Den franske Lærer forstod at imponere; der var aldrig Støj i hans Timer. Han var ganske gaaet op i sit Fag, var helt og holdent Franskmand; han talte ikke Dansk med samme Betoning som Andre, og han havde Franskmandens heftige Karakter, hvorom Drengene havde hørt. Gik det galt for en Dreng med Udtalen, saa skreg han ud af sit brune Fuldskæg, som han gerne strøg: Du taler jo Fransk comme un paysan d’Amac. Svor han, saa svor han som ægte Franskmand: Sacrebleu-Mops-Carotten-Rapée! Blev han hidsig, og det blev han tidt, greb han upaatvivlelig det fyldte Vandglas, der altid skulde staa for ham paa Katedret, og kylede det i gallisk Forbitrelse hen ad Gulvet, saa Glasset masedes og Vandet flød, hvorpaa han roligt med sin Grandseigneur-Mine tog sin Pengepung op af Lommen og lagde Betalingen for Glasset paa Katedret.
I nogen Tid formede jeg mine Forestillinger om fransk |46| Aand og Væsen efter denne Lærer, skønt min Morbroder Jakob[I] , der dog næsten hele sit Liv havde været bosat i Paris, var en Franskmand af helt anden Art. Først senere lærte jeg et Ord og et Begreb at kende, som kunde blevet farligt for Lærerens Evne til at gøre Indtryk. Det var Ordet affekteret. – Endelig hændte en Dag en lille Begivenhed, som ikke lod Lærerens Prestige urørt, men dog næsten vakte min Medynk lige saa meget som min Forundring. Forældrene til en af mine nærmeste Kammerater ventede en Aften Besøg af en fransk Forretningsven. Da de følte sig ret svage i Sproget, havde de givet Sønnen et artigt Brev med til den franske Lærer, som indeholdt en Bøn, om han vilde gøre dem den Ære at tilbringe den næste Aften hos dem i Anledning af Besøget, der gjorde sproglig Bistand ønskelig. Læreren tog Brevet, som vi to Drenge overbragte ham, læste det, blev – saa overlegen han ellers var – lidt rød og forlegen, lovede skriftligt Svar. Som vi til vor Overraskelse erfor, lød dette Svar paa, at han desværre maatte frabede sig Æren, da han aldrig havde været i Frankrig, aldrig hørt Nogen tale Fransk og ikke besad Færdighed i Sproget. Denne Tiger i fransk Vildhed kastede her pludselig Tigerskindet og aabenbarede sig i sin hjemmefødte Ulddragt.
Desværre sad Sporene af denne Lærers Undervisning altfor længe og dybt i mig. Da min franske Morbror[II] i min Femtenaarsalder begyndte at føre sine Samtaler med mig paa Fransk, blev denne Pariser forskrækket over de gruelige Udtalefejl, jeg begik. De værste blev udryddede i hine Timer. Men der sad nok igen til mangen god Gang at faa den unge, fine Lærerinde til at smile, som Venner havde skaffet mig under mit første Ophold i Paris.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.