14.

Den Person, som dannede Midtpunktet for Skoledrengenes Opmærksomhed, var naturligvis Skolens Bestyrer. For de ganske Smaa var Bestyreren blot mægtig og faderlig, oven over det Hele. Saasnart Kritiken vaagnede, gik den hos de Ildesindede ganske særligt ud over ham, ondskabsfuld og smaalig som den var, og den gentoges uselvstændigt.

Da Bestyreren var en kraftig, fyldig, smuk, overlegen Mand med et vist Præg af Livsglæde og uskyldigt Vellevned over sig, forsikrede de toneangivende Ondskabsfulde, at han kun levede for at spise og drikke godt. Dernæst gav den gammeldags Straffemaade, de Spanskrørsslag, som uddeltes af Bestyreren selv inde paa hans Kontor, nogen Anledning til Misstemning. Det var vel kun saare dovne og forhærdede Drenge, som fik en saadan Straf; for de bedre kom den end ikke i Betragtning. Men naar hine fik Ordre til efter Skoletid at møde paa Kontoret, og Bestyreren saa tog dem |54| mellem sine Ben, fugtlede dem igennem og derpaa ligesom trøstende kærtegnede dem med Haanden, satte dette ondt Blod, og Bestyrerens Værdighed led derunder. Var der i den Lede, dette vakte, nogen Fornuft, saa var der i visse andre Anker, der rettedes imod ham, slet ingen.

Der herskede den uskønne Skik, at Drengene den første i hver Maaned selv medbragte Skolepengene, hvorpaa midt i en eller anden Time Bestyreren kom ind i Klassen, tog sit Stade paa Katederet og flot og hurtigt strøg Femdalersedlerne ned i sin store bløde Hat og derfra i sine Lommer. En Ulempe herved var den, at de ganske enkelte fattige Elever, der gik frit i Skole, paa den Dag udpegedes for deres Kammerater som dem, der Intet medbragte, hvad disse følte som en Ydmygelse. Dernæst vakte Synet af den formentlige Rigdom, Bestyreren saaledes kom i Besiddelse af, Uvilje og Spot. Det blev Tonen at kalde ham Drengegrossereren, fordi Skolen, som paa sin Højde havde halvsjette hundrede Elever, var saa stærkt besøgt. Den overordenlige Tilstrømning, der dog fornuftigvis maatte opfattes som Bevis for Skolens Ry, blev anset for Vidnesbyrd om Pengegriskhed hos dens Bestyrer.

Endnu maa det tilføjes, at der i hans Holdning, som øjensynligt og med god Grund var beregnet paa at imponere, var Et og Andet, som med nogen Ret for Skarptskuende Drenge kunde staa som Unatur. Han kom altid pludseligt stormende; han raabte altid med Stentorstemme, og naar han gav de ældre Drenge Undervisning i Latin, saa indfandt han sig vel af Magelighed altid en god Del for sent, men begyndte til Gengæld, som gjaldt det om ikke at forsømme et Sekund, at udslynge sine Spørgsmaal alt paa Dørtærskelen. Han yndede Patos og var sikkert en Mand med naturlig Varme. Var man kommet ham menneskelig nær, vilde han |55| have vundet megen Hengivenhed; thi han var en klog Mand og hans Skikkelse munter og lys. Da Disciplenes Antal var saa stort, virkede han nu mere paa Afstand.