet Øje i Himlen, som fulgte den Enkelte, intet Øre, der opfattede hans Klage, ingen Haand, der skærmede ham i Fare, saa var han stedt som paa en øde Steppe, hvor Ulvene hylte.

Og skræmmet prøvede jeg paany den Vej til religiøs Beroligelse, jeg nys havde skønnet ufarbar – indtil Kampen i mit Indre omsider stilnede af, og jeg forsagende tvang min Følelse til at bøje sig for hvad min Tanke havde godkendt som Sandhed.