20.

Vistnok var der i Forholdet til den ældre Ven (i Rollernes Ombytning og den saa ny Overlegenhedsfølelse overfor denne) det første Element, hvoraf den Fantasiskikkelse var vokset, som jeg troede at genfinde hos Lermontof^[I]lermon;mihail-lermontov. Det Væsenlige herved var imidlertid ikke den forholdsvis tilfældige Skikkelse, i hvilken jeg formente at genfinde mig selv, men at hvad man dengang kaldte Refleksionen var vaagnet i mig, Selvbetragtningen, Selvbevidstheden, der jo maatte vaagne engang som alle andre Drifter vaagner, naar deres Tid er der. Denne Selvbeskuelse var dog ingenlunde nogen naturlig eller blivende Form for mit Væsen, tvertimod en Form, hvori jeg følte mig ilde tilpas og som jeg snart kom til at afsky. Altsom Grubleriet over mit eget Selv i |63| disse Overgangsaar steg og steg hos mig, følte jeg mig ulykkeligere og mere usikker. Det naaede naturnødvendigt sin Højde, da det gjaldt om at vælge en udvortes Livsstilling og om at anlægge en Fremtid mere end om at følge et Kald. Men saa længe denne Selvbetragtning varede, havde jeg den pinefulde Fornemmelse af at føle mit eget Øje iagttagende hvile paa mig som et fremmed, Fornemmelsen af at være Tilskuer til min egen Optræden, Tilhører til min egen Tale, en virkelig Dobbeltgænger, der dog engang maatte blive én, ifald han skulde kunne leve. Efter med en Kammerat at have aflagt et Besøg hos Kaalund^[II]Hans Vilhelm Kaalund (1818-1885): dansk forfatter. , der da var Fængselslærer i Vridsløselille og viste os unge Mennesker Fængslet og dets Celler, anvendte jeg gerne for mig selv om min Tilstand det Billed, at jeg led som Fangen i Cellen, der ser det spejdende Øje bag Glughullet i Døren. Jeg havde tidligere i Malmøfængslet bemærket, hvorledes Fangerne havde forsøgt at tilsmøre eller overkradse disse Glas med en Art Raseri, saa det flere Gange var umuligt at se derigennem. Jeg var anlagt til at leve og handle naivt, uvilkaarligt, ud af hele mit Væsen. Den Spaltning, Selvbeskuelsen forudsætter, var mig derfor en Rædsel; al Tvedelthed, al Dualisme mig fra Grunden af imod, saa det var ingen Tilfældighed, at min første Optræden som Skribent blev Angreb paa en Delthed og Dobbelthed i Livssynet og selve Titlen paa mit første Skrift Stempling og Afvisning af en Dualisme. Derfor fik jeg først Ro i mit Sind, blev først mig selv, da Selvbetragtningen og dermed den indre Spaltning langt om længe ophørte.