24.

Dog endnu var den begyndende Modenheds Aar ikke komne, og mit Sjæleliv personligt, ikke sagligt. Det kastede derfor et Gæringselement i mit Sind, da jeg en Dag fik et Eksemplar af Heine’s^[I]Heinrich Heine (1797-1856): tysk forfatter og lyriker. Fra 1831 bosat i Paris. Buch der Lieder^[0001] tillaans. Hvad der her betog mig var først Foreningen af Sværmeri og Vid, saa den kortfattede, fyndige Form, dernæst de Steder, hvori det skildres, hvorledes Digteren og hans Elskede, ude af Stand til at overvinde den Sky, som binder deres Tunge, ufrivilligt leger Skjul med hinanden og gaar tabt for hinanden; thi jeg følte, at heller ikke jeg vilde være i Stand til at finde det naturlige og simple Udtryk for mine Følelser, ifald det med mig kom saa vidt. Om Heines^[II]Heinrich Heine (1797-1856): tysk forfatter og lyriker. Fra 1831 bosat i Paris. Personlighed, om Digterens historiske Stilling, politiske Retning eller Betydning vidste jeg endnu Intet; jeg opsøgte i disse Kærlighedsdigte særligt de Vers, hvor heftig Selvfølelse og blaseret Overlegenhed over den hver Gang givne Situation giver sig Udtryk, fordi dette faldt ind i den Petsjórin^[iii]-Tone, der siden Læsningen af Lermontofs^[IV]Mihail Lermontov (1814-1841): russisk forfatter. Roman var Dominanten i mit Sind. Efter min Vane i disse Aar, da jeg endnu ikke kunde tænke paa at købe de Bøger, der behagede mig, afskrev jeg af Buch der Lieder^[0002] Alt, hvad jeg syntes bedst om, for at kunne læse det paany.