Haand i Haand med den praktiske Indøvelse i Sprogets Behandling gik i de danske Timer Fremstillingen af Nationalliteraturens Historie, og denne gaves forstandigt og ganske lærerigt af Læreren Hr. Driebein[I], som vistnok var en af Datidens mange Heibergianere uden at han dog derfor i mindste Maade fjernede sig fra hvad man kunde kalde Literaturhistoriens Ortodoksi. Protestantismen fik Ret overfor Katolicismen, den unge Oehlenschläger[II] overfor den ældre Baggesen[III], Romantiken overfor Rationalismen, Oehlenschläger som human nordisk Digter Ret overfor en vis Bjørnson[IV], der sagdes at ville være mere nordisk end han.
Ingen anerkendt Storhed blev i Hr. Driebeins[V] Fremstilling Genstand for ringeste Anfægtelse. – Og i hans Kursus som i Thortsens[VI] Literaturhistorie stansede den Literatur, |66| der kunde betragtes som tilhørende Historien, med det Aar 1814.
Den Orden, hvori jeg i min private Læsning havde lært Literaturens Værker at kende, var denne: Ingemann[VII], Oehlenschläger[VIII], Grundtvig[IX], Poul Møller[X], af hvilke jeg til Jul og Fødselsdage havde faaet mange Bøger til Foræring. Hos min Morfader[XI] slugte jeg desuden snart Heibergs[XII] Vaudeviller. Jeg læste som Barn selvfølgelig uden Kritik, modtagende og nydende. Men da jeg nu i Skolen hørte om Baggesens[XIII] Optræden mod Oehlenschläger[XIV], altsaa erfor, at der i hin Tid fandtes forskellige Retninger i Literaturen og havde været forskellige Meninger om, hvilken der var at foretrække, læste jeg med Lidenskab et Bind udvalgte Digte af Baggesen[XV], som jeg en Jul havde faaet, og Sprogbehandlingen her fængslede mig i højeste Grad ved sin Smidighed og den lette Samtaletone. Da jeg nu en Dag ogsaa fik Hertz’s[XVI] Gengangerbreve[0001] i Hænde og Foredraget her næsten tiltalte mig endnu mere, mærkede jeg mig først i mit stille Sind, senere mere bevidst, draget til Formskolen i den danske Literatur, og nød det, paa dette Punkt at føle mig som Kætter. Thi at nære Velvilje for den, der havde forgrebet sig paa selve Oehlenschläger[XVII], var som at holde med Loke mod Thor. Poul Møllers[XVIII] Samlede Skrifter havde jeg faaet til min Konfirmation og læst atter og atter med saadant Sværmeri, at jeg næsten sled Siderne op og end ikke oversprang en Linje af de mig dog ret uforstaaelige filosofiske Partier. Men lige saa megen Glæde som Poul Møllers Vers beredte Hertz’s[XIX] lyriske Digte mig, da jeg i et laant Eksemplar lærte dem at kende. Og der kom et Par Aar, hvor det Smidige og Yndefulde, den fuldkomne Beherskelse af Sprog og Verseform blev det dyrebareste for mig, indtil ved min Indtræden i Syttenaarsalderen med en heftig Reaktion det Lødige, Magtfulde, Storladne syntes mig alene værdi|67|fuldt. Fra Hertz[XX] gik min Sympati da til Chr. Winther[XXI], fra Baggesen[XXII] til Homer[XXIII], Æschylos[XXIV], Bibelen, Shakespeare[XXV], Goethe[XXVI]. En af mine første Gerninger som Student var at læse Bibelen helt igennem paa Dansk og Odysseen paa Græsk.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
