Imidlertid var jeg fyldt mit attende Aar og Valget af en Livsstilling maatte træffes. Men hvad duede jeg til? Mine Forældre[I] ønskede, som de øvrige af mine Slægtninge, paa hvis Dom jeg satte Pris, at jeg skulde gaa den juridiske Vej; man mente, jeg vilde kunne blive en dygtig Advokat; men selv holdt jeg mig tilbage, hørte i det første Studenteraar endnu ikke en eneste juridisk Forelæsning. I Juli 1860, efter at jeg havde taget den filosofiske Eksamen (med Udmærkelse i alle Fag) trængte Spørgsmaalet paa. Om jeg vilde kunne udfolde betydeligere Evner som Forfatter, var det mig umuligt at afgøre. Kun det var jeg klar over, at med en underordnet Stilling i Literaturen vilde jeg ikke lade mig nøje; saa hundrede Gange heller være Byfoged i Korsør. En indre Stemme sagde mig, at jeg vilde naa frem som Skribent. Jeg opfattede det, som var der for Tiden Dødsstilhed i Europas Skønliteratur, men som om mægtige Kræfter rørte sig i det Stille. Jeg mente, at et nyt Opsving forestod. I August 1860 skrev jeg for mig selv: »Vi Danske vil med vor nationale Kultur og vort Kendskab til fremmede Literaturer staa vel væbnede, naar det literære Gjallerhorn igen lyder over Verden og kalder den fyrige Ungdom til Kamp. Det er min sikreste Overbevisning, at den Tid vil komme, og at jeg selv her i Norden vil blive om ikke den som fremkalder den, dog saare virksom dertil.«
Et af de første Værker, jeg som Rus havde gennemlæst, var Goethes[II] Digtning og Sandhed[0001] og dette Levnedsløb havde gjort et umaadeligt Indtryk paa mig. I mit barn|108|agtige Sværmeri besluttede jeg at læse alle de Bøger, Goethe[III] dèr nævner, at han i sin Ungdom har læst, og saaledes begyndte og fuldendte jeg en Gennemlæsning af Winckelmanns[IV] samtlige Værker, af Lessings[V] Laokoon[0002] og øvrige kunstarkæologiske Undersøgelser, studerede med andre Ord Kunsthistorie og Kunstfilosofi fra først af i Fremstillinger, der fra den senere Forsknings Synspunkt var ganske forældede, om end i sig selv og for deres Tid værdifulde nok. Goethes[VI] Levned betog mig en Tidlang saadan, at jeg genfandt Bogens Figurer allevegne. En gammel Lærer, jeg tidligt om Morgenen gik til, for at indvinde den Kundskab i Engelsk, som Skolen ikke havde meddelt mig, mindede mig f. Eks. levende om den gamle Danselærer hos Goethe[VII], og mit Indtryk bestyrkedes, da jeg erfor, at ogsaa denne havde to smukke Døtre. Vigtigere var det, at Bogen vakte en rastløs Kundskabstrang i mit Indre, paa samme Tid som jeg i mit Sind optog et Billede af Goethes[VIII] monumentale Personlighed og en Paavirkning af hans Alsind.
Imidlertid drev Forholdene i mit Hjem til nu uden videre Vaklen at begynde et Fagstudium. De Udsigter, Literaturen bød, var altfor fjerne. Til Naturvidenskaberne havde jeg intet Anlæg; det Logiske i mine Evner syntes lettere at kunne trænge ind i Retsvæsenet; det juridiske Studium blev da valgt og begyndt.
Universitetsforelæsningerne, som de holdtes af Professorerne Aagesen[IX] og Gram var forfærdelige; de bestod i en langsom, søvnig Dikteren. En dødelig Kedsomhed rugede altid i Høresalene. Særligt var Aagesen[X] uudholdelig; intet Menneskeligt kom til Orde, naar han dikterede. Gram var en imødekommende velvillig Personlighed, men neppe stod han paa Katedret før det var, som sagde ogsaa han: Jeg er et Menneske, alt Menneskeligt er mig fremmed.
Studiet maatte da drives ved Hjælp af Manuduktør, og |109| den, hvem jeg i Forening med Kappers[XI], Ludvig David[XII] og nogle andre valgte, Otto Algreen-Ussing[XIII], var som Vejleder baade dygtig og elskværdig. Der skulde endnu gaa henved fem Aar, før denne Mand og hans mere evnestærke Broder, Frederik[XIV], i Anledning af den kongetro og konservative Augustforenings Dannelse blev forfulgte og latterliggjorte som reaktionære af den herskende Presses Redaktører, der blot et Par Aar senere afslørede sig som tifold mere reaktionære end de. Faderen, den bekendte Politiker Algreen-Ussing[XV], havde som ung Oppositionsmand under Christian den Ottende[XVI] staaet ved Davids[XVII] Side. Sønnerne[XVIII] var gode Hoveder og ypperlige Jurister begge to, men Otto[XIX] ligefrem begejstret for Jurisprudensen; i hans Mund var Jurist »det Første, et Menneske kan være.«
Det lykkedes ham dog ikke at meddele mig sin Begejstring for Juraen. Jeg gjorde mig Flid, men der var i Stoffet kun lidet, der vakte min Interesse. Christian den Femtes[XX] Danske Lov fængslede mig udelukkende ved sin Sprogform, ved de anskuelige og fyndige Udtryk, der nu og da anvendtes. Som naar det hed: »Abild- og Kaal-Have og Tofte, som maa indhegnis, skal hver Mand sig selv hegne med sit Gierde« eller naar det hed: »Optinger Mand for nogen Sag ustokket, ublokket og unødt, da er hand pligtig til det at efterkomme, som hand udlovet haver«. Ellers var det stærkeste Indtryk, jeg i hine Timer modtog, det af den overlegne Skarpsindighed i Anders Sandøe Ørsteds[XXI] Lovfortolkning. Naar jeg havde læst og atter læst et Lovsted, der forekom mig let fatteligt og kun til at forstaa paa en eneste Maade, hvor kunde jeg da andet end undres og overvældes, naar Læreren foredrog Ørsteds Fortolkning, der paaviste, at Loven var jammerligt affattet og kunde udlægges paa tre eller fire forskellige, hinanden modsigende Maader! Men |110| dette blev saare hyppigt af Ørsted ganske uigendriveligt godtgjort.
I min Uimodtagelighed for de juridiske Enkeltheder og min Interesseløshed overfor den positive Ret, kastede jeg mig da nu med des større Lidenskab over hvad man i gamle Dage havde kaldt Naturretten, og fordybede mig atter og atter i Retsfilosofi.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
