Af de mange gode Kammeratskabsforhold, hvori jeg stod, havde ét, Forholdet til Julius Lange[I], udviklet sig til Venskab, og dette Venskab atter antaget en Lidenskabs Karakter. Af Kammeraterne var vi de to, der passede helt for hinanden, fuldstændiggjorde hinanden. Grundigt ulige som vi var, kunde vi uafbrudt lære hinanden noget. Vi blev hinanden uundværlige; der gik Aar igennem sjældent en Dag, hvor vi ikke saas. Dog har Omgangen med den yngre Studiefælle umuligt kunnet volde Julius Lange[II] en Glæde svarende til den, som Langes Selskab beredte mig. Aandeligt jævnbyrdige havde vi stik modsat Temperament. Optagne af den samme Kærlighed til Kunst og den samme Begejstring for Kunsten, kun at den ene heldede mere til Billedets Form, den anden til Ordets, kunde vi bestandig berige hinanden med Tanker og Kundskabsmeddelelse. Grundigt uenige i vort Forhold til den religiøse Overlevering blev vi under jævnlige Sammenstød hver for sig stadigt opfordrede til kritisk Gennemsyn af vort aandelige Bo. Men det var mig, som var den forelskede af os to.
Da Julius Lange[III] d. 17. December 1861, efter to Gange at have søgt mig forgæves, tredie Gang traf mig og med|128|delte mig: jeg har faaet en Indbydelse, rejser til Italien paa Lørdag og bliver fem Maaneder borte, glædede jeg mig i min Overraskelse vel stærkt paa Vennens Vegne, men følte det samtidigt, som havde jeg faaet et Slag for Panden: Hvad skulde der nu blive af mig, ikke blot i denne Mellemtid, men sidenhen; hvem vidste, om Lange[IV] kom tilbage og om han ikke kom forandret hjem. Hvorledes skulde jeg selv udholde Livet! Jeg maatte arbejde umaadeligt, hvis jeg skulde kunne bære det Savn. Jeg begreb næsten ikke, hvordan jeg skulde kunne leve, naar jeg ikke mere Aften efter Aften kunde snige mig op paa Vennens lille Kammer og sidde der i stille Glæde, seende Billeder og udvekslende Tanker! Det var, som blev en Nerve skaaret over i mig. Nu følte jeg det først med fuld Tydelighed, at saaledes havde jeg aldrig elsket nogen Mand. Jeg havde havt fire Øjne; nu havde jeg kun to igen; jeg havde havt to Hjerner; nu havde jeg kun en; jeg havde i mit Hjerte følt to Menneskers Glæde; nu havde jeg kun en Enkelts Mismod tilbage.
Der var ikke paa Kjøbenhavns Gallerier og Museer et Maleri, en Tegning, en Billedstøtte eller et Relief, som vi ikke havde studeret i Fællesskab og hvoraf vi ikke havde sammenlignet vore Indtryk. Sammen havde vi besøgt Thorvaldsens Museum, sammen gik vi i Bissens Atelier, hvor jeg i November 1861 saa mine senere Venner Vilhelm Bissen[V] og Walter Runeberg[VI] for første Gang. Erindringen om Julius Lange[VII] var for mig sammenknyttet med hvert Maleri af Hobbema[VIII], Dubbels[IX] eller Ruysdael[X], Rembrandt[XI] eller Rubens[XII], hver en Gengivelse af italiensk Renæssancekunst, ethvert Fotografi af Kirker eller Slotte. Og jeg selv elskede Billedkunsten med endnu heftigere Gløden end Poesien. Jeg sammenlignede gerne mit Forhold til Literaturen med Kærligheden til et Væsen af samme Køn; min Lidenskab |129| for den bildende Kunst med Ynglingens stormende Følelse for en Kvinde. Vel sandt, jeg forstod mig langt mindre godt paa Billedkunst end paa Digtning; men det gjorde Intet til Sagen. Mine Yndlingskunstnere omfattede jeg med et heftigere Sværmeri end nogen Yndlingsforfatter. Og selve Kærligheden til bildende Kunst var et Baand mellem mig og Vennen. Sad vi sammen paa mit Værelse og der indfandt sig endnu en Gæst, led jeg formelig under, at en saa nydelsesrig Time blev forstyrret for mig, og naar Lange[XIII] da rejste sig og gik, havde jeg en Fornemmelse som blev et Vindue smækket til og frisk Luft mig berøvet.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
