|42| 8.

Skolen foregriber Livet. En lille Dreng i en stor kjøbenhavnsk Skole lærte som i Forkortning det hele Samfund og alle Arter af Menneskekarakterer at kende. Hos Kammeraterne mødte jeg de forskelligste menneskelige Egenskaber fra Aabenhed til Indesluttethed, fra Godhed, Bravhed og Velvilje til Raahed og Lavhed.

I Frikvartererne viste det sig, hvorledes Fejghed og Ynkelighed i Drengestaten fik sin Straf. Der var en jødisk Dreng af modbydeligt Udseende, saare let at kue, en ægte Trællesjæl. Ham tvang hans Kammerater i hvert eneste Frikvarter til at stille sig op mod en Mur og hoppe med samlede Fødder, til Fritiden var forbi, medens de andre haangrinende stillede sig op foran ham. Han blev senere en anset Højrejournalist.

I Timerne viste det sig, at den Lighed under ensartet Disciplin uden andet Hierarki end Fortjenestens, som var udtrykt i Drengenes Pladser paa Bænkene fra den øverste til den sidste, ikke vedligeholdtes overfor Samfundets helt anderledes artede Hierarki. Der sad paa nederste Bænk en Dreng, som var yderst maadeligt begavet, desuden uvidende af Dovenskab; ham var tilladt hvad der var alle andre forbudt; han var Stamherre til et stort Lensbaroni. Han kom altid for sent i Skole, endda han kom ridende, fulgt af sin Tjener paa en anden Hest. Han bar høj Silkehat og anbragte den ved sin daglige Indtræden i Klassen ikke paa den Knage, som var hans og hvor han frygtede, den kunde blive Genstand for Overlast, men i Skoleskabet, hvor ellers kun Læreren havde sine Sager, og den høje Hat, der omsluttede et saa adeligt Hoved, imponerede Lærerne saadan, at ikke en af dem krævede den fjernet. Ogsaa fandt de sig som Lam i, at Stamherren gik hjem midt i den sidste |43| Time, ifald Tjeneren med Ridehesten var der for at hente ham.

Det syntes umuligt at bibringe denne unge Adelsmand Kundskaber i noget Fag; han blev da ogsaa tidligt taget ud af Skolen. I hvor høj Grad han senere maa have forstaaet at indhente det Forsømte, blev iøvrigt godtgjort. Thi han drev det til intet ringere end Minister.