25.

Til hele dette Liv i kunstnerisk Attraa og Søgen, i Indtryk udenfra, som modtoges med et Drengesinds Friskhed |68| og Letbevægelighed, men især i Selvforskning og Selvopdagelse, var den ældre Kammerat det opmærksomste Vidne og ved sin hele Holdning mer end et blot Vidne. Han kom med Udtryk og Vendinger, der steg mig til Hovedet og gjorde mig indbildsk. Sebastian kunde sige til mig: »Det er ikke for dine Evner, det er for din Begejstring, at jeg vurderer dig. Alle andre Mennesker, jeg kender, er Maskiner uden Sjæl, i det Højeste fulde af affekterede Floskler, som den, der har kigget bag Kulisserne, ler af; men hos dig er der en Ideens Fylde, som er for stor til at du kan blive lykkelig.« En Ideens Fylde, det var Datidens Udtryk for et højst ypperligt aandeligt Indhold. Intet Under da, at jeg følte mig smigret.

Og der var paa én Gang hos den ældre Ven det Skarpsyn for min aandelige Tilstand, som gennemskuende indsaa dens Umodenhed, og den klippefaste Tro paa en Fremtid for mig, som jeg trods mit Hovmod trængte til at finde hos Den, der kendte mig bedst og i Dannelse tydeligst var mig overlegen. Da jeg en Dag havde meddelt Kammeraten, at jeg nu følte mig »mere moden og klar paa mig selv«, svarte denne med fuld Sikkerhed, at dette jo vistnok var højst glædeligt, ifald det virkelig forholdt sig saaledes, men det anede ham desværre, at jeg tog fejl og befandt mig i en Illusion. »Derfor«, tilføjede han, »er jeg ikke mindre forvisset om, at du snart kommer i en Krise, vil overvinde alle Hindringer og naa det i Nutiden næsten gigantiske Maal, du stræber efter.« Samme Maal var iøvrigt kun lidet bestemt, gik i Almindelighed ud paa at gøre sig kraftigt gældende og hidføre store Forandringer i Aandens Verden, uvist af hvad Art.

Imidlertid blev, altsom den Tid ikke længer var fjern, da vi skulde være Studenter og jeg som den yngre altsaa nærmede mig den voksne Alder, som den ældre trods sin beskedne |69| Stilling som Skolediscipel længe havde tilhørt, Sebastian mere og mere ulykkelig. Han havde, som han udtrykte sig, sat sig i Hovedet at blive min Melanchton^[I]Philipp Melanchthon (1497-1560): tysk reformator. . Men nu følte han i Kraft af et indre Sammenbrud, som jeg ikke begreb, at den Tid var forbi, hvor han kunde være noget for mig; det forekom ham, at han havde forsømt Erhvervelsen af de Kundskaber og den Dannelse, som udkrævedes dertil, og han gjorde sig levende Bebrejdelser derfor. »Jeg har ikke været for dig i fjerneste Maade, hvad jeg kunde have været«, udbrød han en Dag, og uden at røbe det led han af Skinsyge og tænkte med Uro og Ængstelse paa den Tid, da en større Kres ved Optagelsen paa Universitetet vilde aabne sig for mig og han selv blive overflødig.

Frygten var urimelig, forsaavidt jeg, naiv i min Egenkærlighed som i min Tillid, vedblev at give ham min fulde Fortrolighed og til Gengæld stadigt søgte hans Hjælp, hvor der mødte mig filologiske eller matematiske Vanskeligheder, jeg ikke formaaede at klare alene.

Men neppe var jeg efter min første Udenlandsrejse, med en Maaneds bevægede Ophold i Gøteborg, vendt tilbage til Kjøbenhavn; neppe havde jeg fire Uger som Rus hørt filosofiske Forelæsninger og deltaget i de unge Studenters kammeratlige Samliv, før det truede Forhold mellem os to saa uensartede Venner naaede et Vendepunkt. Anledningen var ubetydelig, ja ussel.

En Dag, da jeg før en Forelæsning stod med nogle Kammerater i Høresalen, kom en Rus ilende hen til os og spurgte: Er det sandt, hvad Sebastian siger, at han er det Menneske i Verden, for hvem De har størst Agtelse? – Svaret lød: Er det ham selv, der siger det? – Ja. – Og i Lede over, at den Anden havde brugt en saadan Ytring, der vel i Fortrolighed kunde være faldet, til at stadse med overfor Vildfremmede, kom de Ord mig paa Læben: »Aa, han |70| er jo gal«, et Udbrud, i hvilket efter Sprogbrug blandt unge Mennesker Glosen »gal« visselig ikke skulde forstaas efter Ordlyden, men som selvfølgelig var ilde betænkt.

Samme Aften, som hin Ytring var falden, modtog jeg fra Sebastian et kort Brev, hvori der om end i høflige Former opsagdes mig Huldskab og Troskab; Brevet, i hvilket Tiltaleformen De havde afløst det vante Du, var undertegnet: Deres »gale« og »fjantede«, men ærbødige Sebastian.

Indtrykket paa mig var yderst pinligt; men et hos mig tidligt udviklet Hang til altid at godkende en Afgørelse, og en lidenskabelig Uvilje mod at genoptage nogetsomhelst Forhold, der fra den anden Parts Side med fuldt Forsæt var brudt, bevirkede, at jeg intet Øjeblik tænkte paa at rokke den her tilkendegivne Beslutning, og lod Billetten uden Svar. Hermed var Sagen imidlertid ikke til Ende, og de næste Maaneder bragte mig ikke faa utaalelige Øjeblikke, ja Timer, idet Sebastian, hvis Eksistens saa længe havde kreset om min, og som nu øjensynligt var ude af Stand til helt at slippe mig, ved alle Lejligheder krydsede min Vej og plantede sig i min Nærhed, ja en Aften ved et Studentergilde endog skaffede sig en Stol udenfor Stolerækken ved Bordet, anbragte sig lige overfor mig og tilbragte en Del af Natten med at stirre mig ufravendt ind i Ansigtet. Som rimeligt var, følte jeg mig i høj Grad opirret derover.

Tre Maaneder var gaaede hen, da der en Dag kom et Brev fra Sebastian, og dette fulgtes med Ugers eller Maaneders Mellemrum af adskillige andre. Det var gribende, med en Slags Galgenhumor glimrende skrevne Breve, som udtrykte Lidenskab og gav Fortvivlelse Luft. For allerførste Gang traadte her Lidenskaben mig i Møde, men en Lidenskab, der uden at have noget naturstridigt eller sensuelt Element, dog som stammende fra et Væsen af samme Køn, vakte min levende Uvilje, ja Modbydelighed.

Sebastian skrev: »Jeg følte det som et Bedrag at modtage saa meget af dig uden at kunne give dig Noget igen; jeg syntes, det var en Nederdrægtighed at omgaas dig; jeg tror da at have handlet fuldkommen rigtigt i at bryde med dig. Dog sandt er det, jeg behøvede vel ikke at have gjort det, Omstændighederne og Tiden havde snart bevirket Bruddet«. Og i Følelsen af, at vore Veje nu delte sig, fortsatte han:

Jeg kan for Øjeblikket ikke slaa mig selv ihjel; saasnart det bliver mig muligt, skal jeg gøre det.«

Eller Sebastian skrev: »I den sidste Tid, vi omgikkes, var jeg ikke rigtigt klog, naar jeg talte med dig; jeg manglede al Ligevægt overfor dig; thi jeg var mig bevidst, at du spildte din kostbare Tid ved at tale med mig, og var tillige nedtrykt af Sorg over at vi maatte skilles. Jeg forsøgte da at gøre dig vred ved at lade, som om jeg tvivlede om dine Evner, ved at affektere Ligegyldighed og Haan; men det var Hundens Bjæf mod Maanen. Jeg maatte skille os ad saaledes, som det skete. At jeg skulde være saa barnagtig at bryde mig om en Fornærmelse af dig, kan du ikke selv tro. Jeg kan egentlig ikke angre det; thi jeg kunde ikke længere være dig til nogen Nytte; det mener du vist ogsaa selv; men jeg kan ikke undvære dig; min Kærlighed til dig er det eneste Livskraftige i mig; dit Liv har pulseret i mit.«

Undertiden endte Brevene med et Udbrud af et Slags fortvivlet Lune, f. Eks.: »Vale! (Fanfare! Kolbøtter af Bajazzo!)«

Men hvad enten Sebastian anslog den alvorlige eller den desperate Tone, det var mig nu umuligt at genoptage Om|72|gangen med ham. Jeg kunde ikke komme over det Skete, og jeg kunde ikke have en Ven, der var skinsyg, naar jeg talte med Andre. Fra jeg var vaagnet som aandeligt Individ, var al Skinsyge blevet mig en Afsky; men Skinsyge hos et mandligt Væsen paa et andet mandligt Væsen oprørte mig formelig. Jeg indsaa Sebastians store Fortrin, ærede hans Karakter, beundrede hans Kundskabsfylde; men jeg kunde ikke mere omgaas med ham, ikke engang gaa ved hans Side ned ad Gaden. Alle de inderlige og smukke Breve prellede af mod denne Uvilje. Noget i mit Sind var blevet stenhaardt som en Plante, der pludselig forstenes i Mineralvand.

Der gik seks Aar, før vi atter traf hinanden. Vi mødtes da i simpel og oprigtig Hengivenhed. Den gamle Lidenskab hos Sebastian var forlængst usporligt forbi; han begreb den selv neppe mere. Og om end paa Afstand og uden nærmere Forbindelse vedblev vi at tænke paa hinanden med Velvilje og udvekslede nu og da vore Tanker, til Døden faa Aar efter bortrev ham, før han endnu havde naaet fuld Mandsalder og opfyldt et eneste af de Løfter, hans højtbegavede og arbejdsomme Ungdom havde givet.