I Skolen havde jeg kendt en Snes Jævnaldrende og mellem dem nødvendigvis fundet faa, der betydede noget |78| for mig. Blandt de Goder, den fri Stilling som Student medførte, var ogsaa dette, at man paa én Gang kom i Berøring med ensartet uddannede Jævnaldrende i Hundredevis. De unge Mennesker gjorde paa Forelæsninger og ved Gilder Bekendtskab med hverandre, nærmede sig hinanden eller følte sig frastødte, og Valgslægtskab eller Tilfældigheder knyttede dem saa sammen parvis og i Grupper for kortere eller længere Tid.
En Yngling, i hvem Attraaen efter aandelig Berigelse var Hovedlidenskaben, maatte nødvendigvis indlade sig med mange af de Jævnaldrende for at lære dem at kende, for udvortes og indvortes at opleve saa meget som muligt og derigennem udvikle sig selv.
Med mange af Kammeraterne var faa Samtaler nok til Godtgørelse af, at frugtbart Samkvem ikke lod sig oprette. En god Del glatte eller kølige eller altfor almindelige unge Studenter kom jeg i flygtig Berøring med, uden at deres Væsen paa nogen Maade greb ind i mit eller mit i deres. Men saa var der ogsaa enkelte, der i adskillige Maaneder sysselsatte mig stærkt.
Den første var typisk for Studenterverdenen da. Vilsing[I] var fra Jylland, høj, mørk, hverken køn eller grim, paafaldende derved, at han var skaaren for Tungebaandet som ingen anden. Han skyldte sin Almenyndest den Omstændighed, at han ved Studentersoldene kunde rejse sig op naarsomhelst og med rivende Hurtighed holde en, tilsyneladende idetmindste, ganske uforberedt Tale, en Vrøvletale, som det kaldtes, hvori lystige Fordrejelser, lyriske Udtalelser, spydige Sidehug til Højre og Venstre, overraskende Indfald og raske Udfald var sammenvævede til et Hele, der i sin Overlegenhed udæskede den sunde Fornuft paa en underholdende Maade.
Udgangspunktet var f. Eks. en eller anden Travesti af |79| Sibberns[II] snurrige Begrebsbestemmelse af Livet, som Alle dengang skulde kunne udenad til Eksamen. Den lød:
Livet overhovedet er en af en indre Kilde kommende og med en indre Drift sig fremarbejdende, producerende og under en evindelig Veksel af Stof reproducerende, organiserende og individualiserende Virksomhed og Virksomhedsproces, der, idet den ved et vist Materiale eller Substrat konstituerer sig et vist Udvortes, hvori den aabenbarer sig, tillige konstituerer sig selv som den i dette sit Udvortes subsisterende Virken og Stræben, om hvilken der da fremdeles kan spørges, hvorvidt deri en Sjæl kan siges at leve og subsistere, som det i en saadan Leven fremtrædende levende Væsen.
Man kan let forestille sig, til hvilket henrivende Gallimathias dette barbariske Skema kunde give Anledning, naar Soldet eller Kærligheden, Kvinden eller Drukkenskaben defineredes i denne Stil, og dertil knyttedes lystige Angreb paa tidligere, mindre frejdige Talere, der efter Vilsings[III] Udtryk mindede om den bly Forglemmigej, forsaavidt i deres Minespil læstes: Forglem mig ej! ogsaa jeg var Taler.
Vilsing[IV], der allerede havde været Student i nogle Aar, viste en Rus Opmærksomhed blot ved at attraa hans Bekendtskab og søge hans Selskab. Han var husvant i Studenterforeningen, stod i Kammeratskabsforhold til de Toneangivende, var en gerne hørt Taler. Det var en Art Nedladenhed fra hans Side at søge en lige fra Skolen undsluppen ung Fyr, der vilde være sunken i Jorden, ifald han skulde have holdt Tale, og som ikke havde en eneste Forbindelse i de Ældres Kres.
Vilsing[V] var en i Stemninger opløst ung Mand, der som mangfoldige dengang, som den Albrecht[vi], der er Hovedpersonen i Schandorph’s[VII] Uden Midtpunkt[0001], paa en enkelt Formiddag kunde spille i alle Regnbuens Farver. Han hengav sig og tog sig tilbage, viste sig hjertelig, inderlig, fortrolig, optaget af øm Bekymring for den yngre Ven og ved næste Sammentræf saa flygtig og kold, som mindedes han neppe |80| at have set mig før; thi imens var han bleven betaget af Ærgrelse over sin altfor store Imødekommenhed og vilde hævde sig som den, der ret vel kendte sit eget Værd.
Han imponerede mig som hans yngre Tilhører ved at aabenbare sig ikke just som Verdensmanden, men som den stærkt søgte Selskabsmand. Han meddelte, hvor meget han blev indbudt, og hvorledes han gik fra ét Selskab, ét Bal til et andet, hvad der forekom mig, med min Higen efter Oplevelser, misundelsesværdigt. Men mere slog det mig dog, hvad Vilsing[VIII] fortalte om den Yndest, han nød hos det andet Køn. Med én ung Pige – en yndig Pige! – var han forlovet, en anden elskede ham og han hende; dog det var endda den ringeste af hans erotiske Triumfer; overalt hvor han viste sig, sejrede han. Og Beviser forelaa. Thi en Dag, da han havde trukket mig med sig op paa sit Kammer, blændede han mig ved ud for mine Øjne at ryste en Vrimmel af broderede Sofapuder, Trøstere, Cigarfuteraler, Tændstikbeholdere, hæklede Punge, baldyrede Veste osv., Gaver fra de forskelligste kvindelige Væsener. I hver en Skuffe, han drog ud, laa saadanne Foræringer; over Stole og paa Knager hang de.
Jeg var ung nok til at føle en vis Agtelse for en Mand, der var i den Grad efterstræbt af det smukke Køn, om jeg end fandt hans Aabenmundethed vel stor. Det første, der gav denne Følelse et Grundstød, var dog ikke Tvivl om Fortællingernes Sandhed eller Gavernes Ægthed, men den Omstændighed, at en efter den anden af Kammeraterne, naar den første Kølighed i Bekendtskabet var overvunden, ufravigeligt fandt et gunstigt Øjeblik til den fortrolige Meddelelse at – han vidste ikke selv at forklare Grunden, men en Kendsgerning var det – hvor han end viste sig, blev Kvinderne sært betagne ved Synet af ham; han maatte have Noget ved sig, der erobrede dem, ham selv ubevidst. |81| Da endelig en Aften den mest skrutryggede af Kammeraterne, en Ungersvend, hvis blonde Overskæg, der uregelret spirende lignede en gammel brugt Tandbørste mer end noget Andet, betroede mig, ogsaa han, at han ikke vidste, hvori det laa eller hvorpaa det egentlig beroede, men han maatte have noget ved sig osv., – da brast Troen paa Vilsings[IX] Særegenhed og Beundringen for ham.
Det var nu langt fra, at Vilsing[X] iøvrigt betragtede sig som en sanselig Djævel. Han gav sig ikke som kold og fræk, men som inderlig og sjælfuld. Han studerede Teologi og nærede intet andet Ønske end det at ende som Præst. Han svingede stadigt mellem Ruelse og Selvglæde, Overmod og Anger, nød det at være et saare godt Hoved, en uimodstaaelig Bedaarer og en sand Kristen. Det forekom ham, at han i Russen, hvem han havde hævet ud af Vrimlen og givet Plads ved sin Side, fandt et jævnbyrdigt eller endnu bedre Hoved, og dette tiltrak ham; han mødte hos mig en Uerfarenhed og Uverdslighed, saa stor, at den Underlegenhed, han efter sin Paastand fornam i Evner, rigeligt opvejedes ved den Overlegenhed, han her nød hos sig selv saavel i selskabelige Færdigheder som i Evne til at behandle Kvinder.
Det syntes altsaa, som om adskillige væsenlige Betingelser for en varigere Sammenslutning mellem os to var til Stede. Men ved den første Samtale os imellem, i hvilken han værdigedes at interessere sig for min Livsanskuelse, fik Forholdet en Rift, der udvidede sig til en Revne. Forfærdet sprang Vilsing[XI] tilbage, da han erfor, hvorledes jeg Grønskolling saa paa Livet og Menneskene og hvad jeg betragtede som min Ret: »Du ligger i det Onde, og din Attraa gaar ud paa det Onde; jeg har ikke Tid og Lyst til at udvikle en hel Kristologi; men hvad du vrager, er Idealet; hvad du vurderer, er Fanden selv. Min Gud, min Gud, |82| hvor bekymret jeg er for dig! jeg vilde give mit Liv for at frelse dig. Dog nok derom nu; i Øjeblikket har jeg ikke Tid; jeg skal i Middagsselskab hos Assessor Lassen[XII].«
Det var vor sidste alvorlige Samtale. Jeg blev ikke frelst. Han gav ikke sit Liv. Han foretog ved Sommertid en Ferierejse, undgik mig ved sin Tilbagekomst, og snart saas vi aldrig mere.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
