I November Maaned 1859, netop paa samme Tid, som Kappers’[I] »videnskabelige« Forening blev stiftet, foreslog en Kammerat ved Navn Grønbek[II], der var fra Falster og kendt med Historikeren Caspar Paludan-Müllers[III] Familie, min Indtrædelse i et andet lille Selskab af unge Studenter, til hvem Grønbek saa op paa Grund af deres ganske ualmindelige menneskelige og boglige Dannelse.
Jeg havde i Datidens eneste Samlingssted for Studenter, den gamle Studenterforening i Boldhusgade, der altid fremstilledes i et poetisk Lys, ikke fundet hvad jeg søgte. Livet dèr var slapt, og Lørdagssoldene bragte daarlig Punsch, mest daarlige Taler og kun en sjælden Gang smukke Viser. Nu var jeg vel lige bleven Medlem af ét ungt Selskab, men jeg afviste aldrig Udsigten til lærerige Bekendtskaber, og Intet var mig for meget. Jeg slog da med Fornøjelse til, og blev en Aften sent i November indført i den af Grønbek[IV] lovpriste Forening, der ikke kaldte sig »videnskabelig«, ikke havde andet Formaal end Selskabelighed og samledes paa |97| Ehlers’ Kollegium hos en ung filologisk Kandidat, Frederik Nutzhorn[V].
Spændt som jeg var paa noget Overordenligt, blev jeg meget skuffet. Foreningen viste sig at være ganske løs og ubestemt. De Tilstedeværende, Værten, en vis Jens Paludan-Müller[VI], Søn af Historieskriveren[VII], en vis Julius Lange[VIII], Søn af Professoren i Pædagogik[IX], og nogle andre, modtog mig, som havde de ventet paa mig, for at den Nyankomne skulde bringe Foreningen paa Fode; de talte, som skulde jeg nu gøre Alt for at underholde dem, og som om de selv Intet gad gøre; de syntes magelige, næsten træge. Først læste man skiftevis noget højt af Bjørnsons[X] Arne[0001], der da var ny; saa fulgte en treven Samtale. Nutzhorn[XI] vrøvlede, Paludan-Müller[XII] snøvlede, Julius Lange[XIII] alene lod af og til en humoristisk Bemærkning falde. Modsætningen var slaaende mellem denne Nutzhorns[XIV] Bande, der tog Selskabeligheden med Ro, og Kappers’[XV] Kres, i hvilken der skulde arbejdes og drøftes af yderste Evne. Banden forekom ved Sammenligningen yderst flegmatisk.
Paa de følgende Møder ændredes det første Indtryk. Jeg opdagede under Samtalen med disse unge Mænd først og fremmest min egen Uvidenhed i politisk Historie og Kunsthistorie; dernæst forekom jeg mig selv i Sammenligning med dem gammel i Meninger som i Vaner. De kaldte sig f. Eks. Republikanere, medens Republikanisme i Danmark hidtil havde staaet for mig som ungdommelig Galskab. Dernæst havde de ingen borgerlige Vaner. Efter et Sold henad Juletid, der udmærkede sig ved en nydelig Sang af Julius Lange[XVI], foreslog de, at man nu Kl. 12 Nat skulde gaa til Frederiksborg. Og den Art Udskejelser begik de ikke sjældent.
Dog var det først ved Skærsommertid 1860, at jeg ret smeltede sammen med denne nye Kres og følte mig hjemme |98| i den. Den var bleven udvidet med enkelte fortræffelige Kammerater, nuværende Højesteretsassessor Harald Paulsen[XVII], en tapper Yngling, der ikke var bange for at binde an med hvilkensomhelst Bølle i en Hulvej, daværende stud. theol. Troels Lund[XVIII], den senere saa ansete Historiker, der altid var fin, selvbehersket, tænksom og passeligt spydig, i Huggetimerne stor i Finter, og daværende stud. jur. Emil Petersen[XIX] (død 1890 som Afdelingschef for Jernbanerne), sagtmodig, sværmerisk, yderst pligtopfyldende, med et udpræget lyrisk Hang.
Da vi en Aften kort før St. Hans var tagne til Vedbæk, havde hentet Emil Petersen[XX] i Tryggerød og nydt den henrivende Egn, brødes vi ude i Vandet ved Skodsborg og holdt saa et Aftensmaaltid, hvor under Laget Lystigheden steg først til Vildskab, saa til Henrykkelse. Vi holdt Taler og sang, raabte vore Indfald i Munden paa hverandre, greb saa hinanden om Livet og dansede, til vi ikke kunde mere for Træthed. Saa drak vi alle Dus og gik i Flok ind til Byen, hvor vi efter Midnat trommede paa Beværtningernes Døre for at komme ind et Sted, hvor vi kunde faa Kaffe. Med Et forstod vi hinandens Art og Værd tilfulde; en broderlig Følelse forenede os, og vi forblev Venner for Livet. Rigtignok var det Liv, der var beskaaret flere af os, kort; Jens Paludan-Müller[XXI] faldt som bekendt ved Sankelmark halvfjerde Aar efter; Nutzhorn[XXII] havde endnu kun halvsjette Aar at leve i. Af de andre er Emil Petersen[XXIII] og Julius Lange[XXIV] døde. Men hvad enten vi levede længe eller kort, saa hverandre ofte eller sjældent, vi forblev hjerteligt forbundne. Ingen Misforstaaelse eller Misstemning fik nogensinde Raaderum imellem os.|99|
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
