1.

Min anden Skoledrenge-Kærlighed fik jeg i de sidste Maaneder før jeg skulde blive Student. Den var naturlig nok som Udslag af den Higen mod det andet Køn, der endnu aldrig næret fandtes i mit Sind; men den udmærkede sig ikke ellers netop ved Naturlighed. Den havde sine Udgangspunkter dels i min Trang til Oplevelser, dels i mit Hang til at prøve mine Kræfter, men var som Elskov rodløs, forsaavidt den hverken havde Rod i mit Hjerte eller i mine Sanser.

Genstanden var paany en ung Pige fra et andet Land. Hendes Navn og Person havde været mig bekendt fra mit trettende Aar. Vi to Børn havde endog udvekslet Hilsener, omfattet hinanden med Nysgerrighed, ja ønsket os en Lok af hinandens Haar. Vort første Møde havde altsaa en romantisk Baggrund. Da jeg erfor, hun skulde komme til Danmark, var jeg som ved et Tilfælde tilstede paa Toldboden, og saa hende i Ankomstens Øjeblik.

Hun var nøjagtigt jævnaldrende med mig, saa uden egenlig Skønhed meget godt ud og havde sjældent smukke Øjne. Gennem Slægtninge af hende, som jeg kendte, søgte jeg Tilnærmelse og kom uden Vanskelighed i Berøring med |74| den unge Pige. Tilbud om at vise hende Museer og Gallerier i Kjøbenhavn blev gjorte og modtagne. Saa knap min Tid end var umiddelbart før Studentereksamen, dette nye Bekendtskab opfyldte mig saa stærkt, at jeg ofrede ligegyldigt hvor meget af denne kostbare Tid derpaa. Da Pigebarnet ved Sommertid kom ud i Nærheden af Charlottenlund, medens mine Forældre^[I]emilie-brandes;herman-brandes havde Landophold meget nærmere Byen, gik jeg næsten daglig frem og tilbage til Skoven i det uvisse, dog sjældent svigtende Haab om at faa hende at se. Undertiden roede jeg hende i en Baad omkring i Sundet.

Saa simpel og ligefrem den Tiltrækning, jeg følte, kunde synes, saa lidet simpel var den umodne Roman, jeg byggede over den.

Det var som sagt ikke mine Sanser, der drog mig. Splittet og delt, som jeg netop dengang var, syntes en blot aandelig Forelskelse mig ganske naturlig; man kunde forelske sig sanseligt i en ganske anden Kvinde. Jeg attraaede end ikke et Kys, mindre et Favntag, var overhovedet for uerfaren til at tænke paa Sligt.

Men det var heller ikke mit Hjerte, der drog mig; jeg følte ikke Ømhed, neppe egenlig Hengivenhed for denne unge Pige, som jeg saa gerne vilde vinde. Hun optog alene mit Hoved.

Under den drengeagtige Selvransagelse, hvori jeg netop da var stedt, blev dette Forhold et nyt Gæringsstof og det hidtil stærkeste i Selvprøvelsen. Instinktivt ønskede jeg at sysselsætte hendes Fantasi; men gennem hende forholdt jeg mig uafbrudt til mig selv. Jeg vilde mindre behage end beherske hende, og da kun mit Hoved var opfyldt af hende, fattedes ganske den frivillige og glade Selvydmygelse, som er et Element i virkelig Elskov. Jeg attraaede vel af al Magt at fængsle hende; men jeg vilde dog især hævde mig |75| selv, undgaa at underkaste mig, bevare min Uafhængighed. Min Drengestolthed krævede dette.

Den unge fremmede Pige, hvis Verdenskundskab ikke var synderligt større end min, havde i sin korte Levetid sikkert ikke været i Berøring med et saa besynderligt Fænomen; det gav adskilligt at tænke over. Hun følte sig vel tiltrukket, men var kvindeligt paa sin Post. Hun var en rolig, elskværdig Natur, uskyldigt koket, anlagt til sund Fornuft og kærlig Velvilje, ikke til Lidenskabens Volter; var desuden kvindeligt praktisk.

Hun saa ved første Blik, at denne voksne Skoledreng, der næsten fortumlede hende med sin Veltalenhed, sine Kundskaber, sine vilde Fremtidsplaner, ikke var nogen Frier, saa hans Tilnærmelser ikke var at tage altfor alvorligt. Dernæst opdagede hun med sikker kvindelig Sporsans det golde Magtbegær i ham. Og her satte hun sig først uvilkaarligt, saa bevidst til Modværge. Det skortede hende ikke paa Forstand. Hun viste mig vel en stærk Interesse, men kom mig i Møde med en lille Dames Selvbeherskelse, somme Tider med Kulde, en enkelt Gang med rammende Spot.

Der vilde have udviklet sig den regelrette Krig mellem Kønnene os imellem, havde vi ikke begge to været halvvejs Børn. Som jeg midt under min i Enkeltheder forud planlagte Fægten for Herredømmet over hendes Sjæleliv af og til glemte mig aldeles og røbede den Trang til at være i hendes Nærhed, der næsten daglig drev mig til hendes Dør, saaledes kom der ogsaa Øjeblikke, hvor hun faldt ud af sin tilkæmpede Ligevægt og som i Feber aabenbarede sit Sindsoprør. Men snart derefter var jeg atter belejrende, hun atter paa Vagt, og efter fire Maaneders Forløb skiltes da vore Veje, uden at der imellem os nogensinde var vekslet et Kys eller et simpelt, inderligt Ord.

Med min sygelige Selvfordobling havde jeg i al den Tid |76| været sysselsat med at indprente mig og bogføre Alt, hvad jeg havde sagt til hende og hun til mig, overveje og undersøge de faldne Ords Rækkevidde og Virkekraft, lægge Planer for Fremgangsmaader, mærke mig formentlige Sejre og Nederlag, stadigt grublende over denne Tomhed, bøjet over al denne Unatur som en Strateg, der bøjet over Kortet med Naale betegner Troppebevægelser, Indtagelse eller Opgiven af en befæstet Stilling.

Denne tidlige, utilfredsstillende, kun i uegenlig Forstand erotiske Oplevelse, havde saa den mærkelige Virkning, at jeg for de næste syv Aar forblev ligegyldig og uimodtagelig for Erotik, saa jeg kom til uforstyrret af Kvinder og Lidenskaber helt at fordybe mig i den Verden af forskelligartet Forskning, der nu aabenbarede sig for mig.