Levned, 1 (1905)

3.

Paa Trappeafsatsen, der fra Butiken førte ind til Lageret bagved, tog min Farfader[I] Plads. Deroppe tog han sig ud med sit krøllede hvide Haar. Her kunde han med et Feltherreblik overse det Hele, Kunderne, Svendene, Drengene foran sig og bag sig. Kom en mer end almindeligt skattet kvindelig Kunde ind i Butiken, forlod han ilsomt sit høje Stade og gav et godt Raad. Var der Betænkeligheder fra hendes Side overfor den Ekspederendes Forklaring, udjævnede han dem. Han var da i sin Velmagt og tilsyneladende i sin Glans.

Glansen svandt, fordi han fra først af havde arbejdet sig op uden Kapital. Det Hamborgerhus, som forstrakte |37| Forretningen med Kapital, gav Pengene paa altfor dyre Vilkaar og med altfor bindende Krav, saa Handelen i Længden umuligt kunde ernære to Familier.

Men da min Farfader[II] sidenhen fik sin Tid til sin Raadighed, tog han de aandelige Interesser op, han i sin Arbejdstid havde maattet holde tilbage. Paa sine gamle Dage lærte han sig bl. A. Italiensk, og man fandt ham, naar man besøgte ham, med Tasso’s Gerusalemme liberata[0001] for sig, slaaende hvert Ord, der var ham vanskeligt, op i en Ordbog, og af de Ord var der mange.

Den gamle Mand var en ivrig Bonapartist og underligt nok en endnu mere begejstret Beundrer af den tredie Napoleon[III] end af den første, fordi han nemlig ansaa ham for klogere, og var overbevist om, at han vilde give Kejserdømmet i Arv til sin Søn. Men her stødte han og jeg sammen fra mit fjortende Aar. Thi jeg, som naturligvis var Republikaner og afskyede Napoleon III[IV] for hans Forfatningsbrud, skrev i al Stilhed paa umuligt Fransk og i et endnu umuligere Metrum (noget, der skulde forestille Heksameter og Pentameter) Vers mod Tyrannen. Et Digt til det franske Sprog begyndte:

Ah! quelle langue magnifique, si belle, si riche, si sonore,
Langue, qu’un despote cruel met aux liens et aux fers!

Om Napoleon III[V] kunde Farfar[VI] og Sønnesøn da umuligt enes. Men det var den eneste Genstand, om hvilken vi nogensinde disputerte.

  • Forrige afsnit: 2.
  • Næste afsnit: 4.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.