Dybere endnu fornam jeg Indvielsen, da jeg fra Hegel[I] gik tilbage til Spinoza[II] og første Gang læste Ethica[0001] med Andagt og Begejstring. Her stod jeg ved den panteistiske Filosofis Ophav i den nyere Tid. Her var Filosofien endnu tydeligere Religion, idet den erstattede Religionen. Var Metoden her end saare kunstig, rent matematisk, saa havde Filosofien her en oprindeligere Aandsforms Tiltrækning, virkede omtrent som primitiv Malerkunst jævnført med udviklet. Selve Sprogbrugen Gud eller Naturen havde en betagende Mystik. Det Kapitel i Værket, der er helliget Lidenskabernes Naturhistorie, overraskede og berigede ved sin simple og dybe Forklaring af de menneskelige Sjælstilstande. Og skønt Kampen mod Overtroens Livsbetragtning her førtes med afvisende Skarphed, medens den i moderne Filosofi kun underforstodes, var det som om Tankerne her gik ad stillere Veje.
Hos Hegel[III] havde det udelukkende været Tankernes Omfang og Tænkningens Fremgangsmaade, som fastholdt. Hos Spinoza[IV] var det anderledes. Hans Personlighed drog, det store Menneske i ham, et af Historiens største. En ny Type var indtraadt i Verdenshistorien med ham; han var den over Jordelivet hævede stille Tænker, mindende om Jesus ved Karakterens Renhed og Styrke; Jesu Modsætning som Naturdyrker, Nødvendighedsdyrker og Panteist. Hans Lære var Grundlaget for den nyere Tids Tro. Han havde paa en Gang været Helgen og Hedning, oprørsk og from.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
