Dog, denne Sindstilstand krydsedes af en anden. Det religiøse Gennembrud i mit Sind kunde ikke forblive uplumret, stillet som jeg var i et Samfund, der var gennemfuret af religiøse Strømninger; udgaaet som jeg var af den europæiske Menneskehed, der i Aartusinder havde været gennempløjet af religiøse Forestillinger. Alt hvad der kan ligge som Atavisme, som Gengangen fra Fortidens Tænke- og Følemaader, dulgt i den Enkeltes Sind, rykkede nu til Undsætning for de ængstende religiøse Følelsesindtryk, der kom til mig udenfra.
Det var ikke mine Venners Holdning, der gjorde Ind|119|tryk paa mig. Alle mine nærmere Venner var rettroende Kristne; men de Forsøg som adskillige af dem, Julius Lange[I], Jens Paludan-Müller[II], havde iværksat paa at omvende mig, var prellede fuldstændigt af paa mit langt fremmeligere Sind. Jeg var gjort af meget haardere Malm end de, og deres Omstemningsforsøg naaede hos mig ikke indenfor Huden. Til at sætte mit Sind i Svingning udkrævedes en Aand, hvem jeg følte min overlegen; en saadan fandt jeg ikke hos dem. Den mødte mig i S. Kierkegaards[III] filosofiske og religiøse Skrifter, i Værker som Sygdommen til Døden[0001] for Eksempel.
Brydningen i mit Indre begyndte svagt, da jeg nærmede mig mit nittende Aar. Udgangspunktet var dette: Et stod for mig som fornødent: at leve i og for Ideen; det var Datidens Udtryk for det Højeste. Alt, hvad der rejste sig som fjendtligt mod Ideen, var hjemfaldet til at gennempiskes med Spot eller til at fældes med Harme. Og jeg nedskrev en Dag dette Udbrud: »Heine[IV] græd over Don Quijote[0002]. Jo, han var den rette. Blodige Taarer kunde jeg græde, naar jeg tænker paa den Bog.« Men det gjaldt om at naa til fuld Klarhed over hvad der maatte forstaas ved Ideen. For Heiberg[V] havde de Udannede været de ideløse. Men det var mig utvivlsomt, at Dannelsen ingen Maalestok afgav. Og jeg fandt ingen anden Maalestok for Idébetagetheden end Redebonhed til at bringe Ofre. Hvis jeg, sagde jeg til mig selv, viser mig mindre opofrende end en af de Uslinger, jeg bekæmper, saa hjemfalder jeg selv til berettiget Spot. – Men var Opofrelsen Maalestokken, saa var jo Jesus, som Overleveringen lærte det, Idealet; thi hvem havde været selvopofrende som han!
Her var et Skraaplan, der førte ind i det kristelige Følelsesliv, og et Aarstid derefter, da jeg nærmede mig mit tyvende Aar, var jeg ad dette Plan naaet til at føle mig i |120| væsenlig Overensstemmelse med den kristelige Følemaade, forsaavidt mit Liv var asketisk og min søgende, stræbende, uafbrudt arbejdende Aand ikke blot fandt Hvile, men Henrykkelse i Bønnen, og fik Løftelse og Ild ved Forestillingen om at være skærmet og hjulpet af »Gud«.
Dog netop som jeg skulde fylde mit tyvende Aar, brød Krisen ud paany, og under hele den første Halvdel af dette følgende Aar varede den med uafbrudt Voldsomhed. Var jeg paa det nuværende Stadium af min Udvikling Kristen eller ikke? Og dersom ikke, var det da Pligt for mig at blive Kristen?
Den Tanke, der først opstod hos mig, var denne: Det koster stor Anstrengelse, stadig, undertiden minutlig, at opnaa det sædelige Selvherredømme, og om dette end ikke behøver at medføre Selvtilfredshed, end mindre bør gøre det, det medfører dog Fornemmelsen af dette Selvherredømmes Værdi. Hvor sært da, at Kristendommen, som opfordrer til Erhvervelsen deraf, samtidigt hævder det som ligegyldigt for den aabenbarede Gud, om Mennesket har levet sædeligt eller ikke, siden Tro eller Ikke-Tro skal være det ene afgørende for den saakaldte Frelse!
Den næste Tanke, der indfandt sig, var denne: Kun hos Kierkegaard[VI], i dennes Lære om Paradokset, fremtræder Kristendommen saaledes begrebsbestemt, at den ikke lader sig forveksle med nogensomhelst anden aandelig Retning. Men naar Valget skal træffes mellem Panteisme og Kristendom, saa opstaar det Spørgsmaal, om Kierkegaards[VII] Lære ogsaa virkelig er den historiske Kristendom og ikke snarere en begrebsmæssig tillempet, og dette Spørgsmaal maa besvares benegtende, da det er muligt at tilegne sig den uden at have noget Forhold til Aandens Aabenbarelse i en Dues Skikkelse, til Røsten fra Skyerne, overhovedet til den hele Stab af Undere og Dogmer.
|121| Den næste Tanke igen var denne: Panteismen sætter ikke Mennesket noget enkelt, ubetinget Formaal. Den Ikke-Troende tilbringer Livet i Interesse for de mange Formaal, Mennesket som Menneske har. Panteisten vil da have vanskeligt ved at leve helt etisk. Der gives mange Tilfælde, hvor man ved at gaa udenom det strengt Etiske ikke skader Nogen, kun tager Skade paa sin Sjæl. Her vil den Ikke-Troende have ondt ved at bekvemme sig til for den upersonlige Sandheds Skyld at gøre Skridtet, medens den Gudfrygtige bevæges af sin lidenskabelige Angst for at krænke Gud.
Saaledes kastedes jeg i min Grublen frem og tilbage.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
