Blandt de Udflugter, jeg foretog her i Danmark, var der en til Sønderjylland i Juli 1860.
Der var kommet en Opfordring til Studenterne om at møde ved en Fest, der i Slutningen af Juli skulde afholdes i Angeln til Styrkelse af det sparsomme danske Element i denne tysksindede Egn. Det var ikke mange, der ønskede at være med; men adskillige af dem havde smukke Stemmer og kunde med Følelse foredrage de fædrelandske Sange, af hvis Virkning man lovede sig noget til at røre Angelboernes og især deres Kvinders Hjerter. Adskillige endnu levende blandt Studenternes dengang anerkendte Førere var med.
Sejladsen fra Korsør til Flensborg foregik en sjælden Sommernat; man opgav de Sovepladser, man havde sikret sig, og forblev hele Natten paa Dækket ved en Bolle Punsch. Stjernerne skinnede klart, Skibet skar hurtigt gennem det stille Vand, smukke Sange blev sungne, højtstemte Taler holdte. En enkelt Tale blev hvisket, den for den endnu da almenyndede General de Meza[I], der sad i Kahytten, forstyrret i sin Nattesøvn, med sine hvide Handsker og krusede Kniplingsmanchetter og med en hvid og rød Nathue paa. Han var for de Unge den Mand, som under Slaget ved Fredericia ikke havde fortrukket en Mine, og da det var endt, stilfærdigt havde sagt paa sit Dansk-Fransk: Resyltatet er meget satisfactorisk.
Fjendtlige og haanlige Blikke fra Vinduerne i Flensborg oplyste snart de Rejsende om, at danske Studenterhuer ikke var velsete der. Derimod viste de Angler Bønder sig overmaade elskværdige. Festen, der varede hele Dagen og sluttede med Dans og Fyrværkeri, var vellykket, og et ungt Menneske, der havde sviret om Natten, rejst om Dagen og danset Aftenen bort med smukke Piger, maatte med sine |100| fortumlede Sanser sent paa Natten se Festpladsen i et romantisk Skær, som han stod der alene, omgivet af flammende Fakler, mens Fyrværkeriet spruttede og knitrede omkring ham. Nogle Studenter sad paa Marken omkring brændende Begkranse; en gammel Angelbonde holdt Ilden vedlige, syngende danske Sange. Ganske henrykt, med Taarer i Øjnene, gik han omkring, trykkede de Unge i Haanden og takkede dem, fordi de var komne. Det var sært højtideligt og smukt.
Da jeg Dagen efter paa Vejen fra Flensborg steg ud ved Egebæk Station for at gaa til Idsted, viste det sig, at tre andre unge Mennesker havde havt samme Tanke, saa vi alle fire fulgtes ad. Det var unge Mænd af en Støbning, jeg ikke før var truffet paa. Deres Følemaade og Udtryksmaade var mig ny. Alle talte de Hjertets Sprog og røbede øjeblikkeligt, at de tilbad hverandre, syntes kraftige, aabne Naturer med et fælles Præg. Det var de tre senere Højskolemænd Ernst Trier[II], Nørregaard[III] og Baagøe† [IV]. Trier[V] var den varmeste og rundeste, venlig og imødekommende mod en Fremmed, gjorde Indtryk af en vis Kløgt, var varsom i sine Domme om Personer. Baagøe[VI], høj og mandig, syntes en kraftig, romantisk Karakter, viste stor Modtagsomhed for Naturindtryk og syntes med sit Talent for Tegning udrustet med ikke almindelig Kunstsans; han var beskeden og mild i sine Domme. Nørregaard[VII], en indtagende Personlighed, varm og ivrig, ikke saa klog som Trier[VIII], ikke saa varsom i sine Udtalelser, lagde djærv, tung Alvor for Dagen, syntes uden Sans for Skemt eller Meningsytringer ad Omveje. Han var de andres øjensynlige Yndling; de tiltalte ham med Navnet Tusindfryd! og gav paa Spørgsmaalet, hvorfor han kaldtes saaledes, Forklaringen: fordi han er Tusinders Fryd. Det, som undrede den Nytilkomne en Smule, var kun, at Nørregaard[IX] ingen Indsigelse nedlagde mod at benævnes saadan.
|101| Trier[X] kom i Hede, da Talen faldt paa Skønliteratur og hvad man dengang kaldte det Æstetiske. Der gaves i Literaturen, sagde han, en Retning, som lod haant om Moralen; det var den mest forkastelige Retning af alle; han, Trier[XI], kendte en Biskopsøn, der hyldede den. Han udtalte sig dernæst med Uvilje om den Heibergske Skole, hævede paa dens Bekostning Digtere som Hauch[XII], Ingemann[XIII] og Grundtvig[XIV]. Nyt for hans Tilhører var det Eftertryk, han lagde paa disse sidste Digteres Folkelighed (som han skelnede skarpt fra Popularitet); han hævdede, hvor stor Gavn de gjorde ved at deres Ting kunde være i Menigmands som i de Dannedes Hænder. Saare snevert forekom dog hans Syn, naar han vilde udlede det Indtryk, Kierkegaards[XV] Enten–Eller[0001] havde gjort, af »Brynde« hos Bogens Læsere; men hvad der var sundt og friskt i hans Ord kunde ikke andet end tækkes og vinde.
I rask Gang naaede den lille Flok Idsteds skønne Hede dannet af Lyngtuer, hvis røde Blomster saa dejlige ud i Belysning af den nedgaaende Sol. Man lejrede sig paa den Høj, hvor Baudissin[XVI] havde holdt med sin Stab, og de unge Grundtvigianere sang:
Saa oplæste Baagøe[XVII] Hammerichs[XVIII] Skildring af Idstedslaget, medens hver i sin Fantasi saa Hærmasserne rykke frem og støde paa hinanden som netop ti Aar før.
Tiden var knap, hvis man den Aften skulde komme under Tag. Klokken 9 havde vi endnu to Mil til Slesvig. Vi gik den første Mil med en Fart, som var ny for mig. De første tre Fjerdingvej tilbagelagdes hver i et Kvarter, den sidste i tyve Minutter. Da vi ankom til Hotellet, stod den fra Krigen berømte Madam Esselbach[XIX] i |102| Døren med Hænderne i Siden som paa sit Portræt, mønstrede de Kommende med kloge, skarpe Øjne og udbrød: Das ist ja das junge Dänemark. I Stuen sad Officerer og spillede Kort. Ritmester Sommer[XX] lovede os unge Mennesker at vise os Gottorp næste Morgen Kl. 6; vi kunde saa i Forvejen se en Udsigt over hele Byen fra Hersterberg.
Ritmesteren[XXI], der i Aarene efter Krigen var udsat for Angreb i Bladene og med hvis Udtryk »min jomfruelige Klinge« der blev gjort mange Løjer, viste os Unge den prægtige Kirke og derefter Slottet, der helt var skamferet som Kaserne. Han optraadte som Faderen for sit Regiment, bar sig ad som Poul Møllers[XXII] Kunstner, berømmede glad de Dygtige, men talte haardt til de Flygtige, uddelte ustanseligt Ros og Dadel, snakkede Dansk til Soldaterne, Plattysk til Kokkepigen og Højtysk til den lille Slotsjomfru, gjorde Gæsterne opmærksomme paa den strenge Orden og Renlighed i Staldene. Han beklagede bittert, at en vis Premierløjtnant, han viste os, som 1848 havde kastet sin Kokarde i Rendestenen og var løbet over til Tyskerne, nu var indsat i Regimentet over tapre Sekundløjtnanter, der havde vundet deres Kors i Krigen.
Her skiltes jeg fra mine grundtvigske Fæller. Da jeg ved Hjemkomsten fortalte Julius Lange[XXIII] om dem, sagde denne: Brave Folk, der bærer deres Hjerter i Knaphullet som Dekoration!
Snurrigt var det Rejseselskab, jeg fik for Resten af min Udflugt. Det var den senere Finansborgermester Borup[XXIV] og den allerede da ved »Dagbladet« ansatte Journalist Falkman[XXV] (egenlig Petersen). Lidet anede jeg dengang, at min daværende, lidt plumpe Rejsefælle senere skulde udvikle sig til den Cato[XXVI], der ønskede Ibsens[XXVII] Gengangere[0002] »anbragt i den Kalkgrube, hvor Sligt alene hører hjemme«, og skulde skrive Artikler i hundredevis mod mig selv. Jeg havde jo heller |103| ikke ved Bekendtskabet med Topsøe[XXVIII] havt nogen Anelse om, at denne med Tiden vilde blive min haardnakkede Forfølger. Uden just at være stærkt ungdommelig, var den svære, firskaarne Borup[XXIX] ung. Falkman[XXX] skrev med godt Humør til Bille[XXXI] lange Beretninger om Sønderjylland, som jeg rettede for ham. Borup og Falkman udbrød jævnlig, saasnart jeg aabnede Munden: Blot ikke serafisk!
Sammen kørte vi til Glücksborg, saa Feltlejren der, og spiste, da vi intet havde faaet siden Morgenkaffen Kl. 5, en Steg paa seks Pund, vi tre. Vi overnattede i Flensborg og kørte næste Dag i Vogn til Graasten ad en dejlig Vej mellem skovbevoksede Bakker. Det blev en øsende Regn, og vi sad i Dødstaushed, sysselsatte med at svøbe os ind i Hestedækkener. Da Regnen efter en Times Tid holdt op og vi bedede i en Kro, gjorde den tvungne Taushed Plads for den vildeste Lystighed. Vi tre unge Fyre – den tilkommende Finansborgermester som de andre – dansede ind i Stuen, hoppede omkring som vilde Mennesker, spildte Mælk over os, Sofaen og Opvartningspigen; valsende, leende sprang vi saa atter ud af Døren og op i Vognen, efter at have overøst Pigen med Fireskillinger.
Fra Graasten begav vi os til Sønderborg. De ældre lagde sig efter Maaltidet til at sove. Jeg gik op i Dybbølmølle. Da jeg kom tilbage, fandt jeg paa en Bakke paa Alssiden en Bænk med smuk Udsigt over til Sønderjylland. Jeg lagde mig paa Ryggen paa Bænken og saa op i Himlen og ud over det henrivende Landskab. De lyse Marker, omgivne af de høje, mørke Hegn, der giver de sønderjyske Landskaber deres Præg, tog sig, sete fra det højtliggende Punkt, ganske dejlige ud.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
