17.

Jeg havde i flere Aar været Duks i min Klasse, da der i Klassen blev indsat en Dreng, som var fulde tre Aar ældre end jeg og med hvem det var mig umuligt at kappes, saa overlegen var den Nyindmeldte mig i Kundskaber og Modenhed. Snart ordnede Forholdet sig saaledes, at den nye Dreng bestandig blev Duks, jeg selv ufravigeligt Nr. 2.

Det var dog saare langt fra, at jeg følte dette som en Genvordighed; dertil optog Sebastian mig altfor meget. Den Beundring, jeg som mindre Dreng havde følt for de Drenge, der udmærkede sig ved Muskelstyrke, kom nu til Udbrud |59| overfor Overlegenhed i Kundskaber og Intelligens. Sebastian var høj, mager, men noget leddeløs af Bygning, med store blaa Øjne, der udtrykte Godhed og Forstand; han sad inde med en fuldendt Dygtighed i alle Skolens Fag og forstod som modnere af Aar at slutte sig til det Rette, hvor han ikke positivt vidste det. Grunden til, at han saa sent var bleven sat til Studeringerne, maatte vistnok søges i hans Forældres smaa Kaar. De havde ment ikke at have Raad til at lade ham følge den Vej, hans Evner anviste ham. Men nu havde Bestyreren, som det paa Betalingsdagene viste sig, ladet ham gaa frit i Skole. Mellem de trøjeklædte Kammerater gik han med lange Frakker, hvis Skøder slog ham om Benene.

Nr. 2 maatte beundre Nr. 1 for den Sikkerhed, hvormed han tumlede sig i de græske Aorister, i hvis Labyrinter jeg selv tidt gik vild, og for det Greb, han havde paa at løse matematiske Problemer. Han havde desuden udstrakt Læsning i Skønliteratur og et næsten voksent Menneskes Smag med Hensyn til Bøger, paa en Tid, da jeg endnu holdt ved Beundringen for P. P.s^[I]Theodor Rumohr (1807-1884): dansk forfatter. Skrev under pseudonymet P.P. (ɔ: dansk forfatter. pro patria). Romaner og var ude af Stand til at opdage det Ukunstneriske og Uægte i denne folkelige Redegørelse for Søheltes Bedrifter. Saasnart jeg fik Øjnene op for den Andens Fremmelighed, aabnede jeg ham mit Hjerte, skænkede ham min fulde Fortrolighed og fandt i denne Ven en Kilde til Kundskab og Udvikling, hvortil det blev mig en daglig Trang at ty.

Da det ved Skoleaarets Ende viste sig, at Klassen ved en Tilstrømning af Nyindmeldte blev for stor, saa en Deling var ønskelig, følte jeg det som et formeligt Slag, da Sebastian og jeg ved Delingen, som den iværksattes mellem Disciple med lige og ulige Numre, kom til at tilhøre forskellige Klasser. Jeg foretog endog det usædvanlige Skridt at hen|60|vende mig til Bestyreren med en Bøn om at maatte komme paa Parti med Sebastian, men fik Afslag.

Saa let finder imidlertid Barndommen sig i en ny Situation, at under det Aar, som fulgte, hvori jeg selv gik ret livligt frem, fornam jeg ikke blot intet Savn, men den ældre Kammerat gik i Glemme for mig. Og da ved det ny Skoleaars Begyndelse de to sideløbende Klasser i Anledning af nogle Udmeldelser blev slaaede sammen paany, saa jeg atter fandt mig som Nr. 2 med den tidligere Ven ved min Side, viste det sig, at Forholdet mellem os var helt forandret, ja saa grundigt, at Rollerne var byttede om. Havde tidligere den yngre hængt ved den ældres Læber, saa hang nu den ældre ved den yngres. Havde tidligere Sebastian vist mig en Halvvoksens Interesse for et Barn, saa var jeg nu altfor opfyldt af mit eget til at attraa andet af ham end en Tilhører, naar jeg fremstillede mit Indres formentlige Rigdomme og de vidtudskuende Fremtidsplaner, i hvilke min Ærgerrighed røbede sig som grænseløs. Jeg behøvede nu kun en Ven i den Forstand, hvori Helten i de franske Tragedier behøver en Fortrolig, og naar jeg nu som før sluttede mig helt og fuldstændigt til den anden, var det af denne Grund. Vistnok havde denne Anden stadigt et betydeligt Forspring i Kundskaber, saa der var meget at hente Oplysning om hos ham; ellers havde Venskabet vistnok ikke holdt; men dette Forsprings Betydning var forsvindende, forsaavidt Sebastian fra nu af frivilligt underordnede sig aldeles, ja ved sin redebonne Anerkendelse af mine Evner mer end nogen anden bidrog til at gøre mig disse Evner bevidst og styrke en Selvfølelse, der efterhaanden antog overordenlige Former.