Levned, 1 (1905)

4.

Den Grundsynsmaade, ved Antydningen af hvilken Vilsing^[I] blev i den Grad opskræmt, bar i sin Form Vidnesbyrd om en saadan Umodenhed, at den alene kunde gøre Indtryk paa en Yngling, hvis Umodenhed trods hans Aar var endnu større. At fremstille den med Klarhed er neppe muligt; dertil var den i sig selv ikke klar nok. Men det hang saaledes sammen med den:

Den Selvbetragtning og energiske Selvfordybelse, hvortil jeg som Skolediscipel i de sidste Aar havde hengivet mig blev endnu mere haardnakket ved min Frigørelse fra Skoletvangen og frie Udtræden blandt de Voksne. Jeg brugte min Fritid i Kjøbenhavn og paa de Smaarejser, jeg fik Tilladelse til at foretage, saaledes, at jeg læskede min heftige Livstørst ved atter og atter at gennemgruble det Følte, dernæst saaledes, at jeg kastede mig ud i ivrig og opmærksom Læsning af al den Skønliteratur fra de forskelligste Lande og Tider, hvorom jeg havde hørt, men som jeg endnu ikke kendte af Selvsyn.

Gennem det meget, jeg levede og læste, iagttog og fornam, forholdt jeg mig stadig til mig selv i den Forstand, at jeg fremfor Alt derigennem søgte Klarhed over, hvad Art Væsen jeg i mit eget Jeg havde for mig. Jeg spurgte mig, hvem jeg var. Jeg søgte at finde det hemmelighedsfulde |83| Ord, der løste den Uklarhedens Fortryllelse, hvori jeg befandt mig, og besvarede mig Grundspørgsmaalet, hvad jeg var. Og her slog fra mine Grublerier og min Læsning endelig det Ord mig i Møde, der syntes mig det træffende, skønt det nutildags neppe kan høres uden at fremkalde et Smil, Ordet: dæmonisk.

Dæmonisk var jeg, og naar jeg gav mig dette Svar, forekom det mig, som havde jeg oplyst mit Væsen. Jeg mente dermed, som jeg dengang forklarede det for mig selv, at for mig stod ikke Valget mellem Godt og Ondt som for Andre; thi det Onde interesserede mig ikke. For mig gjaldt det ikke om et Valg, men om en Udfoldelse af mit Jeg, der havde sin Retsgrund i sig selv.

Det, jeg kaldte det Dæmoniske, havde første Gang udenfor mit eget Sind mødt mig i Lermontofs^[II] Helt. Petsjórin^[iii] maatte handle i Medfør af sin Natur, som besat af sit eget Væsen. Jeg selv følte mig paa en lignende Maade besat. Hos Platon^[IV] havde jeg truffet Ordet Daimon og Daimones; Sokrates^[V] beraaber sig paa, at ved Dæmoner forstaas Guder eller Gudernes Børn. Jeg selv følte mig, ogsaa jeg, som et af Gudernes Børn. I alle de store Sagnskikkelser fra Middelalderen mødte mig Trækket af guddommelig Besathed, særligt i de to, der helt havde betaget Digterne i det nittende Hundredaar, Don Juan^[vi] og Faust^[vii]. Den første var Sindbilledet paa Tryllemagt over Kvinderne, den anden paa den Kundskabstørst, der bliver til Herredømme over Menneskeverdenen og Alnaturen. Hos Kammeraterne, hos Vilsing^[VIII], selv hos den Skrutryggede med det mislykkede Overskæg, havde jeg erfaret, hvorledes Don-Juan Typen, der fordrejede Hovederne paa dem, endnu den Dag idag beherskede Ungdommens Sind; jeg selv begreb helt vel den Trolddom, som dette Skønhedsideal af elementær Uimodstaaelighed maatte udøve; men Fausttypen stod mig med |84| min Kundskabstørst mere nær. Dog Hovedsagen for mig var, at jeg i de første store, helt moderne Digtere, jeg havde lært at kende, Byron^[IX] og dennes aandelige Efterkommere, Lermontof^[X] og Heine^[XI], genfandt netop det Grundtræk, jeg kaldte dæmonisk, Selvegenhedsdyrkelsen som hensynsløs Frihedskærlighed.

Stadigt rugede jeg over dette Begreb om det Dæmoniske, som fyldte mig. Jeg nedlagde mine Tanker derom i min første større Afhandling (der iøvrigt er gaaet tabt) Om det Dæmoniske, som det viser sig i den menneskelige Karakter. Latterligt forekom det mig, da en Dag en Jævnaldrende, et godt Hoved, kritiserede dette Arbejde ud fra den Paastand, at der overhovedet slet ikke gaves noget Dæmonisk. Jeg anede da ikke, at 25 Aar senere Relling^[xii] i Vildanden^[0001] skulde give Kammeraten Ret med disse fyndige Ord: Hvad Fanden vil det sige at være dæmonisk! Det er jo bare noget Sludder.

Forrige afsnit: 3.
Næste afsnit: 5.