Paa samme Tid som det juridiske Studium saaledes begyndtes, anlagdes et filosofisk og æstetisk Studium efter en stor Maalestok. Dagen inddeltes fra Morgen til sildig Nat, og der var Tid til Alt, til de gamle og nyere Sprog, til de juridiske Timer hos Manuduktøren, til de filosofiske Forelæsninger, som Professorerne H. Brøchner[I] og R. Nielsen[II] paa Universitetet holdt for Viderekomne, og til selvstændig Læsning af videnskabelig og historisk Art.
En af Lærerne fra min Skoletid, en grundigt lærd Filolog, nuværende Dr. Oscar Siesbye[III], tilbød mig uden Vederlag Undervisning, og ved hans Hjælp blev adskillige Tragedier af Sofokles[IV] og Euripides[V], et og andet af Platon[VI], Komedier af Plautus[VII] og Terents[VIII] omhyggeligt læste. Og denne Videnskabsmands Interesse indskrænkede sig ikke til Undervisningen, men omfattede min Personlighed og Stræben i det Hele.
Frederik Nutzhorn[IX] læste Edda og Niebelungenlied med mig i Grundsprogene; med Jens Paludan-Müller[X] gennemgik jeg det Ny Testamente paa Græsk, med Julius Lange[XI] Æschylos[XII], Sofokles[XIII], Pindar[XIV], Horats[XV] og Ovid[XVI], lidt af Aristoteles[XVII] og Theokrit[XVIII]. Catullus[XIX], Martial[XX] og Cæsar[XXI] læste jeg alene.
Dog egenlig Inspiration kom der først over mine Studier, |111| da jeg nærmede mig mit nittende Aar. Af Filosofi havde jeg da kun tilegnet mig et og andet af Søren Kierkegaard[XXII]. Men nu begyndte jeg et samvittighedsfuldt Studium af Heibergs[XXIII] filosofiske Skrifter og arbejdede redeligt paa at sætte mig ind i dennes spekulative Logik. Altsom Heibergs[XXIV] Prosaiske Skrifter kom ud i Udgaven af 1861, blev de granskede med den yderste Agtpaagivenhed. Heibergs[XXV] Død i 1860 berørte mig som en stor Sorg; jeg elskede og dyrkede ham som Tænker. Den formelle Klarhed og indre Dunkelhed i den Heibergske Tillempning af Hegels[XXVI] Lærdomme gav en vis kunstnerisk Tilfredsstillelse, paa samme Tid som den fremkaldte en Anstrengelse for virkelig at forstaa.
Men efter Sagens Natur kunde Heibergs[XXVII] filosofiske Livsgerning for en Studerende ikke blive Andet end en Indførelse i Hegels[XXVIII] Tankegang og en Indledning til Mesterens egne Værker. Jeg vidste ikke af, at Europa nu ved Aaret 1860 forlængst over disse Arbejder var gaaet over til Dagsordenen. Med lidenskabelig Attraa efter at naa til Sandhedserkendelse gav jeg mig i Kast med Systemet, begyndte med Encyclopædien, læste de tre Bind Æstetik, Retsfilosofien, Historiens Filosofi, Aands-Fænomenologien, atter Retsfilosofien, endelig Logiken, Naturfilosofien og Aandsfilosofien i en sand Rus af Erkendelsesglæde. En Dag, da en ung Pige, jeg følte mig draget til, havde bedt mig komme og sige hende Farvel umiddelbart før hendes Bortrejse, glemte jeg Timen, Rejsen, Aftalen og hende, over min Hegel[XXIX]. Da jeg, gaaende op og ned ad mit Gulv, kom til at trække Uret op af Lommen, opdagede jeg, at jeg havde forsømt mit Stævnemøde og at den unge Pige nu længst maatte være rejst.
Hegels[XXX] Retsfilosofi havde en Fortryllelse for mig som juridisk Student, dels paa Grund af den Overlegenhed, hvor|112|med det Substantielle i Hegels[XXXI] Aand fremtraadte her, dels paa Grund af Bogens udæskende Holdning overfor vedtagne Meninger og Udtryk, idet for Hegel her »Moraliteten« næsten bliver det eneste Forkastelige. Dog mest henrev mig Æstetiken. Den var letfattelig og dog vægtig, overstrømmende rig.
Atter og atter følte jeg mig under Læsningen af Hegels[XXXII] Værker henrevet ved at se en ny Tankeverden aabne sig for mig. Og naar hvad der længe havde været mig uforstaaeligt, efter haardnakket Grublen tilsidst blev mig klart, følte jeg, hvad jeg selv kaldte »en unævnelig Salighed«. Hegels[XXXIII] forud for Erfaringen opførte Tankesystem, hans tyske med vilkaarligt dannede Kunstord overlæssede Stil fra Anno 1810, der skulde synes at maatte afskrække en Yngling fra et andet Land og en anden Tid, betydede for mig kun Vanskeligheder, som det var en Fornøjelse at overvinde. Selve det Hegelske var mig tilmed ikke Hovedsagen, Hovedsagen var denne: Jeg lærte en verdensomspændende Aand at kende; jeg blev indviet i et Forsøg paa at fatte Altet, der halvvejs var Visdom, halvvejs Poesi; jeg fik Indblik i en Metode, der om end videnskabeligt utilfredsstillende og allerede da forladt af Forskerne, var frugtbar og beroede paa aandfuld Opfattelse af Sandhedens Væsen; jeg følte mig sat i en stor Aandshøvdings Skole, og i denne Skole lærte jeg at tænke.
Vistnok havde jeg kunnet faa Indvielsen i en Skole, som var oprettet paa mere moderne Grundlag; vistnok havde jeg sparet megen Tid og mange Omveje, om jeg var bleven indført i en Erfaringsfilosofi, eller om Skæbnen havde sat mig i en Skole, hvor Historien blev opfattet mere kildekritisk, om end mindre aandfuldt, og hvor Agtelsen for Enkeltpersonligheden var større. Men som Skolen var, drog jeg i ethvert Tilfælde af den al den Gavn, den kunde gøre |113| mit Jeg, og jeg fornam mig med Henrykkelse i mægtigt fremskyndet aandelig Fremgang. Det gjorde derfor intet synderligt Skaar i min Fornemmelse af at være naaet til videnskabelig Indsigt, da jeg erfor, hvad jeg ikke fra først af havde vidst, at mine Lærere, Hans Brøchner[XXXIV] saa vel som Rasmus Nielsen[XXXV], var enige om ikke at blive staaende ved den tyske Filosof, var, som det hed, »komne ud over Hegel[XXXVI]«.
Paa den Højde, hvortil Studiet af Filosofien havde løftet mig, forstod jeg nu, at de Spørgsmaal, hvormed jeg var kommen til Videnskaben, var urigtigt stillede, og, selv uden at besvares, faldt bort. Ord, der i Aartusinder havde fyldt Menneskehedens Sind, Gud, Uendelighed, Tanke, Natur og Aand, Frihed og Formaal, alle disse Ord fik en anden, dybere Mening, stempledes med et nyt Præg, fik ny Værdi, og de lutrede Forestillinger, de nu udtrykte, modsattes hinanden og indgik Forbindelser med hinanden, indtil Verdensaltet saas gennemtrukket med et Net af Tanker og hvilende deri.
Fra denne Højde tog da det Smaa og Dagligdags, som sysselsatte Menneskevrimlen, sig jammerligt ud. Hvad betydede f. Eks. Kævlet i Rigsraad og Rigsdag i et lille Land som Danmark i Sammenligning med Frihedsideens naturnødvendige, ved Aandslove bestemte Kæmpegang gennem Verdenshistorien, som den fremtraadte hos Hegel[XXXVII]! Og især, hvad betydede Avisernes Døgnsladder, der opfyldte saa mange Samtidiges Sind, i Sammenligning med den nu aabnede Mulighed til et Liv i evige Ideer, med dem og for dem!
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
