En Skolekammerat, der nærede levende Interesse for Astronomi og havde retledet mig under Beskuelsen af Nathimlen, tegnede i de Dage et meget stort og godt Stjernekort til mig. Ved Kortets Hjælp genfandt jeg de Stjerner, jeg kendte, og udvidede min Kundskab.
Samme Kammerat tog mig undertiden med op paa Observatoriet til den gamle Professor d’Arrest[I] – en vis og fin Mand – og jeg saa for første Gang Stjernehimlen gennem Kikkert. Jeg havde vel i Skolen lært Astronomi, men manglede alle Evner til at vinde virkelig Indsigt. Nu fik jeg Stjernebillederne og visse enkelte Stjerner kær; de blev natlige Vidner til mine Sorger og Glæder Livet igennem; Synet af dem trøstede mig stundom under Forladthedsfølelsen, naar jeg var ene i fremmed Land. Lyren, Svanen, og Ørnen, den nordlige Krone og Bootes, Kusken og Hyiader og Pleiader og blandt Vinterens Billeder Orion, alle disse |77| tindrende Grupper, som Menneskeslægten Aartusinder igennem med sine Øjne har søgt, ogsaa for mig blev de fjerne Venner. Og de Tanker, som Skuet af de talløse Kloder uvilkaarligt og ufravigeligt meddeler, fødtes ogsaa i mig – Tanker om Jordens Lidenhed i vort Solsystem og vort Solsystems i Verdens-Altet, om umaadelige Afstande – saa store, at Stjerner kan være gaaede til Grunde i vor Barndom, hvis Straaler med Lysets Hast rammer vore Øjne nu – om umaadelige Tidslængder, i hvilke et Menneskeliv, ja et helt Folks Levetid forsvinder som Draaber i Havet. Og medens jeg i Skolen kun havde lært Astronomi som Fag fra den matematiske Side, erfor jeg nu Spektralanalysens Resultater, der viste mig, hvorledes menneskelig Genialitet hos Bunsen[II] og Kirchhoff[III] havde tilintetgjort Afstanden mellem Jorden og Solen, og indsaa samtidigt Usandsynligheden af at den jordiske Kulturs Udbytte nogensinde lod sig meddele til andre Kloder, som jo ogsaa Jorden endnu aldrig havde modtaget Kulturmeddelelser fra nogen Stjerne.
Denne Omstændighed i Forening med Visheden om Jordens gradvise Afkøling og engang forestaaende Død gav mig det afgørende Indtryk af alt Jordelivs Endelighed og af det blot Foreløbige i alt Fremskridt.
I Følelsen af, at de paa en Gudstro byggede Religioner stod for Fald, havde Europa længe hældet til Fremskridtets Religion som til den sidste. Nu indsaa jeg, naar jeg løftede mit Blik mod Stjernehimlen og frydede mig ved mine Yndlingsstjerner, Sirius i Den store Hund eller Vega i Lyren eller Altair i Ørnen, at den glippede, ogsaa denne sidste Religion.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
