Skolens Undervisning var gammeldags, forsaavidt den i alle Fag manglede Anskuelighed. Lærerne var ogsaa nødvendigvis engang imellem ret ufuldkomne, selv om det ikke skortede dem paa Dygtighed i Faget. Alligevel maa Undervisningen som Helhed, især naar Hensyn tages til, hvor prisbillig den var, kaldes god, omhyggelig og omfattende; i Almindelighed gaves den samvittighedsfuldt. Naar jeg som Voksen har tænkt tilbage paa den, har jeg mest studset over, hvilken forskelligartet Mængde af Kundskaber der i en halv Snes Aar lod sig bibringe en Dreng.
Ganske vist var der Lærere, som i den Grad manglede Greb paa at meddele Indsigt, at den Undervisning, de gav, var aldeles spildt. I fire, fem Aar havde jeg f. Eks. lært Geometri uden endnu at begribe dens simpleste Elementer. Saa fremmed var dens Væsen forblevet mig, at jeg ikke kendte en retvinklet Trekant igen, ifald den rette Vinkel stod øverst. Da hændte det, Aaret før Eksamen skulde tages, at en ung Rus[I], der havde været en enkelt Klasse forud for Holdet, tilbød det gratis Eftermiddagsundervisning i Trigonometri og sfærisk Geometri, og alle, som anede, hvilken Hjælp her bødes, strømmede til. Den unge Student (senere Pastor) Jørgen Lund[II] var en fremragende matematisk Begavelse, og underviste med en Klarhed, en Ild, et Sving, som rev med. Jeg, som aldrig før havde begrebet et Ord af det alt, fik nu en glødende Interesse for Faget og blev efter ikke mange Timers Forløb helt dygtig deri. Som Jørgen Lund[III] underviste i Matematiken, saaledes skulde der have været undervist i alle Fag. Man nødtes til at nøje sig med mindre.
Undervisningen kunde have været Fornøjelse. Det var den aldrig, eller dog kun i Dansk. Men i Barneaarene og |41| de første Drengeaar var den frugtbar. Den laa over Drengeaarene som en Tvang; dog Tvangen var gavnlig. Først da jeg naaede Fjortenaarsalderen, led jeg under det Spild af Tid, som fandt Sted for at de dovneste og dummeste Drenge kunde følge med de flittige og opvakte. Der toges altfor meget Hensyn til dem, der ikke gad arbejde eller ikke kunde forstaa. Og fra Sekstenaarsalderen af blev da ogsaa Skolegangen ren Fortvivlelse for mig. Jeg var færdig med det Hele, ude over det Hele, altfor udviklet til længer at kunne finde mig i Lektievæsenet; mit Aandsliv pulserede slet ikke mer i Skolen. Hvad der optog mig, var Stræben efter at blive Herre over det danske Sprog i Prosa og paa Vers og Grubleri over Tilværelsen. I Skolen lagde jeg oftest i ren Opgiven af Ævred Hovedet ned paa mine Arme for hverken at se eller høre hvad der foregik omkring mig.
Endnu en anden Grund end Kedsomheden gjorde paa dette sene Tidspunkt Skolegangen pinlig for mig. Jeg var nu saa vidt oplært, at min forstandige Moder[IV] mente, jeg havde godt af at gøre om end kun en svag Begyndelse til selv at tjene mit Brød. Eller rettere hun vilde, jeg skulde tjene saa meget, at jeg idetmindste kunde betale mine Fornøjelser selv. Saa søgte og fik jeg da adskillige Undervisningstimer, som jeg mest gav Søndag Formiddag; men for at opnaa dem havde jeg kaldt mig Studiosus. Nu var det min Skræk, at jeg skulde møde en eller anden af mine Elever, naar jeg om Morgenen gik til Skole eller om Middagen fra den med Bøgerne i en Rem under Armen. For ikke at røbe mig, stoppede jeg da disse mine Bøger ind paa de mærkeligste Steder, paa Brystet, saa det puklede, og i alle mine Lommer, saa de sprængtes.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
