Levned, 1 (1905)

5.

Skolen og Hjemmet var to forskellige Verdener, og hyppigt slog det mig, at jeg førte et Dobbeltliv. Seks Timer hver Dag levede jeg under Skolens Disciplin i bevæget Samkvem med Personer, af hvilke man ikke kendte nogen i mit Hjem, og Døgnets andre Timer tilbragte jeg i Hjemmet eller hos Slægtninge af Hjemmet med Mennesker, af hvilke man i Skolen ingen kendte.

Den første Oktober 1849 var jeg bleven sat i Skole, ført ind igennem den alvorlige Port og op i en Klasse, hvor jeg modtoges af en velvillig Mand, Regnelæreren, som fik mig til at føle mig veltilpas. Straks iagttog jeg, at naar Læreren spurgte en Dreng om Noget, som en anden vidste, havde denne anden Ret til at udbrede Kundskaben om sin |39| Indsigt ved at række en Finger i Vejret – en Ret, af hvilken jeg selv i de følgende Timer gjorde en overvættes Brug, indtil jeg indsaa det Fornuftige i, ikke i Tide og Utide at ville henlede Opmærksomheden paa min Viden eller Bedreviden, og beholdt mine Hænder foran mig paa Bordet.

  • Forrige afsnit: 4.
  • Næste afsnit: 6.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.