21.

Og saa heftigt betagende den aandelige Tilstand end var, der her er antydet, varig var den ikke. Barnlig og barnagtig |64| var den jo i Kraft af mine Aar; de modnere Udtryk, som her er anvendte om den, er stadig paa Nippet til at forvanske dens Væsen. Troen paa min Lykkestjerne holdt sig neppe et Par Aar uanfægtet. Den var i sin Barnagtighed mægtigt bleven styrket, da jeg femten Aar gammel ved første Del af Afgangseksamen fik Udmærkelse i alle mine Fag, og der blev voldt den et frygteligt Afbræk, da jeg sytten Aar gammel kun fik Megetgodt i fem Eksamensfag, saa Hovedkarakteren Udmærkelse lige knebent blev naaet. Ligheden med Petsjórin^[i] kom mig af Hænde, saasnart jeg efter at have overstaaet en uharmonisk og ufrugtbar Halvforelskelse eller Kvartforelskelse, som jeg drengeagtigt havde opplukket for mig selv under indbildsk og kunstlet Grubleri, opdagede mit eget Væsens Grundsimpelhed og afrystede det fremmede Aasyn som en Maske. Troen endelig paa min egen ubegrænsede Overlegenhed og den Ærgerrighed uden Maal og Maade, hvori denne Tro havde givet sig Udslag, faldt pludseligt sammen, da jeg atten Aar gammel for første Gang selvstændigt søgende min Vej og prøvende Aanderne lærte den virkelige Aandsoverlegenhed hos store Skribenter at kende. Særlig satte i denne Henseende den tidligste Læsning af Kierkegaards^[II]Søren Kierkegaard (1813-1855): dansk filosof, teolog og forfatter. Hovedværker Tidsskel i mit Liv. Jeg følte Ansigt til Ansigt med den første store Aand, der ligesom mødte mig personligt, min hele virkelige Ringhed, forstod med Et, at jeg endnu hverken havde levet eller lidt, følt eller tænkt, og at Intet var uvissere end det, om jeg engang med Tiden vilde udvise Evner. Det Visse var, at min nuværende Status syntes at beløbe sig til Ingenting.