|104| 12.

Det laa ikke for mig at se lyst paa Eksistensen. Min Natur var altfor spændt dertil, i uafbrudt Stræben. Skønt jeg vel nu og da følte det umiddelbare Velvære ved at aande frit, se Solen skinne og fornemme Vindens Susen og altid følte en Fryd ved at staa i den første Ungdom, laa der dog saa meget Tungsind i mit Væsen og en saadan Uvilje mod at give mig hen i nogensomhelst Illusion, at naar jeg saa ind i mig selv og gjorde mig Rede for mit Liv, fornam jeg det, som havde jeg aldrig én Dag i mit Liv været glad. Jeg kendte ikke Glæden i dagvis, neppe i timevis, kun en øjeblikkelig Henrykkelse under Samliv med Kammerater ved et Gilde, under Samkvem med en Ven, under Indtrykket af Naturskønhed eller kvindelig Ynde, og – som den Lykke at blive aandeligt beriget – under Læsning af et Digt, Syn af et Skuespil eller Fordybelse i et Kunstværk.

Følelsen af at beriges var desværre under Samlivet med Omgivelserne saare sjælden hos mig. Næsten stadigt havde jeg under Samtalerne med fremmede Mennesker den stik modsatte Fornemmelse, som oprørte mig, den, at jeg blev aandeligt udsuget, presset som en Citron, og mens jeg aldrig kedede mig, naar jeg var alene, led jeg i Andres Selskab paa en overvældende Maade af Kedsomhed. Ja, jeg kedede mig i den Grad ved de Besøg, hvormed jeg overhobedes af Kammerater og Bekendte, der hensynsløst tog min Tid for at slaa nogle Timer ihjel, at jeg formelig fortvivlede derover; jeg var for ung til haardnakket at negte mig hjemme. En saadan Plads optog efterhaanden Forestillingen om den Kedsomhed, hvorunder jeg led næsten ved al Selskabelighed, at jeg digtede et ikke helt ilde (desværre tabt) Eventyr om Kedsomheden over et Motiv, som jeg adskillige Aar senere |105| saa anderledes anvendt i Sibberns^[I]F.C. Sibbern (1785-1872): dansk filosof, forfatter og psykolog. Professor i filosofi ved Københavns Universitet 1813-70. bekendte Skrift fra Aaret 2135. Eventyret blev læst højt for Nutzhorns^[II]F.v. Nutzhorn (1834-1866): dansk filolog. Bande og vandt dens Bifald.

Men skønt jeg saaledes ingenlunde kunde kaldes livsglad, var der i Kraft af min overstrømmende Ungdom i mig bestandig noget overstadigt, der, saasnart Samkvem med Andre bragte mig ud af Ligevægt, føltes som Overgivenhed, og fik mig til at udbryde i Latter.

For min rent ustyrlige Lattermildhed var jeg bekendt, og ikke netop fordelagtigt bekendt, blandt mine Kammerater. Jeg havde et yderst aarvaagent Blik for det Latterlige, og letpaavirket som jeg endnu var, formaaede jeg ikke at nøjes med et Smil. Ikke ganske sjældent kunde jeg paa en Spadseretur gennem Byens Gader le ustanseligt en hel Gade igennem. Der var Tider, hvor jeg var ude af Stand til at lægge Baand paa denne Latter; jeg lo som et Barn; og det var mig ubegribeligt, at Folk kunde gaa saa adstadige, saa inderligt højtidelige omkring. Saa En mig blot stivt i Øjnene, kom jeg til at le. Koketterede en ung Pige en Smule med mig, kunde jeg le hende lige op i Ansigtet. En Dag gik jeg ud og saa to fulde Sjovere i en Droske, hver med sin Ligkrans paa Skødet; jeg maatte le; jeg mødte en gammel Laps, jeg kendte, og denne havde to Frakker paa, af hvilke den ene hang ned under den anden; jeg maatte le ogsaa deraf. Undertiden, naar jeg gik eller stod i mine egne Tanker, var jeg yderlig adspredt, svarte mekanisk eller talte i en Tone, der kun lidet passede til Ordene; mærkede jeg det saa selv, maatte jeg le højt af min egen Adspredthed. Det kunde hænde mig, at jeg i fint Aftenselskab, indført af Husets Søn i en mig fremmed stiv Familie, hvor Samtalen ved Bordet gik trægt med Enstavelsesord, kom til at le saa voldsomt, at Alle betragtede mig med Forbavselse eller Vrede. Og det kunde hænde mig, at etsteds, hvor noget |106| Sørgeligt, der berørte de Nærværende, kom paa Tale, Erindringen om noget Pudsigt, jeg samme Dag havde oplevet eller hørt, dukkede saa betagende op i mig, at jeg fik de for Omgivelserne ufattelige og krænkende Latteranfald, som det var mig umuligt at trænge tilbage. Ved sørgelige Festhandlinger plagede Angsten for at komme til at le mig saaledes, at min Opmærksomhed uvilkaarligt fæstede sig paa alt, hvad det gjaldt om ikke at tænke paa. Særligt harmelig var denne Tilbøjelighed for mig, hvor Latteren greb forstyrrende for Andre ind i Noget, det var min egen Lyst og Vilje at føre igennem. Saaledes ødelagde jeg ved min Latter de første Prøver paa Sofokles’^[III] Sofokles (ca. 495 f.Kr.-406 f.Kr.): græsk tragediedigter. græske Filoktetes^[0001], som en lille Gruppe Studerende efter Julius Langes^[IV]Julius Lange (1838-1896): dansk kunsthistoriker. Opfordring vilde opføre. Enkelte udtalte Græsken besynderligt, Andre havde glemt deres Rolle eller spillede slet – og det var nok til, at jeg fik et Latteranfald, der neppe lod sig stanse. Saaledes lo jeg meget ofte, ganske forpint over at maatte le, i Virkeligheden tungsindig til Mode og med Hovedet fuldt af Bekymring; jeg maatte da mindes Ørvarodd^[v], der hos Oehlenschläger^[VI]Adam Oehlenschläger (1779-1850): dansk forfatter og dramatiker. ikke ler, naar han er glad, men skoggerler, naar han er hjertegreben.

Latteranfaldene var i Virkeligheden et Udslag af min pure Ungdom; med al min Grublen var jeg i mange Maader forbleven et Barn; jeg lo, som Drenge og unge Piger ler uden at kunne holde op, særlig naar de ikke maa. Men denne pinlige Egenskab hos mig henledede mine Tanker paa selve Latterens Væsen; jeg stræbte at gøre mig Rede, hvorfor jeg lo, og hvorfor man lo, overvejede efter Evne, hvorpaa det Komiske beroede, og hvori det bestod, nedlagde saa Frugterne af mine Overvejelser i min anden større Afhandling Om Latteren^[0002], der er gaaet tabt.

Da jeg nærmede mig mit tyvende Aar, holdt Latter|107|anfaldene op. Jeg har, skrev jeg da, set ind i hint Sukkenes Rige, paa hvis Tærskel jeg – som Parmeniskos^[vii] overfor det trofoniske Orakel^[viii] – paa en Gang har glemt at le.