Min anden Skoledrenge-Kærlighed fik jeg i de sidste Maaneder før jeg skulde blive Student. Den var naturlig nok som Udslag af den Higen mod det andet Køn, der endnu aldrig næret fandtes i mit Sind; men den udmærkede sig ikke ellers netop ved Naturlighed. Den havde sine Udgangspunkter dels i min Trang til Oplevelser, dels i mit Hang til at prøve mine Kræfter, men var som Elskov rodløs, forsaavidt den hverken havde Rod i mit Hjerte eller i mine Sanser.
Genstanden var paany en ung Pige fra et andet Land. Hendes Navn og Person havde været mig bekendt fra mit trettende Aar. Vi to Børn havde endog udvekslet Hilsener, omfattet hinanden med Nysgerrighed, ja ønsket os en Lok af hinandens Haar. Vort første Møde havde altsaa en romantisk Baggrund. Da jeg erfor, hun skulde komme til Danmark, var jeg som ved et Tilfælde tilstede paa Toldboden, og saa hende i Ankomstens Øjeblik.
Hun var nøjagtigt jævnaldrende med mig, saa uden egenlig Skønhed meget godt ud og havde sjældent smukke Øjne. Gennem Slægtninge af hende, som jeg kendte, søgte jeg Tilnærmelse og kom uden Vanskelighed i Berøring med |74| den unge Pige. Tilbud om at vise hende Museer og Gallerier i Kjøbenhavn blev gjorte og modtagne. Saa knap min Tid end var umiddelbart før Studentereksamen, dette nye Bekendtskab opfyldte mig saa stærkt, at jeg ofrede ligegyldigt hvor meget af denne kostbare Tid derpaa. Da Pigebarnet ved Sommertid kom ud i Nærheden af Charlottenlund, medens mine Forældre[I] havde Landophold meget nærmere Byen, gik jeg næsten daglig frem og tilbage til Skoven i det uvisse, dog sjældent svigtende Haab om at faa hende at se. Undertiden roede jeg hende i en Baad omkring i Sundet.
Saa simpel og ligefrem den Tiltrækning, jeg følte, kunde synes, saa lidet simpel var den umodne Roman, jeg byggede over den.
Det var som sagt ikke mine Sanser, der drog mig. Splittet og delt, som jeg netop dengang var, syntes en blot aandelig Forelskelse mig ganske naturlig; man kunde forelske sig sanseligt i en ganske anden Kvinde. Jeg attraaede end ikke et Kys, mindre et Favntag, var overhovedet for uerfaren til at tænke paa Sligt.
Men det var heller ikke mit Hjerte, der drog mig; jeg følte ikke Ømhed, neppe egenlig Hengivenhed for denne unge Pige, som jeg saa gerne vilde vinde. Hun optog alene mit Hoved.
Under den drengeagtige Selvransagelse, hvori jeg netop da var stedt, blev dette Forhold et nyt Gæringsstof og det hidtil stærkeste i Selvprøvelsen. Instinktivt ønskede jeg at sysselsætte hendes Fantasi; men gennem hende forholdt jeg mig uafbrudt til mig selv. Jeg vilde mindre behage end beherske hende, og da kun mit Hoved var opfyldt af hende, fattedes ganske den frivillige og glade Selvydmygelse, som er et Element i virkelig Elskov. Jeg attraaede vel af al Magt at fængsle hende; men jeg vilde dog især hævde mig |75| selv, undgaa at underkaste mig, bevare min Uafhængighed. Min Drengestolthed krævede dette.
Den unge fremmede Pige, hvis Verdenskundskab ikke var synderligt større end min, havde i sin korte Levetid sikkert ikke været i Berøring med et saa besynderligt Fænomen; det gav adskilligt at tænke over. Hun følte sig vel tiltrukket, men var kvindeligt paa sin Post. Hun var en rolig, elskværdig Natur, uskyldigt koket, anlagt til sund Fornuft og kærlig Velvilje, ikke til Lidenskabens Volter; var desuden kvindeligt praktisk.
Hun saa ved første Blik, at denne voksne Skoledreng, der næsten fortumlede hende med sin Veltalenhed, sine Kundskaber, sine vilde Fremtidsplaner, ikke var nogen Frier, saa hans Tilnærmelser ikke var at tage altfor alvorligt. Dernæst opdagede hun med sikker kvindelig Sporsans det golde Magtbegær i ham. Og her satte hun sig først uvilkaarligt, saa bevidst til Modværge. Det skortede hende ikke paa Forstand. Hun viste mig vel en stærk Interesse, men kom mig i Møde med en lille Dames Selvbeherskelse, somme Tider med Kulde, en enkelt Gang med rammende Spot.
Der vilde have udviklet sig den regelrette Krig mellem Kønnene os imellem, havde vi ikke begge to været halvvejs Børn. Som jeg midt under min i Enkeltheder forud planlagte Fægten for Herredømmet over hendes Sjæleliv af og til glemte mig aldeles og røbede den Trang til at være i hendes Nærhed, der næsten daglig drev mig til hendes Dør, saaledes kom der ogsaa Øjeblikke, hvor hun faldt ud af sin tilkæmpede Ligevægt og som i Feber aabenbarede sit Sindsoprør. Men snart derefter var jeg atter belejrende, hun atter paa Vagt, og efter fire Maaneders Forløb skiltes da vore Veje, uden at der imellem os nogensinde var vekslet et Kys eller et simpelt, inderligt Ord.
Med min sygelige Selvfordobling havde jeg i al den Tid |76| været sysselsat med at indprente mig og bogføre Alt, hvad jeg havde sagt til hende og hun til mig, overveje og undersøge de faldne Ords Rækkevidde og Virkekraft, lægge Planer for Fremgangsmaader, mærke mig formentlige Sejre og Nederlag, stadigt grublende over denne Tomhed, bøjet over al denne Unatur som en Strateg, der bøjet over Kortet med Naale betegner Troppebevægelser, Indtagelse eller Opgiven af en befæstet Stilling.
Denne tidlige, utilfredsstillende, kun i uegenlig Forstand erotiske Oplevelse, havde saa den mærkelige Virkning, at jeg for de næste syv Aar forblev ligegyldig og uimodtagelig for Erotik, saa jeg kom til uforstyrret af Kvinder og Lidenskaber helt at fordybe mig i den Verden af forskelligartet Forskning, der nu aabenbarede sig for mig.
En Skolekammerat, der nærede levende Interesse for Astronomi og havde retledet mig under Beskuelsen af Nathimlen, tegnede i de Dage et meget stort og godt Stjernekort til mig. Ved Kortets Hjælp genfandt jeg de Stjerner, jeg kendte, og udvidede min Kundskab.
Samme Kammerat tog mig undertiden med op paa Observatoriet til den gamle Professor d’Arrest[II] – en vis og fin Mand – og jeg saa for første Gang Stjernehimlen gennem Kikkert. Jeg havde vel i Skolen lært Astronomi, men manglede alle Evner til at vinde virkelig Indsigt. Nu fik jeg Stjernebillederne og visse enkelte Stjerner kær; de blev natlige Vidner til mine Sorger og Glæder Livet igennem; Synet af dem trøstede mig stundom under Forladthedsfølelsen, naar jeg var ene i fremmed Land. Lyren, Svanen, og Ørnen, den nordlige Krone og Bootes, Kusken og Hyiader og Pleiader og blandt Vinterens Billeder Orion, alle disse |77| tindrende Grupper, som Menneskeslægten Aartusinder igennem med sine Øjne har søgt, ogsaa for mig blev de fjerne Venner. Og de Tanker, som Skuet af de talløse Kloder uvilkaarligt og ufravigeligt meddeler, fødtes ogsaa i mig – Tanker om Jordens Lidenhed i vort Solsystem og vort Solsystems i Verdens-Altet, om umaadelige Afstande – saa store, at Stjerner kan være gaaede til Grunde i vor Barndom, hvis Straaler med Lysets Hast rammer vore Øjne nu – om umaadelige Tidslængder, i hvilke et Menneskeliv, ja et helt Folks Levetid forsvinder som Draaber i Havet. Og medens jeg i Skolen kun havde lært Astronomi som Fag fra den matematiske Side, erfor jeg nu Spektralanalysens Resultater, der viste mig, hvorledes menneskelig Genialitet hos Bunsen[III] og Kirchhoff[IV] havde tilintetgjort Afstanden mellem Jorden og Solen, og indsaa samtidigt Usandsynligheden af at den jordiske Kulturs Udbytte nogensinde lod sig meddele til andre Kloder, som jo ogsaa Jorden endnu aldrig havde modtaget Kulturmeddelelser fra nogen Stjerne.
Denne Omstændighed i Forening med Visheden om Jordens gradvise Afkøling og engang forestaaende Død gav mig det afgørende Indtryk af alt Jordelivs Endelighed og af det blot Foreløbige i alt Fremskridt.
I Følelsen af, at de paa en Gudstro byggede Religioner stod for Fald, havde Europa længe hældet til Fremskridtets Religion som til den sidste. Nu indsaa jeg, naar jeg løftede mit Blik mod Stjernehimlen og frydede mig ved mine Yndlingsstjerner, Sirius i Den store Hund eller Vega i Lyren eller Altair i Ørnen, at den glippede, ogsaa denne sidste Religion.
I Skolen havde jeg kendt en Snes Jævnaldrende og mellem dem nødvendigvis fundet faa, der betydede noget |78| for mig. Blandt de Goder, den fri Stilling som Student medførte, var ogsaa dette, at man paa én Gang kom i Berøring med ensartet uddannede Jævnaldrende i Hundredevis. De unge Mennesker gjorde paa Forelæsninger og ved Gilder Bekendtskab med hverandre, nærmede sig hinanden eller følte sig frastødte, og Valgslægtskab eller Tilfældigheder knyttede dem saa sammen parvis og i Grupper for kortere eller længere Tid.
En Yngling, i hvem Attraaen efter aandelig Berigelse var Hovedlidenskaben, maatte nødvendigvis indlade sig med mange af de Jævnaldrende for at lære dem at kende, for udvortes og indvortes at opleve saa meget som muligt og derigennem udvikle sig selv.
Med mange af Kammeraterne var faa Samtaler nok til Godtgørelse af, at frugtbart Samkvem ikke lod sig oprette. En god Del glatte eller kølige eller altfor almindelige unge Studenter kom jeg i flygtig Berøring med, uden at deres Væsen paa nogen Maade greb ind i mit eller mit i deres. Men saa var der ogsaa enkelte, der i adskillige Maaneder sysselsatte mig stærkt.
Den første var typisk for Studenterverdenen da. Vilsing[V] var fra Jylland, høj, mørk, hverken køn eller grim, paafaldende derved, at han var skaaren for Tungebaandet som ingen anden. Han skyldte sin Almenyndest den Omstændighed, at han ved Studentersoldene kunde rejse sig op naarsomhelst og med rivende Hurtighed holde en, tilsyneladende idetmindste, ganske uforberedt Tale, en Vrøvletale, som det kaldtes, hvori lystige Fordrejelser, lyriske Udtalelser, spydige Sidehug til Højre og Venstre, overraskende Indfald og raske Udfald var sammenvævede til et Hele, der i sin Overlegenhed udæskede den sunde Fornuft paa en underholdende Maade.
Udgangspunktet var f. Eks. en eller anden Travesti af |79| Sibberns[VI] snurrige Begrebsbestemmelse af Livet, som Alle dengang skulde kunne udenad til Eksamen. Den lød:
Livet overhovedet er en af en indre Kilde kommende og med en indre Drift sig fremarbejdende, producerende og under en evindelig Veksel af Stof reproducerende, organiserende og individualiserende Virksomhed og Virksomhedsproces, der, idet den ved et vist Materiale eller Substrat konstituerer sig et vist Udvortes, hvori den aabenbarer sig, tillige konstituerer sig selv som den i dette sit Udvortes subsisterende Virken og Stræben, om hvilken der da fremdeles kan spørges, hvorvidt deri en Sjæl kan siges at leve og subsistere, som det i en saadan Leven fremtrædende levende Væsen.
Man kan let forestille sig, til hvilket henrivende Gallimathias dette barbariske Skema kunde give Anledning, naar Soldet eller Kærligheden, Kvinden eller Drukkenskaben defineredes i denne Stil, og dertil knyttedes lystige Angreb paa tidligere, mindre frejdige Talere, der efter Vilsings[VII] Udtryk mindede om den bly Forglemmigej, forsaavidt i deres Minespil læstes: Forglem mig ej! ogsaa jeg var Taler.
Vilsing[VIII], der allerede havde været Student i nogle Aar, viste en Rus Opmærksomhed blot ved at attraa hans Bekendtskab og søge hans Selskab. Han var husvant i Studenterforeningen, stod i Kammeratskabsforhold til de Toneangivende, var en gerne hørt Taler. Det var en Art Nedladenhed fra hans Side at søge en lige fra Skolen undsluppen ung Fyr, der vilde være sunken i Jorden, ifald han skulde have holdt Tale, og som ikke havde en eneste Forbindelse i de Ældres Kres.
Vilsing[IX] var en i Stemninger opløst ung Mand, der som mangfoldige dengang, som den Albrecht[x], der er Hovedpersonen i Schandorph’s[XI] Uden Midtpunkt[0001], paa en enkelt Formiddag kunde spille i alle Regnbuens Farver. Han hengav sig og tog sig tilbage, viste sig hjertelig, inderlig, fortrolig, optaget af øm Bekymring for den yngre Ven og ved næste Sammentræf saa flygtig og kold, som mindedes han neppe |80| at have set mig før; thi imens var han bleven betaget af Ærgrelse over sin altfor store Imødekommenhed og vilde hævde sig som den, der ret vel kendte sit eget Værd.
Han imponerede mig som hans yngre Tilhører ved at aabenbare sig ikke just som Verdensmanden, men som den stærkt søgte Selskabsmand. Han meddelte, hvor meget han blev indbudt, og hvorledes han gik fra ét Selskab, ét Bal til et andet, hvad der forekom mig, med min Higen efter Oplevelser, misundelsesværdigt. Men mere slog det mig dog, hvad Vilsing[XII] fortalte om den Yndest, han nød hos det andet Køn. Med én ung Pige – en yndig Pige! – var han forlovet, en anden elskede ham og han hende; dog det var endda den ringeste af hans erotiske Triumfer; overalt hvor han viste sig, sejrede han. Og Beviser forelaa. Thi en Dag, da han havde trukket mig med sig op paa sit Kammer, blændede han mig ved ud for mine Øjne at ryste en Vrimmel af broderede Sofapuder, Trøstere, Cigarfuteraler, Tændstikbeholdere, hæklede Punge, baldyrede Veste osv., Gaver fra de forskelligste kvindelige Væsener. I hver en Skuffe, han drog ud, laa saadanne Foræringer; over Stole og paa Knager hang de.
Jeg var ung nok til at føle en vis Agtelse for en Mand, der var i den Grad efterstræbt af det smukke Køn, om jeg end fandt hans Aabenmundethed vel stor. Det første, der gav denne Følelse et Grundstød, var dog ikke Tvivl om Fortællingernes Sandhed eller Gavernes Ægthed, men den Omstændighed, at en efter den anden af Kammeraterne, naar den første Kølighed i Bekendtskabet var overvunden, ufravigeligt fandt et gunstigt Øjeblik til den fortrolige Meddelelse at – han vidste ikke selv at forklare Grunden, men en Kendsgerning var det – hvor han end viste sig, blev Kvinderne sært betagne ved Synet af ham; han maatte have Noget ved sig, der erobrede dem, ham selv ubevidst. |81| Da endelig en Aften den mest skrutryggede af Kammeraterne, en Ungersvend, hvis blonde Overskæg, der uregelret spirende lignede en gammel brugt Tandbørste mer end noget Andet, betroede mig, ogsaa han, at han ikke vidste, hvori det laa eller hvorpaa det egentlig beroede, men han maatte have noget ved sig osv., – da brast Troen paa Vilsings[XIII] Særegenhed og Beundringen for ham.
Det var nu langt fra, at Vilsing[XIV] iøvrigt betragtede sig som en sanselig Djævel. Han gav sig ikke som kold og fræk, men som inderlig og sjælfuld. Han studerede Teologi og nærede intet andet Ønske end det at ende som Præst. Han svingede stadigt mellem Ruelse og Selvglæde, Overmod og Anger, nød det at være et saare godt Hoved, en uimodstaaelig Bedaarer og en sand Kristen. Det forekom ham, at han i Russen, hvem han havde hævet ud af Vrimlen og givet Plads ved sin Side, fandt et jævnbyrdigt eller endnu bedre Hoved, og dette tiltrak ham; han mødte hos mig en Uerfarenhed og Uverdslighed, saa stor, at den Underlegenhed, han efter sin Paastand fornam i Evner, rigeligt opvejedes ved den Overlegenhed, han her nød hos sig selv saavel i selskabelige Færdigheder som i Evne til at behandle Kvinder.
Det syntes altsaa, som om adskillige væsenlige Betingelser for en varigere Sammenslutning mellem os to var til Stede. Men ved den første Samtale os imellem, i hvilken han værdigedes at interessere sig for min Livsanskuelse, fik Forholdet en Rift, der udvidede sig til en Revne. Forfærdet sprang Vilsing[XV] tilbage, da han erfor, hvorledes jeg Grønskolling saa paa Livet og Menneskene og hvad jeg betragtede som min Ret: »Du ligger i det Onde, og din Attraa gaar ud paa det Onde; jeg har ikke Tid og Lyst til at udvikle en hel Kristologi; men hvad du vrager, er Idealet; hvad du vurderer, er Fanden selv. Min Gud, min Gud, |82| hvor bekymret jeg er for dig! jeg vilde give mit Liv for at frelse dig. Dog nok derom nu; i Øjeblikket har jeg ikke Tid; jeg skal i Middagsselskab hos Assessor Lassen[XVI].«
Det var vor sidste alvorlige Samtale. Jeg blev ikke frelst. Han gav ikke sit Liv. Han foretog ved Sommertid en Ferierejse, undgik mig ved sin Tilbagekomst, og snart saas vi aldrig mere.
Den Grundsynsmaade, ved Antydningen af hvilken Vilsing[XVII] blev i den Grad opskræmt, bar i sin Form Vidnesbyrd om en saadan Umodenhed, at den alene kunde gøre Indtryk paa en Yngling, hvis Umodenhed trods hans Aar var endnu større. At fremstille den med Klarhed er neppe muligt; dertil var den i sig selv ikke klar nok. Men det hang saaledes sammen med den:
Den Selvbetragtning og energiske Selvfordybelse, hvortil jeg som Skolediscipel i de sidste Aar havde hengivet mig blev endnu mere haardnakket ved min Frigørelse fra Skoletvangen og frie Udtræden blandt de Voksne. Jeg brugte min Fritid i Kjøbenhavn og paa de Smaarejser, jeg fik Tilladelse til at foretage, saaledes, at jeg læskede min heftige Livstørst ved atter og atter at gennemgruble det Følte, dernæst saaledes, at jeg kastede mig ud i ivrig og opmærksom Læsning af al den Skønliteratur fra de forskelligste Lande og Tider, hvorom jeg havde hørt, men som jeg endnu ikke kendte af Selvsyn.
Gennem det meget, jeg levede og læste, iagttog og fornam, forholdt jeg mig stadig til mig selv i den Forstand, at jeg fremfor Alt derigennem søgte Klarhed over, hvad Art Væsen jeg i mit eget Jeg havde for mig. Jeg spurgte mig, hvem jeg var. Jeg søgte at finde det hemmelighedsfulde |83| Ord, der løste den Uklarhedens Fortryllelse, hvori jeg befandt mig, og besvarede mig Grundspørgsmaalet, hvad jeg var. Og her slog fra mine Grublerier og min Læsning endelig det Ord mig i Møde, der syntes mig det træffende, skønt det nutildags neppe kan høres uden at fremkalde et Smil, Ordet: dæmonisk.
Dæmonisk var jeg, og naar jeg gav mig dette Svar, forekom det mig, som havde jeg oplyst mit Væsen. Jeg mente dermed, som jeg dengang forklarede det for mig selv, at for mig stod ikke Valget mellem Godt og Ondt som for Andre; thi det Onde interesserede mig ikke. For mig gjaldt det ikke om et Valg, men om en Udfoldelse af mit Jeg, der havde sin Retsgrund i sig selv.
Det, jeg kaldte det Dæmoniske, havde første Gang udenfor mit eget Sind mødt mig i Lermontofs[XVIII] Helt. Petsjórin[xix] maatte handle i Medfør af sin Natur, som besat af sit eget Væsen. Jeg selv følte mig paa en lignende Maade besat. Hos Platon[XX] havde jeg truffet Ordet Daimon og Daimones; Sokrates[XXI] beraaber sig paa, at ved Dæmoner forstaas Guder eller Gudernes Børn. Jeg selv følte mig, ogsaa jeg, som et af Gudernes Børn. I alle de store Sagnskikkelser fra Middelalderen mødte mig Trækket af guddommelig Besathed, særligt i de to, der helt havde betaget Digterne i det nittende Hundredaar, Don Juan[xxii] og Faust[xxiii]. Den første var Sindbilledet paa Tryllemagt over Kvinderne, den anden paa den Kundskabstørst, der bliver til Herredømme over Menneskeverdenen og Alnaturen. Hos Kammeraterne, hos Vilsing[XXIV], selv hos den Skrutryggede med det mislykkede Overskæg, havde jeg erfaret, hvorledes Don-Juan Typen, der fordrejede Hovederne paa dem, endnu den Dag idag beherskede Ungdommens Sind; jeg selv begreb helt vel den Trolddom, som dette Skønhedsideal af elementær Uimodstaaelighed maatte udøve; men Fausttypen stod mig med |84| min Kundskabstørst mere nær. Dog Hovedsagen for mig var, at jeg i de første store, helt moderne Digtere, jeg havde lært at kende, Byron[XXV] og dennes aandelige Efterkommere, Lermontof[XXVI] og Heine[XXVII], genfandt netop det Grundtræk, jeg kaldte dæmonisk, Selvegenhedsdyrkelsen som hensynsløs Frihedskærlighed.
Stadigt rugede jeg over dette Begreb om det Dæmoniske, som fyldte mig. Jeg nedlagde mine Tanker derom i min første større Afhandling (der iøvrigt er gaaet tabt) Om det Dæmoniske, som det viser sig i den menneskelige Karakter. Latterligt forekom det mig, da en Dag en Jævnaldrende, et godt Hoved, kritiserede dette Arbejde ud fra den Paastand, at der overhovedet slet ikke gaves noget Dæmonisk. Jeg anede da ikke, at 25 Aar senere Relling[xxviii] i Vildanden[0002] skulde give Kammeraten Ret med disse fyndige Ord: Hvad Fanden vil det sige at være dæmonisk! Det er jo bare noget Sludder.
Paa det Dæmoniskes Regning kom paa dette Tidspunkt ogsaa den blandede Tiltrækning, en fremmed ung Student udøvede paa mig, og det Samkvem, der udspandt sig mellem os† . Kappers[XXIX] var født etsteds i Vestindien, var Søn af en velhavende tysk Fabrikant og var bleven opdraget i en nordtysk By. Uvist af hvad Grund ønskede Faderen, at han skulde studere ved Kjøbenhavns Universitet og der tage den juridiske Eksamen. Der var farvet Blod i hans Aarer, om end stærkt fortyndet, vel en Ottendedel eller saa. Han var høj og slank, lidt ranglet i Holdning og Gang, bleg af Lød med mørke Øjne og Negerhaar. Ansigtet var ikke smukt, men overmaade klogt, og dets Udtryk narrede ikke, thi det unge Menneske var forbavsende intelligent.
|85| Han var bleven sat i Huset hos en højt anset Familie i Kjøbenhavn, hos en fremragende Videnskabsmand, godmodig og upraktisk, der ikke egnede sig til Mentor for saa uregelret en Yngling. Han stak af blandt de indfødte Russer ved sin elegante Dragt og sin verdensborgerlige Dannelse, og var saa lærenem, at han efter ikke ret mange Ugers Ophold talte Dansk næsten uden en eneste Fejl, kun med udpræget fremmed Betoning, der imidlertid gav hvad han sagde en vis Ynde. Hans overordenlige Forstand overraskede hverken ved Omfang eller ved Dybde; men den var hurtigere end nogen anden Forstand, hans kjøbenhavnske Kammerat nogensinde havde mødt, og den var saa skarp, at han syntes udmærket anlagt for Jurisprudensen.
Kappers[XXX] tilbragte næsten hele sin Dag drivende om paa Gaderne i Samtale med Kammerater; altid var han rede til en Spadseretur; aldrig saa man ham arbejde eller hørte man ham tale om sit Arbejde. Ikke destomindre indstillede han, Udlændingen, der lige akkurat var Sproget mægtig, sig efter kun et halvt Aars Forløb – uden altsaa at have hørt Forelæsningerne til Ende – til den filosofiske Eksamen og tog den med Udmærkelse i alle tre Fag; ja Rasmus Nielsen[XXXI], som eksaminerede ham i Propædeutik, blev saa begejstret over denne Fremmedes hurtige og kloge Svar, at han gav ham Særdeles udmærket godt, en Karakter, som ikke eksisterte.
Lige saa fremragende syntes hans Begavelse paa det juridiske Felt. Naar han med danske Studiefæller stillede om Morgenen hos den juridiske Manuduktør, kunde han vel stundom være noget træt og slap, men oftere lagde han et naturligt Greb paa at behandle juridiske Spørgsmaal for Dagen, og en Virtuositet i at fremdrage hvert enkelt Spørgsmaals forskellige Sider, som højligt maatte overraske hos en Begynder.
|86| Han var en rent formel Begavelse af ualmindelig Styrke, sad inde med netop de Evner, ved hvilke i Oldtiden Sofisterne tog sig ud. Han var selv en ung Sofist og samtidigt en sand Komediant, der indrettede sin Optræden ganske efter Den, med hvem han talte, vandt den Paagældende ved at slaa ind i hans Tone og vise den Side af sit Væsen ud, ved hvilken han bedst kunde behage den anden. Udrustet med Evnen til at mystificere og blænde sine Omgivelser, yderst skarpsindig, smidig og tom forstod han at sætte Tanker i Bevægelse og fængsle ved livlig, fordomsfri, ofte paradoks Underholdning. Snart var han koldere, snart mere fortrolig; han forstod at eftergøre Hjertelighed og at smigre ved tilsyneladende Beundring.
Overfor en ung Student som mig, der lige var kommen ud af Skolen, ganske uerfaren i alt verdsligt Liv og særligt i Kvindekapitlet, men hos hvem han sporede gode Evner og en højt spændt Idealisme, affekterede han asketiske Livsvaner. Overfor andre Kammerater viste han sig som den overmaade letsindige og udsvævende Rigmandssøn, han var; ja enkelte af de skikkeligste og ynkeligste morede han sig med at indføre i Lastens stakkels Huler og lade dem gøre sig til Gode dèr paa hans Bekostning.
Aandelig interesseret som han var, fremkom han straks efter det første Sammentræf med det Forslag, at man burde stifte en »videnskabelig« Forening, bestaaende af ganske faa Russer, der ved ugenlige Møder skulde oplæse en Afhandling, som en af dem havde forfattet, hvorpaa to Medlemmer, der i Forvejen havde gennemlæst Afhandlingen, skulde underkaste den hver sin, forud nedskrevne Kritik. Derefter almindelig Drøftelse af Æmnet. Alt, hvad der angik det planlagte Selskab, blev ægte Kappersk drevet med en Hemmelighedsfuldhed, som gjaldt det en Sammensværgelse, og med Former, som drejede det sig om en diplomatisk Aktion.
|87|Der blev udarbejdet Love for Selskabet, endda det kun kom til at bestaa af fem Personer, og der førtes en vidtløftig Protokol over dets Møder. Blandt Medlemmerne var den senere som Redaktør og Forfatter bekendte V. Topsøe[XXXII], dengang en forsigtig og fripostig Rus, hvis Valgsprog var: Det er Protektion, vi Mennesker skal leve af. Han oplæste i Selskabet en Afhandling »Om det Ydre[0003]«, angaaende hvorledes man burde klæde sig, føre sig, rede og sætte sit Haar, som røbede Iagttagelsesevne og smaasatirisk Hang. Blandt dem, der lidenskabeligt søgte Optagelse, men aldrig opnaaede den, var en ung Student med smukt Ydre og ikke ringe Videbegærlighed, men paatrængende og dum, for hvem jeg, der stadigt saa mit Genbillede i Lermontofs[XXXIII] Petsjórin[xxxiv], nærede heftig Ringeagt af den besynderlige Grund, at han forekom mig i Et og Alt at genkalde Petsjórins taabelige og indbildske Modstander, Gruchnitski[xxxv]. En, der opfordredes til Deltagelse i Selskabets Bestræbelser, men som gav Afslag, var Vilsing[XXXVI]. Hvad jeg har imod den Slags Foreninger, sagde han, er den Selvbehagelighed, de giver Anledning til; det eneste Stof, jeg havde Lyst til at behandle, var hvorledes den moderne Don Juan[xxxvii] maa tænkes; men det kan jeg ikke, da jeg vilde komme til at berøre saa meget af mit eget Liv.
Det var i dette Selskab, at Afhandlingen om det Dæmoniske blev oplæst, og Kappers[XXXVIII] var den, der med sin udviklede Forstand ikke vilde indrømme Tilværelsen af nogetsomhelst saadant.
De regelbundne Møder holdt sig iøvrigt kun et halvt Aars Tid; Apparatet var for stort og besværligt i Forhold til Udbyttet. Dog omgikkes Kappers[XXXIX] og hans nærmeste Kammerater ikke derfor mindre. Vel en halvanden Aars Tid i Alt vedblev den glimrende Vestindier at drive sine juridiske Studier og fortsætte sit lystige Liv i Kjøbenhavn. |88| Men efterhaanden standsede Studierne, mens det glade Levned tog mere Tid i Beslag. Han boede nu for sig selv i en Lejlighed, der til en Begyndelse var ret elegant, men efterhaanden blev mere øde, alt som Møblerne solgtes eller gik til Pantelaaneren. Efter Møblerne fulgte Bøgerne, og da ogsaa Schou’s Forordninger var gjorte i Penge, hørte det juridiske Studium op af sig selv. Da Bogskabet var tømt, kom Turen til Klædeskabet og Linnedskabet, indtil en Efteraarsdag i 1861 den Udsending fra Faderen, som denne havde sendt til Kjøbenhavn for at komme under Vejr med Sønnens virkelige Status, fandt denne siddende i Skjorte, uden Frakke eller Bukser, indhyllet i sin elegante Pels paa Gulvet i sin Salon, hvor ikke engang en Stol var bleven levnet. Paa Spørgsmaalet, hvorledes det var kommet saa vidt med ham, svarte han: Det er den Forbandelse, der følger den farvede Race.
Saa blev der da indløst et Sæt Klæder til Kappers[XL] junior, hvorpaa han hurtigst muligt bortførtes til den By i Tyskland, hvor Faderen var bosat, og hvor Sønnen nu forklarede til hvem der vilde høre det, at han noget vel pludselig havde maattet forlade Kjøbenhavn »paa Grund af Duel med en meget højt staaende Herre«.
Mine første Erfaringer med Hensyn til akademiske Venskabsforbindelser fik mig i senere Aar til at smile, naar jeg saa tilbage paa dem. Men min Bekendtskabskres var efterhaanden bleven saa stor, at der nødvendigvis af den maatte udvikle sig nye Venskaber.
Et af de unge Mennesker, som var Medlem af Kappers’[XLI] »videnskabelige« Forening og den, hvem Vestindieren uden Affektation havde sluttet sig nærmest til, var en Yngling, |89| hvis Fader nød stor Anseelse og til hvem der derfor blev lagt Mærke; han var ikke høj, lidt tungfodet og en Smule magelig, havde smukke Øjne, varme Følelser, ikke ringe Dannelse, et godt Hoved uden synderlig Oprindelighed, var lidt skødesløs i Klædedragt som i andet.
Faderen var den i sin Ungdom som Universitetsprofessor og liberal Politiker bekendte C. N. David[XLII], senere Chef for det statistiske Bureau og Medlem af Rigsraadet. Som Ungdomsven af Johan Ludvig Heiberg[XLIII] havde han været dennes dramaturgiske Medarbejder ved Den flyvende Post[0004]. Som Yngling havde han skrevet mange Vers i Datidens Stil, dette f. Eks.:
Han havde ogsaa senere nu og da hjulpet Heiberg[XLIV] med et Vaudeville-Kuplet. Saaledes er den følsomme Sang af Kong Salomon og Jørgen Hattemager[0005]: »Min Herre, vid, De staar paa Danmarks Grund« i Virkeligheden ikke af Heiberg, men af David[XLV].
Nu dannede han i Forening med Bluhme[XLVI] og nogle andre ældre Politikere en konservativ Fronde overfor de Nationalliberales Politik. En Dag, da vi to unge Mennesker sad i Sønnens Værelse og udarbejdede Love for den af fem Personer bestaaende Rusforening, kom den gamle Herre gennem Stuen og spurgte: Hvad skriver De paa? – Paa Love for en Forening; de skulde helst være færdige med det Samme. – Det var Ret. Saadan en Grundlov kan godt |90| skrives lidt ekspedit. Der er saamæn ikke blevet anvendt stort mere Omtanke og Umag paa den, vi har hertillands.
Det var dog ikke de Nationalliberales indre Politik, han havde mest imod – han var kun meget utilfreds med Valgloven – men det var deres Holdning overfor Tyskland. Saa tidt man gjorde Skridt henimod Slesvigs Indlemmelse, udbrød han: Vi gør, hvad vi højtideligt har lovet ikke at gøre. Hvor kan man være saa barnagtig at tro, det vil gaa godt!
Sønnen[XLVII], der havde modtaget politisk konservative Indtryk i Hjemmet, var en livsglad, men noget forlegen ung Mand, der undertiden dulgte sin Usikkerhed under en Sorgløshed, der heller ikke var ham fremmed. Bag ham stod hans Familie, i hvilken han gæstfri indførte dem af Kammeraterne, han syntes om, og saa borgerlig denne Familie end ved Afstamning var, tilhørte den dog Landets fornemste Krese og udøvede sin Tiltrækningskraft gennem Sønnen.
Jeg, hvem Ludvig David[XLVIII] nu ivrigst søgte, havde kendt ham i mange Aar, forsaavidt vi havde været Skole-, ja Klassekammerater, skønt David[XLIX] var adskilligt ældre. Men jeg havde aldrig følt nogen egenlig Sympati for ham som Dreng, snarere følt mig frastødt. Heller ikke havde David[L] nogensinde i vor Skoledrengetid gjort Tilnærmelser overfor mig, havde havt andre nærmere Venner. Nu derimod viste han sig hjertelig i sin Holdning og anerkendte i stærke Ord mine Evner og Flid; selv blev han i Hjemmet ofte drillet med, at det skortede ham paa Fliden.
C. N. David[LI] var den første offenlige Personlighed, jeg som Rus lærte at kende og i hvis Hjem jeg blev indført. I den gamle Politikers, senere Finansministers Hus nød jeg en Aarrække igennem sjælden Gæstfrihed.
|91| Politisk havde jeg hidtil kun været svagt interesseret. Naturligvis havde jeg som Dreng med Opmærksomhed fulgt Krimkrigen, som min franske Onkel under et Besøg havde kaldt Kampen for Civilisation mod Barbari, endda den var en Kamp for Tyrkiet; nu fulgte jeg som Rus med Spænding det italienske Felttog og Oprørene mod østerrigske Hertuger og neapolitanske Bourboner; men Danmarks indre Politik havde lidet fængslende for mig. Straks som jeg kom til Universitetet, følte jeg mig under Paavirkning af Aander som Poul Møller[LII], J. L. Heiberg[LIII], Søren Kierkegaard[LIV] i adskillig Afstand fra den Tro paa Folkemagten, som da allevegne blev forkyndt. Dette var dog ikke stort mere end en Stemning, som ikke udelukkede, at jeg følte mig i Samklang med hvad der den Gang kaldtes Frisind. Skønt jeg ikke sjældent var harmfuld over den nationalliberale og skandinavistiske Terrorisme, der ved lystige som ved alvorlige Sammenkomster i Studenterforeningen kom til Orde, var mine Følelser i den udenrigske Politik overfor Sverig-Norge som overfor Tyskland de samme, der næredes af hele den studerende Ungdom. Jeg skyldte hverken Sverig eller Norge nogen aandelig Berigelse; men mit Hjerte drog mig helt til Svenskere og Nordmænd, og i Christian Richardts[LV] dejlige Sang ved Nordisk Højtid Januar 1860 For Sverig og Norge[0006] fandt jeg Udtrykket for de ganske broderlige Følelser, jeg i mit Bryst husede for de to nordiske Nabofolk. Skønt jeg omvendt, saa ringe mit Kundskabsforraad endnu var, allerede havde modtaget et betydeligt Indtryk af tysk Kultur, havde den tyske Almenheds stedse fjendtligere Holdning overfor Danmark og den allerede dengang fra Tyskland truende Krigsfare i Forbindelse med Barndomserindringerne fra Krigen 1848-50 bevirket, at jeg i det daværende Tysk|92|land kun saa Fjendelandet. Et heftigt Sværmeri, jeg seksten Aar gammel havde følt for en dejlig tysk lille Pige, gjorde ingen Forandring heri.
De gamle Mænd, der tilraadede størst Forsigtighed overfor det tyske Forbunds uopfyldelige Krav og nærede dyb Mistillid til den Hjælp, der kunde ventes fra Europa, blev lagte for Had i den herskende Presse. Som Helstats-Mænd gjaldt de for unationale og som saakaldte Reaktionære for frihedsfjendske. Da jeg nu blev indført i en af disse politisk saa ilde berygtede Føreres Hus, havde jeg trods min Ukyndighed idetmindste den Kultur i Politik som i andet, at jeg skelnede skarpt imellem det, jeg nogenlunde kunde overskue, og det, jeg ikke forstod mig paa; jeg havde Dannelse nok til at regne danske Forfatningsspørgsmaal til det sidste, og saaledes traadte jeg uden ringeste Fordom over Tærskelen i et Hus, hvorfra der efter de politisk Rettroendes Opfattelse udgik en fordærvelig, om end heldigvis magtesløs politisk Vranglære.
Det var dog langtfra, at denne traadte mig nær. Den gamle Konferensraad[LVI] lukkede i sin Families Skød aldrig Munden op om Politik. Men det Indtryk, han gjorde af overlegen Forstand og Menneskekundskab, var tilstrækkeligt til at stille ham i et andet Lys end det, hvori han fremtraadte i Fædrelandet, det Blad, hvis Synsmaader ellers blindt antoges af den studerende Ungdom. Og end mere rokkedes Troen paa Bladets Skøn, da jeg en Dag der i Huset fik selve Reaktionens Chef, Geheimeraad Bluhme[LVII], at se, og sad som ubemærket Tilhører i en Krog, medens denne talte. Han talte meget, skønt ligesom Husets Herre slet ikke om sin offenlige Virksomhed. Som Statsmand af |93| den gamle Skole udtrykte han sig med udsøgt Høflighed og et vist Ceremoniel, titulerede f. Eks bestandig Husets Frue[LVIII] Deres Naade. Men af den Affektation, som Fædrelandet anklagede ham for, var der ikke noget Spor. Og hvad der gjorde et dybt Indtryk paa mit Sind, det var det Dansk, som den gamle Herre talte, det skønneste Dansk. Han fortalte om sine Rejser i Indien – han havde i sin Tid været Guvernør i Trankebar – og man saa for sig Ganges’ Bredder og de hvide Kvindeskarer, der strømmede til for af religiøse Grunde at bade sig i Floden.
Aldrig gik de Ord mig af Minde, med hvilke Bluhme[LIX] rejste sig for at gaa. Han sagde: Tør jeg bede Dem laane mig de engelske Blaabøger paa et Par Dage; det kunde jo være, der fandtes Et og Andet deri, som vore Aviser ikke har fundet det passende at meddele os. – Det gav et Sæt i mig ved disse Ord. For første Gang gik det op for mig, om end blot som Mulighed, at Pressen forsætligt, i den Hensigt at vildlede, kunde fortie Kendsgerninger, der havde Krav paa almen Opmærksomhed.
Sønnen[LX] i Huset havde i sin Tid bedt mig læse Ovids[LXI] Elegier med sig, og det var det nærmere Bekendtskabs Udgangspunkt. I Byen, om Vinteren, var vi to unge kun sjældnere sammen med Familien. Men anderledes ved Sommertid. Konferensraaden[LXII] havde opført et Landsted i Rungsted paa en Grund, som tilhørte hans Broder[LXIII], der var Landmand, Ejer af Rungstedgaard, Rungstedlund og Folehavegaard, en forstandig og praktisk Herre. I denne Villa, der var smuktbeliggende med Udsigt over Havet, blev jeg som Sønnens[LXIV] Ven jævnlig indbudt til at tilbringe nogle Sommerdage, ja undertiden en hel Maaned ad Gangen. Fra |94| først af var jeg naturligvis Familien ligegyldig; den tog kun mod mig for Sønnens[LXV] Skyld; men efterhaanden vandt jeg Fodfæste. Den smukke, kloge og muntre Frue[LXVI] (født Bramsen) tog sig moderligt af min Ungdom, og de unge Døtre[LXVII] viste mig en Velvilje, jeg var dem taknemmelig for.
Husets Herre fortalte undertiden en og anden Anekdote, f. Eks. denne om Heibergs[LXVIII] overgivne Streger som ung. Naar han tog i Skoven og blev sulten, plejede han at skaffe sig Levnedsmidler fra Magasinerne paa de Wienervogne, der holdt ved Klampenborg, medens Herskaberne spadserede i Dyrehaven og Kuskene sad paa en Beværtning. En Dag havde han sammen med Møhl[LXIX] og David[LXX] saaledes bemægtiget sig en stor Lagkage; de unge Mennesker havde sat vel Halvdelen af den tillivs og atter anbragt den i Magasinet, da Familien vendte tilbage til sin Vogn, opdagede Heiberg[LXXI], hvem den kendte, og nu indbød de Unge paa et Stykke Kage og et Glas Vin. Da man til sin Skræk opdagede den Ødelæggelse, der var anrettet paa Lagkagen, vilde Familien selv intet have af den, og de alt forud stoppede Ransmænd blev nu tvungne til at dele Resten af Kagen imellem sig.
Der hørtes tidt Musik i Villaen; undertiden blev jeg opfordret til at læse højt og gjorde da mit Bedste ved Valg af gode, mindre kendte Ting og omhyggelig Oplæsning. Samlivet i fri Luft bragte mig nogle Glimt af det Sjældne, saa heftigt Attraaede, stille Tilfredshed. Men det var især ene med Naturen, at jeg var helt veltilpas.
Et løsrevet Dagbogsblad fra hine Dage viser, hvorledes jeg følte uprøvede Kræfter gære i mit Væsen:
Paa Vejen herned var Himlen broget med vældige, mangefarvede Skyer. Jeg drev i Skoven idag mellem Eg og Bøg og saa Solen forgylde Blade og Stammer, lagde mig ned under et Træ med min græske Homer[LXXII] og læste første og anden Bog af Odysseen. Gik frem og tilbage paa Kløvermarken, svælgede i Kløver, indaandede den og sugede Blomsternes |95| Saft. Jeg har den gamle, herlige Udsigt fra mit Vindu. Hele Havet i al dets Fladhed bevægede sig ind imod mig og hilste mig, da jeg kom. Det brusede og skummede mildt. Hveen laa klart for mit Blik. Nu rusker Blæsten udenfor mit Vindu, Søen er vild, den mørke Himmel har et Skær af Maanen....
Østenvind og Regn. Gik ad Vallerød til i den stærke Blæst. Himlen blev klar; en mørkerød Farveplet betegnede Solens Sted under Synskresen. Maanen er nu hurtigt staaet op, er fra rød bleven gul og ser dejlig ud. Jeg beruser mig i Naturanskuelse. Gaar til Folehave og føler mig, som Guderne hos Homer[LXXIII], lethenlevende....
Jeg kan aldrig blive søvnig i den fri Natur en stormfuld Aften. Hvilte mig lidt, stod op Kl. 4, gik i Stormskridt ad frygteligt opblødte Veje til Humlebæk, til Gurre Ruiner og Sø, gennem Skoven til Fredensborg Have, tilbage til Humlebæk og tog derfra med Dampskibet herhjem til Rungsted. Gik saa op paa Højen. Landskabets stille Skønhed. Følelse af, at Naturen hæver selv den Sunkne til renere Egne. Tog Odysseen, og gik ad Markvejen til Stenbordet; kølig og frisk Luft, Harmoni og Herlighed over Naturen. »Vildt flyver Høg«. Gik op i Hørsholm solbeskinnede Skov, saa paa det sørgmodige Udtryk i Hestenes og Faarenes Ansigter....
Jeg slog Smut og gav de Andre Gaader at gætte. En Kone kom og bad om lidt Hjælp til hendes Mands Begravelse; han havde faaet saa let en Død. (Hun siges at have slaaet ham ihjel med en Træsko.) Sad under en Kæmpebyge paa Rungstedlund; havde saa en herlig Kørsel efter den umaadelige Regn op til Folehave og derpaa til Hørsholm. Alt var dejligt og frisk som i et fortryllet Land. Hvilken Friskhed! Kirken og Træerne spejlede sig i Søen. Mit Skjoldmærke er tre Lykkeærter.
Til Vedbæk og tilbage. Vi skulde ro en Tur. Fruen[LXXIV] gik ind derpaa, men da vi vel havde faaet en stor, tung og kluntet Baad, var de alle ængstelige. Saa knak Ludvigs[LXXV] Aaretold og han faldt bagover. Det var naturligt; thi han roede alt for dybt. Saa tog jeg begge Aarerne og roede ene dem alle. Det var trættende at ro den tunge Baad med saa mange; men Havet var saa usigelig dejligt, Aftenen blikstille. Sølvstænk paa Vandet synlige for den opmærksomme og indviede Naturens Elsker. Krusning af Vestenvinden (φριξ). Gravede Grus og gik op til Folehave. Plukkede Blomster og Jordbær; mine Fingre lugter endnu saa godt af Jordbær....
Gik saa ud ved Nattetid. Min Fantasi rejste sig omkring mig. Sommernat, men vinterkoldt, Skyerne bunkede i Synskresen. Sæt, jeg der i Stormen og Kulden og Mørket mødte en, jeg véd. Hen over Kornet hviskede eller hvislede Vinden et Navn. Bølgerne slog et lille kort Slag mod Kysten. Kun Havet er Natur, Landet paa tusinde Maader af Menneskehænder berøvet sit Naturpræg; men Havet er nu som for Aar|96|tusinder siden. En stærk Taage steg. Birkene bøjede deres Hoveder og sov ind. Men jeg kan høre Græsset gro og Stjernerne synge.
Efterhaanden blev Forholdet til Ludvig David[LXXVI] stedse hjerteligere, og denne viste sig som en trofast Ven. Da det et Par Aar efter at Venskabet var stiftet, saa temmelig mørkt ud for mig, idet min Fader som Købmand havde lidt store Tab og ikke mere kunde støtte mig i den Grad som før, indbød Ludvig David[LXXVII] mig til helt at flytte hen i Forældrenes[LXXVIII] Lejlighed og blive boende der som Søn af Huset – et Tilbud, jeg vel afslog, men som rørte mig dybt, især da jeg erfor, at Tilbudet ikke var gjort, før hele Familien var hørt derom.
I November Maaned 1859, netop paa samme Tid, som Kappers’[LXXIX] »videnskabelige« Forening blev stiftet, foreslog en Kammerat ved Navn Grønbek[LXXX], der var fra Falster og kendt med Historikeren Caspar Paludan-Müllers[LXXXI] Familie, min Indtrædelse i et andet lille Selskab af unge Studenter, til hvem Grønbek saa op paa Grund af deres ganske ualmindelige menneskelige og boglige Dannelse.
Jeg havde i Datidens eneste Samlingssted for Studenter, den gamle Studenterforening i Boldhusgade, der altid fremstilledes i et poetisk Lys, ikke fundet hvad jeg søgte. Livet dèr var slapt, og Lørdagssoldene bragte daarlig Punsch, mest daarlige Taler og kun en sjælden Gang smukke Viser. Nu var jeg vel lige bleven Medlem af ét ungt Selskab, men jeg afviste aldrig Udsigten til lærerige Bekendtskaber, og Intet var mig for meget. Jeg slog da med Fornøjelse til, og blev en Aften sent i November indført i den af Grønbek[LXXXII] lovpriste Forening, der ikke kaldte sig »videnskabelig«, ikke havde andet Formaal end Selskabelighed og samledes paa |97| Ehlers’ Kollegium hos en ung filologisk Kandidat, Frederik Nutzhorn[LXXXIII].
Spændt som jeg var paa noget Overordenligt, blev jeg meget skuffet. Foreningen viste sig at være ganske løs og ubestemt. De Tilstedeværende, Værten, en vis Jens Paludan-Müller[LXXXIV], Søn af Historieskriveren[LXXXV], en vis Julius Lange[LXXXVI], Søn af Professoren i Pædagogik[LXXXVII], og nogle andre, modtog mig, som havde de ventet paa mig, for at den Nyankomne skulde bringe Foreningen paa Fode; de talte, som skulde jeg nu gøre Alt for at underholde dem, og som om de selv Intet gad gøre; de syntes magelige, næsten træge. Først læste man skiftevis noget højt af Bjørnsons[LXXXVIII] Arne[0007], der da var ny; saa fulgte en treven Samtale. Nutzhorn[LXXXIX] vrøvlede, Paludan-Müller[XC] snøvlede, Julius Lange[XCI] alene lod af og til en humoristisk Bemærkning falde. Modsætningen var slaaende mellem denne Nutzhorns[XCII] Bande, der tog Selskabeligheden med Ro, og Kappers’[XCIII] Kres, i hvilken der skulde arbejdes og drøftes af yderste Evne. Banden forekom ved Sammenligningen yderst flegmatisk.
Paa de følgende Møder ændredes det første Indtryk. Jeg opdagede under Samtalen med disse unge Mænd først og fremmest min egen Uvidenhed i politisk Historie og Kunsthistorie; dernæst forekom jeg mig selv i Sammenligning med dem gammel i Meninger som i Vaner. De kaldte sig f. Eks. Republikanere, medens Republikanisme i Danmark hidtil havde staaet for mig som ungdommelig Galskab. Dernæst havde de ingen borgerlige Vaner. Efter et Sold henad Juletid, der udmærkede sig ved en nydelig Sang af Julius Lange[XCIV], foreslog de, at man nu Kl. 12 Nat skulde gaa til Frederiksborg. Og den Art Udskejelser begik de ikke sjældent.
Dog var det først ved Skærsommertid 1860, at jeg ret smeltede sammen med denne nye Kres og følte mig hjemme |98| i den. Den var bleven udvidet med enkelte fortræffelige Kammerater, nuværende Højesteretsassessor Harald Paulsen[XCV], en tapper Yngling, der ikke var bange for at binde an med hvilkensomhelst Bølle i en Hulvej, daværende stud. theol. Troels Lund[XCVI], den senere saa ansete Historiker, der altid var fin, selvbehersket, tænksom og passeligt spydig, i Huggetimerne stor i Finter, og daværende stud. jur. Emil Petersen[XCVII] (død 1890 som Afdelingschef for Jernbanerne), sagtmodig, sværmerisk, yderst pligtopfyldende, med et udpræget lyrisk Hang.
Da vi en Aften kort før St. Hans var tagne til Vedbæk, havde hentet Emil Petersen[XCVIII] i Tryggerød og nydt den henrivende Egn, brødes vi ude i Vandet ved Skodsborg og holdt saa et Aftensmaaltid, hvor under Laget Lystigheden steg først til Vildskab, saa til Henrykkelse. Vi holdt Taler og sang, raabte vore Indfald i Munden paa hverandre, greb saa hinanden om Livet og dansede, til vi ikke kunde mere for Træthed. Saa drak vi alle Dus og gik i Flok ind til Byen, hvor vi efter Midnat trommede paa Beværtningernes Døre for at komme ind et Sted, hvor vi kunde faa Kaffe. Med Et forstod vi hinandens Art og Værd tilfulde; en broderlig Følelse forenede os, og vi forblev Venner for Livet. Rigtignok var det Liv, der var beskaaret flere af os, kort; Jens Paludan-Müller[XCIX] faldt som bekendt ved Sankelmark halvfjerde Aar efter; Nutzhorn[C] havde endnu kun halvsjette Aar at leve i. Af de andre er Emil Petersen[CI] og Julius Lange[CII] døde. Men hvad enten vi levede længe eller kort, saa hverandre ofte eller sjældent, vi forblev hjerteligt forbundne. Ingen Misforstaaelse eller Misstemning fik nogensinde Raaderum imellem os.|99|
Blandt de Udflugter, jeg foretog her i Danmark, var der en til Sønderjylland i Juli 1860.
Der var kommet en Opfordring til Studenterne om at møde ved en Fest, der i Slutningen af Juli skulde afholdes i Angeln til Styrkelse af det sparsomme danske Element i denne tysksindede Egn. Det var ikke mange, der ønskede at være med; men adskillige af dem havde smukke Stemmer og kunde med Følelse foredrage de fædrelandske Sange, af hvis Virkning man lovede sig noget til at røre Angelboernes og især deres Kvinders Hjerter. Adskillige endnu levende blandt Studenternes dengang anerkendte Førere var med.
Sejladsen fra Korsør til Flensborg foregik en sjælden Sommernat; man opgav de Sovepladser, man havde sikret sig, og forblev hele Natten paa Dækket ved en Bolle Punsch. Stjernerne skinnede klart, Skibet skar hurtigt gennem det stille Vand, smukke Sange blev sungne, højtstemte Taler holdte. En enkelt Tale blev hvisket, den for den endnu da almenyndede General de Meza[CIII], der sad i Kahytten, forstyrret i sin Nattesøvn, med sine hvide Handsker og krusede Kniplingsmanchetter og med en hvid og rød Nathue paa. Han var for de Unge den Mand, som under Slaget ved Fredericia ikke havde fortrukket en Mine, og da det var endt, stilfærdigt havde sagt paa sit Dansk-Fransk: Resyltatet er meget satisfactorisk.
Fjendtlige og haanlige Blikke fra Vinduerne i Flensborg oplyste snart de Rejsende om, at danske Studenterhuer ikke var velsete der. Derimod viste de Angler Bønder sig overmaade elskværdige. Festen, der varede hele Dagen og sluttede med Dans og Fyrværkeri, var vellykket, og et ungt Menneske, der havde sviret om Natten, rejst om Dagen og danset Aftenen bort med smukke Piger, maatte med sine |100| fortumlede Sanser sent paa Natten se Festpladsen i et romantisk Skær, som han stod der alene, omgivet af flammende Fakler, mens Fyrværkeriet spruttede og knitrede omkring ham. Nogle Studenter sad paa Marken omkring brændende Begkranse; en gammel Angelbonde holdt Ilden vedlige, syngende danske Sange. Ganske henrykt, med Taarer i Øjnene, gik han omkring, trykkede de Unge i Haanden og takkede dem, fordi de var komne. Det var sært højtideligt og smukt.
Da jeg Dagen efter paa Vejen fra Flensborg steg ud ved Egebæk Station for at gaa til Idsted, viste det sig, at tre andre unge Mennesker havde havt samme Tanke, saa vi alle fire fulgtes ad. Det var unge Mænd af en Støbning, jeg ikke før var truffet paa. Deres Følemaade og Udtryksmaade var mig ny. Alle talte de Hjertets Sprog og røbede øjeblikkeligt, at de tilbad hverandre, syntes kraftige, aabne Naturer med et fælles Præg. Det var de tre senere Højskolemænd Ernst Trier[CIV], Nørregaard[CV] og Baagøe† [CVI]. Trier[CVII] var den varmeste og rundeste, venlig og imødekommende mod en Fremmed, gjorde Indtryk af en vis Kløgt, var varsom i sine Domme om Personer. Baagøe[CVIII], høj og mandig, syntes en kraftig, romantisk Karakter, viste stor Modtagsomhed for Naturindtryk og syntes med sit Talent for Tegning udrustet med ikke almindelig Kunstsans; han var beskeden og mild i sine Domme. Nørregaard[CIX], en indtagende Personlighed, varm og ivrig, ikke saa klog som Trier[CX], ikke saa varsom i sine Udtalelser, lagde djærv, tung Alvor for Dagen, syntes uden Sans for Skemt eller Meningsytringer ad Omveje. Han var de andres øjensynlige Yndling; de tiltalte ham med Navnet Tusindfryd! og gav paa Spørgsmaalet, hvorfor han kaldtes saaledes, Forklaringen: fordi han er Tusinders Fryd. Det, som undrede den Nytilkomne en Smule, var kun, at Nørregaard[CXI] ingen Indsigelse nedlagde mod at benævnes saadan.
|101| Trier[CXII] kom i Hede, da Talen faldt paa Skønliteratur og hvad man dengang kaldte det Æstetiske. Der gaves i Literaturen, sagde han, en Retning, som lod haant om Moralen; det var den mest forkastelige Retning af alle; han, Trier[CXIII], kendte en Biskopsøn, der hyldede den. Han udtalte sig dernæst med Uvilje om den Heibergske Skole, hævede paa dens Bekostning Digtere som Hauch[CXIV], Ingemann[CXV] og Grundtvig[CXVI]. Nyt for hans Tilhører var det Eftertryk, han lagde paa disse sidste Digteres Folkelighed (som han skelnede skarpt fra Popularitet); han hævdede, hvor stor Gavn de gjorde ved at deres Ting kunde være i Menigmands som i de Dannedes Hænder. Saare snevert forekom dog hans Syn, naar han vilde udlede det Indtryk, Kierkegaards[CXVII] Enten–Eller[0008] havde gjort, af »Brynde« hos Bogens Læsere; men hvad der var sundt og friskt i hans Ord kunde ikke andet end tækkes og vinde.
I rask Gang naaede den lille Flok Idsteds skønne Hede dannet af Lyngtuer, hvis røde Blomster saa dejlige ud i Belysning af den nedgaaende Sol. Man lejrede sig paa den Høj, hvor Baudissin[CXVIII] havde holdt med sin Stab, og de unge Grundtvigianere sang:
Saa oplæste Baagøe[CXIX] Hammerichs[CXX] Skildring af Idstedslaget, medens hver i sin Fantasi saa Hærmasserne rykke frem og støde paa hinanden som netop ti Aar før.
Tiden var knap, hvis man den Aften skulde komme under Tag. Klokken 9 havde vi endnu to Mil til Slesvig. Vi gik den første Mil med en Fart, som var ny for mig. De første tre Fjerdingvej tilbagelagdes hver i et Kvarter, den sidste i tyve Minutter. Da vi ankom til Hotellet, stod den fra Krigen berømte Madam Esselbach[CXXI] i |102| Døren med Hænderne i Siden som paa sit Portræt, mønstrede de Kommende med kloge, skarpe Øjne og udbrød: Das ist ja das junge Dänemark. I Stuen sad Officerer og spillede Kort. Ritmester Sommer[CXXII] lovede os unge Mennesker at vise os Gottorp næste Morgen Kl. 6; vi kunde saa i Forvejen se en Udsigt over hele Byen fra Hersterberg.
Ritmesteren[CXXIII], der i Aarene efter Krigen var udsat for Angreb i Bladene og med hvis Udtryk »min jomfruelige Klinge« der blev gjort mange Løjer, viste os Unge den prægtige Kirke og derefter Slottet, der helt var skamferet som Kaserne. Han optraadte som Faderen for sit Regiment, bar sig ad som Poul Møllers[CXXIV] Kunstner, berømmede glad de Dygtige, men talte haardt til de Flygtige, uddelte ustanseligt Ros og Dadel, snakkede Dansk til Soldaterne, Plattysk til Kokkepigen og Højtysk til den lille Slotsjomfru, gjorde Gæsterne opmærksomme paa den strenge Orden og Renlighed i Staldene. Han beklagede bittert, at en vis Premierløjtnant, han viste os, som 1848 havde kastet sin Kokarde i Rendestenen og var løbet over til Tyskerne, nu var indsat i Regimentet over tapre Sekundløjtnanter, der havde vundet deres Kors i Krigen.
Her skiltes jeg fra mine grundtvigske Fæller. Da jeg ved Hjemkomsten fortalte Julius Lange[CXXV] om dem, sagde denne: Brave Folk, der bærer deres Hjerter i Knaphullet som Dekoration!
Snurrigt var det Rejseselskab, jeg fik for Resten af min Udflugt. Det var den senere Finansborgermester Borup[CXXVI] og den allerede da ved »Dagbladet« ansatte Journalist Falkman[CXXVII] (egenlig Petersen). Lidet anede jeg dengang, at min daværende, lidt plumpe Rejsefælle senere skulde udvikle sig til den Cato[CXXVIII], der ønskede Ibsens[CXXIX] Gengangere[0009] »anbragt i den Kalkgrube, hvor Sligt alene hører hjemme«, og skulde skrive Artikler i hundredevis mod mig selv. Jeg havde jo heller |103| ikke ved Bekendtskabet med Topsøe[CXXX] havt nogen Anelse om, at denne med Tiden vilde blive min haardnakkede Forfølger. Uden just at være stærkt ungdommelig, var den svære, firskaarne Borup[CXXXI] ung. Falkman[CXXXII] skrev med godt Humør til Bille[CXXXIII] lange Beretninger om Sønderjylland, som jeg rettede for ham. Borup og Falkman udbrød jævnlig, saasnart jeg aabnede Munden: Blot ikke serafisk!
Sammen kørte vi til Glücksborg, saa Feltlejren der, og spiste, da vi intet havde faaet siden Morgenkaffen Kl. 5, en Steg paa seks Pund, vi tre. Vi overnattede i Flensborg og kørte næste Dag i Vogn til Graasten ad en dejlig Vej mellem skovbevoksede Bakker. Det blev en øsende Regn, og vi sad i Dødstaushed, sysselsatte med at svøbe os ind i Hestedækkener. Da Regnen efter en Times Tid holdt op og vi bedede i en Kro, gjorde den tvungne Taushed Plads for den vildeste Lystighed. Vi tre unge Fyre – den tilkommende Finansborgermester som de andre – dansede ind i Stuen, hoppede omkring som vilde Mennesker, spildte Mælk over os, Sofaen og Opvartningspigen; valsende, leende sprang vi saa atter ud af Døren og op i Vognen, efter at have overøst Pigen med Fireskillinger.
Fra Graasten begav vi os til Sønderborg. De ældre lagde sig efter Maaltidet til at sove. Jeg gik op i Dybbølmølle. Da jeg kom tilbage, fandt jeg paa en Bakke paa Alssiden en Bænk med smuk Udsigt over til Sønderjylland. Jeg lagde mig paa Ryggen paa Bænken og saa op i Himlen og ud over det henrivende Landskab. De lyse Marker, omgivne af de høje, mørke Hegn, der giver de sønderjyske Landskaber deres Præg, tog sig, sete fra det højtliggende Punkt, ganske dejlige ud.
Det laa ikke for mig at se lyst paa Eksistensen. Min Natur var altfor spændt dertil, i uafbrudt Stræben. Skønt jeg vel nu og da følte det umiddelbare Velvære ved at aande frit, se Solen skinne og fornemme Vindens Susen og altid følte en Fryd ved at staa i den første Ungdom, laa der dog saa meget Tungsind i mit Væsen og en saadan Uvilje mod at give mig hen i nogensomhelst Illusion, at naar jeg saa ind i mig selv og gjorde mig Rede for mit Liv, fornam jeg det, som havde jeg aldrig én Dag i mit Liv været glad. Jeg kendte ikke Glæden i dagvis, neppe i timevis, kun en øjeblikkelig Henrykkelse under Samliv med Kammerater ved et Gilde, under Samkvem med en Ven, under Indtrykket af Naturskønhed eller kvindelig Ynde, og – som den Lykke at blive aandeligt beriget – under Læsning af et Digt, Syn af et Skuespil eller Fordybelse i et Kunstværk.
Følelsen af at beriges var desværre under Samlivet med Omgivelserne saare sjælden hos mig. Næsten stadigt havde jeg under Samtalerne med fremmede Mennesker den stik modsatte Fornemmelse, som oprørte mig, den, at jeg blev aandeligt udsuget, presset som en Citron, og mens jeg aldrig kedede mig, naar jeg var alene, led jeg i Andres Selskab paa en overvældende Maade af Kedsomhed. Ja, jeg kedede mig i den Grad ved de Besøg, hvormed jeg overhobedes af Kammerater og Bekendte, der hensynsløst tog min Tid for at slaa nogle Timer ihjel, at jeg formelig fortvivlede derover; jeg var for ung til haardnakket at negte mig hjemme. En saadan Plads optog efterhaanden Forestillingen om den Kedsomhed, hvorunder jeg led næsten ved al Selskabelighed, at jeg digtede et ikke helt ilde (desværre tabt) Eventyr om Kedsomheden over et Motiv, som jeg adskillige Aar senere |105| saa anderledes anvendt i Sibberns[CXXXIV] bekendte Skrift fra Aaret 2135. Eventyret blev læst højt for Nutzhorns[CXXXV] Bande og vandt dens Bifald.
Men skønt jeg saaledes ingenlunde kunde kaldes livsglad, var der i Kraft af min overstrømmende Ungdom i mig bestandig noget overstadigt, der, saasnart Samkvem med Andre bragte mig ud af Ligevægt, føltes som Overgivenhed, og fik mig til at udbryde i Latter.
For min rent ustyrlige Lattermildhed var jeg bekendt, og ikke netop fordelagtigt bekendt, blandt mine Kammerater. Jeg havde et yderst aarvaagent Blik for det Latterlige, og letpaavirket som jeg endnu var, formaaede jeg ikke at nøjes med et Smil. Ikke ganske sjældent kunde jeg paa en Spadseretur gennem Byens Gader le ustanseligt en hel Gade igennem. Der var Tider, hvor jeg var ude af Stand til at lægge Baand paa denne Latter; jeg lo som et Barn; og det var mig ubegribeligt, at Folk kunde gaa saa adstadige, saa inderligt højtidelige omkring. Saa En mig blot stivt i Øjnene, kom jeg til at le. Koketterede en ung Pige en Smule med mig, kunde jeg le hende lige op i Ansigtet. En Dag gik jeg ud og saa to fulde Sjovere i en Droske, hver med sin Ligkrans paa Skødet; jeg maatte le; jeg mødte en gammel Laps, jeg kendte, og denne havde to Frakker paa, af hvilke den ene hang ned under den anden; jeg maatte le ogsaa deraf. Undertiden, naar jeg gik eller stod i mine egne Tanker, var jeg yderlig adspredt, svarte mekanisk eller talte i en Tone, der kun lidet passede til Ordene; mærkede jeg det saa selv, maatte jeg le højt af min egen Adspredthed. Det kunde hænde mig, at jeg i fint Aftenselskab, indført af Husets Søn i en mig fremmed stiv Familie, hvor Samtalen ved Bordet gik trægt med Enstavelsesord, kom til at le saa voldsomt, at Alle betragtede mig med Forbavselse eller Vrede. Og det kunde hænde mig, at etsteds, hvor noget |106| Sørgeligt, der berørte de Nærværende, kom paa Tale, Erindringen om noget Pudsigt, jeg samme Dag havde oplevet eller hørt, dukkede saa betagende op i mig, at jeg fik de for Omgivelserne ufattelige og krænkende Latteranfald, som det var mig umuligt at trænge tilbage. Ved sørgelige Festhandlinger plagede Angsten for at komme til at le mig saaledes, at min Opmærksomhed uvilkaarligt fæstede sig paa alt, hvad det gjaldt om ikke at tænke paa. Særligt harmelig var denne Tilbøjelighed for mig, hvor Latteren greb forstyrrende for Andre ind i Noget, det var min egen Lyst og Vilje at føre igennem. Saaledes ødelagde jeg ved min Latter de første Prøver paa Sofokles’[CXXXVI] græske Filoktetes[0010], som en lille Gruppe Studerende efter Julius Langes[CXXXVII] Opfordring vilde opføre. Enkelte udtalte Græsken besynderligt, Andre havde glemt deres Rolle eller spillede slet – og det var nok til, at jeg fik et Latteranfald, der neppe lod sig stanse. Saaledes lo jeg meget ofte, ganske forpint over at maatte le, i Virkeligheden tungsindig til Mode og med Hovedet fuldt af Bekymring; jeg maatte da mindes Ørvarodd[cxxxviii], der hos Oehlenschläger[CXXXIX] ikke ler, naar han er glad, men skoggerler, naar han er hjertegreben.
Latteranfaldene var i Virkeligheden et Udslag af min pure Ungdom; med al min Grublen var jeg i mange Maader forbleven et Barn; jeg lo, som Drenge og unge Piger ler uden at kunne holde op, særlig naar de ikke maa. Men denne pinlige Egenskab hos mig henledede mine Tanker paa selve Latterens Væsen; jeg stræbte at gøre mig Rede, hvorfor jeg lo, og hvorfor man lo, overvejede efter Evne, hvorpaa det Komiske beroede, og hvori det bestod, nedlagde saa Frugterne af mine Overvejelser i min anden større Afhandling Om Latteren[0011], der er gaaet tabt.
Da jeg nærmede mig mit tyvende Aar, holdt Latter|107|anfaldene op. Jeg har, skrev jeg da, set ind i hint Sukkenes Rige, paa hvis Tærskel jeg – som Parmeniskos[cxl] overfor det trofoniske Orakel[cxli] – paa en Gang har glemt at le.
Imidlertid var jeg fyldt mit attende Aar og Valget af en Livsstilling maatte træffes. Men hvad duede jeg til? Mine Forældre[CXLII] ønskede, som de øvrige af mine Slægtninge, paa hvis Dom jeg satte Pris, at jeg skulde gaa den juridiske Vej; man mente, jeg vilde kunne blive en dygtig Advokat; men selv holdt jeg mig tilbage, hørte i det første Studenteraar endnu ikke en eneste juridisk Forelæsning. I Juli 1860, efter at jeg havde taget den filosofiske Eksamen (med Udmærkelse i alle Fag) trængte Spørgsmaalet paa. Om jeg vilde kunne udfolde betydeligere Evner som Forfatter, var det mig umuligt at afgøre. Kun det var jeg klar over, at med en underordnet Stilling i Literaturen vilde jeg ikke lade mig nøje; saa hundrede Gange heller være Byfoged i Korsør. En indre Stemme sagde mig, at jeg vilde naa frem som Skribent. Jeg opfattede det, som var der for Tiden Dødsstilhed i Europas Skønliteratur, men som om mægtige Kræfter rørte sig i det Stille. Jeg mente, at et nyt Opsving forestod. I August 1860 skrev jeg for mig selv: »Vi Danske vil med vor nationale Kultur og vort Kendskab til fremmede Literaturer staa vel væbnede, naar det literære Gjallerhorn igen lyder over Verden og kalder den fyrige Ungdom til Kamp. Det er min sikreste Overbevisning, at den Tid vil komme, og at jeg selv her i Norden vil blive om ikke den som fremkalder den, dog saare virksom dertil.«
Et af de første Værker, jeg som Rus havde gennemlæst, var Goethes[CXLIII] Digtning og Sandhed[0012] og dette Levnedsløb havde gjort et umaadeligt Indtryk paa mig. I mit barn|108|agtige Sværmeri besluttede jeg at læse alle de Bøger, Goethe[CXLIV] dèr nævner, at han i sin Ungdom har læst, og saaledes begyndte og fuldendte jeg en Gennemlæsning af Winckelmanns[CXLV] samtlige Værker, af Lessings[CXLVI] Laokoon[0013] og øvrige kunstarkæologiske Undersøgelser, studerede med andre Ord Kunsthistorie og Kunstfilosofi fra først af i Fremstillinger, der fra den senere Forsknings Synspunkt var ganske forældede, om end i sig selv og for deres Tid værdifulde nok. Goethes[CXLVII] Levned betog mig en Tidlang saadan, at jeg genfandt Bogens Figurer allevegne. En gammel Lærer, jeg tidligt om Morgenen gik til, for at indvinde den Kundskab i Engelsk, som Skolen ikke havde meddelt mig, mindede mig f. Eks. levende om den gamle Danselærer hos Goethe[CXLVIII], og mit Indtryk bestyrkedes, da jeg erfor, at ogsaa denne havde to smukke Døtre. Vigtigere var det, at Bogen vakte en rastløs Kundskabstrang i mit Indre, paa samme Tid som jeg i mit Sind optog et Billede af Goethes[CXLIX] monumentale Personlighed og en Paavirkning af hans Alsind.
Imidlertid drev Forholdene i mit Hjem til nu uden videre Vaklen at begynde et Fagstudium. De Udsigter, Literaturen bød, var altfor fjerne. Til Naturvidenskaberne havde jeg intet Anlæg; det Logiske i mine Evner syntes lettere at kunne trænge ind i Retsvæsenet; det juridiske Studium blev da valgt og begyndt.
Universitetsforelæsningerne, som de holdtes af Professorerne Aagesen[CL] og Gram var forfærdelige; de bestod i en langsom, søvnig Dikteren. En dødelig Kedsomhed rugede altid i Høresalene. Særligt var Aagesen[CLI] uudholdelig; intet Menneskeligt kom til Orde, naar han dikterede. Gram var en imødekommende velvillig Personlighed, men neppe stod han paa Katedret før det var, som sagde ogsaa han: Jeg er et Menneske, alt Menneskeligt er mig fremmed.
Studiet maatte da drives ved Hjælp af Manuduktør, og |109| den, hvem jeg i Forening med Kappers[CLII], Ludvig David[CLIII] og nogle andre valgte, Otto Algreen-Ussing[CLIV], var som Vejleder baade dygtig og elskværdig. Der skulde endnu gaa henved fem Aar, før denne Mand og hans mere evnestærke Broder, Frederik[CLV], i Anledning af den kongetro og konservative Augustforenings Dannelse blev forfulgte og latterliggjorte som reaktionære af den herskende Presses Redaktører, der blot et Par Aar senere afslørede sig som tifold mere reaktionære end de. Faderen, den bekendte Politiker Algreen-Ussing[CLVI], havde som ung Oppositionsmand under Christian den Ottende[CLVII] staaet ved Davids[CLVIII] Side. Sønnerne[CLIX] var gode Hoveder og ypperlige Jurister begge to, men Otto[CLX] ligefrem begejstret for Jurisprudensen; i hans Mund var Jurist »det Første, et Menneske kan være.«
Det lykkedes ham dog ikke at meddele mig sin Begejstring for Juraen. Jeg gjorde mig Flid, men der var i Stoffet kun lidet, der vakte min Interesse. Christian den Femtes[CLXI] Danske Lov fængslede mig udelukkende ved sin Sprogform, ved de anskuelige og fyndige Udtryk, der nu og da anvendtes. Som naar det hed: »Abild- og Kaal-Have og Tofte, som maa indhegnis, skal hver Mand sig selv hegne med sit Gierde« eller naar det hed: »Optinger Mand for nogen Sag ustokket, ublokket og unødt, da er hand pligtig til det at efterkomme, som hand udlovet haver«. Ellers var det stærkeste Indtryk, jeg i hine Timer modtog, det af den overlegne Skarpsindighed i Anders Sandøe Ørsteds[CLXII] Lovfortolkning. Naar jeg havde læst og atter læst et Lovsted, der forekom mig let fatteligt og kun til at forstaa paa en eneste Maade, hvor kunde jeg da andet end undres og overvældes, naar Læreren foredrog Ørsteds Fortolkning, der paaviste, at Loven var jammerligt affattet og kunde udlægges paa tre eller fire forskellige, hinanden modsigende Maader! Men |110| dette blev saare hyppigt af Ørsted ganske uigendriveligt godtgjort.
I min Uimodtagelighed for de juridiske Enkeltheder og min Interesseløshed overfor den positive Ret, kastede jeg mig da nu med des større Lidenskab over hvad man i gamle Dage havde kaldt Naturretten, og fordybede mig atter og atter i Retsfilosofi.
Paa samme Tid som det juridiske Studium saaledes begyndtes, anlagdes et filosofisk og æstetisk Studium efter en stor Maalestok. Dagen inddeltes fra Morgen til sildig Nat, og der var Tid til Alt, til de gamle og nyere Sprog, til de juridiske Timer hos Manuduktøren, til de filosofiske Forelæsninger, som Professorerne H. Brøchner[CLXIII] og R. Nielsen[CLXIV] paa Universitetet holdt for Viderekomne, og til selvstændig Læsning af videnskabelig og historisk Art.
En af Lærerne fra min Skoletid, en grundigt lærd Filolog, nuværende Dr. Oscar Siesbye[CLXV], tilbød mig uden Vederlag Undervisning, og ved hans Hjælp blev adskillige Tragedier af Sofokles[CLXVI] og Euripides[CLXVII], et og andet af Platon[CLXVIII], Komedier af Plautus[CLXIX] og Terents[CLXX] omhyggeligt læste. Og denne Videnskabsmands Interesse indskrænkede sig ikke til Undervisningen, men omfattede min Personlighed og Stræben i det Hele.
Frederik Nutzhorn[CLXXI] læste Edda og Niebelungenlied med mig i Grundsprogene; med Jens Paludan-Müller[CLXXII] gennemgik jeg det Ny Testamente paa Græsk, med Julius Lange[CLXXIII] Æschylos[CLXXIV], Sofokles[CLXXV], Pindar[CLXXVI], Horats[CLXXVII] og Ovid[CLXXVIII], lidt af Aristoteles[CLXXIX] og Theokrit[CLXXX]. Catullus[CLXXXI], Martial[CLXXXII] og Cæsar[CLXXXIII] læste jeg alene.
Dog egenlig Inspiration kom der først over mine Studier, |111| da jeg nærmede mig mit nittende Aar. Af Filosofi havde jeg da kun tilegnet mig et og andet af Søren Kierkegaard[CLXXXIV]. Men nu begyndte jeg et samvittighedsfuldt Studium af Heibergs[CLXXXV] filosofiske Skrifter og arbejdede redeligt paa at sætte mig ind i dennes spekulative Logik. Altsom Heibergs[CLXXXVI] Prosaiske Skrifter kom ud i Udgaven af 1861, blev de granskede med den yderste Agtpaagivenhed. Heibergs[CLXXXVII] Død i 1860 berørte mig som en stor Sorg; jeg elskede og dyrkede ham som Tænker. Den formelle Klarhed og indre Dunkelhed i den Heibergske Tillempning af Hegels[CLXXXVIII] Lærdomme gav en vis kunstnerisk Tilfredsstillelse, paa samme Tid som den fremkaldte en Anstrengelse for virkelig at forstaa.
Men efter Sagens Natur kunde Heibergs[CLXXXIX] filosofiske Livsgerning for en Studerende ikke blive Andet end en Indførelse i Hegels[CXC] Tankegang og en Indledning til Mesterens egne Værker. Jeg vidste ikke af, at Europa nu ved Aaret 1860 forlængst over disse Arbejder var gaaet over til Dagsordenen. Med lidenskabelig Attraa efter at naa til Sandhedserkendelse gav jeg mig i Kast med Systemet, begyndte med Encyclopædien, læste de tre Bind Æstetik, Retsfilosofien, Historiens Filosofi, Aands-Fænomenologien, atter Retsfilosofien, endelig Logiken, Naturfilosofien og Aandsfilosofien i en sand Rus af Erkendelsesglæde. En Dag, da en ung Pige, jeg følte mig draget til, havde bedt mig komme og sige hende Farvel umiddelbart før hendes Bortrejse, glemte jeg Timen, Rejsen, Aftalen og hende, over min Hegel[CXCI]. Da jeg, gaaende op og ned ad mit Gulv, kom til at trække Uret op af Lommen, opdagede jeg, at jeg havde forsømt mit Stævnemøde og at den unge Pige nu længst maatte være rejst.
Hegels[CXCII] Retsfilosofi havde en Fortryllelse for mig som juridisk Student, dels paa Grund af den Overlegenhed, hvor|112|med det Substantielle i Hegels[CXCIII] Aand fremtraadte her, dels paa Grund af Bogens udæskende Holdning overfor vedtagne Meninger og Udtryk, idet for Hegel her »Moraliteten« næsten bliver det eneste Forkastelige. Dog mest henrev mig Æstetiken. Den var letfattelig og dog vægtig, overstrømmende rig.
Atter og atter følte jeg mig under Læsningen af Hegels[CXCIV] Værker henrevet ved at se en ny Tankeverden aabne sig for mig. Og naar hvad der længe havde været mig uforstaaeligt, efter haardnakket Grublen tilsidst blev mig klart, følte jeg, hvad jeg selv kaldte »en unævnelig Salighed«. Hegels[CXCV] forud for Erfaringen opførte Tankesystem, hans tyske med vilkaarligt dannede Kunstord overlæssede Stil fra Anno 1810, der skulde synes at maatte afskrække en Yngling fra et andet Land og en anden Tid, betydede for mig kun Vanskeligheder, som det var en Fornøjelse at overvinde. Selve det Hegelske var mig tilmed ikke Hovedsagen, Hovedsagen var denne: Jeg lærte en verdensomspændende Aand at kende; jeg blev indviet i et Forsøg paa at fatte Altet, der halvvejs var Visdom, halvvejs Poesi; jeg fik Indblik i en Metode, der om end videnskabeligt utilfredsstillende og allerede da forladt af Forskerne, var frugtbar og beroede paa aandfuld Opfattelse af Sandhedens Væsen; jeg følte mig sat i en stor Aandshøvdings Skole, og i denne Skole lærte jeg at tænke.
Vistnok havde jeg kunnet faa Indvielsen i en Skole, som var oprettet paa mere moderne Grundlag; vistnok havde jeg sparet megen Tid og mange Omveje, om jeg var bleven indført i en Erfaringsfilosofi, eller om Skæbnen havde sat mig i en Skole, hvor Historien blev opfattet mere kildekritisk, om end mindre aandfuldt, og hvor Agtelsen for Enkeltpersonligheden var større. Men som Skolen var, drog jeg i ethvert Tilfælde af den al den Gavn, den kunde gøre |113| mit Jeg, og jeg fornam mig med Henrykkelse i mægtigt fremskyndet aandelig Fremgang. Det gjorde derfor intet synderligt Skaar i min Fornemmelse af at være naaet til videnskabelig Indsigt, da jeg erfor, hvad jeg ikke fra først af havde vidst, at mine Lærere, Hans Brøchner[CXCVI] saa vel som Rasmus Nielsen[CXCVII], var enige om ikke at blive staaende ved den tyske Filosof, var, som det hed, »komne ud over Hegel[CXCVIII]«.
Paa den Højde, hvortil Studiet af Filosofien havde løftet mig, forstod jeg nu, at de Spørgsmaal, hvormed jeg var kommen til Videnskaben, var urigtigt stillede, og, selv uden at besvares, faldt bort. Ord, der i Aartusinder havde fyldt Menneskehedens Sind, Gud, Uendelighed, Tanke, Natur og Aand, Frihed og Formaal, alle disse Ord fik en anden, dybere Mening, stempledes med et nyt Præg, fik ny Værdi, og de lutrede Forestillinger, de nu udtrykte, modsattes hinanden og indgik Forbindelser med hinanden, indtil Verdensaltet saas gennemtrukket med et Net af Tanker og hvilende deri.
Fra denne Højde tog da det Smaa og Dagligdags, som sysselsatte Menneskevrimlen, sig jammerligt ud. Hvad betydede f. Eks. Kævlet i Rigsraad og Rigsdag i et lille Land som Danmark i Sammenligning med Frihedsideens naturnødvendige, ved Aandslove bestemte Kæmpegang gennem Verdenshistorien, som den fremtraadte hos Hegel[CXCIX]! Og især, hvad betydede Avisernes Døgnsladder, der opfyldte saa mange Samtidiges Sind, i Sammenligning med den nu aabnede Mulighed til et Liv i evige Ideer, med dem og for dem!
Dybere endnu fornam jeg Indvielsen, da jeg fra Hegel[CC] gik tilbage til Spinoza[CCI] og første Gang læste Ethica[0014] med Andagt og Begejstring. Her stod jeg ved den panteistiske Filosofis Ophav i den nyere Tid. Her var Filosofien endnu tydeligere Religion, idet den erstattede Religionen. Var Metoden her end saare kunstig, rent matematisk, saa havde Filosofien her en oprindeligere Aandsforms Tiltrækning, virkede omtrent som primitiv Malerkunst jævnført med udviklet. Selve Sprogbrugen Gud eller Naturen havde en betagende Mystik. Det Kapitel i Værket, der er helliget Lidenskabernes Naturhistorie, overraskede og berigede ved sin simple og dybe Forklaring af de menneskelige Sjælstilstande. Og skønt Kampen mod Overtroens Livsbetragtning her førtes med afvisende Skarphed, medens den i moderne Filosofi kun underforstodes, var det som om Tankerne her gik ad stillere Veje.
Hos Hegel[CCII] havde det udelukkende været Tankernes Omfang og Tænkningens Fremgangsmaade, som fastholdt. Hos Spinoza[CCIII] var det anderledes. Hans Personlighed drog, det store Menneske i ham, et af Historiens største. En ny Type var indtraadt i Verdenshistorien med ham; han var den over Jordelivet hævede stille Tænker, mindende om Jesus ved Karakterens Renhed og Styrke; Jesu Modsætning som Naturdyrker, Nødvendighedsdyrker og Panteist. Hans Lære var Grundlaget for den nyere Tids Tro. Han havde paa en Gang været Helgen og Hedning, oprørsk og from.
Dog medens jeg saaledes rent intellektuelt stræbte at trænge ind i saa mange af Aandens Riger, jeg formaaede, |115| og at underlægge mig ét Omraade efter et andet, var det langt fra, at jeg slog mig til Ro ved det aandeligt Indvundne eller følte mig i uanfægtet Besiddelse deraf. Samtidigt med at jeg tilfredsstillede min Attraa efter Indsigt eller Kundskab og glimtvis nød min højeste Lykke i Erkendelsesglæden, foregik der en stedse heftigere indre Kamp i mit Følelsesliv.
Alt som mit Væsen groede i mig og jeg langsomt udløstes af den Splittethed, hvori jeg som Bevidsthed havde været stedt; jo mere jeg med andre Ord blev enkelt og stræbte at være ægte og sand, des mindre følte jeg mig som blot Enkeltvæsen, men som forbunden med Menneskeheden, et Led i Kæden, et Organ for Altet. Selve den filosofiske Panteisme, jeg fordybede mig i, modarbejdede jo Individualismen hos mig, lærte og fremstillede alle Væseners Forening i den gudopfyldte Natur. Dog det var ikke fra Panteismen, at Krisen stammede i mit indre Liv; det var Følelsens Kilder, der nu sprang op og stadigt rindende fyldte min Sjæl. Menneskekærlighed greb og betog mig, overskyllede og frugtbargjorde de Agre i min indre Verden, som havde ligget brak, og denne Menneskekærlighed udmundede i en omfattende Medlidenhed.
Den fyldte mig efterhaanden saadan, at jeg næsten ikke kunde udholde Tanken paa de Lidende, de Fattige, de Undertrykte, dem, hvem der sker Uret. Altid foresvævede mig Billeder af dem, og stadigt syntes det mig Pligt at virke for dem, og forsmædeligt at nyde, naar saa mange maatte savne og martres. Tidt, naar jeg gik ned ad Gaderne ved Aftentid, rugede jeg saaledes over disse Tanker, at jeg Intet saa af det, der foregik omkring mig, men følte, hvorledes al min Hu drog mig til dem, som led.
Jeg havde blandt mine nærmeste Slægtninge Mænd med varmt Hjerte og hjælpsomt Sind. Den Mand, hvem min Moders yngre Søster[CCIV] havde ægtet, havde i den Grad Hjertet |116| paa rette Sted, at han ikke saa eller hørte om Nød, før han greb i Lommen, endda han havde Lidet at give af. Min Farbror[CCV] var helt gaaet op i Filantropi, stiftede den ene velgørende Stiftelse eller Forening efter den anden, havde ualmindeligt Greb paa at bevæge sine velhavende Medborgere til at gennemføre hans Planer, og udviste ved Lægningen af disse et næsten genialt Blik og en praktisk Sans, der overraskede des mere, fordi hans Forstand ellers var ganske uden Skarphed og hans Slutningsmaade om abstrakte Spørgsmaal forvirret. Men jeg følte hverken som den ene eller den anden af de to. Min Følelse var ikke saa letvakt som den førstes, var ikke godlidende og hurtigtvirkende som hans. Den lignede heller ikke den andens, som blot var Samhu med de ugunstigst stillede uden det ringeste Element af Oprør mod de Forhold eller de Mennesker, som var Skyld i Elendigheden; min Farbroder[CCVI] var evigt fornøjet med Tilværelsen, som den var, saa et kærligt Forsyns Ledelse allevegne, og var fuldt og fast overtydet om, selv at blive ført og fremmet af dette Forsyn, der særligt sørgede for, at hans til Menneskevelfærd sigtende Foretagender sattes i Værk. Nej, min Følelse var helt anderledes artet. Intet laa mig fjernere end dette stundom rent barnagtige Gladsyn. Jeg kunde ikke nøjes med at gøre Enkeltes Lidelse vitterlig og om muligt afhjælpe den; jeg søgte dens Aarsager i Raahed og Uret. Jeg kunde da ikke heller genfinde Sporene af Verdensstyrelsens Finger i en Vrimmel af Sammentræf, Samtaler, Avisartikler og kloge Mænds gode Raad, der alt tilsammen fik sit Udslag i Stiftelsen af en Forening for Syersker eller i Opførelsen af et Sygehjem til Modarbejden af den Elendighed, Verdensstyrelsen selv havde afstedkommet. Barn var jeg ikke mere, og i den Forstand barnlig havde jeg aldrig været. Men mit Hjerte blødte ikke desmindre af Medynk med Samfundets Ulykkelige. Jeg indsaa endnu |117| ikke Nødvendigheden af den Egenkærlighed, der er Selvhævdelse, og jeg følte mig trykket og pint af, hvad jeg i min forholdsvis fordelagtige Stilling som Ikke-Proletar havde forud for mange Andre.
Dog hertil sluttede sig en anden Stemning med andre Tilskyndelser. Jeg følte en Drift til at optræde som Forkynder for Omverdenen, for de Tankeløse og Haardhjertede. Jeg skrev under stærk indre Bevægelse en opbyggelig Tale Den gavnlige Angest[0015]. Jeg begyndte at betragte det som min Pligt, saasnart jeg dertil havde Evne, at gaa ud i Byen og præke paa hvert Gadehjørne, ligegyldigt om jeg som en saadan Lægprædikant vilde møde Ligegyldighed og høste Spot.
Det tiltalte mig at handle saaledes, fordi det for mig stod som det Vanskeligste, og fordi jeg, ungdommeligt forskruet, ikke havde andet Kendemærke for Pligten end dens Vanskelighed. Jeg behøvede blot at opdage noget, der syntes mig Ret, og da at sige til mig selv: Men det tør du ikke gøre! før Alt, hvad der var hos mig af ungdommelig Kraft og Dristighed, af dybere Æresfølelse og Stolthed, af Lyst til at binde an med det tilsyneladende Uovervindelige, strømmede til, og overfor dette: Du tør det ikke, vilde godtgøre mig, at jeg turde det.
Da det Vanskeligste nu foreløbig syntes mig at være Selvfornegtelse, Ydmyghed, Askese, saa løb en Tid lang hele mit Sjæleliv ud deri. Netop paa dette Tidspunkt – jeg var 19 Aar gammel – var min Families økonomiske Stilling kritisk og jeg som ganske fattig Student henvist til mig selv. Jeg havde altsaa ikke meget af Verdens Goder at forsage eller give Afkald paa. Fra en smuk Bolig i Kronprinsensgade var mine Forældre[CCVII] flyttede hen i en mindre god Lejlighed i den højst uanselige Laksegade; her fik jeg mig et Tagkammer af beskedent Omfang med Udsigt til Hustage |118| ved Dag og Stjerner ved Nat. Stille var Nætterne ikke, forsaavidt Nabohusene genlød af Skrig og Hvin fra stakkels Kvinder, som de sent hjemvendende Mænd eller Kærester gennempryglede i Drukkenskab. Men aldrig før havde jeg følt mig saa løftet, saaledes henrykt, ja salig, som paa dette Kammer. Mine Dage gled hen i Ekstase; jeg fornam mig indviet til Stridsmand i den Højestes Tjeneste. Jeg anstillede Prøver med mit Legem for at faa det helt i min Magt, spiste saa lidt som muligt, sov saa lidt som muligt, lagde mig mangen Nat udenfor min Seng paa det blotte Trægulv for at vænne mig til den Haardførhed, hvorfor jeg havde Brug. Jeg stræbte at døde den vaagnede ungdommelige Sanselighed i mig, og fik efterhaanden fuldt Herredømme over mig, saa jeg kunde være, hvad jeg vilde være, et villigt og kraftigt Redskab i Kampen for Sandhedens Sejr. Og nu styrtede jeg mig paany ud i Studier, med en Lidenskab og en Lyst, saa jeg Intet savnede, men Maaned efter Maaned følte mig baaren, tagende til i Kundskab som i Aandskraft, voksende fra Dag til Dag.
Dog, denne Sindstilstand krydsedes af en anden. Det religiøse Gennembrud i mit Sind kunde ikke forblive uplumret, stillet som jeg var i et Samfund, der var gennemfuret af religiøse Strømninger; udgaaet som jeg var af den europæiske Menneskehed, der i Aartusinder havde været gennempløjet af religiøse Forestillinger. Alt hvad der kan ligge som Atavisme, som Gengangen fra Fortidens Tænke- og Følemaader, dulgt i den Enkeltes Sind, rykkede nu til Undsætning for de ængstende religiøse Følelsesindtryk, der kom til mig udenfra.
Det var ikke mine Venners Holdning, der gjorde Ind|119|tryk paa mig. Alle mine nærmere Venner var rettroende Kristne; men de Forsøg som adskillige af dem, Julius Lange[CCVIII], Jens Paludan-Müller[CCIX], havde iværksat paa at omvende mig, var prellede fuldstændigt af paa mit langt fremmeligere Sind. Jeg var gjort af meget haardere Malm end de, og deres Omstemningsforsøg naaede hos mig ikke indenfor Huden. Til at sætte mit Sind i Svingning udkrævedes en Aand, hvem jeg følte min overlegen; en saadan fandt jeg ikke hos dem. Den mødte mig i S. Kierkegaards[CCX] filosofiske og religiøse Skrifter, i Værker som Sygdommen til Døden[0016] for Eksempel.
Brydningen i mit Indre begyndte svagt, da jeg nærmede mig mit nittende Aar. Udgangspunktet var dette: Et stod for mig som fornødent: at leve i og for Ideen; det var Datidens Udtryk for det Højeste. Alt, hvad der rejste sig som fjendtligt mod Ideen, var hjemfaldet til at gennempiskes med Spot eller til at fældes med Harme. Og jeg nedskrev en Dag dette Udbrud: »Heine[CCXI] græd over Don Quijote[0017]. Jo, han var den rette. Blodige Taarer kunde jeg græde, naar jeg tænker paa den Bog.« Men det gjaldt om at naa til fuld Klarhed over hvad der maatte forstaas ved Ideen. For Heiberg[CCXII] havde de Udannede været de ideløse. Men det var mig utvivlsomt, at Dannelsen ingen Maalestok afgav. Og jeg fandt ingen anden Maalestok for Idébetagetheden end Redebonhed til at bringe Ofre. Hvis jeg, sagde jeg til mig selv, viser mig mindre opofrende end en af de Uslinger, jeg bekæmper, saa hjemfalder jeg selv til berettiget Spot. – Men var Opofrelsen Maalestokken, saa var jo Jesus, som Overleveringen lærte det, Idealet; thi hvem havde været selvopofrende som han!
Her var et Skraaplan, der førte ind i det kristelige Følelsesliv, og et Aarstid derefter, da jeg nærmede mig mit tyvende Aar, var jeg ad dette Plan naaet til at føle mig i |120| væsenlig Overensstemmelse med den kristelige Følemaade, forsaavidt mit Liv var asketisk og min søgende, stræbende, uafbrudt arbejdende Aand ikke blot fandt Hvile, men Henrykkelse i Bønnen, og fik Løftelse og Ild ved Forestillingen om at være skærmet og hjulpet af »Gud«.
Dog netop som jeg skulde fylde mit tyvende Aar, brød Krisen ud paany, og under hele den første Halvdel af dette følgende Aar varede den med uafbrudt Voldsomhed. Var jeg paa det nuværende Stadium af min Udvikling Kristen eller ikke? Og dersom ikke, var det da Pligt for mig at blive Kristen?
Den Tanke, der først opstod hos mig, var denne: Det koster stor Anstrengelse, stadig, undertiden minutlig, at opnaa det sædelige Selvherredømme, og om dette end ikke behøver at medføre Selvtilfredshed, end mindre bør gøre det, det medfører dog Fornemmelsen af dette Selvherredømmes Værdi. Hvor sært da, at Kristendommen, som opfordrer til Erhvervelsen deraf, samtidigt hævder det som ligegyldigt for den aabenbarede Gud, om Mennesket har levet sædeligt eller ikke, siden Tro eller Ikke-Tro skal være det ene afgørende for den saakaldte Frelse!
Den næste Tanke, der indfandt sig, var denne: Kun hos Kierkegaard[CCXIII], i dennes Lære om Paradokset, fremtræder Kristendommen saaledes begrebsbestemt, at den ikke lader sig forveksle med nogensomhelst anden aandelig Retning. Men naar Valget skal træffes mellem Panteisme og Kristendom, saa opstaar det Spørgsmaal, om Kierkegaards[CCXIV] Lære ogsaa virkelig er den historiske Kristendom og ikke snarere en begrebsmæssig tillempet, og dette Spørgsmaal maa besvares benegtende, da det er muligt at tilegne sig den uden at have noget Forhold til Aandens Aabenbarelse i en Dues Skikkelse, til Røsten fra Skyerne, overhovedet til den hele Stab af Undere og Dogmer.
|121| Den næste Tanke igen var denne: Panteismen sætter ikke Mennesket noget enkelt, ubetinget Formaal. Den Ikke-Troende tilbringer Livet i Interesse for de mange Formaal, Mennesket som Menneske har. Panteisten vil da have vanskeligt ved at leve helt etisk. Der gives mange Tilfælde, hvor man ved at gaa udenom det strengt Etiske ikke skader Nogen, kun tager Skade paa sin Sjæl. Her vil den Ikke-Troende have ondt ved at bekvemme sig til for den upersonlige Sandheds Skyld at gøre Skridtet, medens den Gudfrygtige bevæges af sin lidenskabelige Angst for at krænke Gud.
Saaledes kastedes jeg i min Grublen frem og tilbage.
Hvad jeg særlig frygtede for, det var, at hvis jeg naaede til Sandhedens Erkendelse, det da blev Mangel paa Mod, der hindrede mig i, afgørende at tilegne mig den. Der udkrævedes jo Mod, saavel til at paatage sig de Byrder der fulgte med at være Kristen, som til at paatage sig dem, der fulgte med at være Panteist.
Overfor Kristendommen skelnede jeg da skarpt mellem Fejgheden, der gøs tilbage for at forsage, og Tvivlen, der satte selve det Spørgsmaal under Drøftelse, om Forsagelsen var Pligt. Og det var mig klart, at paa Vejen til Kristendommen maatte Tvivlen overvindes før Fejgheden – ikke modsat, som Kierkegaard[CCXV] i Til Selvprøvelse[0018] har paastaaet, hvor han siger, at ingen af Martyrerne har tvivlet.
Men min Tvivl lod sig ikke overvinde. Kierkegaard[CCXVI] havde hævdet, at kun for Syndsbevidstheden var Kristendommen ikke Rædsel eller Vanvid. For mig var den stundom begge Dele. Jeg sluttede deraf, at jeg ikke havde Syndsbevidsthed, og fandt dette bekræftet, naar jeg saa ind i mig selv. Thi saa heftigt jeg end i dette Tidsrum bebrejdede |122| mig og fordømte mine Fejl, de stod dog altid for mig som Svagheder, der burde bekæmpes, eller som Mangler, hvorpaa der kunde bødes, aldrig som Synder, der krævede Tilgivelse og til Opnaaelsen af denne Tilgivelse en Frelser. At Guden var død for mig som min Frelser, vidste jeg aldeles ikke, hvad vilde sige; det var en Forestilling, jeg aldrig havde kunnet tænke noget ved. Og jeg spurgte mig selv, om vel Beboerne af en anden Stjerne vilde kunne begribe, at paa Jorden gjaldt det Fornuftstridige for den højeste Sandhed.
Overfor Panteismen var jeg ligeledes paa min Post imod, at det, der holdt mig tilbage fra at gribe den, blev Mangel paa Mod istedenfor Overbevisning om dens Usandhed. Den forekom mig sand: Alt syntes gennemtrængt og baaret af en Fornuft, der ikke havde menneskelige Formaal for Øje og ikke arbejdede med menneskelige Midler, en guddommelig Fornuft. Naturen kunde kun forstaas ud fra sine højeste Former; det Ideale, der aabenbarede sig i Menneskeverdenen paa dennes højeste Trin, var efter Mulighed og Anlæg tilstede i de første Kim, ja i Urtaagen, før den sondrede sig i Organisk og Uorganisk. Den hele Natur var i sit Væsen guddommelig, og jeg følte mig i mit Indre som en Naturfrom.
Men denne samme Natur var ligegyldig for Menneskets Ve og Vel. Den lød sine Love uden Hensyn til om der gik Mennesker i Løbet derved; den syntes grusom i sin Kulde; den sørgede for at Arten holdtes vedlige, men Enkeltvæsenet laa den ikke paa Hjerte.
Nu var jeg jo imidlertid som alle andre europæiske Menneskebørn bleven opdraget med Forestillingen om den |123| Enkeltes Udødelighed, en Forestilling som bl. A. var et Udtryk for den umaadelige Betydning, den Evigheds-Betydning, der tillagdes hver Enkelt. Jo stærkere Følelse den Enkelte havde af sit Selv, des heftigere klamrede han sig naturnødvendigt til denne Forestilling: han kunde ikke tilintetgøres. Men for ingen Yngling kunde denne Forestilling være dyrebarere end for en, der følte Livet pulsere i sig, som havde han tyve Liv i sig, tyve andre for sig. Det var mig umuligt at forestille mig, jeg kunde dø, og en Aften et Aarstid derefter forbavsede jeg min Lærer, Professor Brøchner[CCXVII], ved Tilstaaelsen deraf. Hvorledes, sagde Brøchner[CCXVIII], er det Alvor? De kan slet ikke tænke Dem, at De engang skal dø! Hvilken Ungdom! De er da meget forskellig fra mig, som altid har Døden for Øje. –
Dog selv om Livsfølelsen i mig var saa stærk, at jeg ikke kunde forestille mig min Død, jeg vidste jo sikkert, at mit Jordeliv som alle andre Menneskers vilde gaa til Ende. Men des stærkere følte jeg mig overtydet om, at Alt umuligt kunde være forbi dermed; Døden kunde ikke være nogen Afslutning; den kunde, som Religionerne forkyndte og som det attende Aarhundredes† Deisme lærte, kun være Overgangsøjeblikket til en ny fyldigere Eksistens. Paa Belønning og Straf efter Døden kunde jeg ikke tro; det var middelalderlige Forestillinger, hvorover jeg længst var kommen ud. Men selve Udødelighedsdrømmen kunde jeg ikke slippe. Og jeg stræbte at bevare den i Kraft af Læren om Umuligheden af Nogets Forsvinden. Stoffets Kvantitet blev jo altid den samme; Energien bestod under enhver Forvandling.
Dog jeg indsaa, at dette ikke kunde berolige med Hensyn til den Form, vi kalder Individualitet. Hvad nyttede det Alexander[CCXIX], at hans Støv tilstoppede et Spundshul, eller Shakespeare[CCXX], at Romeo og Julie[0019] spiltes i Chikago! Saa tyede jeg da til Lignelser og Billeder. Hvem kunde vide, |124| om ikke Sjælen, som paa Jorden havde været blind for det andet Livs Beskaffenhed, ved Døden undergik den Operation, som aabnede dens Øjne! Hvem kunde vide, om ikke Døden, som Sibbern havde antydet det, var at ligne ved en Fødsel! Som Fosteret i Moders Liv, ifald det var sig bevidst, maatte tro, at Fødselens Omvæltning betydede Tilintetgørelse for det, medens det dog nu først vaagnede til et nyt og uendelig rigere Liv, saaledes var det maaske for Sjælen i Dødens frygtede Øjeblik…
Men da jeg forelagde min Lærer[CCXXI] disse Lignelser og de Forhaabninger, jeg knyttede til dem, fik jeg dem afviste som intetsigende og modtog den simple Redegørelse, jeg ikke kunde negte min Tilslutning, at der var Intet, som tydede paa fortsat Liv for den Enkeltes Jeg efter Døden, tvertimod talte Alt derimod.
Saa forstod jeg da, at i hvad jeg kaldte Panteismen havde den Enkeltes Udødelighed ingen Plads. Og et langsomt indre Arbejde begyndte for at tilkæmpe mig Forsagelse med Hensyn til den Enkeltes Betydning og Værdi. Mangen Samtale blev ført med min livstrætte og helt igennem resignerte Lærer[CCXXII] derom. Denne paastod stadigt, at den Enkeltes Attraa efter personlig Vedvaren slet ikke var Andet end et Udslag af Forfængelighed. Han stillede den da ogsaa gerne i et komisk Lys. Og han fortalte følgende Anekdote. Han plejede at spadsere ved Sommeraftentid i Filosofgangens Allé (den nuværende Vestervoldgade). Der havde han jævnlig paa Bænkene truffet en fire fem gamle Herrer, som paa samme Tid foretog deres Aftenvandring; efterhaanden havde de gjort Bekendtskab og var komne i Snak med hverandre. Det viste sig da, at de gamle Herrer var Lysestøbere, som havde trukket sig tilbage fra deres Forretning og nu havde saare vanskeligt ved at faa Tiden til at gaa. De kedede sig i Grunden altid og gabede hvert Øjeblik. Disse Mænd |125| havde kun ét Æmne, hvortil de med Lidenskab vendte tilbage, deres Haab om personlig Udødelighed gennem alle Evigheder. Og Brøchner[CCXXIII] morede sig over, at de, som ikke vidste, hvordan de i dette Liv skulde faa blot en Søndag Aften slaaet ihjel, gik op i Lidenskab for efter Døden at faa en endeløs Tid at udfylde. – Hans Lærling skimtede da ogsaa selv det Barokke i at ville vare Millioner Aarhundreder, hvad endda intet var i Sammenligning med Udødelighed.
Det var mig trods Alt en haard Tale, at for den panteistiske Livsbetragtning traadte den Enkeltes Opsugelse i det store Hele istedenfor den fortsatte personlige Eksistens, som attraaedes af Selvet. Dog hvad der end mere skræmmede mig tilbage, var dette. Den guddommelige Alnatur lod sig hverken røre eller omstemme ved Bønner. Men bede maatte jeg. Fra min tidligste Barndom af havde jeg i Angst og Nød været vant til at vende mit Sind mod en højere Magt, først formende mine Savn og Ønsker i Ord, senere uden Ord samlende mig i Andagt. Det var en fra Forfædre i mange hundrede Led nedarvet Trang, den at anraabe om Hjælp og Trøst. Sletternes Nomader, Ørkenens Beduiner, jernklædte Krigere, fromme Præster, farende Sømænd, rejsende Købmænd, Borgeren i Byen som Bonden paa Landet, alle havde de i Aartusinder bedet, og fra Urtiden af havde Kvinderne, de Hundrede og atter Hundrede af Kvinder, fra hvilke jeg nedstammede, samlet hele deres Væsen i Bøn. Det var rædselsfuldt, aldrig mere at kunne bede…
Aldrig at kunne folde sine Hænder, aldrig at kunne rette Blikket opad, men leve, tilmuret foroven, ene i Verdensaltet!
|126| Var der intet Øje i Himlen, som fulgte den Enkelte, intet Øre, der opfattede hans Klage, ingen Haand, der skærmede ham i Fare, saa var han stedt som paa en øde Steppe, hvor Ulvene hylte.
Og skræmmet prøvede jeg paany den Vej til religiøs Beroligelse, jeg nys havde skønnet ufarbar – indtil Kampen i mit Indre omsider stilnede af, og jeg forsagende tvang min Følelse til at bøje sig for hvad min Tanke havde godkendt som Sandhed.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
