Min Morfader[I] var helt anderledes, uden al Heftighed, jævn, elskværdig, meget smuk. Ogsaa han havde arbejdet sig op fra ringe Kaar, ja, havde først henved en Snes Aar |38| gammel lært sig selv at læse og skrive, saa god en Dannelse han ogsaa nu sad inde med. Han havde i sin Tid været Farverdreng hos Farver Møllers Enke, da Oehlenschläger[II] og Ørstederne spiste der. Han havde efter Tidens patriarkalske Skik daglig siddet tilbords med de store, beundrede Mænd og talte tidt om, at han havde klappet sine Hænder næsten tilblods af Oehlenschlägers[III] Dramer, i de Aar, da der paa Grund af Baggesens[IV] Angreb stod Meningskamp om dem i Teatret.
Til et endnu ældre Slægtled end Bedsteforældrene[V] hørte Oldefaderen, min Moders Stedmors Far, der gik med høje Støvler med en lille Kvast foran. Han sagde: Kunde jeg blot en Gang opleve, at en dansk Orlogsmand igen bandt an med en engelsk og skød den i Sænk, saa vilde jeg være fornøjet; Englænderne er det afskyeligste Røverpak i Verden. Han var saa gammel, at han havde Slaget paa Rheden og Kjøbenhavns Bombardement i frisk Minde.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
