Levned, 1 (1905)

19.

Overfor Panteismen var jeg ligeledes paa min Post imod, at det, der holdt mig tilbage fra at gribe den, blev Mangel paa Mod istedenfor Overbevisning om dens Usandhed. Den forekom mig sand: Alt syntes gennemtrængt og baaret af en Fornuft, der ikke havde menneskelige Formaal for Øje og ikke arbejdede med menneskelige Midler, en guddommelig Fornuft. Naturen kunde kun forstaas ud fra sine højeste Former; det Ideale, der aabenbarede sig i Menneskeverdenen paa dennes højeste Trin, var efter Mulighed og Anlæg tilstede i de første Kim, ja i Urtaagen, før den sondrede sig i Organisk og Uorganisk. Den hele Natur var i sit Væsen guddommelig, og jeg følte mig i mit Indre som en Naturfrom.

Men denne samme Natur var ligegyldig for Menneskets Ve og Vel. Den lød sine Love uden Hensyn til om der gik Mennesker i Løbet derved; den syntes grusom i sin Kulde; den sørgede for at Arten holdtes vedlige, men Enkeltvæsenet laa den ikke paa Hjerte.

Nu var jeg jo imidlertid som alle andre europæiske Menneskebørn bleven opdraget med Forestillingen om den |123| Enkeltes Udødelighed, en Forestilling som bl. A. var et Udtryk for den umaadelige Betydning, den Evigheds-Betydning, der tillagdes hver Enkelt. Jo stærkere Følelse den Enkelte havde af sit Selv, des heftigere klamrede han sig naturnødvendigt til denne Forestilling: han kunde ikke tilintetgøres. Men for ingen Yngling kunde denne Forestilling være dyrebarere end for en, der følte Livet pulsere i sig, som havde han tyve Liv i sig, tyve andre for sig. Det var mig umuligt at forestille mig, jeg kunde dø, og en Aften et Aarstid derefter forbavsede jeg min Lærer, Professor Brøchner^[I], ved Tilstaaelsen deraf. Hvorledes, sagde Brøchner^[II], er det Alvor? De kan slet ikke tænke Dem, at De engang skal dø! Hvilken Ungdom! De er da meget forskellig fra mig, som altid har Døden for Øje. –

Dog selv om Livsfølelsen i mig var saa stærk, at jeg ikke kunde forestille mig min Død, jeg vidste jo sikkert, at mit Jordeliv som alle andre Menneskers vilde gaa til Ende. Men des stærkere følte jeg mig overtydet om, at Alt umuligt kunde være forbi dermed; Døden kunde ikke være nogen Afslutning; den kunde, som Religionerne forkyndte og som det attende Aarhundredes† Aarhundredes] Aarhundrededes A. Deisme lærte, kun være Overgangsøjeblikket til en ny fyldigere Eksistens. Paa Belønning og Straf efter Døden kunde jeg ikke tro; det var middelalderlige Forestillinger, hvorover jeg længst var kommen ud. Men selve Udødelighedsdrømmen kunde jeg ikke slippe. Og jeg stræbte at bevare den i Kraft af Læren om Umuligheden af Nogets Forsvinden. Stoffets Kvantitet blev jo altid den samme; Energien bestod under enhver Forvandling.

Dog jeg indsaa, at dette ikke kunde berolige med Hensyn til den Form, vi kalder Individualitet. Hvad nyttede det Alexander^[III], at hans Støv tilstoppede et Spundshul, eller Shakespeare^[IV], at Romeo og Julie^[0001] spiltes i Chikago! Saa tyede jeg da til Lignelser og Billeder. Hvem kunde vide, |124| om ikke Sjælen, som paa Jorden havde været blind for det andet Livs Beskaffenhed, ved Døden undergik den Operation, som aabnede dens Øjne! Hvem kunde vide, om ikke Døden, som Sibbern havde antydet det, var at ligne ved en Fødsel! Som Fosteret i Moders Liv, ifald det var sig bevidst, maatte tro, at Fødselens Omvæltning betydede Tilintetgørelse for det, medens det dog nu først vaagnede til et nyt og uendelig rigere Liv, saaledes var det maaske for Sjælen i Dødens frygtede Øjeblik…

Men da jeg forelagde min Lærer^[V] disse Lignelser og de Forhaabninger, jeg knyttede til dem, fik jeg dem afviste som intetsigende og modtog den simple Redegørelse, jeg ikke kunde negte min Tilslutning, at der var Intet, som tydede paa fortsat Liv for den Enkeltes Jeg efter Døden, tvertimod talte Alt derimod.

Saa forstod jeg da, at i hvad jeg kaldte Panteismen havde den Enkeltes Udødelighed ingen Plads. Og et langsomt indre Arbejde begyndte for at tilkæmpe mig Forsagelse med Hensyn til den Enkeltes Betydning og Værdi. Mangen Samtale blev ført med min livstrætte og helt igennem resignerte Lærer^[VI] derom. Denne paastod stadigt, at den Enkeltes Attraa efter personlig Vedvaren slet ikke var Andet end et Udslag af Forfængelighed. Han stillede den da ogsaa gerne i et komisk Lys. Og han fortalte følgende Anekdote. Han plejede at spadsere ved Sommeraftentid i Filosofgangens Allé (den nuværende Vestervoldgade). Der havde han jævnlig paa Bænkene truffet en fire fem gamle Herrer, som paa samme Tid foretog deres Aftenvandring; efterhaanden havde de gjort Bekendtskab og var komne i Snak med hverandre. Det viste sig da, at de gamle Herrer var Lysestøbere, som havde trukket sig tilbage fra deres Forretning og nu havde saare vanskeligt ved at faa Tiden til at gaa. De kedede sig i Grunden altid og gabede hvert Øjeblik. Disse Mænd |125| havde kun ét Æmne, hvortil de med Lidenskab vendte tilbage, deres Haab om personlig Udødelighed gennem alle Evigheder. Og Brøchner^[VII] morede sig over, at de, som ikke vidste, hvordan de i dette Liv skulde faa blot en Søndag Aften slaaet ihjel, gik op i Lidenskab for efter Døden at faa en endeløs Tid at udfylde. – Hans Lærling skimtede da ogsaa selv det Barokke i at ville vare Millioner Aarhundreder, hvad endda intet var i Sammenligning med Udødelighed.

Forrige afsnit: 18.
Næste afsnit: 20.