Paa det Dæmoniskes Regning kom paa dette Tidspunkt ogsaa den blandede Tiltrækning, en fremmed ung Student udøvede paa mig, og det Samkvem, der udspandt sig mellem os† . Kappers[I] var født etsteds i Vestindien, var Søn af en velhavende tysk Fabrikant og var bleven opdraget i en nordtysk By. Uvist af hvad Grund ønskede Faderen, at han skulde studere ved Kjøbenhavns Universitet og der tage den juridiske Eksamen. Der var farvet Blod i hans Aarer, om end stærkt fortyndet, vel en Ottendedel eller saa. Han var høj og slank, lidt ranglet i Holdning og Gang, bleg af Lød med mørke Øjne og Negerhaar. Ansigtet var ikke smukt, men overmaade klogt, og dets Udtryk narrede ikke, thi det unge Menneske var forbavsende intelligent.
|85| Han var bleven sat i Huset hos en højt anset Familie i Kjøbenhavn, hos en fremragende Videnskabsmand, godmodig og upraktisk, der ikke egnede sig til Mentor for saa uregelret en Yngling. Han stak af blandt de indfødte Russer ved sin elegante Dragt og sin verdensborgerlige Dannelse, og var saa lærenem, at han efter ikke ret mange Ugers Ophold talte Dansk næsten uden en eneste Fejl, kun med udpræget fremmed Betoning, der imidlertid gav hvad han sagde en vis Ynde. Hans overordenlige Forstand overraskede hverken ved Omfang eller ved Dybde; men den var hurtigere end nogen anden Forstand, hans kjøbenhavnske Kammerat nogensinde havde mødt, og den var saa skarp, at han syntes udmærket anlagt for Jurisprudensen.
Kappers[II] tilbragte næsten hele sin Dag drivende om paa Gaderne i Samtale med Kammerater; altid var han rede til en Spadseretur; aldrig saa man ham arbejde eller hørte man ham tale om sit Arbejde. Ikke destomindre indstillede han, Udlændingen, der lige akkurat var Sproget mægtig, sig efter kun et halvt Aars Forløb – uden altsaa at have hørt Forelæsningerne til Ende – til den filosofiske Eksamen og tog den med Udmærkelse i alle tre Fag; ja Rasmus Nielsen[III], som eksaminerede ham i Propædeutik, blev saa begejstret over denne Fremmedes hurtige og kloge Svar, at han gav ham Særdeles udmærket godt, en Karakter, som ikke eksisterte.
Lige saa fremragende syntes hans Begavelse paa det juridiske Felt. Naar han med danske Studiefæller stillede om Morgenen hos den juridiske Manuduktør, kunde han vel stundom være noget træt og slap, men oftere lagde han et naturligt Greb paa at behandle juridiske Spørgsmaal for Dagen, og en Virtuositet i at fremdrage hvert enkelt Spørgsmaals forskellige Sider, som højligt maatte overraske hos en Begynder.
|86| Han var en rent formel Begavelse af ualmindelig Styrke, sad inde med netop de Evner, ved hvilke i Oldtiden Sofisterne tog sig ud. Han var selv en ung Sofist og samtidigt en sand Komediant, der indrettede sin Optræden ganske efter Den, med hvem han talte, vandt den Paagældende ved at slaa ind i hans Tone og vise den Side af sit Væsen ud, ved hvilken han bedst kunde behage den anden. Udrustet med Evnen til at mystificere og blænde sine Omgivelser, yderst skarpsindig, smidig og tom forstod han at sætte Tanker i Bevægelse og fængsle ved livlig, fordomsfri, ofte paradoks Underholdning. Snart var han koldere, snart mere fortrolig; han forstod at eftergøre Hjertelighed og at smigre ved tilsyneladende Beundring.
Overfor en ung Student som mig, der lige var kommen ud af Skolen, ganske uerfaren i alt verdsligt Liv og særligt i Kvindekapitlet, men hos hvem han sporede gode Evner og en højt spændt Idealisme, affekterede han asketiske Livsvaner. Overfor andre Kammerater viste han sig som den overmaade letsindige og udsvævende Rigmandssøn, han var; ja enkelte af de skikkeligste og ynkeligste morede han sig med at indføre i Lastens stakkels Huler og lade dem gøre sig til Gode dèr paa hans Bekostning.
Aandelig interesseret som han var, fremkom han straks efter det første Sammentræf med det Forslag, at man burde stifte en »videnskabelig« Forening, bestaaende af ganske faa Russer, der ved ugenlige Møder skulde oplæse en Afhandling, som en af dem havde forfattet, hvorpaa to Medlemmer, der i Forvejen havde gennemlæst Afhandlingen, skulde underkaste den hver sin, forud nedskrevne Kritik. Derefter almindelig Drøftelse af Æmnet. Alt, hvad der angik det planlagte Selskab, blev ægte Kappersk drevet med en Hemmelighedsfuldhed, som gjaldt det en Sammensværgelse, og med Former, som drejede det sig om en diplomatisk Aktion.
Der blev udarbejdet Love for Selskabet, endda det kun kom til at bestaa af fem Personer, og der førtes en vidtløftig Protokol over dets Møder. Blandt Medlemmerne var den senere som Redaktør og Forfatter bekendte V. Topsøe[IV], dengang en forsigtig og fripostig Rus, hvis Valgsprog var: Det er Protektion, vi Mennesker skal leve af. Han oplæste i Selskabet en Afhandling »Om det Ydre[0001]«, angaaende hvorledes man burde klæde sig, føre sig, rede og sætte sit Haar, som røbede Iagttagelsesevne og smaasatirisk Hang. Blandt dem, der lidenskabeligt søgte Optagelse, men aldrig opnaaede den, var en ung Student med smukt Ydre og ikke ringe Videbegærlighed, men paatrængende og dum, for hvem jeg, der stadigt saa mit Genbillede i Lermontofs[V] Petsjórin[vi], nærede heftig Ringeagt af den besynderlige Grund, at han forekom mig i Et og Alt at genkalde Petsjórins taabelige og indbildske Modstander, Gruchnitski[vii]. En, der opfordredes til Deltagelse i Selskabets Bestræbelser, men som gav Afslag, var Vilsing[VIII]. Hvad jeg har imod den Slags Foreninger, sagde han, er den Selvbehagelighed, de giver Anledning til; det eneste Stof, jeg havde Lyst til at behandle, var hvorledes den moderne Don Juan[ix] maa tænkes; men det kan jeg ikke, da jeg vilde komme til at berøre saa meget af mit eget Liv.
Det var i dette Selskab, at Afhandlingen om det Dæmoniske blev oplæst, og Kappers[X] var den, der med sin udviklede Forstand ikke vilde indrømme Tilværelsen af nogetsomhelst saadant.
De regelbundne Møder holdt sig iøvrigt kun et halvt Aars Tid; Apparatet var for stort og besværligt i Forhold til Udbyttet. Dog omgikkes Kappers[XI] og hans nærmeste Kammerater ikke derfor mindre. Vel en halvanden Aars Tid i Alt vedblev den glimrende Vestindier at drive sine juridiske Studier og fortsætte sit lystige Liv i Kjøbenhavn. |88| Men efterhaanden standsede Studierne, mens det glade Levned tog mere Tid i Beslag. Han boede nu for sig selv i en Lejlighed, der til en Begyndelse var ret elegant, men efterhaanden blev mere øde, alt som Møblerne solgtes eller gik til Pantelaaneren. Efter Møblerne fulgte Bøgerne, og da ogsaa Schou’s Forordninger var gjorte i Penge, hørte det juridiske Studium op af sig selv. Da Bogskabet var tømt, kom Turen til Klædeskabet og Linnedskabet, indtil en Efteraarsdag i 1861 den Udsending fra Faderen, som denne havde sendt til Kjøbenhavn for at komme under Vejr med Sønnens virkelige Status, fandt denne siddende i Skjorte, uden Frakke eller Bukser, indhyllet i sin elegante Pels paa Gulvet i sin Salon, hvor ikke engang en Stol var bleven levnet. Paa Spørgsmaalet, hvorledes det var kommet saa vidt med ham, svarte han: Det er den Forbandelse, der følger den farvede Race.
Saa blev der da indløst et Sæt Klæder til Kappers[XII] junior, hvorpaa han hurtigst muligt bortførtes til den By i Tyskland, hvor Faderen var bosat, og hvor Sønnen nu forklarede til hvem der vilde høre det, at han noget vel pludselig havde maattet forlade Kjøbenhavn »paa Grund af Duel med en meget højt staaende Herre«.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
