Den Ærbødighed, hvormed Drengene som ganske smaa saa op til Lærerne, forsvandt paafaldende hurtigt. De enkelte Lærere, i hvis Timer man kunde tillade sig Alt, var ringeagtede. Overfor de Lærere, der forstod at sætte sig i Respekt, var Følelserne kun undtagelsesvis velvillige. Vel tidligt udviklede sig Spottelysten overfor dem. Børnene havde ikke været længe i Skolen, før den eneste Betragtning, der hos dem havde Raaderum, var den af Lærerne som Drengenes naturlige Fjender. Man var i Krig med dem, og enhver Krigslist gjaldt. Man narrede dem, vildledte og drillede dem paa mangfoldige Maader. Eller man frygtede dem og gik dem derfor under Øjne.
En lille Dreng, der af Naturen havde Anlæg til Ærbødighed og medbragte baade god Vilje og Flid, forvirredes af alt det Ufordelagtige, han stadig hørte om Lærerne, og uddrog, længe før han var halvvoksen, deraf det ene Resultat, at hvad i al Verden han end blev, naar han blev stor, Et var der, han under ingen Omstændigheder vilde blive: Lærer i en Skole.
Vel fra Tolvaarsalderen af var Ringeagt for Lærerne Grundtonen i alle Samtaler om dem. Latinlæreren, en lille uanselig Mand, iøvrigt en meget ordenlig Lærer, gjaldt for saa jammerlig svækket af Udsvævelser, at en rask Dreng |44| som Ingenting kunde kaste ham til Jorden. – Naturhistorielæreren, en ung, dygtig, munddjærv Mand, der lystigt kunde raabe: Stille derhenne, eller du faar en paa Tepotten, saa Tuden ryger af! sank stærkt i Anseelse, fordi en af Drengene om ham havde fortalt, at han tilbragte sine Aftener paa Variété’er. En Morgen udbredte sig som en Løbeild i Klassen det Rygte, at naar Naturhistorielæreren ikke var kommen den Dag, saa var det, fordi han Aftenen forud havde været indviklet i Slagsmaal udenfor en Sangerindepavillon. Umaadelig var den Ringeagt og den Latterlighed, hvormed han derved befængtes i Drengenes Samtaler. Da han næste Dag kom med et blaat, underløbet Øje og jævnlig badede dette Øje med en Klud, han dyppede i Vand, blev han af de fleste anset for et Udskud. – Den tyske Lærer, en høj, køn Mand, blev behandlet som ren Uduelighed, fordi han, naar han havde stillet sine Spørgsmaal i Grammatik og Syntaks, gik op og ned ad Gulvet med Bogen for Øje og tydeligt nok sammenlignede Svaret med Bogen. Med den i Haanden kunde efter Drengenes Mening Enhver være Lærer. – I Historie og Geografi underviste en af Godmodighed overstrømmende, snaksom, men selvsikker gammel Mand, vel lidt for sin Elskværdighed, men ringeagtet for hvad der hos ham betragtedes som umandigt Væsen. Man vrængede ad ham, efterabede hans Talemaader og Smaamanier.
Ilde lidt var den danske Lærer, Professor H. P. Holst[I]. Han nærede øjensynligt ingen Interesse for sin Skolegerning, og led ikke Drengene. Hans Kulde blev gengældt. Dog det, hvorpaa han lagde hele Undervisningen an, forstod han til Fuldkommenhed og indøvede dygtigt. Ulykken var, at neppe mer end en eneste Dreng i Klassen havde Fornøjelse af at vide Besked netop dermed. For Holst[II] var Undervisningen i Dansk nemlig Undervisning i Metrik. Han for|45|klarede alle Versemaal og lærte Drengene at udskille de Fødder, hvoraf Versene var sammensatte. Naar man i Frikvarteret gjorde sig lystig over ham, var det for Ytringer, Drengene lavede og selv lagde ham i Munden, f. Eks. denne: Skandér mit udødelige Digt Den døende Fægter[0001]! Til Grund for dette laa ikke andet end at han til Forklaring af det antike Distichons Sammensætning benyttede sit eget Digt af dette Navn, som han havde optaget i en af ham selv udgivet Dansk Læsebog. Saa snart han tog Plads paa Katedret, begyndte han:
Hører I – Bifaldets – Storm fra det – mægtige – Amfite – ater.
Videre, Møller!
At han nænnede det med sit eget Digt!
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
