19.

Under disse Omstændigheder slog, da jeg var femten til seksten Aar gammel, en Bog ned i mit Sind, som man skulde tro maatte ligge uendeligt over min Alder, Lermontofs^[I]Mihail Lermontov (1814-1841): russisk forfatter. Vor Tids Helt^[0001] i Xavier Marmiers^[II]Xavier Marmier (1809-1892): fransk skribent og oversætter. franske Oversættelse. Dens Indhold skulde synes saa lidet som muligt egnet for en Skoledreng, der aldrig havde oplevet noget, som havde fjerneste Lighed med Verdensmands-Oplevelser, mindst som dem, hvis Udslag de Stemninger er, som fylder Romanen. Lige fuldt fremkaldte denne Bog en Omvæltning i mit Indre. For første Gang traf jeg i en Bog en Hovedperson, der ikke var i al Almindelighed en Helt, Krigshelt eller Søhelt, som man burde beundre og om muligt efterligne, men i hvem jeg med umaadelig Sindsbevægelse troede at finde mig selv, mig selv!

|62| Ganske vist havde jeg aldrig handlet som Petsjórin^[iii] eller været i Situationer som Petsjórins. Aldrig havde nogen Kvinde elsket mig og endnu længer var jeg fra at have ladet nogen Kvinde ved Lidelser undgælde for sin Kærlighed til mig. Aldrig var nogen gammel Ven kommen mig med Gensynsglæde i Møde og var saa ved Ligegyldighed og Kulde fra min Side smerteligt blevet erindret om, hvor lidet han betydede i min Eksistens. Petsjórin var færdig med Livet; jeg havde end ikke begyndt at leve. Petsjórin havde tømt Nydelsernes Bæger; jeg havde aldrig smagt en Draabe deraf. Petsjórin var blaseret som en glimrende russisk Gardeofficer; jeg forventningsfuld som en uanselig Skoledreng i Kjøbenhavn. Ikke desto mindre havde jeg den fortumlende Fornemmelse af for første Gang i mit Liv at have truffet mit inderste, mig selv endnu ubevidste Væsen forstaaet, fortolket, gengivet, forstørret i dette uharmoniske Værk af den russiske Digter, der var blevet bortrevet saa ung.