16.

I Hjemmet havde der aldrig været Tale om nogen Trosbekendelse. Ingen af mine Forældre^[I]emilie-brandes;herman-brandes havde noget Forhold til den israelitiske Religion; ingen af dem besøgte nogensinde Synagogen. Da man i min Mormoders^[II]Eva Bendix (1806-1896): dansk kvinde, gift med Benzon Bendix. »Bedstemoder« f. Eva Salomonsen. Hus overholdt |56| de israelitiske Spiseregler, havde forskelligt Stel til Kød og Smør og et særligt Stel til Paasketiden, saa kom den rettroende Jødedom til at staa for mig som en Samling snurrige gamle overtroiske Fordomme, der særligt havde Hensyn til Maden. Dens Poesi var mig en lukket Bog.

I Skolen, hvor jeg blot som Tilhører overværede Religionstimerne, hørte jeg altid Jødedommen omtale som et blot Forstadium til Kristendommen, og Jøderne som Levninger af et Folk, der til Straf for Drabet af Verdens Frelser var spredt over Jorden. De nulevende Israeliter fremstilledes som Mennesker, der i haardnakket Stridighed og Trods med forøvrigt næsten ufattelig Forhærdelse klamrede sig til et længst overvundet religiøst Ideal af den strenge Gud i Modsætning til den kærlige.

Naar jeg selv søgte at lægge dette til Rette for mig, plagede det mig, at Jøderne ikke tog Stilling til Jesus, der dog saa øjensynligt betegnede Fremskridtet indenfor den Religion, han udvidede og ufrivilligt sprængte. Jesu overnaturlige Personlighed forekom mig iøvrigt ikke troværdig. Kravet af Tro, den Fordring, at Fornuften skulde tages fangen, vakte min dumpe Modstand, og denne Modstand næredes ved min Moders faste Rationalisme, hendes ubetingede Afvisning af ethvertsomhelst Mirakel. Da jeg ifølge Statsloven skulde konfirmeres, var jeg saa vidt, at jeg saa ned paa det Forestaaende som paa en blot byrdefuld Ceremoni. Rabbinerens Person indgød mig kun Uvilje; dennes tyske Udtale af Sproget forekom mig modbydelig og latterlig. Det skrækkelige Dansk, hvori Lærebogen var affattet, oprørte mig, der af Naturen havde et fint Øre for dansk Sprog. Under det første Stykke, der mødte Øjet i Bogen, stod et Skriftsted paa følgende Dansk: »Thi Budet er en Lygte og Læren er et Lys, og Vej til Livet er Formaningens Tugt (Sædelæren)«. Meddelelserne om gammeljødiske Skikke og |57| Fester prellede ganske af paa min moderne Opdragelse. Konfirmationen bestod efter min spotske Sammenfatning af Indtrykket væsenlig i, at man laante en høj Silkehat af Hattemageren og næste Dag sendte ham den i velsignet Tilstand tilbage. Den taabelige Sædvane herskede nemlig, at Smaadrengene mødte i høj Hat, saa vanvittigt den end klædte dem. Med den paa Hovedet skulde de efter Overhøringen gaa op ad Trappen til en Balustrade, hvor Præsten ventede dem øverst oppe, hviskede dem et Par bevægelige Ord i Øret om Forældre eller Bedsteforældre og velsignende lagde Haanden paa den høje Hat. Da jeg skulde aflægge Troesbekendelsen i Kor med de Andre, istemmede jeg vel det første Ja, der angik Troen paa en Gud, men tav til Spørgsmaalene om jeg troede, at Gud havde aabenbaret sig for Moses og talt gennem sine Profeter. Jeg troede intet deraf.

Iøvrigt var jeg vaklende og ude af Stand til at naa Klarhed. Hvad der forvirrede mig, var den usandfærdige Maade, hvorpaa Historieundervisningen, der var aldeles teologisk, havde fundet Sted. Det meddeltes f. Eks., af Historielærerne, ikke blot, at da Julianus Apostata^[III]julian-apostata havde villet genopbygge Templet i Jerusalem, var Ild slaaet op af Jorden, men dette fortolkedes som et Under, der udtrykte den guddommelige Vilje. Ifald dette var sandt – og jeg evnede ikke at gendrive det – saa havde Gud jo udtrykkeligt taget Parti mod Jødedommen og Jøderne som Folk. Dette Folk syntes da virkelig forbandet af ham. Imidlertid afskrækkede Kristendommen mig grundigt ved sin Sagnhistorie, sin Dogmatik og sine Kirkeskikke. Jomfrufødselen, de tre Personer i Treenigheden, særligt Nadverens Sakramente, virkede paa mig som Rester af det laveste Oldtidsbarbari.

Under disse Omstændigheder tyede min unge Sjæl i Trang til Noget, den kunde dyrke, fra Asiens til Europas |58| Guddomme, fra Palæstina til Hellas, og klamrede sig med levende Begejstring til den græske Skønhedsverden og dens Gudesagn. Af min hele lærde Opdragelse uddrog jeg dette Ene: Sværmeri for det gamle Hellas og dets Guder; de var mine Guder, som de havde været Julians^[IV]julian-apostata. Apollon og Artemis, Athene og Eros og Afrodite blev Magter, jeg i en ganske anden Forstand troede paa og glædede mig over, end nogen paa Sinai eller i Emaus aabenbaret Gud. De stod mig nær.

Og under disse Omstændigheder blev Antiksalen paa Charlottenborg, hvor jeg som Skoledreng hørte Høyens^[V]Niels Lauritz Høyen (1798-1870): dansk kunsthistoriker. Forelæsninger, et Sted, jeg betraadte med Andagt, og Thorvaldsens Museum mit Tempel, saa ufuldkomment det end gengav Grækernes religiøse og heroiske Bevidsthedsindhold. Men jeg havde paa dette Tidspunkt ingen anden og bedre Adgang til den antike Gudeverden end den, Museet frembød, og Thorvaldsen^[VI]Bertel Thorvaldsen (1770-1844): dansk billedhugger. Bosat og virksom i Rom 1797-1838. og Grækerne smeltede i Fjorten-Femtenaarsalderen for mig sammen til Et. Thorvaldsens Museum var mig en straalende Illustration til Homer^[VII] Homer (700-tallet f. Kr.): græsk digter. Ifølge traditionen forfatter til de episke digte »Iliaden« og »Odysseen«.. Her var min Kirke, mine Guder, min Aands sande Hjemstavn.