De gamle Mænd, der tilraadede størst Forsigtighed overfor det tyske Forbunds uopfyldelige Krav og nærede dyb Mistillid til den Hjælp, der kunde ventes fra Europa, blev lagte for Had i den herskende Presse. Som Helstats-Mænd gjaldt de for unationale og som saakaldte Reaktionære for frihedsfjendske. Da jeg nu blev indført i en af disse politisk saa ilde berygtede Føreres Hus, havde jeg trods min Ukyndighed idetmindste den Kultur i Politik som i andet, at jeg skelnede skarpt imellem det, jeg nogenlunde kunde overskue, og det, jeg ikke forstod mig paa; jeg havde Dannelse nok til at regne danske Forfatningsspørgsmaal til det sidste, og saaledes traadte jeg uden ringeste Fordom over Tærskelen i et Hus, hvorfra der efter de politisk Rettroendes Opfattelse udgik en fordærvelig, om end heldigvis magtesløs politisk Vranglære.
Det var dog langtfra, at denne traadte mig nær. Den gamle Konferensraad[I] lukkede i sin Families Skød aldrig Munden op om Politik. Men det Indtryk, han gjorde af overlegen Forstand og Menneskekundskab, var tilstrækkeligt til at stille ham i et andet Lys end det, hvori han fremtraadte i Fædrelandet, det Blad, hvis Synsmaader ellers blindt antoges af den studerende Ungdom. Og end mere rokkedes Troen paa Bladets Skøn, da jeg en Dag der i Huset fik selve Reaktionens Chef, Geheimeraad Bluhme[II], at se, og sad som ubemærket Tilhører i en Krog, medens denne talte. Han talte meget, skønt ligesom Husets Herre slet ikke om sin offenlige Virksomhed. Som Statsmand af |93| den gamle Skole udtrykte han sig med udsøgt Høflighed og et vist Ceremoniel, titulerede f. Eks bestandig Husets Frue[III] Deres Naade. Men af den Affektation, som Fædrelandet anklagede ham for, var der ikke noget Spor. Og hvad der gjorde et dybt Indtryk paa mit Sind, det var det Dansk, som den gamle Herre talte, det skønneste Dansk. Han fortalte om sine Rejser i Indien – han havde i sin Tid været Guvernør i Trankebar – og man saa for sig Ganges’ Bredder og de hvide Kvindeskarer, der strømmede til for af religiøse Grunde at bade sig i Floden.
Aldrig gik de Ord mig af Minde, med hvilke Bluhme[IV] rejste sig for at gaa. Han sagde: Tør jeg bede Dem laane mig de engelske Blaabøger paa et Par Dage; det kunde jo være, der fandtes Et og Andet deri, som vore Aviser ikke har fundet det passende at meddele os. – Det gav et Sæt i mig ved disse Ord. For første Gang gik det op for mig, om end blot som Mulighed, at Pressen forsætligt, i den Hensigt at vildlede, kunde fortie Kendsgerninger, der havde Krav paa almen Opmærksomhed.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
