18.

Denne Selvfølelse havde i sin Umodenhed en dobbelt Karakter. Den var ikke i første Linje nogen Tro paa at |61| sidde inde med usædvanlige Kræfter, men barnagtigt en Tro paa at være den Udkaarne, den, hvem af hemmelighedsfulde Grunde Alt maatte lykkes. Troen paa en personlig Gud var efterhaanden ganske afbleget for mig, og der kom Tider, hvor jeg med Drenge-Overbevisning til Vennen betegnede mig som »Ateist«; mit Forhold til de græske Guder havde jo aldrig været andet end en Personliggørelse af de ideale Magter, jeg omfattede med Sværmeri. Men paa min Lykkestjerne troede jeg. Og jeg hypnotiserede Vennen med denne min Tro, smittede ham, saa han talte, som viede han sit Liv til min Tjeneste, og overhovedet, saa vidt dette for en Skoledreng lod sig gøre, levede og aandede udelukkende for mig, der nu paa min Side følte Tilfredsstillelse ved at have til ubetinget Troende og Beundrer den, hvem jeg af alle de Mennesker, jeg kendte, satte højest, den, hvis Synskres forekom mig videst og hvis Kundskabsfylde var størst; thi den overgik paa mange Omraader endog Lærernes ikke lidet.