22.

I hine Drengeaar svælgede jeg imidlertid i Forestillinger om tilkommende Storhed, som endnu ikke havde lidt noget |65| Knæk. Og jeg var ikke i nogen Tvivl om, paa hvilket Omraade jeg som voksen skulde udmærke mig. Alle mine Instinkter drog mig til Literaturen. De danske Stilopgaver, der i Skolen blev givne, optog mine Tanker fra Uge til Uge; jeg gjorde mig den største Umag med dem, overvejede Spørgsmaalene fra saa mange Sider, jeg formaaede, og stræbte at give mine Stile god Form. Ubevidst søgte jeg Udtryk, der indeholdt slaaende Modsætninger; jeg attraaede malende Ord og velklingende Sætningsbygning. Skønt jeg endnu ikke kendte Ordet Stil i anden Betydning end den, det har i Sammensætningen Stilebog, attraaede jeg en vis Stil og var ikke langt fra af lutter Uerfarenhed at forfalde til Manér, saa en satirisk Lærer til min Sorg en Dag mindede mig om J. L. Heibergs^[I]Johan Ludvig Heiberg (1791-1860): dansk forfatter, dramatiker og kritiker. Ord: »Udtrykkets Salvelse, der smøres tykt over Tankernes Halvelse.«