Hvad jeg særlig frygtede for, det var, at hvis jeg naaede til Sandhedens Erkendelse, det da blev Mangel paa Mod, der hindrede mig i, afgørende at tilegne mig den. Der udkrævedes jo Mod, saavel til at paatage sig de Byrder der fulgte med at være Kristen, som til at paatage sig dem, der fulgte med at være Panteist.
Overfor Kristendommen skelnede jeg da skarpt mellem Fejgheden, der gøs tilbage for at forsage, og Tvivlen, der satte selve det Spørgsmaal under Drøftelse, om Forsagelsen var Pligt. Og det var mig klart, at paa Vejen til Kristendommen maatte Tvivlen overvindes før Fejgheden – ikke modsat, som Kierkegaard[I] i Til Selvprøvelse[0001] har paastaaet, hvor han siger, at ingen af Martyrerne har tvivlet.
Men min Tvivl lod sig ikke overvinde. Kierkegaard[II] havde hævdet, at kun for Syndsbevidstheden var Kristendommen ikke Rædsel eller Vanvid. For mig var den stundom begge Dele. Jeg sluttede deraf, at jeg ikke havde Syndsbevidsthed, og fandt dette bekræftet, naar jeg saa ind i mig selv. Thi saa heftigt jeg end i dette Tidsrum bebrejdede |122| mig og fordømte mine Fejl, de stod dog altid for mig som Svagheder, der burde bekæmpes, eller som Mangler, hvorpaa der kunde bødes, aldrig som Synder, der krævede Tilgivelse og til Opnaaelsen af denne Tilgivelse en Frelser. At Guden var død for mig som min Frelser, vidste jeg aldeles ikke, hvad vilde sige; det var en Forestilling, jeg aldrig havde kunnet tænke noget ved. Og jeg spurgte mig selv, om vel Beboerne af en anden Stjerne vilde kunne begribe, at paa Jorden gjaldt det Fornuftstridige for den højeste Sandhed.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
