Mine første Erfaringer med Hensyn til akademiske Venskabsforbindelser fik mig i senere Aar til at smile, naar jeg saa tilbage paa dem. Men min Bekendtskabskres var efterhaanden bleven saa stor, at der nødvendigvis af den maatte udvikle sig nye Venskaber.
Et af de unge Mennesker, som var Medlem af Kappers’[I] »videnskabelige« Forening og den, hvem Vestindieren uden Affektation havde sluttet sig nærmest til, var en Yngling, |89| hvis Fader nød stor Anseelse og til hvem der derfor blev lagt Mærke; han var ikke høj, lidt tungfodet og en Smule magelig, havde smukke Øjne, varme Følelser, ikke ringe Dannelse, et godt Hoved uden synderlig Oprindelighed, var lidt skødesløs i Klædedragt som i andet.
Faderen var den i sin Ungdom som Universitetsprofessor og liberal Politiker bekendte C. N. David[II], senere Chef for det statistiske Bureau og Medlem af Rigsraadet. Som Ungdomsven af Johan Ludvig Heiberg[III] havde han været dennes dramaturgiske Medarbejder ved Den flyvende Post[0001]. Som Yngling havde han skrevet mange Vers i Datidens Stil, dette f. Eks.:
Han havde ogsaa senere nu og da hjulpet Heiberg[IV] med et Vaudeville-Kuplet. Saaledes er den følsomme Sang af Kong Salomon og Jørgen Hattemager[0002]: »Min Herre, vid, De staar paa Danmarks Grund« i Virkeligheden ikke af Heiberg, men af David[V].
Nu dannede han i Forening med Bluhme[VI] og nogle andre ældre Politikere en konservativ Fronde overfor de Nationalliberales Politik. En Dag, da vi to unge Mennesker sad i Sønnens Værelse og udarbejdede Love for den af fem Personer bestaaende Rusforening, kom den gamle Herre gennem Stuen og spurgte: Hvad skriver De paa? – Paa Love for en Forening; de skulde helst være færdige med det Samme. – Det var Ret. Saadan en Grundlov kan godt |90| skrives lidt ekspedit. Der er saamæn ikke blevet anvendt stort mere Omtanke og Umag paa den, vi har hertillands.
Det var dog ikke de Nationalliberales indre Politik, han havde mest imod – han var kun meget utilfreds med Valgloven – men det var deres Holdning overfor Tyskland. Saa tidt man gjorde Skridt henimod Slesvigs Indlemmelse, udbrød han: Vi gør, hvad vi højtideligt har lovet ikke at gøre. Hvor kan man være saa barnagtig at tro, det vil gaa godt!
Sønnen[VII], der havde modtaget politisk konservative Indtryk i Hjemmet, var en livsglad, men noget forlegen ung Mand, der undertiden dulgte sin Usikkerhed under en Sorgløshed, der heller ikke var ham fremmed. Bag ham stod hans Familie, i hvilken han gæstfri indførte dem af Kammeraterne, han syntes om, og saa borgerlig denne Familie end ved Afstamning var, tilhørte den dog Landets fornemste Krese og udøvede sin Tiltrækningskraft gennem Sønnen.
Jeg, hvem Ludvig David[VIII] nu ivrigst søgte, havde kendt ham i mange Aar, forsaavidt vi havde været Skole-, ja Klassekammerater, skønt David[IX] var adskilligt ældre. Men jeg havde aldrig følt nogen egenlig Sympati for ham som Dreng, snarere følt mig frastødt. Heller ikke havde David[X] nogensinde i vor Skoledrengetid gjort Tilnærmelser overfor mig, havde havt andre nærmere Venner. Nu derimod viste han sig hjertelig i sin Holdning og anerkendte i stærke Ord mine Evner og Flid; selv blev han i Hjemmet ofte drillet med, at det skortede ham paa Fliden.
C. N. David[XI] var den første offenlige Personlighed, jeg som Rus lærte at kende og i hvis Hjem jeg blev indført. I den gamle Politikers, senere Finansministers Hus nød jeg en Aarrække igennem sjælden Gæstfrihed.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
